Kontaktbrev 1952/6 side 3
ÅNDSVIDENSKAB FOR HVERMAND
Af Erik Gerner Larsson
(fortsat)
de og for det andet en utidig kapitulation overfor en påstand, der savner rod i virkelighedens verden.
Vort liv består udelukkende i en ransagning af "Guds veje".
Det er så let at slynge den forannævnte bibelske sætning i ansigtet på et menneske, men det røber altid, at den, der gør det, ikke for alvor har tænkt over livsproblemerne. Thi hvad er vort ønske om at lære at forstå livet andet end ensbetydende med et brændende ønske om at "ransage Guds veje"? Overalt hvor vi kommer på sporet af den dybere hensigt med dette eller hint, vi har oplevet, har vi jo netop fundet "Guds vej", og at tro, at disse vore opdagelser blot er begrænset til de problemer, der angår vore rent fysiske oplevelser, vil kun være udtryk for utilladelig naivitet. Atter og atter konfronterer livet os med begivenheder og oplevelser, der peger langt udover det fysiske plan og inspirerer os til at søge dybere ind i os selv for der at efterforske de inderste årsager til vor skæbne. Det fremskredne jordiske menneske begynder at forstå, at det ikke "har en sjæl", men at det derimod "er en sjæl", hvilket vil sige et åndeligt væsen, der midlertidigt er iklædt kød og blod. Mennesker, der ønsker åndelig viden og indsigt, må derfor lære at forstå, at da det højeste mål for al dets åndelige higen er at "møde Gud", må det også tage afstand fra den tanke, at de "veje", ad hvilke det søger ham, er "uransagelige". Det må tværtimod indstille sig på en dybtgående "ransagning", hvilket vil sige udforskning, af disse "veje". Gør det det, vil det også opdage, at denne udforskning bringer det på sporet af Guddommens sande eksistens, og det vil da se, at på samme måde, som man her på det fysiske plan kan bruge udtrykket "alle veje fører til Rom", vil man også med rette kunne sige, at "alle veje fører til Gud".
Iøvrigt er det i sig selv en abnorm tanke at søge at sætte en grænse for vor tanke. At nægte et menneske ret til at anvende sin tænkeevne så langt den rækker, er at søge at skabe diktatur. Dette har kirken gjort, og dette er bl.a. en af årsagerne til, at udviklede mennesker vender den ryggen og på egen hånd begynder at søge en større Guddom end ham, de fandt inden for de "autoriserede" religionssystemer.
Det fysiske og det psykiske univers.
Vender vi os nu påny mod X.III eller energiernes verden, bliver vi vidne til, at denne verden har to helt forskellige sider: en direkte fysisk og en åndelig. Der var engang, da den fysiske verdens fænomener henlå i samme mørke, som den åndelige verdens fænomener idag gør det. Vore primitive forfædre kendte ikke meget til den verden, der omgav dem på alle sider, hvad der bevirkede, at de digtede omtrent de samme mærkelige ting ind i den, som det moderne menneske er tilbøjelig til at digte ind i de åndelige verdener, om de da akcepterer deres eksistens. Alt var mystik for fortidsmennesket, – og en mystik det frygtede på akkurat samme måde, som utallige mennesker idag frygter den "mystik", der hviler over tilværelsens endnu ukendte områder. For det primitive menneske var tingene "belivede". De så "ånder" allevegne, – og for det meste fjendtligsindede ånder. Men udviklingen medførte, at den fysiske fænomenverden langsomt blev gennemskuet. Det ukendte blev kendt. Mystikken blev hævet. Fra at være belivet, blev tingene døde. Materialismen sejrede. Alt var stof og det irrationelle sjæleliv blot udslag af fysiskkemiske reaktioner i blod og nerver.
