Kontaktbrev 1952/7 side 3
ÅNDSVIDENSKAB FOR HVERMAND
Af Erik Gerner Larsson
(fortsat)
forlader. Men denne adskillelse behøver ikke at foregå igennem strid, hvad altfor ofte er tilfældet. Vi står alle, hver på sin vis, i den dybeste gæld til den religiøse tro, der engang var vort åndelige livs læskende kilde, og vi bør alle omfatte den med samme veneration, som den, hvormed vi for eks. omfatter vort barndomshjems måske ofte trange stuer. Det er så let – og så billigt – at kritisere mange af de forskellige religiøse dogmer, der ofte har et næsten tragikomisk skær over sig, men den sande åndsforsker må holde sig for god til den slags. Han må lære at forstå, at samtlige disse trosformer har haft og endnu for mange mennesker har stor værdi. Alene heri bør de være beskyttede mod latterliggørelse fra de menneskers side, for hvem længslen efter en større og mere dybtgående sandhed er årsagen til deres brud med fortidens opfattelser. Religiøs intolerance fortæller, som vi senere vil få at se, langt mere om den, der udløser den, end om det den udløses imod.
Det udviklede jordiske menneske nærmer sig nu et livsområde, hvor dets opfattelse eller erkendelse mindre bliver en tilknytning til enten sanseevnen ovenfra eller sanseevnen nedenfra, end til en syntese af dem begge. Den sande åndsforsker vil altid have benene fast plantet på jorden, men sine øjne rettet imod stjernerne!
III.
Resume.
Vi har nu fået et første elementært overblik over det levende væsens kosmiske struktur og set, at den består af tre evigt samarbejdende principper, som Martinus har givet betegnelserne X.I. – Jeg'et, X.II. – skabeevnen og X.III, – det skabte eller formernes verden. Disse tre X'er udgør i virkeligheden kun analysen af een realitet, nemlig: det levende væsen. I sig selv kan de aldrig adskilles. Tager man det ene væk, eksisterer de andre to ikke længere. Men skal erindre sig dette, ellers kommer man let ind i et tankedril, der blot forvirrer. Ingen af de tre X'er er således selvstændige realiteter i den forstand, at de optræder isoleret. Dybest set er de kun eet X med tre forskellige analyser.
Den første af disse analyser angik selve Jeg'et, og her så vi, at det, udover at udgøre en af alle erkendt centrumsfornemmelse, ikke har anden analyse end den, at det er til. Hvad man end vil sige om det, vil det, man siger, aldrig være noget, der angår selve Jeg'et, men derimod kun udgøre en virkning af det. Det har simpelthen ingen anden analyse end den, at det eksisterer. Det samme er på en måde tilfældet med X.II. eller skabeevnen. Også den må erkendes som værende til. Derudover er den hævet over tilgængelighed for direkte sansning. Uskabt, men midlet til evig skabelse, udtrykker skabeevnen en realitet, der på den ene side er hævet over energiernes verden samtidigt med, at den på den anden side udgør forbindelsesleddet mellem Jeg'et og X.III., eller energiernes verden. Denne dobbeltrolle, som vi senere for alvor skal beskæftige os med gør på en måde skabeevnen til tilværelsens mest interessante kosmiske foreteelse, idet vi her ligesom står ved selve porten ind til det levende væsens allerhelligste.
Med X.III. eller energiernes verden står vi overfor alt det, vi kan "tage og føle på". Af disse kræfter bygger vi vor bevidsthed. Ved hjælp af dem får vi vore begær tilfredsstillet. De alene udgør selve materialiseringen af det, vi har givet navnet "skæbne". Takket være dem oplever vi livet. For imidlertid at få et klarere overblik over disse evige, kosmiske realiteters indbyrdes samvirke, skal vi i det følgende gå over til at give en fremstilling af deres måde at ytre sig på.
Vor overbevidsthed.
Ethvert udviklet menneske har en udpræget fornemmelse af en indre, sjælelig spaltning, der ytrer sig på den måde, at det på een og samme tid fornemmer sig selv som to mennesker, nemlig som en der handler, og en der bedømmer – og ofte kritiserer – handlingen. Vi kan ikke alene tale, men vi kan også ligesom stå ved siden af os selv og lytte til vor egen tale. Denne oplevelse har dyret og det meget primitive jordiske menneske kun i en tågeagtig form. Dyret er, som allerede tidligere bemærket, udvendigt, som det er indvendigt. Er det rasende, kan det ikke camouflere sit raseri bag en udvendig venlig maske, og det kan det primitive jordiske menneske heller ikke. Begge parter repræsenterer den fuldkomne ubeherskethed. I sig selv er denne tilstand ikke eftertragtelsesværdig for det mere fremskredne menneske, men den rummer dog noget af værdi, nemlig det, at den er en absolut ærlig tilstand. Man ved, hvor man har det rasende dyr og mennesket, der omgående i det ydre reagerer efter de indre stemninger. Det ved man ikke om mennesket, der evner at kontrollere sig selv.
