Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1952/7 side 1
Klint, den 4-4-1952.
Kære læser!
Så er et af mit eget livs kresløb igen sluttet, og jeg er påny ved Klint. Starten var en smule brutal. Jeg var næppe indenfor døren, før vinteren for alvor brød løs. Snestormen jog indover os fra øst, og den første morgen heroppe var på sin vis den skønneste "julemorgen", jeg erindrer at have oplevet. Villa "Rosenberg" lignede et af disse usandsynligt skønne postkort, man havde i "gamle dage". Alt var idyl. Sneen lå tungt hen over træer og buske, og huset selv var som klippet ud af et eventyr. Solen glitrede i al den rene, hvide sne, – – der var jo altså bare det, at vi havde passeret forårsjævndøgn og ikke var ligefrem indstillet på vintersport. Siden kom frosten og blæsten, – jo vist var det hele lidt anderledes end ventet!
Endnu ligger sneen i skyggen, men idag er det virkeligt forår. Lærken jubler fra en skyfri himmel, og solen får alting til at synes levende og forventningsfuldt. Her er usandsynligt meget at gøre, men dette forår har bragt mig en meget stor glæde. To af sagens venner gennem mange år, hr. og fru Jørgen Knudsen, har overtaget stillingen som ledere af Klintsøgård og dermed aflastet mig heltud utroligt. At glæden for mig er såmeget desto større, som det er en svoger og søster, der er tale om, tror jeg De forstår. Et større kresløb er hermed sluttet og Klintsøgaardområdet endelig inde i et leje, hvor jeg er overbevist om, at det vil forblive mit liv ud. Selv har jeg påny overtaget gartneriet, som faktisk trænger til en generalomgang. På den anden side er jeg kun lykkelig ved den kontrast, livet heroppe er, til den gerning, jeg har vinteren igennem. For mig at se, burde alle mennesker have en sådan chance for "to liv i eet", det giver perspektiv til begge sider!
Som De vil forstå, går det nu efter recepten: "Vi fløjter og ta'r fat" Feriebyen er stor, og hvert år kræver sit, for at den skal fremtræde, sådan som de mange hundrede gæster venter at se den. Men "høstens tid" er inde nu. De mange træer, der engang var så små, at man næsten kun havde et medlidende smil tilovers for dem, er nu så store, at selv østenvinden må kapitulere. Husene, som i sin tid lå på en åben mark, er ved at forsvinde i alt det grønne. Hvert nyt forår vil nu lægge en ny skønhed til den allerede eksisterende. Overalt pusler det af liv. Ser man blot få år tilbage i tiden, forbavses man over, hvormeget her faktisk er sket. Mange nye huse – og mange morsomme huse – ligger nu der, hvor der før kun var bar mark, og utallige små træer begynder at vise deres første spinkle grene over græsset. Jo vist er feriebyen levende. Man skal faktisk følge godt med for helt at forstå, hvor åbent og på sin vis fattigt det var, da vi "gamle" for atten somre siden satte spaden i jorden for første gang!
Der har været næsten utrolige vanskeligheder at overvinde, før vi nåede dertil, hvor vi nu står. Men for mig at se, er denne ferieby den største eksisterende kompliment til Martinus arbejde. Det kammeratskab, der her år efter år har manifesteret sig, er enestående i sin art. For udenforstående kan vor glæde over denne plet måske nok synes overdrevet, men prøv alligevel engang at "gå bagom" ideen, og De vil se, at mere end en ferieby er den et forsøg på at realisere den drøm om et "Shangrilah", der lever i os alle – et sted, hvor fred og indbyrdes kærlighed ihvertfald er målet for enhver af os. Man skal have oplevet de berømte "overfalskommandoer", der weekend efter weekend er ankommet hertil og blot få minutter senere er i fuldt sving med at mase med de forhåndenværende opgaver, for at forstå at dette er alvor for hver eneste af os. Det ligger i den menneskelige natur at ønske at yde noget for andre. Det hårde arbejde heroppe ser kun de få, men virkningen af det nyder alle. Inde i landet planter man træer med spade, heroppe sker det med vejhakke, den eneste mulighed for at nå igennem stenlaget. Og det er blot een af de mange små ting, der i sig selv er krævende. Oceaner af maling er gennem de svundne år strøget ud over træværket heroppe – og som oftest af hænder, der frivilligt er rakt frem for at få arbejdet gjort. I juli-august plukker flertallet blomsten af dette slid, og det er i sin orden. Men derfor bør man alligevel vide, at det faktisk er alle de "små", der her i praksis har fuldbyrdet noget, som tiden efter os vil komme til at vurdere højt, fordi det i jernets og stålets århundrede var den "poesiens blå blomst", der nægtede at dø, selv da besættelsesmagten begyndte at splitte husene ad. Tiden er en hastig rytter, men endnu står den time meget levende for mig, da en tysk officer sad og legede med sin revolver, mens han skødesløst sagde: "De siger, vi ikke kan leje Deres ferieby? Nuvel, så beslaglægger vi den fra imorgen, og De forbliver indenfor området!" Dengang var der pigtråd omkring villa "Rosenberg" og maskingeværrede lige uden for døren. Og alligevel var det, som om ånden her smilede højt af alt det halløj. En ung tysk officer var klar over, at denne plet var noget for sig selv og hjalp mig på alle områder lige for næsen af sine foresatte. Da det hele var forbi, og han skulle marchere i fangenskab, kom han stille og sagde farvel. "Jeg vil aldrig kunne glemme denne plet", var hans sidste ord. Det passede. Vi er idag de bedste venner, og i næsten hvert eneste af hans breve vender han i tankerne tilbage til Klint som et sted, hvor skønheden havde sit hjemsted.
Foråret er nu over os om kort tid. Påny vil solen kalde hver eneste lille blomst tillive, og mennesket med kosmisk indsigt vil føle Guds nærhed i hver eneste knop, der folder sig ud. Lad livet behandle os aldrig så hårdt, naturen ejer dog i sit evige kresløb med dets mange vidunderlige faser en lægedom, der får bugt, med selv de sværeste sår. Naturen og et arbejde man elsker! Og Klint må den elske, der fandt denne lille plets inderste hemmelighed. Mennesker, vil komme her, og mennesker vil gå. Alle vil de modtage noget, som de måske først helt forstår, når de er borte herfra. Thi det er ikke alene den ydre ramme, der her optager os. Bag den eksisterer den ånd, vi kæmper for, og lad os være nok så ufuldkomne, noget giver vi hver især, og det er dette "noget", der forbliver her og omend usynligt dog omfavner en, hver eneste gang man vender tilbage hertil. Mennesker med vore sind og vore tanker bliver let ensomme. Men ensomheden behøver ikke at være gold. Den har også et kresløb, og en dag oplever man den som en nødvendighed. Men for at denne nødvendighed skal blive virkelig frugtbar, må den have et sted, hvor den "føler sig hjemme". Det gør den her, for her lever dybe og rige tanker deres eget stille liv. At disse min ord ikke er tomme ved enhver, der her mødte den "verdensaltets grundtone", der ligesom gennemtrænger hele Martinus arbejde og gør det til en livsnødvendig næring for vor sjæl. Det er denne "tone fra himlen", der er denne lille plets hemmelighed. Har man eengang hørt den, vil man aldrig glemme den. Det er, for at så mange som muligt skal få lejlighed til at høre den, at vi kæmper, – og denne kamp er vel et liv værd!
Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!
Deres hengivne
Erik Gerner Larsson