Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Måske har De denne gang ventet en fornøjelig beskrivelse af sommerlivet heroppe, hvor gæsterne nu myldrer overalt, hvor hver en sengeplads er optaget, og hvor hver dag har sine inspirerende oplevelser. Men nej, – dette brev skal bruges til at besvare et spørgsmål, som jeg er blevet stillet overfor, og som omhandler det menneskes stilling, som ikke har fundet sig nogen livsledsager og som følge deraf "må gå sin dunkle vej alene".

At der, især når foråret og sommeren er over os, kan opstå en meget dybtgående og forstemmende ensomhedsfølelse i det menneskes sind, som ikke har fundet sig et menneske, det i alt er knyttet til, er naturligt, og det er også naturligt, at der i et sådant menneskes sind opstår en vis overflødighedsfornemmelse. Jeg har utallige gange mødt dette problem i mit arbejde, og det efterfølgende, jeg skriver, må tages som en ekstrakt af de erfaringer, jeg har gjort på dette område, som angår langt flere mennesker, end man normalt forestiller sig.

Imidlertid er der en ting, jeg først må berøre, og det er en kendsgerning, det enligtlevende menneske ikke i almindelighed er helt fortrolig med, nemlig den, at dets problem i virkeligheden også angår et utal af mennesker, som tilsyneladende har fundet sig en livsledsager. De fleste mennesker er tilbøjelige til at opdele livet eller tilværelsen i skarpt afgrænsede områder. Sandt nok gør denne opdeling det hele mere overskueligt og tilsyneladende også mere forståeligt, – men livet er blot ikke sådan. Livet består i alt af nuancerede tilstande. De sande og absolutte grænser findes ikke på overfladen, de findes i de dybder, kun de færreste når ned til, fordi det kræver intens tankearbejde og dyb, medfødt psykologisk sans at finde dem. Men trænger man ned i disse dybder, oplever man forunderlige ting, – bl.a. at det i virkeligheden kun er et yderst beskedent antal af de mennesker, der officielt "deler bord og seng", der virkeligt kender begrebet "samliv". Langt de fleste må i virkeligheden nøjes med at dele "bord og seng" – en tvivlsom glæde, når den skal vare livet ud.

Ensomheden er således ikke noget, der alene angår den ugifte stand. Den er også undertiden et problem for dem, der officielt har fundet sig en partner, og som tilsyneladende lever "lykkeligt". Mange af disse mennesker må ydermere bære det tryk på deres bevidsthed, at de ikke under nogen form tør røbe, hvor ensomme de i virkeligheden er, dels for ikke at såre deres partner unødigt hårdt og dels for ikke at forstyrre omgivelsernes illusion, hvilket i givne tilfælde kan få uanede konsekvenser.

Jeg har ønsket at nævne disse ting, for at mit svar på kernen i det stillede spørgsmål kan blive så værdifuldt som muligt. Ægteskabet, hvor betydningsfuldt det end er som samfundsfaktor, løser færre problemer, end det skaber. Denne sandhed bør det enligtlevende menneske holde sig for øje, når det i sin ensomhedsfølelse føler sit liv mislykket og overflødigt. Sandt nok har den enligtlevende et vist fysisk problem at slås med, men her kommer både moderne lægevidenskab og den uhyre ændring i den moralske indstilling, der vitterligt har fundet sted, det til undsætning i en sådan grad, at dette problem behandlet med takt og en smule sjælelig overlegenhed, så nogenlunde kan løses. Her er det i virkeligheden kun det af naturen meget "gammeldags" indstillede menneske, der nu glider direkte ud i neurosernes sumpede terræn. Det nogenlunde frigjorte menneske behøver ikke her at lade sit forgå i stagnation og goldhed.

Men – og det er for mig det mest betydningsfulde i denne forbindelse – den fysiske side af problemet er dybest set den sekundære. Det vigtigste, der knytter sig til det her berørte problem, er den kendsgerning, at de fleste mennesker lever på en for næstekærlighedens vækst uhyre farlig illusion, nemlig den, at livet for at være "helt" skal finde sted i tilknytning til en partner. Denne illusion må uundgåeligt skabe den forestilling i flertallets bevidsthedsliv, at fundet af denne partner er et af livets mest fundamentale og livsvigtige spørgsmål. Det er det ikke. Det vigtigste er, at man finder sig selv. Finder alle de muligheder, man har i sit sind, til at skabe sig selv et rigt liv. Og her reduceres ægteskabsproblemet i virkeligheden til noget dybest set ret ubetydeligt, som mere angår den egoistiske side af ens sind end den altruistiske. At dette er en sandhed ses let af den kendsgerning, at ægteskabet for langt de fleste mennesker fornemmes som en af Guddommens skrappeste opdragelsesmetoder.