Det her berørte forhold afslører den kendsgerning, at det mere fremskredne jordiske menneske har opnået den første kontakt med sin overbevidsthed eller det kosmiske element i dets eksistens og fremtræden, der betinger dets evige tilværelse. Det føler på en for sig selv uforklarlig måde, at dets handlinger har to virkninger: en midlertidig og en evig, en følelse, der er ukendt på de udviklingstrin, hvor junglekræfterne endnu har det overvældende herredømme over sjælelivet. Årsagen til, at det udviklede menneske har denne følelse, er således ikke alene den, at der i dets mentale rum befinder sig de allerede tidligere beskrevne to sind, men i langt højere grad den, at der over disse to sind befinder sig en kosmisk kraft, der regulerer tankeblandingsprocessen. At denne "regulator" endnu ikke har nået en sådan styrke, at den i alle livets forhold formår at hindre skæbnesvangre tankeblandingsprocesser i at fuldbyrdes og komme til udløsning, ændrer ikke den kendsgerning, at det udviklede menneske kender den og bevidst arbejder på at fremme og udvikle dens magtområde. Det er en urokkelig kendsgerning, at det udviklede menneske afviger fra det primitive menneske derved, at det har en langt mere følsom samvittighed end det sidstnævnte. Dette forhold beror på, at det udviklede menneske har en langt dybere fornemmelse af det evige i sin natur, end det primitive har. På en mængde områder føler det med en sådan styrke, at det griber ind i dets handlemåde, at det ikke "ustraffet" vil kunne gøre dette eller hint og afstår derigennem fra handlinger, som i mange tilfælde kunne bringe det øjeblikkelig fordel. Dette forhold er uhyre interessant derved, at vi her står overfor et åndsvidenskabeligt bevis på, at det udviklede menneske opfatter sig selv som andet og mere end "dødt stof". Uden selv at kunne begrunde det forstandsmæssigt, handler det ofte, i kraft af sin fremskredne udvikling på tværs af sine egne interesser, – blot for at få "fred med sig selv", eller det vi kalder "en god samvittighed". Da samvittigheden ikke er et fysisk fænomen, men tværtimod et absolut psykisk, er det naturligt at spørge efter dens sæde, og her er det, at det levende væsens overbevidsthed begynder at tegne sine første svage konturer for åndsforskeren. Man har kaldt samvittigheden for "Guds røst i mennesket", og disse ord dækker forsåvidt en sandhed, som samvittigheden netop er det eviges indgreb i det timelige.
Vender vi os nu direkte imod dette evige element i vor kosmiske struktur, så fortæller Martinus os, at det udgøres at X.I. og X.II. i fællesskab eller af de to områder i vor fremtræden som levende væsen, der kun er tilgængelig for indirekte sansning. For imidlertid helt at kunne forstå denne overbevidstheds urokkelige eksistens, er det nødvendigt at kaste et blik på selve vor bevidstheds tilblivelse, der som bekendt begynder allerede i det egentlige dyrerige,
Når kun de færreste mennesker opfatter dyret som levende i den forstand, at det, som det jordiske menneske, må have en sjæl, beror det på, at dyret endnu ikke er bevidst i "sig selv" på en sådan måde, at det klart kan skelne mellem sig selv og den fænomenverden, der omgiver det. Dyret er således ikke bevidst i sit eget Jeg. Dets liv hviler på instinktfunktioner, som det blindt adlyder. Denne livsform fører imidlertid til en konstant overtrædelse af de love, hvorpå et kosmiske beskyttet liv beror, hvorfor vi da også bliver vidne til, at så at sige alle dyr omkommer, inden alderdommen nedbryder deres organismer. I dyreriget er loven den, at alle dræber og alle dræbes. Denne uafladeligt gentagne oplevelse af døden ved vold, skaber i dyrets bevidsthed netop de længsler efter modsætningen, der fører til skabelsen af den første spæde dagsbevidsthed eller den tilstand, hvor det levende væsen bevidst kan skelne mellem sig selv og tingene udenfor. Når dette sker, er dyret ikke længere et almindeligt dyr, da er det et gryende menneske. Fra det øjeblik dyret opstår som jordisk menneske og frem til det udviklingstrin, vi selv befinder os på, er det let for os at følge udviklingen, der i virkeligheden blot består i vor vågne dagsbevidstheds tiltagende vækst. Denne vækst ytrer sig ved et stadigt voksende indblik i og forståelse af den verden, der på alle sider omgiver os. Men som allerede før beskrevet er alt levende målsøgende, og derfor indtræder der for ethvert menneske en tilstand, hvor det ikke længere har nok i en viden om den rent fysiske verdens fænomener. Det vil også vide besked med, hvor det kommer fra, hvorfor det er her, og hvorhen dets videre udvikling går, og her er det, at det opdager den side ved sit eget væsen, Martinus kalder overbevidstheden, idet det igennem en mængde oplevelser bliver klar over, at dagsbevidsthedstilstanden ikke kan være det egentlige i dets natur. I begyndelsen ubevidst, men senere ganske klart bevidst, begynder det at anskue sine egne handlinger udfra to synsvinkler, af hvilke den primære i starten er den timelige, medens den evige spiller en mere sekundær rolle, et forhold, der senere helt byttes om. Når dette sker, er det blevet bevidst i sin overbevidstheds regulære eksistens, hvilket vil sige, at det da ved, at ordene "som du sår, skal du og høste" er den urokkelig kosmisk lov, der ikke alene er hævet over enhver form for følelsesmæssig påvirkning, men som i sin natur simpelthen udgør selve forudsætningen for al sand åndelig vækst. Nået hertil er det, at den åndelige illumination indtræder, som Martinus har givet navnet "kosmisk bevidsthed", og som altså er en tilstand, i hvilken det levende væsen har det fulde overblik over samtlige dets begærs yderste konsekvenser.
Vor dagsbevidsthed.
Langt de fleste mennesker befinder sig endnu på et åndeligt trin, hvor deres begær efter at lære sig selv at kende endnu er meget svagt, for ikke at sige latent. De akcepterer, at de er til og gribes allerede meget tidligt af begæret efter at få det mest mulige ud af livet. Ved "mest mulige" forstår disse mennesker i virkeligheden kun nydelse. Dette ses let ved en selv overfladisk iagttagelse af menneskers begærverden, der i så godt som alt er rettet imod materien på næsten samme udvendige måde som det almindelige dyrs, blot med den forskel, at begærene hos det jordiske menneske efterhånden er udspaltet i et næsten heltud usandsynligt antal. Det almindelige dyr begærer som bekendt kun mage, føde, søvn og leg. Da disse begær hviler på instinktfunktioner, der i sig selv må siges at være elementære, volder de ikke dyret åndelige vanskeligheder. Dyret lever et udvendigt liv i den forstand, at det endnu ikke besidder evnen til reflektion. Anderledes derimod med det jordiske menneske. Det kan tænke. Men dets tænkning følger i almindelighed ikke besværlige baner. Også det begærer en mage, føde, søvn og leg, altså de samme tilstande som vi finder hos dyret. Men i modsætning til dyret, der får sine begær tilfredsstillet indenfor de rammer, naturen har sat, så har det jordiske menneske forlængst sprængt disse rammer og udvidet dem så at sige ubegrænset. I kampen om magen bruger det ikke alene sine fysiske våben, men også de åndelige, hvad der fører til navnløse konflikter. I kampen om føden gælder det samme og også i dets trang til at lege. Kun i søvnen ligner det endnu dyret, når det vel at mærke formår at sove uden hjælp af piller eller andre bedøvende midler. Uden kendskab til sin høje kosmiske herkomst, blindet af troen på, at det kun lever "een gang", har det forstærket sit begær efter livsnydelse så meget, at dets tilværelse er blevet een lang kamp for at opnå disse nydelser.
De foran beskrevne kendsgerninger kan enhver efterkontrollere, men hvad kun de færreste er klar over er, at det er dette tilsyneladende umættelige begær efter nydelse, der fører til skabelsen af længslen efter modsætningen til denne tilstand. Langt de fleste mennesker mener i den overhåndtagende indstilling på materiel sukces at se de "Mene, mene – ", der forkynder menneskehedens undergang, medens sandheden er den, at uden denne mættelse ville ingen ny og moralsk set skønnere verden kunne blive en realitet. Man må derfor gøre sig klart, at før den dag er kommet, hvor de materielle værdier har fundet deres kosmiske leje, hvilket
(fortsættes)
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige