Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

I sit essays om "Veltalenhed" siger Emerson: "Der er ingen, hvis lykke er så høj og stor, at jo bare to eller tre ord kan gøre dem modløs. Der er ingen ulykke, som rigtige ord ikke vil begynde at råde bod på". Disse få sætninger synes mig at udtrykke begrebet "kosmisk kemi" så koncist, som det næsten er muligt. Vore ord, der altid dækker eller åbenbarer vore tanker, er det middel ved hjælp af hvilket, vi skaber sorg eller glæde. I et lynglimt kan vi dukke op fra en ellers skjult tilstand og med blot ganske få ord tilintetgøre et andet menneskes lykke og styrte alle dets håb og drømme i grus – og med et lille stille ord kan vi skabe verdener af skønhed i et andet menneskes sind. Det er ikke for intet, at Johannes formede den udødelige sætning: "I begyndelsen var ordet –", thi først med evnen til at forme de kræfter, der uafladeligt går igennem vort sind, om til ord, til klare tankebilleder, som kan modtages og opfattes af omgivelserne, opstår den bevidste vekselvirkning med andre, der er alt åndeligt livs moder.

Men hvordan forvalter vi denne evne? Er det ikke således, at langt de fleste mennesker ganske tankeløst forveksler evnen til at forme deres stemninger i ord med den langt fornemmere evne, vi kalder tænkeevnen? Kunsten at tale er ikke identisk med kunsten at tænke. En masse mennesker taler glimrende for sig næsten uden at anvende tænkeevnen. Lytter man blot lidt til tidens veltalenhed, forfærdes man over den rystende mangel på logik, den afslører. Alt er her et tilsyneladende bundt af forvirrede følelser omkring en hel masse "kerner", der alle synes så "rigtige", men som ved en nærmere prøvelse viser sig at være meget lidt holdbare. Tag f.eks. den nationale veltalenhed. Er den ikke verden over et fænomen, som dybest set rider alle som en mare? Findes der noget mere splittende, noget mere ødelæggende for den så inderligt ønskede helhed end netop denne uhyggelige evne til at glorificere den beskedne strimmel jord, hvor netop vi er inkarneret? Eller den humanistiske veltalenhed, der er så tolerant, at den også omfatter det "sunde had" imod anderledes tænkende. Og sådan kan man blive ved. Det er idag umuligt at åbne en avis uden at møde tidens veltalenhed i en sådan udstrækning, at man, om man ikke er på vagt, står i fare for at give alle disse glimrende talere og skribenter, disse geniale ordkunstnere ret i samtlige deres synspunkter.

Det påstås, at vi lever i en "oplyst" verden, og at ingen tidsalder før os har været i besiddelse af så megen viden. Troligt nok. Men er det ikke ligeså sandt, at der aldrig har eksisteret en tid så splittet, forvirret og ulykkelig som vor? Kig på deres egen omgangskreds eller de mennesker, De er i berøring med – er det lykke, glæde, fred og harmoni, De er vidne til? Næppe. Er det ikke netop tidens tragedie, at vor store oplysthed overhovedet ikke formår at gøre os lykkelige, men tværtimod styrter såmange problemer ned over os, at de truer med at knuse os? Fra alle sider taler man til os og vil have os til at indse – – – og vi? Ja vi lytter og lytter og ender ofte med at tage os til hovedet og ønske, at vi aldrig var blevet udrustet med evnen til at tænke.