Mængder af mennesker jorden over får i en forfærdende grad reduceret deres muligheder for at sprede lys, glæde og åndelig vækst igennem det, at de, på basis af en rus eller, om man hellere vil det, en fysisk besættelse, knytter sig til et menneske, der relativt hurtigt lammer alle de muligheder for åndelig liv og vækst, deres sind indebar. Dette bør den enligtlevende erindre sig, fordi han eller hun netop hele tiden har disse muligheder i behold. Livet higer på alle områder imod frigjorthed, mod dette: i alle livets forhold at stå så frit, at man uhindret kan befordre det godes vækst. Det kan det enligtlevende menneske gøre. Det kan sige til sig selv: "Nuvel, jeg har åbenbart ingen mulighed for at blive gift med eet menneske, men intet, absolut intet kan hindre mig i at opfatte hele menneskeheden som min retmæssige ægtefælle!" Har man mod til at trænge ind i dybden af denne tanke, vil man se, at den i sig selv udgør endemålet for vor åndelige higen. Det var ikke – og er ikke – livets mening, at eet enkelt menneske alene skal være "solen" i vort liv. Vi udgør hver for sig en del af den menneskelige helhed, og bliver man først bevidst i denne sandhed, ændrer livsbilledet helt karakter. Da forstår man, at hvert eneste menneskesind rummer ting og værdier, som dets officielle "partner" måske ikke alene ikke ser, men slet ingen mulighed har for at se. Disse værdier må da enten "ruste op" eller henligge værdiløse, om ikke bevidstheden formåede at kontakte andre mennesker. At jeg hermed ikke forstår noget fysisk-erotisk, går jeg udfra, man forstår, jeg tænker her på den kendsgerning, at så mange mennesker ikke er ensomme, fordi Guddommen vil det men fordi de ikke har forstået at opbygge et "kontaktorgan" i deres bevidsthed, ved hvis hjælp de med lethed kunne komme i berøring med utallige mennesker, som vil være mere end henrykte ved den interesse, man kunne vise dem. Næstekærlighedens mysterium består jo netop i dens modsætningsforhold til den egoistiske kærlighed, der kræver besiddelse for sin fuldbyrdelse og derfor ofte skaber rystende åndelig fattigdom. Ordene "saligt er det at give, hellere end at tage" – er jo netop skabte for at tilkendegive for mennesket, at den, der har mod til at glemme sig selv til fordel for de andre, får et lykkeligere liv end den, der kræver besiddelsen af de andre for at føle sig lykkelig. Og her er det, at jeg på ny vil hævde, at ingen har hjulpet den enligtlevende bedre end Martinus, der igennem sine kosmiske analyser sprænger det ægteskabelige dogme og påviser, hvor fantastisk mange muligheder den menneskelige sjæl rummer. Igennem studiet af disse analyser vokser ens forståelse af lykkens indre natur frem, og man begynder at ane, hvorledes fremtiden vil blive en verden af lykkelige "enere", som på basis af fremragende udviklet evne til at gå op i de "mange" får et langt rigere liv end nutidens mennesker, der ofte er så forhippede på at blive knyttet til den "eneste ene", at de helt overser den kendsgerning, at prisen for denne uundværlige "eneste ene" ofte er den lykke, de dermed troede at finde.

Og til slut blot dette: verdens største mennesker har altid været "ensomme". Men deres liv har bevist, at ensomheden ikke behøver at være af negativ art, tværtimod. Da disse store udgør skaberne af vore idealer, er det måske værd at se problemet fra et helt nyt synspunkt, som man måske kunne formulere således: "Jeg skal åbenbart leve mit liv alene. På den ene side er dette imod mine forventninger, men på den anden side indebærer det den chance, at jeg kan bruge mit liv efter mit eget hoved. Vil jeg, formår jeg at gøre dette liv til en lyskilde for andre i en sådan grad, at disse andres liv får et indhold, det ellers ikke ville have fået!" – Dette er i virkeligheden livslykken på et højere plan end det sædvanlige!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere