Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Af Erik Gerner Larsson

Hvor mærkeligt det end lyder, er den anden form for videnskab – åndsvidenskaben – på sin vis ældre end den rent fysiske videnskab, idet intet jordisk menneske er i stand til at sige, hvor dens vugge stod, og hvornår dens første store repræsentant levede. Alt fortoner sig her ind i en så fjern fortid, at det på forhånd er håbløst at give sig til at undersøge, hvornår det første menneske med virkelig dyb åndelig indsigt er fremstået. Man ved blot, at der ned gennem alle tidsaldre har levet mennesker, der på grund af deres høje moralske kvalitet og dybe åndelige indsigt af livet selv er blevet udvalgt til at være "de andres" åndelige lærere og ledere.

Som den fysiske videnskab er en videnskab om de rent fysiske ting, deres oprindelse og hensigt, er åndsvidenskaben en videnskab om tilværelsens psykiske side, dens natur og bestemmelse. Men medens den rent fysiske videnskabs grænser er forholdsvis lette at udpege, idet de findes der, hvor intet fysisk instrument længere formår at trænge ind, er åndsvidenskabens grænser ikke nær så håndgribelige. Thi åndsvidenskaben standser ikke ved den relativt fysiske verden, vi kalder vor "tankeverden", den fortsætter videre ind i det levende væsens "allerhelligste", ind i selve dets skabecentrum og standser først ved selve den port, der fører ind til den personlige oplevelse af udødeligheden.

Denne oplevelse, der gennem alle tider har været udtrykt med ordet "indvielse", udgør selve slutstenen på det studium, vi her er beskæftiget med. Den alene er vort mål. For at nå dette mål kan det jordiske menneske gå to veje: troens og åndsforskningens. Ejer det i sig en medfødt evne til blindt at tro på det gode og efterleve denne tro i praksis i en sådan udstrækning, at dets vej igennem livet tegner en lysende stribe af kærlighed til alt og alle, vil det uundgåeligt nå frem til den her berørte oplevelse. Men det er ikke det almindelige. Det almindelige er, at menneskets trosevne er i voldsomt forfald. Årsagen hertil er kendt af enhver. Den har ganske simpelt sin rod i den kendsgerning, at alle kræfter i vor tid sættes ind på at udvikle det jordiske menneskes intelligens indtil en sådan grad, at det i alt er i stand til selv at se og forstå. Men en forceret intelligensudvikling kan ikke finde sted, uden at den samtidigt må få en helt ud katastrofal indflydelse på dets evne til blindt at tro. Og det er da også det, der er sket. Medens tidligere tiders mennesker levede trygt i troen på en lang række traditionelle opfattelser af Gud og verden, lever vor tids mennesker i en verden af tvivl på alt og alle. Den fysiske videnskab styrtede fortidens opfattelser i støvet, men gav ikke mennesket andre guder til gengæld end penge og sex. Den fysiske videnskab lærer mennesket, at det i alt er et produkt af arv og miljø, af gener og kromosomer, og at dets fysiske død betyder det endelige punktum på dets tilværelse. Denne "lære" må nødvendigvis føre til en overdimensioneret dyrkelse af Nuet. Det er NU, vi lever, og det er NU, vi skal have noget ud af vor tilværelse. Det personlige behagsmotiv komm er dermed i forgrunden på en sådan måde, at selvoptagetheden og selvdyrkelsen får vilkår, de aldrig før har haft. Enhver-er-sig-selv-nærmest-tanken dominerer idag det jordmenneskelige liv, – og ensomheden, bitterheden og livsangsten er overalt blevet dens ligefrem uhyggeligt åbenlyse resultat.

At mange af disse store vismænd eller "seere" har dannet religionssamfund, der har haft enorm betydning for vor kulturelle udvikling, gør ikke deres fortjenester mindre. Det har blot medført den tilstand, at de ord, der, talte til vismændenes egen tidsalder, var som lysende fakler i mørket, i vor tid på grund af terminologi og vanehøren har mistet deres magt over sindene. Føjer man dertil den kendsgerning, at mange af disse store vismænds i virkeligheden ganske enkle og dybt rammende ord, har været udsat for teologiske fortolkninger, der helt har udvisket deres egentlige betydning og hensigt, er det ikke svært at forstå, at mange er ophørt med at lytte til dem. De er blevet "stene for brød".

Her er det, at åndsvidenskabens skarpe lys trænger igennem og skiller "klinten fra hveden" og ved sin idelige sammenligning påviser – ikke det, der adskiller de virkeligt store – men det, der forener dem, genopretter tilliden til livsytringsforskningens umådelige værdi. Medens den fysiske videnskab over sin port skriver: "Kend materien, – vejen til sukces!", gentager åndsvidenskaben over sin port oldtidens berømte: "Kend dig selv – det alene er vejen til lykke!"

Rent udviklingsmæssigt befinder vi os på et trin, hvor utallige mennesker har den dybeste sympati for tanken om fred og næstekærlighed. Verden formelig vrimler med "idealister", og den humanistiske ide har – udefra bedømt – aldrig haft bedre vækstvilkår. Men tager man sig mod til at undersøge den vældige bølge af idealisme, der tilsyneladende går henover verden, vil man i nogen grad miste tilliden til den, når man ser, hvor lidt det enkelte menneske i virkeligheden har vilje til at leve de idealer, det forkynder med så mange smukke ord. Faren ved idealismen vil aldrig være idealerne selv, men derimod den enkle kendsgerning, at de lyder så smukke i munden, men er så svære at efterleve i praksis. Her er det, at åndsvidenskaben spiller en meget stor rolle, idet dens analyser i sig selv udgør den stærkeste appel, der findes til ikke at "lege" med ideer og tanker, der en dag kan vende sig imod en selv og holde det spejl op foran en, som ingen bryder sig om at se ind i.

Studiet af åndsvidenskab er således farlig som "hobby" betragtet, og det kan ikke understreges stærkt nok, at man bør holde sig fra dette studium, dersom man ikke i sig føler en stærk hunger efter at lære det virkelige liv at kende. Har man derimod denne hunger i sig, har livet forlængst afsløret, at intet andet studium skænker sjælen så rige stunder som dette. I lyset af de høje og urokkelige kosmiske analyser, som Martinus har givet udtryk for i sit hovedværk "Livets Bog I-VI", og som vil udgøre grundlaget for de efterfølgende afsnit, træder det virkelige liv i den grad ud af de mentale tåger og vildfarelser, det almindelige jordiske menneske lever på, at man ofte efter at have lært disse analyser at kende, forundret vil stille sig selv spørgsmålet, om dette menneske egentlig lever. Det eksisterer, det ved man, men lever gør vel egentlig kun den, der ved sig selv i fuld samklang med de love på hvilke hans udødelige liv og dermed hans egentlige og sande lykke beror.