Kontaktbrev 1952/2 side 3
ÅNDSVIDENSKAB FOR HVERMAND
Af Erik Gerner Larsson
(fortsat)
Genoprettelsen af tilliden til at livet har en dybere mening end den, der kommer til syne i kravet om at nyde det mest mulige og yde det mindst mulige, er således ikke længere et kirkeligt anliggende. Der findes idag kirker og templer nok jorden over, men deres åndelige magt er brudt, fordi den trosevne, der i sin tid udgjorde forudsætningen for deres tilsynekomst, ikke længere eksisterer. Ungdommen af idag søger ikke kirken. Ikke fordi den i og for sig nærer nogen fjendtlig følelse imod den, men fordi dens budskab er den uvedkommende. Hvis denne ungdom skal have interesse af åndelige problemer, – altså af livsytringsforskningens resultater, – og det viser livet, den har, må disse resultater gives den i en ligeså nøgtern og for dens intelligens akceptabel form, som den øvrige viden, man giver den. Opfyldes dette krav, afslører livet, at denne ungdom er mindst ligeså åndelig sund, for ikke at sige sundere, end nogen anden tidsalders ungdom.
II.
Vore erfaringer – og deres dybeste mission.
"Erfaren mand er god at gæste", siger ordsproget og hentyder hermed til den kendsgerning, at et erfarent menneske er et vidende menneske. Som allerede antydet, deler vore erfaringer sig i to store, fra hinanden skarpt afvigende grupper. I den ene af disse grupper finder vi alle dem som kan efterkontrolleres ved hjælp af mål og vægt og andre fysiske beregningsmetoder. Det er disse erfaringer, der ligger til grund for den almindelige fysiske videnskab. I den anden gruppe finder vi alle de såkaldte "åndelige" erfaringer, der jo netop afviger fra de første ved hverken at kunne vejes, måles eller på anden fysisk vis registreres. Men derfor er de ikke mindre realistiske. Selvom man ikke kan veje eller måle en fornærmelse, udgør den ligefuldt en realitet. Det samme gør en hvilken som helst glæde eller sorg. De her nævnte realiteter, som hver for sig udgør livsytringer, skaber altså et andet erfaringsmateriale end det, man erhverver sig igennem omgangen med det fysiske stof. Men medens det erfaringsmateriale, man erhverver sig igennem omgangen med det fysiske stof, ustandseligt udsættes for bearbejdning, således at det kommer sit ophav til nytte i kampen for tilværelsen, så er det kun de færreste, der endnu ofrer ret megen tid på bearbejdning af deres åndelige erfaringsmateriale. Som følge heraf eksisterer dette efterhånden meget betydelige erfaringsmateriale, der omfatter alle arter og nuancer af livsytringer i de enkelte menneskers bevidsthed som "uforarbejdet råvare". De fleste mennesker ejer her en af dem selv næsten helt ukendt "kapital", som de lader henligge død og ubrugt.
Det er imidlertid ikke livets mening, at dette forhold skal forblive permanent. "Mennesket lever ikke af brød alene", siger et gammelt ord, og det passer i den forstand, at der for ethvert udviklet menneske kommer en dag, hvor det spørger sig selv om meningen "med det hele". Til at begynde med stilles spørgsmålet temmeligt overfladisk, uden egentlig håb om svar, for "den slags ting ved man ikke noget om", men en dag hænder der en noget, der gør spørgsmålet brændende aktuelt. Dette "noget" vil altid være en lidelse. Det behøver slet ikke at være det, at man ved død mister en, man var meget stærkt knyttet til, det kan udmærket være en helt anden form for smerte, der med et slag gør alt det, man før var optaget af, tomt og meningsløst. Så er det, at man begynder at søge indefter, fordi man har en dunkel fornemmelse af, at der er noget, man har forsømt. Man føler, at det ikke er nok, at man er dygtig "i hånden", man må også kunne bruge sin tænkeevne.
Hvad vil det nu egentlig sige, at man "tænker"? Det vil sige, at man "sammenstiller" sine erindringsbilleder i nye kombinationer, der alle skal tjene til at løse den opgave, man tumler med. Det er her, den "erfarne" er langt bedre stillet end den "uerfarne", fordi han ikke alene "ved mere", men også fordi han er bedre trænet i tænkningens eller sammenstillingens v anskelige kunst. "Øvelse gør mester", siger ordsproget, og det gælder på alle livets områder. De mennesker, vi kalder "vismænd", afviger kun fra andre derved, at de er mestre i tænkningens kunst. De har oplevet den dybeste hensigt med erfaringsdannelsen. De ved, at det eneste åndelige fundament, der består urokket gennem alle livets storme, er det, der hviler på de selvoplevede erfaringers sikre grund. Disse erfaringer er den "klippe", hvorpå man skal bygge sit "hus". Det er deres dybeste mission. Det er derfor af umådelig værdi at lære at uddrage dem af det rige "råvaremateriale", som livet skænker enhver af os.
Den direkte og den indirekte sansemetode.
Desværre lever utallige mennesker på den for dem selv farlige forestilling, at de, fordi de har tanker i deres hjerne, er tænkere. Men man bliver lige så lidt tænker, fordi man fornemmer en tanke i sin bevidsthed, som man bliver snedker, fordi man pludselig står med en høvl i hånden. Af alle beskæftigelser her i verden er den at lære at tænke måske nok den mest anstrengende, men den er så til gengæld også den, der skænker en de største glæder. Da hvert eneste af de følgende afsnit er viet den opgave at lære netop Dem at tænke korrekt, hvilket vil sige i kontakt med de love, der udgør selve universets fundament, vil vi med det samme søge at skabe os et fast udgangspunkt for vor forskning. Da vi ikke er så heldigt stillet som den almindelige fysiske forsker, hvis undervisningsmateriale er tilgængelig for direkte sansning, hvilket vil sige, at han kan "tage og føle" på det, så har Martinus, for at hjælpe os til at fastholde den stadigt stigende sum af åndelige realiteter, vi kommer til at beskæftige os med, udarbejdet en række symboler, der i sig selv udgør en art "kortlægning" af de mentale terræner, vi nu trænger ind i. Da disse terræner findes inde i os selv, ja i virkeligheden er vor egen bevidsthed, vor egen tankeverden, er den sansemetode, vi her må anvende, på forhånd givet. Den kan kun være indirekte, hvilket vil sige, at vi må betjene os af usynlige, men derfor ikke mindre realistiske instrumenter, end de den fysiske forsker anvender. Disse "instrumenter" kendes af enhver. Deres navne er intelligens og intuition. Vi har også andre instrumenter, men dem vender vi først senere tilbage til. Her er det i begyndelsen særligt intelligensen, vi skal anvende, idet dette "instrument" er det fornemste, vi ejer til brug for analyse. Ved hjælp af dette instrument kan vi foretage både meget elementære og meget dybtgående undersøgelser af de processer, der finder sted i det, vi kalder vor "sjæl".
Forklaring til symbol nr. l: Det levende væsens sanseevne.
På medfølgende symbol har Martinus ved hjælp af ganske enkle figurer givet udtryk for det levende væsens sansemæssige forhold til verdensaltet. Tilhøjre på symbolet ser vi en trappeformation, der både forneden og foroven henligger i mørke, medens midterfeltet er lyst. På det femte trappetrin franeden ses en lille hvid trekant. Denne trekant udtrykker overalt i Martinus symbolik det levende væsen. I dette tilfælde symboliserer trekanten Dem selv. De ser, at der udfra trekanten går en "lyskaster", hvis lys er rettet imod en mørk omvendt keglefigur i symbolets venstre side. Denne keglefigur symboliserer verdensaltet. Ved hjælp af disse enkle symbolfigurer ønsker Martinus at vise Dem, at de levende væsener befinder sig på forskellige udviklingstrin, hvad der er udtrykt ved trappeformationen tilhøjre.
Vi ser her, hvorledes det levende væsen (trekanten) må opleve, at der findes mennesker, som er mindre udviklede, både intellektuelt og moralsk end det selv, og at der findes mennesker, der er tilsvarende mere udviklet. Vi befinder os alle i denne situation! Hver for sig må vi indrømme, at vi har mødt mennesker, som forekom os så lidet moralsk tiltalende og så intellektuelt "mindrebemidlede", at vi følte os frastødt af dem. Tilsvarende har vi oplevet at møde mennesker, der på alle områder var os så overlegne, at vi uundgåeligt følte os draget imod dem, fordi de havde noget, vi ikke alene savnede, men uendelige gerne ville tilegne os. Af denne grund blev disse mennesker, dem selv måske uafvidende, vore "lærere". I det her beskrevne forhold møder vi en kosmisk lovmæssighed, som vi må erindre os, idet den er vort første urokkelige resultat af vor forskning, nemlig den kendsgerning at alle levende væsener på een og samme tid er "lærere" for underliggende mentale trin og "elever" af overliggende trin. Det er takket være denne lovmæssighed, at alle levende væseners åndelige vækst er sikret. Før vi går videre, må vi her understrege, at selvom det endnu er det almindelige, at mennesker føler sig frastødt af dem, der befinder sig på underliggende mentale trin, så ophører denne antipati i samme øjeblik et menneskes moralske tilstand bliver gennemtrængt af en større forståelse af livets indre mening. Når dette sker, vil man opleve, at et menneske, der før kun ønskede at omgås sine ligemænd eller dem, der stod over det i udvikling, pludselig gribes af et brændende ønske om at "tjene" dem, der står under det i udvikling. Vi kan da opleve, at et sådant menneske ofrer hele sit liv for at hjælpe disse mennesker frem imod et højere åndeligt lys. Den inderste årsag til dette forhold vender vi senere tilbage til.
Vi vender nu tilbage til symbolet og betragter den fra det levende væsen udgående lysstråle eller "lyskaster". Denne "lyskaster" skal symbolisere den kendsgerning, at vor "bevidsthed" i virkeligheden er det instrument, ved hvis hjælp vi "ser verden". Det er her, vi møder forklaringen på det gamle ord: "Det sete afhænger af øjnene, der ser". Er vor bevidsthed meget begrænset, vil den også kaste et begrænset lys imod tingene, og resultatet vil lige så givet blive en begrænset forståelse af dem. Omvendt derimod, hvis vor bevidsthed er meget udviklet. Da vil vi uundgåeligt se ting, hvis eksistens de andre måske ikke alene ikke aner, men som de ydermere vil bestride, somm etider endog støttet af samtlige fysisk-videnskabelige autoriteter. Dette skal man vide. For har man ikke mod til selv at tænke, men i alt bøjer sig for hvad andre siger, ja da er man endnu ikke moden til det studium, vi her er beskæftiget med.
Følger vi "lyskasteren"s retning, ser vi, at den belyser den kegleformede figur, der symboliserer verdensaltet. Dette er forlængst rent fysisk-videnskabeligt opdelt i to områder, der er enhver bekendt, nemlig makro- og mikrokosmos. Til makrokosmos (keglefigurens øverste del) hører stjerneverdenen eller samtlige himmellegemer og til mikrokosmos (koglefigurens nederste del) alt det, der ikke kan iagttages med det direkte, fysiske syn. Denne fysiskvidenskabelige opdeling af materiens verden supplerer Martinus med en tredie, nemlig mellemkosmos, som omfatter det område, vi selv dagligt er i direkte berøring med, nemlig vore medmennesker og de hermed beslægtede højerestående pattedyr, altså det område, der udgør skuepladsen for vor daglige livsoplevelse. Det er dette område af koglen, der er direkte belyst af den fra os selv udgående lysstråle, som symboliserer vor sansebegavelse. Over os har vi således stjerneverdenen, under os og i os stoffets verden og om kring os den verden, hvor vi oplever livet direkte. Det er igennem vor direkte, vågne, dagsbevidste vekselvirkning
(fortsættes)
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige