Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

– – Jeg vågnede ved lyden af spinkle klokker og slog langsomt øjnene op. Det første, jeg så, var en lille, grøn knap for enden af min seng. Den lyste i noget hvidt og påkaldte sig min interesse. Pludselig var det, som om min bevidsthed aktiveredes voldsomt. Hvordan var den grønne knap kommet der? Øjnene gled rundt i rummet. Det var ikke mit soveværelse på villa Rosenberg, ejheller et på Klintsøgaard og heller ikke hjemme. Hvor var jeg? Med eet var jeg lysvågen og fløj ud af sengen. London! Midt i en af verdens største byer. Jeg formelig blæste hen til vinduet og kiggede ud. Lige overfor mit vindue begyndte folk at samles foran en græsk-katolsk kirke. Klokkeklangen var imidlertid kommet fra den engelske kirke, der lå et minut længere nede i gaden. Jeg satte mig til rette i en dejlig stol lige ved vinduet og betragtede hele sceneriet – et af mit livs skønneste eventyr var begyndt!

– – Men De må hellere få det hele i den rette orden. For kort tid siden fik jeg brev fra to af mine bedste venner gennem mange år med invitation til at tilbringe en måned i London. Jeg skulle blot indfinde mig på Liverpool Street Station den dag, det passede bedst ind i mine planer og så overlade resten til dem, ikkesandt, et eventyr ingen kan lade sig gå forbi! Fredag middag den 24 ds. sagde jeg farvel til min søde lille kone, Martinus og nogle ganske få venner på Københavns hovedbanegård, og et øjeblik efter var "Englænderen" på vej mod den by, jeg gennem snart mange år har længtes efter at opleve.

Mit rejseselskab var internationalt. Da den første bevægelse ved afskeden havde sat sig, – man forlader nu engang ikke sine allerkæreste, uden at hjertet gør oprør, – var det, som om usynlige kræfter begyndte at røre på sig. Overfor mig sad en ganske ung mand, han var vel ca. 20 år, høj, mørk og ualmindelig køn. Han havde længe set meget venligt til mig, og pludselig spurgte han mig, om jeg "også" skulle til London. Jeg bekræftede, og han blev straks fyr og flamme. Det viste sig at være en ung franskmand, der havde været tre måneder ved Holbæk på en gård, hvis ejer dog udelukkende havde talt engelsk med ham, så udover "Goddag", "Farvel" og "Tak for mad" kunne han så godt som ingen danske gloser. Derimod var han perfekt i engelsk og vel at mærke et yderst charmerende engelsk, idet han talte det med en morsom fransk accent. Jeg beklagede meget, at mit eget engelsk var meget begrænset; men det protesterede han med al en franskmands medfødte elskværdighed imod. Ved siden af ham sad to nydelige engelske damer, og da de hørte, han havde været i Holbæk, strålede de op. Der havde de netop tilbragt to vidunderlige uger, fortalte de, og altså – i løbet af få minutter var vi en lille hyggelig familie, af hvilken flertallet så åbenbart kun havde eet ønske: at hjælpe mig til en dejlig rejse. Jeg havde haft dybe bekymringer med hensyn til mit sprog; men livet bekræftede på ny de selvskabte bekymringers overflødighed. Ord, jeg ikke før havde kendt, blev hurtigt levende bestanddele af en samtale, der udefra set må have virket pudsig, men som indefra set havde et ubrudt kontinuerligt forløb. Til englændernes store fryd var min svigermor og nogle af mine gode venner i Odense mødt op for at sige farvel. Det hele tog kun ganske få minutter, men nok til at disse fremmede fik et lille indblik i dansk familieliv, hvad de var henrykte ved. Fra det øjeblik, jeg forlod Odense, og til jeg gled ind på Liverpool Str. St., overlod de mig ikke et øjeblik til mig selv. Alt skulle jeg vide om deres store by og det land, de hørte til – som tak for alt, hvad de havde mødt af venlighed og forståelse i mit land!

Påny ville det vi kalder "tilfældet" at den unge franskmand og jeg skulle dele sovekabine, så samtalerne kunne fortsættes, sålænge vi ville. Køjen over mig var optaget af en ung skolelærer, der dels havde været i Frankrig og dels i Danmark. Han var en ualmindelig tiltalende mand, og før, jeg vidste af det, var vi inde i en dyb samtale om åndelige problemer. Han havde gjort tjeneste i Indien og lært sig selv hindustansk for at kunne tale med Inderne selv, og det var naturligvis uhyre interessant for mig at høre om de oplevelser, han havde haft derude. I samtalens løb kom vi ind på mine egne (eller måske rettere Martinus') tanker om livet, og han blev ganske stum over mine forsigtige udredninger. Vi talte længe om disse ting, og hele kabinen lyttede interesseret. Fremsat på en forsigtig måde – det har livet forlængst lært mig – virker Martinus tanker altid uhyre inspirerende, og da jeg, på grund af træthed, nægtede at tale mere, var vi faktisk alle kede af det. Rejsen forløb strålende. Nordsøen viste sig fra sin fineste side, så vi var tidligt oppe for at se solen belyse det på det tidspunkt tilsyneladende endeløse hav.

Medens jeg stod og betragtede de mange skibe horisonten rundt, kom der en ung englænder hen til mig og hilste med et varmt smil. Det viste sig, at han havde haft den anden overkøje og ligget og lyttet til vor samtale. Han fortalte mig, at han var født ude i Indien, havde været i flåden under krigen og nu boede i Sussex, hvor han snart skulle giftes. Hans forlovede var med, og han ville meget gerne have lov til at præsentere hende for mig, og så ville de begge meget, meget gerne have lov til at invitere mig ned til hans hjem. Han havde en lille vogn, fortalte han mig, og han ville så forfærdelig gerne vise mig netop hans del af England, så hvis jeg kunne afse en Weekend til dem, skulle jeg aldrig fortryde det. Han havde hørt de problemer, vi havde drøftet, og da det var tanker, han i meget høj grad selv interesserede sig for, ja, så ville han altså gerne have lov til at have mig for sig selv "blot en dag eller to". Hans forlovede var i mellemtiden kommet til, – og enden på det hele blev, at jeg lovede at gøre alt, hvad jeg kunne for at komme.

De to unge damer fra Wales samt min lille franskmand var imidlertid kommet op, og ved morgenmaden måtte jeg love også at komme til Wales, hvor de skulle sørge for, at jeg kom ned i kulminerne, og i det hele taget fik deres England at se!

Indsejlingen til Harwich foregik i det skønnest mulige vejr. Solen skinnede, og vandet var næsten blikstille. Der er noget betagende i det første syn af et nyt land og vel især af et, der gennem mange år har stået øverst på ønskelisten. Men midt i skønheden så man skrammerne af den krig, der som et forfærdende uvejr har gået henover netop dette land. Ret forude sås masten af et vrag, man endnu ikke havde fået tid til at fjerne og længere henne endnu et og endnu et –. Mine engelske venner slog kreds om mig, og turen gennem tolden gik uden vanskeligheder af nogen art. Kort tid efter sad vi i toget til London, og den sidste del af rejsen begyndte. Det var et andet land! Jeg havde kun kørt ganske få minutter, før det stod mig klart, at en verdenskrigs ar ikke slettes ud på små fem-seks år. Overalt sås sporene efter flyverbomber, og man forstod, at det vil tage mange år, før disse spor for bestandigt er borte.

Da vi havde kørt en rum tid, spurgte jeg forsigtigt en af de engelske damer, hvornår vi kom til London. Hun lo så hjerteligt, som jeg kun sjældent har hørt det, og svarede: "Kære ven, vi har været der længe!" Og det havde vi! For imidlertid at kunne forstå det, må De prøve at spørge Dem selv, hvorledes De opfatter en storby som London. Ikkesandt – også De forestiller Dem, at man kommer til en by med store huse, mørke, trange gader og et vanvittigt mylder af mennesker. Her bor der over otte millioner mennesker! Men prøv at forestille Dem, at ca. fire millioner bliver enige om at ville have hver sit lille toetages hus og helst med en lille have på størrelse med et billardbord – og De har på sin vis det London, jeg indtil nu har set. Huse, huse – ja, huse i een uendelighed! Men små huse! Rækkehuse, der hælder sig op ad hverandre i alle mulige og mest umulige vinkler! Og skorstene! Millioner af skorstene!!!

Lidt efter, at jeg havde stille mit famøse spørgsmål, gled vi ind på Liverpool Street Station, og et øjeblik efter havde jeg sagt farvel til mit rejseselskab for at føle mig omgivet af den varme, der udstrålede fra mine to venner her, – ak, måtte alle, der kommer til et fremmed land få en rejse som den, der nu lå bag mig!!!

Efter at jeg havde fået min bagage, forsvandt vi ned i Londons dyb, hvor en undergrundsbane førte os tværs igennem byen ud til den del, hvor mine venner boede. Jeg nød det med alle sanser på "højeste gear"! Det var, som om mine år gled af mig, og jeg igen var dreng med alle drenges usandsynlige nysgerrighed. Vi skulle til Kensington, og mine venners bopæl lå i umiddelbar nærhed af Hyde Park. Jeg var unægtelig meget spændt på at se mit værelse og blev helt overvældet, da jeg pludselig befandt mig i det dejligste rum, et menneske kan ønske sig. Helt anderledes end vore – og dog i meget så ens! Husene her er, som jeg allerede har bemærket, for det meste kun toetages, og det, jeg bor i, udgør ingen undtagelse. Jeg bor på et gadehjørne, og mine venner bemærkede spøgende, at de havde gjort alt for, at mit åndelige liv ikke skulle lide afbræk. Lige omkring mig har jeg en synagoge, en engelsk og en græsk-katolsk kirke!!! Jeg ville gerne fortabe mig i en beskrivelse af rummet, jeg bor i, men mit brev til Dem må jo have en afslutning, og den vil jeg foretrække at benytte til skildringen af min første tur ind i selve Londons hjerte.

Som De sikkert ved, er London under jorden gennemskåret af et net af baner, der meget hurtigt fører en fra plads til plads og ovenover af et net af toetages busser, der udfylder den samme mission. Trafikproblemerne er løste på en vældig fin måde, og selvom de anvendes af et utal af mennesker, er her en så udbredt og selvfølgelig køkultur, at det afvikler sig uden de gnidninger og skænderier, vi i København er så temmelig vant til. Måske skyldes dette den kendsgerning, at her som nævnt er otte millioner mennesker, der skal leve side om side og ikke ville kunne gøre det, om de evigt kivedes om pladsen. Det virker ihvert tilfælde temmelig voldsomt at se den ro og stilfærdighed, hvormed enhver indtager sin plads i køen. Ingen falder i sin vildeste fantasi på at trænge sig frem. At opleve London fra den øverste etage af en bus i strålende solskin er i og for sig en ubeskrivelig oplevelse. Indtrykkene hvirvler ind i ens hjerne og får dårligt tid til at fæstne sig. Jo eet, de forfærdelige skrammer efter luftbombardementerne! Det jager formelig i en af smerte ved synet af disse bombekratere, udbrændte huse og kirker, disse overgroede huller, der fortæller om rædselstimer af ufattelig gru. Overalt bryder de frem, bedst som man tror, at her er der da ikke sket noget. I sandhed, disse mennesker har oplevet en smerte, vi ikke har kendt, og som har efterladt erindringer, vi blev forskånet for. Og det ses! Hvert eneste helt voksent menneske bærer i sit ansigt linier, der er fremmede for os, linier, som angst og smerte har ridset, Oplevelser, vi ikke har kendt, har lært disse mennesker ting, vi kun kan ane. Kendte jeg ikke Martinus krystalklare analyser om tankeklimaer, ville disse ting måske gå mig forbi; men ydre ting har aldrig optaget mig nær så meget som de indre, og jeg er her ikke alene for at feriere, men også for at lære. De ydre ting i London er vidunderlige for mig, jeg har, og dette må De ikke optage som ungdommelig pral eller anden form for storhedsvanvid, aldrig følt mig så "hjemme" nogetsteds som her. Hvad det skyldes, ved jeg ikke; men eet ved jeg, at de mange, mange mennesker, jeg indtil nu har set på, alle har noget, jeg ofte har savnet andre steder. De er på een og samme tid borgere i en verdensby og alligevel sig selv i en fantastisk grad. De kan synes lukkede og utilnærmelige; men det dækker kun over åndelig blufærdighed i en udstrækning, vi ikke er vant til. Området omkring deres øjne er milde, og spørger man dem, er de øjeblikkeligt nærværende og nærværende på en så kærlig måde, at det virker temmelig stærkt på en. Men de har lidt meget. Rig og fattig, de samme spor ses overalt i ansigterne. At det, jeg her skriver, ikke er ensbetydende med, at alle er engle, tror jeg, De forstår. Også her findes primitiv og mørk mentalitet; men hovedindtrykket bliver alligevel det, at gentlemansbegrebet her sættes meget højt i det daglige samliv. Nogen "familiaritet" mærkes ikke. Det synes åbenbart disse mennesker så selvfølgeligt, at når en spørger, må han være i vanskeligheder, og disse vanskeligheder må man, om man kan, hjælpe ham ud af.

