Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

I sin debutbog "1000 års natten" lader den norske forfatter Hans Christian Sandbeck den ene af bogens personer, et "overmenneske" sige til nogle almindelige mennesker: Det er muligt, at det ville blive en hjælp for menneskene at konstruere et apparat, som målte den relative styrke af egoisme og idealisme hos alle, som aspirerede til en hvilken som helst myndighed og magt i samfundet. Det måtte være et fint instrument, som kunne registrere de ulige elektriske kraftfelter, som menneskene udstråler i deres forskellige sindsstemninger, og det måtte følge vedkommende et tilstrækkeligt langt tidsrum til, at det kunne give et videnskabeligt korrekt billede af et menneskes sande karaktertræk uden indflydelse af bluff og smarte forstillelser. Det ville vise, hvor forfærdelig labil sindsligevægten er hos de allerfleste; hvorledes de svinger mellem den snævreste egoisme og den vildeste fanatisme, – og specielt hvorledes disse i sig selv faretruende svingninger ved masse-influens adderes sammen til amplituder, som sprænger både natur og fornuft."

– Når jeg har valgt at indlede dette brev til Dem med netop dette citat, så skyldes det simpelthen, at det udtrykker en mængde menneskers længsel efter at besidde et apparat, ved hvis hjælp de kan beskytte sig imod andre mennesker. Thi så langt er vi mennesker kommet ind i tilværelsens "vinterzone", i den kosmiske døds fjendtlige terræner, at den indbyrdes tillid og kærlighed, der skulle være tegnet på vor menneskelige kvalitet, forlængst er blevet afløst af indbyrdes fjendtlighed, tvivl og ensomhed. Vi, som lever i det tyvende århundredes midte, må atter og atter høre om de "gode, gamle dage" eller om en tid, hvor menneskene kunne rejse hele verden over uden pas og med penge, som havde fuld gyldighed allevegne. Vi hører om, hvorledes man dengang overhovedet ikke kunne tænke sig en "verdenskrig", – dertil var menneskeheden altfor højt udviklet–! Og nu, – nu befinder vi os i en verden, hvor det ældgamle ordspil: "Vorherre bevare mig for mine venner, – mine fjender skal jeg nok selv passe på!", for langt de fleste dækker den situation, de befinder sig i. Intet under at en sådan tilstand udløser længsel efter et apparat, der kan fortælle en, hvad det menneske indeholder, man står i begreb med at indlade sig med.

Imidlertid er det ikke livets mening, at vi skal leve en ubeskyttet og dermed ufrugtbar tilværelse. Når forholdene er, som de er, har det en hensigt, – bl.a. den at lade os vågne op af enhver idyllisk åndelig "tornerosesøvn". Med de erfaringer vi nu har bag os, er der meget, der tyder, på, at menneskene i de "gode, gamle dage" faktisk levede på temmelig romantiske illusioner. De digtede egenskaber ind i mennesket, som det endnu kun havde spirende anlæg til, – og det viste sig altså at være farligt! Nu er vi på sin vis havnet i modsætningen. Mange mennesker er idag tilbøjelige til at sænke mennesket længere ned i dyreriget, end det faktisk befinder sig. San dt nok er vi glimrende dræbere nu, – hele vor tankeverden drejer sig jo snart kun om "moderne våben", "baser" og "flyvepladser", – men vi er ulykkelige dræbere. Jeg har engang skrevet, at jeg har mødt mange kedelige mennesker på min vej, men aldrig noget egentligt ondt menneske, og den udtalelse står jeg stadig ved. Thi det, der gør størst indtryk på en, når man opsøges af et menneske, der er i åndelig nød, er egentlig dets inderste og dybeste sorg over, at livet er så "forbandet", at man aldrig kan være sig selv, hvilket vil sige: åben og ærlig. Alle forhold synes idag at tvinge menneskene ind i modsætningstilstande. Er de "for" nogen, er de straks "mod" andre, – en tilstand de færreste, når man har dem på tomandshånd, bryder sig om.

Da det imidlertid er en kendsgerning, at så godt som alle har det således – deraf den tunge og ofte næsten smertetyngede atmosfære, der er omkring de fleste voksne mennesker, – er det et stort spørgsmål, om den ensomhed, der nødvendigvis må blive resultatet af denne tilstand, ikke misforstås. Sålænge vi lever under flokbevidsthedens beskyttelse, finder der ikke megen selvtænkning sted. Idag lever menneskene også nok i flokke, men den indbyrdes mistænksomhed, eller mangel på tillid, er alligevel så fremherskende, at enhver kan se den. Det er en forbandet tilstand, men måske er den "forbandelse", der her er tale om, netop det mål, der skulle nås, før en ny verden kan tone frem. Mange er idag tvunget ind i forhold, hvor de må tie og tåle. Men denne situation behøver ikke bare at være negativ, – den kan også være lærerig på en positiv måde. Vi må lære at bygge et "bjerg" inde i os selv, og vi må bygge dette "bjerg" så højt, at vi, når alting går os imod, kan gå op på det og anskue tingene derfra. Mennesket med kosmisk indsigt ejer et sådant "bjerg". Og det er et spørgsmål, om det ikke er det skønneste, livet her kan give os. Vi kan alligevel aldrig leve de andres liv, og ofte må vi opleve, at dem vi helst vil hjælpe, ikke vil tage imod vor hjælp. Mennesket uden kosmisk viden synes mig så underligt hjælpeløst. Det er næsten nødt til at bryde sammen under livets storme, hvorimod mennesket, som har søgt at tilegne sig kosmisk indsigt har fået et fint instrument til at vurdere de forskellige situationer. At det også kan fejle, ved vi, men det lærer hurtigere af sine fejl og sidst, men ikke mindst: det slipper for hadets onde byrde.

Martinus har ofte påpeget, at det menneske, der bevidst kan gå fra det timelige og over i det evige, – altså anskue enhver oplevelse det har fra to synsvinkler, står stærkt. Dette menneske kan "gå op på bjerget", og straks har det perspektiv i begivenhederne og kan gøre sig fri af de "slør", de truer med at sænke over bevidstheden. De jordmenneskelige tankeklimaer er idag så opfyldte med giftige og hadefyldte kombinationer, at det før eller senere vil blive et spørgsmål om væren eller ikke-væren for den enkelte, om han eller hun ikke har et sted at trække sig tilbage til, hvor der er "ren" luft. Dette sted kan vi skabe inde i os selv! Gør vi det, – og livet ønsker så åbenbart, at vi gør det, – vil vi finde nøglen til forståelsen af de store Vises åbenlyse betydning for menneskeheden. De vidste nemlig, at freden ikke er et ydre, men derimod et indre anliggende. De oplevede denne fred, – og de slap den aldrig! Måden de bevarede denne fred på er lærerig for os alle, og slet ikke skjult. Den bestod i, at de bevidst søgte at være god imod enhver, – og fri af enhver. Det første ønsker vi alle, vi kunne, – det sidste tænker vist kun de færreste på. Men en godhed, der binder og forpligtelser ingen fuldkommen godhed, – altså er den heller ikke vis. Det er her, vi må kæmpe, – og det er for at fuldbyrde denne kamp, at vi fødes her! Det er bl.a. een af de ting, man lærer, når man fra sit eget "bjerg" i stilhed betragter de oplevelser, livet giver enhver af os!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!