Udviklingen standser imidlertid ikke, fordi mennesket mener at have fundet den "endelige løsning" på tilværelsesmysteriet. "Videnskabelige sandheder" har i reglen en ret kort levetid, og allerede nu har den fysiske videnskabs ypperste indset, at det materialistiske verdensbillede er forældet og ifærd med at have udspillet sin rolle. Årsagen hertil er den enkle kendsgerning, at opdagelsen af "strålerne"s og "bølgerne"s verden forrykkede hele grundlaget for den materialistiske ide. Man aner at man her står overfor en verden, som indebærer muligheden for opdagelser, som helt kan kuldkaste de opfattelser, man hidtil har anset for "videnskabeligt urokkelige", og mange videnskabsmænd er allerede nu nået til forståelsen af, at svundne tiders store seere var i berøring med kræfter eller energier, hvis eksistens man ikke i længden vil kunne ignorere. Disse energier eller kræfter, som man betegner med udtrykket "mentale", afviger fra de hidtil kendte derved, at man endnu ikke har kunnet konstruere apparater, der for alvor har kunnet registrere dem. Men man er på vej, og en dag vil man være i stand til at påvise, at det jordiske menneske foruden at måle og veje så og så meget, også har en anden og i virkeligheden langt vigtigere side, nemlig den mentale, hvis natur helt er af stråleformig art.
Vi er hermed nået frem til det psykiske univers, og den dag vil ikke være alt for fjern, hvor dette endnu ukendte og derfor "mystiske" livsområde vil være draget ind i det jordiske menneskes daglige tænkning. Man vil da på en ganske selvfølgelig måde have to tænkemåder: een, der angår den fysiske materie eller "det timelige" og een, der angår den åndelige eller "det evige" ved det levende væsen.
Sanseevnen "ovenfra" og sanseevnen "nedenfra".
Når man så dristigt tør skrive, at vi nu stærkt nærmer os en udviklingsepoke, i hvilken menneskene som noget aldeles selvfølgeligt anskuer deres daglige oplevelser fra de foran antydede synsvinkler, beror det på, at vi igennem Martinus kosmiske analyser, der alle er udtryk for den sidstnævnte tænkemåde, møder et konkret udtryk for en sanseoplevelse, der kun kan karakteriseres med ordene "sanseevnen ovenfra", idet hans viden udelukkende har rod i hans egne, i tidligere liv oplevede erfaringer i modsætning til den viden, som den fysiske videnskab giver udtryk for, og som på alle områder er et resultat af sanseevnen nedenfra, idet den i sig selv udgør en samlet virkning af det jordiske menneskes åndelige vækst fra fortidsmenneskestadiet og til i dag. Disse to sansemetoder har altid eksisteret. Dette giver sig klarest udtryk i de tre verdensreligioner, der hver for sig er frembragt af mennesker, som igennem indre, dybe åndelige oplevelser var i kontakt med den verden, som det jordiske menneske er på vej imod, og som udgør dets foreløbig første og vigtigste mål: det rigtige menneskerige eller en fysisk og mental livszone, som endnu ikke er "af denne verden".
Når Jesus brugte ordene: "Mit rige er ikke af denne verden", mente han ikke, at hans rige var noget fjernt og uhåndgribeligt. Tværtimod. Han tilkendegav blot med disse ord, at det jordiske menneske ikke er verdensaltets ypperste produkt, men at der eksisterer livszoner, hvor tilværelsen følger andre, og langt mere fuldkomne love end de, det jordiske menneske følger.
Det dybt tragiske ved de eksisterende verdensreligioner er deres utrolige begrænsethed eller måske rettere: den begrænsethed man har givet dem. Hverken Buddha, Jesus eller Muhammed var "lokale" i den forstand, at de var bundne til jordens menneskehed. De var universelle og deres tanker interplanetariske. Men hvorledes skulle netop den side af deres bevidsthed kunne komme til udfoldelse i en verden med så primitive sjæle, som de var omgivet af? Værdien af store menneskers bevidstheder og viden vil jo altid stå i et givet forhold til den åndelige absorberingsevne, deres omgivelser er i besiddelse af. Tanker og ideer, som disse omgivelser ingen mulighed har for at fatte, vil ingen af disse store sjæle ofre kræfter på. For dem er der kun een ting, der har betydning, nemlig den at hjælpe deres medmennesker på det trin, de befinder sig på. Dette forhold illustreres let med et problem, der har beskæftiget mange, nemlig Jesus stilling til kødspisning. Officielt spiste han "påskelammet". Det er muligt, han slet ikke har gjort det, men overbevisningen om det såvel som overbevisningen om, at han drak vin, er fastgroede og føres altid til forsvar for disse to former for nydelser. Den slags diskussioner er i sig selv tåbelige og ihvert fald helt uværdige for åndsforskere. Den blotte tanke om, at Jesus skulle have prædiket vegetarisme endsige råkost for sine disciple, der var uhyre primitive mennesker, er direkte absurd. Livstilstande skal bedømmes i deres virkelige sammenhæng. Begynder man at konstruere, brydes det oprindelige billede itu, og tilbage bliver alle disse løst underbyggede postulater, der i virkeligheden er helt uden værdi. Om Jesus har spist kød eller ej, om han har drukket vin eller ej, ændrer ikke skønheden i eller værdien af hans dybe kosmisk-kemiske formler, – og det ændrer heller ikke den, der på grund af egen indsigt forlængst har givet afkald på både kød og vin.