Mit brev må slutte, selvom jeg for en gangs skyld har lyst til at fortsætte, fordi min sjæl er opfyldt af den dybeste taknemmelighed mod forsynet over, at jeg har fået lov til at opleve alt dette. Men lad mig da slutte med at fortælle Dem, at jeg, i det øjeblik mine øjne fulgte viserne på Big Ben nærme sig det punkt, hvor klokkerne ville falde i slag, følte det som om mange, mange års længsler endelig blev udløst. Jeg står på en forpost i Martinus arbejde, og nye ting er ved at ske. Da Big Bens klokker faldt i slag, vidste jeg, at det, jeg nu oplevede, var en del at den fremtid, jeg går i møde nu. Men lad mig sige Dem een ting. Skæbnen vil, at jeg er herovre, når Martinus for første gang står på studenterforeningens talerstol. Jeg følger i dette hans eget ønske, der går ud på, at jeg skal udnytte min tid herovre mest mulig, og jeg er både ham og min lille kone samt mine venner her inderligt taknemmelig for, at jeg kan gøre det. Men De er hjemme, og det ligger i Deres hånd at hjælpe ham til, at det, han der gør, bliver netop det led i vor fælles sags vækst, der måske får størst indflydelse på sagen fremover. Martinus arbejde er kamp og måske langt hårdere kamp, end De helt er klar over. Men det er også noget andet. Det er fødslen af en viden, der omformer vort sind i en sådan grad, at vi helt får sprængt det slør af primitivitet, der ikke alene omgiver vor sjæl, men ofte gør det på en sådan måde, at vi ikke rigtigt mærker det. For første gang i toogtyve år er jeg helt borte fra sagens centrum, men jeg kan sige Dem, at det er takket være alt det, jeg har lært, at denne oplevelse er så rig for mig. Uden Martinus analyser ville mangt og meget, ja, jeg tror det meste, gå mine øjne forbi. Nu ser jeg ting, andre ikke ser, det ved jeg, og jeg ved yderligere, at det helt skyldes Livets Bog, at jeg ser disse i virkeligheden så værdifulde ting. Det er min viden om dette, der så indtrængende som det er mig muligt får mig til at skrive til Dem, at De må være med i kampen for fødslen af det verdensbillede, der mere end noget andet vil lette enhver ungs adgang til fremmede landes mennesker til hjerter og sind, der i meget afviger fra deres eget, men som er fælles i eet: længslen efter fred, forståelse og dermed international lykke!