"I begyndelsen var ordet–", men var der ikke også noget om, at "ordet var hos Gud, og ordet var Gud"? Det sidste synes sørgeligt glemt. Vi lever i en verden, hvor man med Storm P. oplever, at "alvorligt tales der om øl, spøgefuldt om Gud". Gud er et begreb, men ingen realitet for flertallet. Navnet kendes, og begrebet diskuteres, med glæde endda eftersom det synes både interessant og uudtømmeligt. Men mere? Ikke ret meget! Hvad mente Johannes med disse gådefulde ord? Mon ikke at ord, som er løsrevne fra Gud, hvilket vil sige fra sit dybeste kosmiske sammenhæng, ikke alene er farlige, men ovenikøbet dødsensfarlige. Hvor ofte sker det ikke, at blot to, tre små ord sender vor lille livsbåd ud på sympatiernes og antipatiernes evigt oprørte hav? Sladderen, dette allestedsnærværende åndelige kræftvæv, hvis levedygtighed synes at være alt andet overlegent, er jo kun ord, der er løsrevne fra Guddomsbegrebet, fra det man med et vidunderligt udtryk kalder næstekærlighed. Læg engang mærke til sladderens veltalenhed. Tusinde sultne sjæle står parate til at sluge dens næring, der sender sød vellyst gennem nerverne. Plump og rå? Absolut ikke. Nej, logisk, strålende logisk sender den sine giftpile i alle retninger og kræver daglig sin betaling i form af de tårer, mennesker græder, når de er ene. Intet sted fejrer veltalenheden større triumfer end her, hvor selv pæne mennesker ustraffet kan myrde og endda ikke alene beholde glorien, men ovenikøbet få den forskønnet. Sladder er ord, men ikke af Gud, ikke hos Gud, men derimod løsrevne fra Gud eller fra alt det, der er skønt, rent og ophøjet.

Man fortæller os, at vi er meget vidende i vor tid. Mon ikke at det er på tide, at een siger, at vi også er meget uvidende, så uvidende, at vore chancer for at blive lykkelige mennesker er meget små. Verdens forvirring styrter dagligt gennem presse, radio og nu snart television ind i vore hjem og truer med at gøre os hjemløse. Hvornår skal vi få tid til selv at tænke. Der "sker noget" hele tiden, og derigennem afledes vi fra at stifte bekendtskab med det dyrebareste, vi ejer: vor egen sjæl. Det er blevet moderne at hævde, at man er "realist", og at man "har benene på jorden". Jeg tror, at jeg vil tage mod til mig og sige, at jeg er meget lidt realistisk anlagt i den betydning, man almindeligvis lægger i dette ord, og at jeg kun i en meget ringe grad stræber efter at have "benene på jorden". For mig at se er en "realist" et menneske, der er så uhyggeligt bundet til tingenes ydre side og væsen, at han langt mere er slave af disse ting end herre over dem. Og folk, der har "benene på jorden" giver mig altid kuldegysninger. Hvordan skal et sådant menneske nogen sinde trænge ind i blomsternes sjæl, og hvordan skal han finde Gud i en lille kattekilling, der tumler rundt i den rene livsalighed? For mig er livet en rejse "på vej mod mig selv". Rejsen har ikke altid været let, men den har altid været lærerig. Jeg mødte mange rejsekammerater, og jeg digtede meget ind i mange af dem. Men livet, det guddommelige liv, knuste de fleste af mine digte og gjorde mig i perioder meget, meget ensom. Men så kom lyset igen, rigere og varmere end før, og en hemmelighedsfuld røst hviskede inde i mig: "Gå trøstigt videre! De andre, som tror de er, er slet ikke, – kun JEG er!" Idag er jeg også meget ene, men jeg føler dyb glæde ved det, fordi jeg ved, at ensomheden altid er forløberstadiet til en ny stor glæde, en ny, guddommelig overraskelse, der vil lade lyset flamme op på den af HAM skabte baggrund.

Hvis "realisten" havde ret, var livet ikke værd at leve, da ville døden, om den så skulle være ved egen hånd, være at foretrække, sådan som menneskene indbyrdes er mod hverandre. Men realisten har ikke ret, tværtimod har han i den grad uret, at man bør have den inderligste medlidenhed med ham. Han bruger nemlig ord – uden Gud. Han har ikke i sig evnen til virkeligt at se sig selv, han har simpelthen ikke tid til det. Det siges, at Johannes, da han blev så gammel, at han skulle dø, samlede sine venner omkring sig og hviskede dem med sine sidste kræfter den hemmelighed, der boede i ham og havde gjort ham lykkelig. Hans ord var ikke sensationelle. Han hviskede: "Børnlille elsker hverandre!" Men disse tre små ord var af Gud, var Gud, så sandt som den, der hæver sig op over hadet, hævnen og forfølgelsen og hellere "vender den højre kind til, når han bliver slået på den venstre", hellere tier end taler onde ord – eller ord, løsrevne fra Gud, måske ikke sejrer i det ydre, men altid i det indre vil vide, at "den Gud han sætter ene, han selv er mere nær!"

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!