Den kosmiske hensigt med sanseevnen ovenfra er indlysende. Den udgør i sig selv svaret på det målsøgende menneskes hunger efter en dybere mening med livet – og hermed tænkes mest på lidelsen, – end den, man almindeligvis ser. Resultatet af disse store seeres liv er da også blevet en over hele verden rodfæstet trosbegrundet overbevisning om, at det fysiske liv ikke er det endelige, men at livet fortsætter efter døden og der sætter "blomst" i form af en lysende og langt mere fuldkommen tilstand end den, vi her oplever.
Den tro på, at livet efter døden i sig rummer mulighed for en højere og skønnere livsform end den, vi kender på det fysiske plan, bekræftes i virkeligheden af sanseevnen nedenfra, der netop registrerer den kendsgerning, at vor tilværelse ændrer sig i en positiv retning i akkurat samme grad, som vor bevidsthed vokser og udvides. Tilsyneladende modbevises denne sandhed af den kendsgerning, at trangen og evnen til at dræbe, øve vold og i det hele taget skabe ufred i dag er større end nogen sinde. Men dette ændrer alligevel ikke den kendsgerning, at livet er blevet langt rigere, end det var i fortiden, og at næstekærligheden også i dag fejrer større triumfer end på noget andet tidspunkt i vor historie. Det moderne menneske er i sin udvikling forlængst nået dertil, at det er blevet klar over, at om blot vi alle kunne lære selvbeherskelsens vanskelige kunst, ville livet på vor klode meget hurtigt kunne antage vidunderlige former. Men dette vil i virkeligheden sige, at den igennem sanseevnen nedenfra udviklede erkendelse nu begynder at mødes med den erkendelse, vi mødte igennem sanseoplevelsen ovenfra. Det virkeligt udviklede menneske er nu ganske klar over, at jordkloden ikke kan være den eneste beboede i universet, og at den evolution, der så åbenbart præger vort eget samfund, udmærket kan tænkes fortsat på andre kloder, hvor den kan have nået langt mere fuldkomne resultater end her. Den interplanetariske tanke vinder således terræn. Det jordiske menneske er ikke længere bundet af den forestilling, at jordkloden er universets "midtpunkt" og ejheller af den forestilling, at det jordiske menneske er verdensaltets ypperste repræsentant, men at det meget vel kan tænkes, at der i verdensaltet findes kloder med langt skønnere livsformer end de, vi her kender. Men når dette er tilfældet, – og det er det – så får Jesus berømte ord om, at "hans rige" ikke er "af denne verden" pludselig en anden betydning. Han er da ikke en ener i den forstand, at han som levende væsen betragtet er et isoleret fænomen. Han er da langt mere en "gesandt" fra en verden, der er forud for os i moralsk udvikling, og hans ord får derved langt dybere betydning.
Nu vil man her kunne indvende, at denne problemstilling helt omstyrter troen på Jesus som "Guds eenbårne søn" og på "syndsforladelse" og "nåde". Men hertil er der kun det ene at svare, at disse begreber forudsættes at være udlevede og uden inspiration for det menneske, der betræder åndsforskningens vej. Samtlige eksisterende religiøse trosformer har jo stadig deres kirker og templer jorden over, som er rede til at tage imod og værne deres "får". Dette er i sig selv noget uhyre smukt og værdifuldt. Men det ændrer ikke den kendsgerning, at utallige mennesker åndeligt er vokset over disse trosformer og derfor ikke længere kan blive inspireret af deres indhold. Men dette medfører blot ingen ret til negativ kritik af dem. De har været og vil endnu et stykke tid være meget nødvendige for menneskeheden. Man skal blot lære at forstå, at de ikke er "evige", og at den tid uundgåeligt vil komme for ethvert menneske, hvor dets ånd, hvilket vil sige: dets udviklede bevidsthed, kræver større næring, end de religiøse trossystemer evner at give. Når det indtræffer i et menneskes liv bliver disse former til døde rammer, som de
(fortsættes)
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige