Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Skæbnen vil, at et utal af idealistiske blade mellem år og dag passerer mine hænder. Jeg læser dem alle lige gerne. Dels fordi det altid interesserer mig at høre andres meninger, og dels fordi man i de fleste finder ting, man er glad for at stifte bekendtskab med. Men een ting har gang på gang fået mig til at studse, og det er den kendsgerning, at man i langt de fleste støder på små artikler, der dybt beklager det manglende sammenhold inden for idealistiske krese. Alle synes at mene, at hvis alle disse adskildte grupper stod sammen, kunne de nå det utrolige –.

Det er nok muligt, at det er tragisk, at mennesker, der alle på "deres program" har næstekærlighed, faktisk døjer med at praktisere den i det daglige. Men mig undrer det nu mere, at dette forhold forbavser nogen. Man skal i hvert fald kun have haft lidt kontakt med de forskellige grupper, før man opdager, at næstekærlighed og næstekærlighed er to ting. Alle andre kunne måske udaf deres iagttagelser få stof til en satirisk afhandling om dette problem og benytte det til at påvise umuligheden i tanken om for eks. "Een verden", – bare ikke mig. Jeg ville på sin vis være langt mere forbavset, om det modsatte var tilfældet! Kun een gang i mit liv har jeg oplevet at se "løve og lam" leve fredeligt side om side, og det var under besættelsen, hvor konservativ og kommunist, venstremand og radikal samt socialist og præst i kraft af deres ensrettede had mod syd, havde det dejligt sammen, og ærlig talt, det bryder jeg mig ikke om at opleve mere end den ene gang. Hvem siger, at det ville give mere frugtbar åndelig udvikling, om alle var rørende enige og "stod sammen", som det så smukt hedder? Ville det ikke være en lidt mærkelig teosof, der syntes, at antroposofien faktisk var bedre, eller en spiritist, der fandt, at for eks. rosenkreutzernes lære var mindst lige så god, som hans egen?

Nej, lad os være enige om, at når forholdet er, som det er, så er det fordi, vi alle har noget at lære af det. Blandt andet, at udviklingstrinnene er meget forskellige, og at hvad, der inspirerer den ene, er uden værdi for den anden. Man kunne ønske, at der herskede lidt mere tolerance mellem grupperne indbyrdes, men heller ikke der må man lade sig skuffe. Forholdet er jo det, at langt de fleste af de mennesker, det her drejer sig om, er sexuelt eenpolede, hvad der uundgåeligt medfører ret udprægede sympatier og antipatier. Sandt nok spiller den modsatte pol efterhånden stærkt ind, men alligevel undgår man ikke at blive vidne til den førende pols indgriben. Alene i den stærke trang til at være medlem (med kort etc.) ligger der en spire til aversion imod anderledes tænkende. Det er kun naturligt, at de, der er "indenfor" en forening, befinder sig i opposition til dem, der er udenfor, men denne "natur" fører let til den intolerance, man måske gerne ville bekæmpe.

Giver man sig tid til at studere en sådan gruppes liv, vil man meget hurtigt se, at det normalt ikke er de ædleste i dem, der har det afgørende ord. Grunden er indlysende. De åndeligt mest udviklede ønsker hverken at have magt, at diskutere eller på anden måde gøre sig gældende. Når man kan betegne dem som de ædleste, beror det på, at de i væremåde kommer gruppens idealer nærmest. Langt de fleste, der dominerer disse grupper, er mennesker, der mere eller mindre skjult ønsker magt – og altså også får den. Og det er i sin orden, thi igennem den aktivitet, deres indstilling medfører, "sker der noget". At resultatet måske ikke helt står i forhold til anstrengelserne betyder sådan set mindre. En kendsgerning er det, at disse grupper hver for sig får kontakt med mennesker udenfor og derved bringer disse mennesker i vækst. Dette forhold er for mig hovedsagen, derfor er det, at jeg altid finder kritik af samtlige disse grupper gold og negativ. Det er nemlig så let at finde fejl hos sine medmennesker, – det er ulige sværere selv at gøre noget for at få andre mennesker vækket af deres åndelige sløveri. For mig at se er hver eneste lille idealistisk gruppe mennesker jorden over identisk med en af de "kilder", der sluttelig leder det søgende menneske til "visdommens hav". I dette hav forenes de!!! Men derudover er det ikke deres opgave at være forenet. Tværtimod. Hver for sig skal de kæmpe deres egen vej igennem menneskemyldret og derved bidrage til, at mentale ørkenterræner bliver frugtbargjorte. Når den jordmenneskelige evolution engang er fuldbyrdet, og vi alle kan se tilbage over den vej, vi hver for sig har vandret, vil vi få at se, at hver eneste lille gruppe var nødvendig i denne evolution. Og vi vil få at se, at selvom der hist og her dukkede voldsomme fanatikere op, så var der plads også for dem, – indtil de fik hornene løbet af sig!

Skal man da ikke være medlem af disse grupper? Hvorfor ikke? Hvis man føler trang dertil! Og hvis man i en sådan gruppe kan finde inspiration til at være bedre, end man ellers ville evne at være det. I den slags spørgsmål kan man ikke give generelle svar. Her må enhver selv finde den vej, der passer for ham. Selv har jeg en medfødt rædsel for medlemskort, og den har hidtil holdt mig fri af den slags. Men det hindrer mig dog ikke i at se den nytte, alle disse utallige foreninger gør, og at have sympati for dem. Kun afføder det altid et lille indvendigt smil hos mig, når jeg læser de respektive redaktørers klagesuk over den manglende samarbejdsvilje. På de område formår jeg ikke at give nogen som helst trøst. Vi lever i en verden, hvor det kollektive had har vist sig at være det bedste sammensvejsningsmiddel. Ondskab om nationer og enkeltpersoner synes at være endog ualmindelig sammenklæbende. Hadet har altid sin organisation i orden. Anderledes derimod med kærligheden og freden. På de områder må man ikke vente sig store ting. Det lyder så kønt, at man skal elske sin næste som sig selv. Praksis er straks vanskeligere! Dette har de store Vise altid vidst. Derfor var de Enere – og derfor gik de deres egne veje. De vidste nemlig, at det ikke var dem, der bestemte i hvor høj en grad, de turde elske deres næste, men derimod bemeldte næste selv. Dette forhold skal man have i sine tanker, når man af og til fristes til at føle sig skuffet over næstekærlighedens tilsyneladende så langsomme vækst. Gør man sig fri af de blåøjede illusioner og søger at forstå, at på samme måde, som hadet måtte have sin tid, må også kærligheden have sin, for at nå sin fulde bestemmelse, tror jeg, at man er så nær freden, som man kan komme. Så venter man sig ikke noget, – og i dette ligger en stor garanti for, at man da får langt mere end de, der i deres misforståede forventning selv er deres skuffelsers første årsag!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!