Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Medens Jeg'ets og skabeevnens kosmiske domæne kun er tilgængelig for indirekte sansning og derfor af Martinus betegnes som højpsykisk, så udgør X.III. eller formernes verden et område, der er direkte tilgængelig for vore fysiske sanser, hvorfor Martinus betegner det som lavpsykisk.

Når dette "at tænke" udtrykkes som kunst, beror det på, at kun de allerfærreste mennesker endnu forstår, at den livslykke, de så brændende begærer at opleve, er uopnåelig, sålænge de ikke evner at blande de kosmiske kræfter, af hvilke deres tanker og forestillinger består, på en sådan måde, at en altomfattende harmoni bliver resultatet. De fleste mennesker blander deres tankekræfter i relation til begreberne "sympati" og "antipati"; men dette har intet med kosmisk eller universel logik at gøre og er derfor ikke fuldkommen tænkning. Det er netop dette specielle forhold, der er hovedårsagen til vor tilsynekomst på det fysiske plan, der i sin natur udgør et livsområde, inden for hvilket det jordiske menneske kan "få luft" for sine sympatier og antipatier. På dette plan kan det levende væsen ikke alene blande de psykiske, men også de fysiske stoffer på en sådan måde, at resultatet helt bliver det modsatte af kærlighed, forståelse og tolerance. Her kan det for eks, hade, hvilket vil sige blande sine tanker på en sådan måde, at man fra de åndelige planer direkte kan se, hvorledes ønsket om at dræbe og ødelægge et andet menneske ligefrem fylder dets sjæl. Men det kan gå videre. Takket være sit efterhånden fremskredne intellekt har det formået at skabe det, vi kalder "våben", og ved hjælp af dem kan det realisere sit had. Sammenholder man den sum af våben, der i dag eksisterer på vor klode, med den sum af mennesker, der lever her, tvinges man til at forstå, at den menneskelige sjæl endnu rummer uhyggeligt meget had, som blot venter på at komme til udløsning. Dette er man ofte tilbøjelig til at overse, når man betragter mennesker i al almindelighed. Tilsyneladende er de fleste hadets fjender og ønsker kun fred. Men dette er kun en delvis sandhed. I langt de fleste mennesker eksisterer der en fremragende evne til at kontakte hadets og ufordragelighedens mentale kræfter, hvad der uundgåeligt fører til, at den jordmenneskelige tankesfære af alle udviklede mennesker fornemmes mørk og livsnedbrydende.

knyttet en moralsk "kerne" eller "akse", som er udtrykt i den berømte kosmisk-kemiske formel "øje for øje og tand for tand", medens det menneskelige sind rummer alle dyresindets modsatte egenskaber tilknyttet en ligeså kendt moralsk "kerne", nemlig den kosmisk-kemiske formel "du skal elske din næste som dig selv". Det er givet, at et Jeg, der i kraft af sin såkaldte "natur" tvinges til at tænke ved hjælp af to hinanden modsatte tankeblandingsmetoder, endnu ikke er en fuldkommen tænker og følgelig heller ikke kan have en fuldkommen, hvilket vil sige lykkelig skæbne. Studiet af det jordiske menneskes liv afslører da også, at dets tilværelse uafbrudt skifter mellem lyse og mørke skæbnetilstande. Det ved sig aldrig "sikker". Deraf dets angst og uro. I sin åndelige udvikling er de fleste nået dertil, at de vil det gode, men på basis af ukontrollerede sympatier og antipatier, gør de ofte det onde. Da det imidlertid er dette "onde"s konsekvens, der fører til, at de opdager deres egen åndelige ufuldkommenhed, må udtrykket her ikke tages bogstaveligt. Alt det, vi kalder "ondskab", er ikke ondt i sig selv. Det er blot den åndelige uvidenheds konsekvens. Derfor har Martinus uimodsigeligt ret, når han hævder, at "der, hvor uvidenheden fjernes, ophører det såkaldte onde med at eksistere". Beviset for, at det jordiske menneske endnu ikke er et geni i tankeblandingens ædle kunst, har vi således i den kendsgerning, at det konstant lever i to fra hinanden afvigende mentale sfærer. Først når dette forhold er ophævet, og det ikke længere repræsenterer en overgangstilstand mellem to kosmiske zoner, nemlig dyreriget og det rigtige menneskerige, men i alt er det fuldkomne menneske, er det også den fuldkomne tænker eller et moralsk geni.

Vor bevidsthed er således ikke os. Den er en "skabt" ting, og vi er dens ophav. Netop i dette, at den er skabt og derfor er undergivet forvandling, ligger løsningen på det, man har kaldt "tilværelsens gåde". Var vor bevidsthed noget konstant, noget der absolut ikke kunne ændres, ville dens grænser også være absolutte. Vi ville da ikke have nogen som helst mulighed for at udvide vort sansefelt, hvorfor vore opfattelser på forhånd var dømte til at være "urokkelig sande" for os, selvom de var direkte tåbelige for andre. Nu er forholdet anderledes. Vor bevidsthed er konstant under dannelse. Områder i den, der eengang var førende, er i dag distancerede af andre felter, der ikke alene har erobret magten, men som stadig er under udvikling. Dette gælder således både vor følelse og intelligens. De områder, som beherskes af disse to kosmiske grundkræfter, var engang så ubetydelige, at de, i forhold til det medfødte instinkt var så godt som uden betydning. Nu er forholdet byttet. Instinktets rolle er ved at være udspillet. Intet fornuftigt menneske bygger længere på sine blotte anelser alene. Tværtimod er de fleste udviklede mennesker bange for deres tågeagtige anelser. Vor sanseoplevelse har således skiftet karakter på grund af den bevidsthedsudvidelse, der med vor udvikling har fundet sted. Vi "belyser" i dag et langt større område af tilværelsen end i vor dunkle fortid, hvor vi helt var i vore primitive instinkters vold. Dette burde belære os om, at vi i en fremtid, der i dag er os lige så fjern, som vor jungleprægede fortid forekommer os at være, vil sanse og opfatte livet på en helt anden måde, end vi gør det nu. Kun eet vil hele tiden være det samme: det "faste punkt" eller Jeg'et i os, der registrerer oplevelserne!

Hver gang et menneske selvopgivende erklærer, at "livet har ingen mening" eller, at "alt er tilfældigt" o.s.v., burde det betænke, at livet intet sted bekræfter denne antagelse. Tværtimod! Overalt, hvor vi for alvor iagttager livet omkring os, ser vi, at det stiler imod et mål. Vi lægger for eks. et blomsterløg i jorden, og selvom vi kommer til at lægge det forkert, altså med spiren nedefter, vil der bag løget være en kraft, som tvinger spiren i den rigtige retning, mod solen og lyset. Denne spire er målsøgende. "Noget" bag løget ved, at sollyset eksisterer og udgør forudsætningen for, at alle de i løget eksisterende muligheder for helhedsudfoldelse først kan komme til udløsning i sollysets varme. Vi møder den samme målsøgende kraft eller evne hos trækfuglene. Noget i dem ved, at deres livsmuligheder først kan komme til den rette udfoldelse andre steder end hos os, og de drager bort. Man kalder denne viden for et "usvigeligt instinkt", men dette udtryk dækker blot en anden og højere form for viden end den, vi i kraft af vor intelligens er i besiddelse af. Vor intellektuelle "viden" kan svigte og en dag vise sig at være direkte uvidenhed, instinktet derimod svigter hverken plante eller dyr.

Netop fordi det er som foran beskrevet, kommer der uundgåeligt en dag i ethvert udviklet menneskes liv, hvor det for alvor ønsker at kende den dybere hensigt med sit eget liv. Og intet middel til dette ønskes opfyldelse er bedre end studiet af samtlige de fysiske fænomener omkring os. Medens barnet – og hermed menes også det "åndelige barn", som udmærket kan gå rundt i en højtdekoreret uniform, – er fuldt tilfreds med at kunne iagttage "rammen" om det fysiske liv, begynder det udviklede menneske en dag at spørge efter "indholdet". Fra at have været tilfreds med mål og vægt, vil det nu også kende motiver og hensigt. I samme øjeblik, det sidste bliver det centrale i dets indstilling, er det ånds- eller livsytringsforsker. Da er det ikke skæbnens fysiske form, men derimod dens åndelige hensigt eller bestemmelse, der optager dets sind. Men skæbnens bestemmelse kan ingen udgrunde uden for alvor at trænge ind i de højpsykiske områder og så at sige øve sig i at kunne "kigge bag kulisserne". På "scenen" ser det kun tankeblandingernes ydre rammer, men bag "scenen" finder det den kosmiske kemiker, der blander disse tanker. Det er denne kosmiske kemiker, – Jeg'et – og de "kemikalier", det anvender til at skabe "skæbne" med, der er ifærd med at blive det centrale i det jordiske menneskes åndelige søgen. At lære Jeg'ets sande kosmiske struktur at kende og at vide besked med de kræfters natur, af hvilke alle dets tanker består, er målet for enhver åndsforsker. Thi kun igennem dagklar viden om disse faktorer har det mulighed for at ændre skæbnen fra at være mørk og lidelsesfyldt til at blive lys og lykkelig. At tro, at det ligger udenfor det jordiske menneskes mulighed at lære sin egen kosmiske natur at kende og at indstille sig på, at "Guds veje er uransagelige" er for det første ensbetydende med at give afkald på den indflydelse en virkelig dybtgående viden altid vil have på ens handlemå-