Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

I sin lille vidunderlige bog "Aloysius Breve: Hinsides –" skriver professor L. V. Birck i et afsnit, han har kaldt "Over Golgatha" efterfølgende meget smukke ord om lidelsen: "Inden du i Uvilje mod det meningsløse i, at Lidelsen ødelægger Tilværelsens Harmoni, køber et Hampereb, bør du alligevel først prøve, om ikke selve Lidelsen skulde have sin dybe Mening i vor sjælelige Økonomi; i så Fald ophører det forstyrrende, i Lidelsen at synes dig så absurd, og du vil af Hamperebet lave dig en Spændetamp til din Kamelhårs Kofte.

Det kan jo hænde, at det blot er Lidelsens næstsidste Dråbe, der er så besk, men at der til Gengæld var sød Salighed i den sidste. Blad da videre i Lidelsens Bog! Bladene er som Brændenælder, og dine Fingre er opsvulmede og blodige, men ved det sidste Blad "når din Sjæl, som Psalmistens, er mæt af Ulykker og dit Liv Dødsriget nær", glemmer du din Smerte, thi da læser du Livets Visdom og du forstår!"

Dette lille afsnit i en i virkeligheden meget lille, men også meget "stor" bog er så åbenbart skrevet til det modne menneske. Den, der har formet disse ord, har selv vandret i smertens skygge og lært at lytte til det inderste i dens budskab. At der i vor natur er en dyb trods imod smerten, må være selvfølgeligt. Lidelsen er tilværelsens disharmoni. Den er et brud på vore drømme og en hån imod vore ønsker, såmeget mere som den altid møder os uforberedt. Men den er der. Den er næsten det eneste, vi er helt sikre på at komme til at opleve. For den umodne sjæl vil den altid være fjenden, som for enhver pris skal bekæmpes – og den umodne mener at have fundet midlet i blot at leve på overfladen. "Du skal lade være med at gruble over problemerne", siger han, "det giver bare hovedpine, og vi får alligevel intet at vide". Ak, man kunne ligeså godt bede en musikelsker om at lade være med at lytte til tonernes skønne verden!

Nej, det modne menneske må vide besked! Det er hemmeligheden ved at være voksen, at man ikke kan standse, før man har aftvunget lidelsen dens inderste budskab. Ikke den næstsidste "beske dråbe", men den sidste "salige". Og den, vil altid være visdom. Altid være en vejleder til det i vort væsen, der var smertens inderste årsag. Her tørner to verdener sammen: den udvendige og den indvendige. Den udvendiges løsen er: det er de andres skyld! Og den råber dette løsen ud på gader og stræder. Og dette løsen er både forståeligt og tilgiveligt, for hvad ved mennesket om sig selv? Hvem hjælper det til forståelse af sin egen natur? De vise! Ja, men hvem gider lytte til de vise? Tilråber nutidens åndelige "ypperstepræster"; videnskabsmændene, ikke "manden på gaden", at han blot er "organiseret støv"? At enhver tanke om et "evigt liv" er et udslag af "mørk overtro" og "livsangst"? Og råbet har fænget og giver nu genlyd overalt. Vi lever kun een gang, og vi vil nyde vort liv. Alle vil nyde! Hver på sit lille felt kæmper de en vild kamp for at få "sukces", – og alle er mere eller mindre ensomme, bitre og ulykkelige!

Her er det, at den indre verden træder frem med sit stille: det er din egen skyld! Men kun den åndeligt modne hører denne dæmpede røst – og forstår den. Verden er ikke "de mange". Verden er kun to: Guddommen og os. Det er dette budskab, de vise gennem alle tider har ønsket at bringe mennesket. Vi kan jage lykken så galt, vi vil. Netop som vi synes at have den i vore hænder, er den flygtet. Først når vi opgiver denne vilde jagt og retter vore øjne mod HAM med spørgsmålet: "Hvad vil du mig med dette?" – først da tager lykken tøvende bo i vort hjerte. For da er vi ophørt med at kræve noget for os selv. Da er en uendelig bitter lektie ved at være lært tilbunds, den, at lykken tør kun bo hos den givende, aldrig hos den, der mener at have et krav på livet.

Men denne lektie kan ikke læres kollektivt. Den dækker over et budskab, der ikke tåler støj og larm. Den sande, urokkelige lykkes stemme er så stille og så sagte, at den er lettere at overdøve end noget som helst andet på denne jord. Den skyer læberne. Vil man se den, må man finde den i øjnene, hvor den i et Nu kan vise sig og lade en forstå, at i det menneskes hjerte lever den sit eget, uforstyrrede liv. Den bor dejligt hos børn og gamle mennesker, hos planter og dyr, – men hos dem, der så voldsomt begærer den: de voksne mennesker, holder den ikke af at være, der er den kun en flygtig gæst, der oftest er borte, netop som man troede, den var kommet.

Vi er ikke lykkelige. Denne sandhed slår en imøde, hver gang man iagttager mennesket, der står i sit livs ungdom eller i sin manddom. Alt er sydende uro, og skuffelser og ærgrelser står i de flestes øjne. Kun sjældent møder man her det ejendommelige lysende skær over ansigtet, der røber, at det menneske har det dejligt med sig selv.

Men hvordan skal det være anderledes? Vi er alle kosmiske rejsende på vej. På vej, ja. Men endnu er kun de færreste nået dertil, at de sætter deres ønske om at lære livets virkelighed at kende over ønsket om en midlertidig sukces. Alle vil de "frem i lyset" eller netop der, hvor lykken har de allerringeste kår. Nuvel, de komm er frem. Alle. Men de lærer også alle samme lektie, den, at da de endelig fik det, de så brændende begærede, var det slet ikke det, de troede. Her er det, at det åndeligt modne menneske – frugten af disse mange skuffelser – står stærkere. Det er jo ikke livet, der står os imod. Livet er vidunderligt, når blot vi får vor egen sjæls tone afstemt efter verdensaltets grundtone. Så åbner det liv, der før syntes så lukket, sig pludseligt for os. Ikke i form af "ydre sukces", men i form af en ny evne til at opleve. Vi ser da, hvad vi før overså: at livslykken er i alt og over alt. Den tåler blot ikke at komme ind i det "bur", vi før så ivrigt byggede til at huse den.

Måske er mine ord dunkle. Jeg ved det ikke. Ved blot, at de for mig dækker den sandhed, jeg selv har oplevet. Det er vel naturligt for mennesker at kæmpe for det, de anser for "lykken", men der blander sig altfor let helt ukontrollerede begær ind i den kamp. Opgiver man derimod kampen, ikke negativt, men blot i erkendelsen af dens formålsløshed, tror jeg, at livet både bliver rigere og dybere. Vi siger så ofte: "Jeg vil!" – hvis vi i modsætning hertil spurgte os selv i vort eget hjerte: "Hvad vil Guddommen?", er jeg overbevist om, at megen sorg kunne undgås. Men vi vil så nødigt stille dette spørgsmål. Vi vil sågerne selv. Men for at kunne ville på den rigtige måde, skal man vide meget, og de fleste ved så lidt –.

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!

P.S. Når De får dette brev ihænde, er jeg påny ved Klint. For Københavns vedkommende har Martinus overtaget mine foredrag om torsdagen. Desuden taler Martinus også hver søndag form. kl. 10 i instituttets store sal.