Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Netop som dette brev er Dem ihænde, begynder den egentlige højsæson heroppe! Uge efter uge har vi arbejdet med at foretage alt det fornødne for, at ferien her kan blive en virkelig lysoplevelse for de mange, der nu har pakket deres kuffert og med os som mål har forladt den almindelige hverdag. I modsætning til de tidligere år har vi ikke i år skulle "nybygge", vi har blot "vedligeholdt", hvad der i virkeligheden ikke vil sige så lidt, da området er stort, og naturens aldrig hvilende angreb uundgåeligt sætter sine spor overalt. På den anden side tør vi nu også hævde, at feriebyen i øjeblikket er skønnere end nogen sinde. Årenes gang har jo bevirket, at det før ret øde landskab nu har skiftet karakter. Overalt skyder træer og buske frem og forlener hele området med den charme, det manglede, da vi for atten år siden ankom og slog os ned.

Fra alle sider hører vi nu kun lovord om denne snart ret store feriebys ydre udseende og arrangement, der nu langt om længe har fået et vist færdigt udseende. At disse smukke rosende udtryk glæder os, siger sig selv, men de ville næppe fremkomme i den udstrækning tilfældet er, om ikke ånden heroppe var så speciel, som tilfældet er. Form alene, hvor smuk den så end er, gør det ikke – indholdet er stadigt det bestemmende, også når talen er om en ferieby!

Indholdet – – –, om få dage begynder foredragene heroppe på ny, og dermed træder den egentlige hensigt med feriebyen i funktion. Vi ved, at flertallet af vore gæster kommer for disse foredrags skyld, og vi er, hver for sig, indstillet på at yde vort bedste indenfor dette område, der jo, trods alt, er vor kæreste beskæftigelse. At vi i år glæder os mere end tidligere til disse foredrag, er ikke underligt. Dels har vi nu i fællesskab løst de stillede fysiske opgaver således, at rammen om disse foredrag er den skønnest tænkelige, og dels er tiden en sådan, at Martinus tankers værdi øges dag for dag. Der er noget dybt tragisk i dette, at den hele verden ønsker freden og alligevel af al magt forbereder sig på krigens blodige gru. Tragisk fordi menneskeheden, al sin fantastiske viden til trods, endnu ikke synes at være åndeligt moden til at kunne organisere freden.

På den anden side er der noget vidunderligt i dette, at vi, taget hver for sig, ikke har nødig at bøje os for flertallets meninger. Midt i al angsten og uroen kan vi, om vi da evner det, leve vort eget indre fredelige liv og netop derved bidrage mere til fredens sande bevarelse end så mange af de, der har "kampen for freden" på programmet. Vi kan, fordi vi indser den kosmiske nødvendighed af alt det, der sker omkring os, holde netop de tanker i live, der trues af den stadigt voksende angst og det omsiggribende militærhysteri.

For de fleste er vor tid kun blevet "en tid på ondt". De finder, at to frygtelige verdenskrige og udsigt til en tredie i sig selv udgør beviset på, at der ingen mening er med livet, og at al tale om en kærlig Guddom, der styrer menneskeheden, bør forstumme. På sin vis forstår man så udmærket disse mennesker, og dybest set vil det være urimeligt at vente sig anden opfattelse hos dem end den forannævnte. Skolen, der udgør selve kærnen i vor bevidsthedsdannelse, har forlængst sagt farvel til det religiøse centrum, der i dens første tilsynekomst udgjorde kernen i al undervisning og erstattede denne kerne med en vidensforkyndelse, der omhyggeligt undgår enhver hentydning til den mulige eksistens af en evig sjæl i ethvert menneske. Resultatet foreligger nu til offentlig beskuelse. Se Dem omkring, og De vil hurtigt opdage, at langt de fleste mennesker er en samling mentale "bløddyr", hvis tanker, om de da overhovedet er knyttet til noget som helst, er knyttet til et højst udflydende politisk system.

Det kan synes paradoksalt at voksne mennesker, der dog overalt er vidne til, at enhver fysisk skabelse hviler på et "skelet", på en såkaldt "bæredygtig konstruktion", kan leve på en i virkeligheden i luften frit svævende tænkemetode, der i så godt som alt går på tværs af den tænkemetode, det med egne øjne ser anvendt overalt i den omgivende natur. Tag blot et udtryk som "der har altid været krig, og der vil altid være krig". Der har da minsandten også altid været fred, såvel som der altid vil være det. Verden består dog ikke alene af krigselskende væsener. Gennem alle tider har der levet både enkeltpersoner, som var freden, og samfund for hvem freden var blevet det naturlige og selvfølgelige. At de i forhold til de øvrige samfund har været små og tilsyneladende ubetydelige, ændrer dog ikke den kendsgerning, at de har været der, og at de stadig er der. Ser man imidlertid nøjere til, ser man, at både de her berørte samfund (f.eks. de vældige munke og nonnesamfund i både øst og vest) og de enkelte personer (verdensgenløserne og kulturskaberne) alle har repræsenteret freden på grund af deres tilknytning til en tænkemetode, i hvilken Guddommen har udgjort det centrale.

Vil man vurdere værdien af Martinus tilsynekomst i vor tid, kan det kun ske på grundlag af den kendsgerning, at han ganske enkelt har givet os nøglen til en tænkemetode, der bringer orden i samtlige vore følelser og øvrige mentale reaktioner. Han har åbnet vore øjne for den helt ufattelige værdi i kunsten at kunne tænke logisk, hvilket vil sige: tænke i kontakt med naturens tænkemetode. Der opstår derved en indre rytmisk harmoni mellem vor egenvibration og naturens vibrationer hvis konsekvens uundgåeligt bliver den fred, som er nægtet den, der tænker "på tværs" af naturen.

Det er denne nye tænkemetode, det er blevet vor opgave at lære menneskene. Een gang fattet er den uafrystelig. Den griber ind i samtlige vore meningsdannelser og regulerer sluttelig automatisk de mentale kræfter, der hele tiden gennemstrømmer vor bevidsthed. Det er her, man kan sige, at Martinus verdensbillede intet har med tro eller personsdyrkelse at gøre – to ting, man ustandseligt må være forberedt på at møde, når man begynder at undervise mennesker i kosmologi. Een skulle bringe menneskeheden denne oplysning, og han skulle ikke have anden "udvælgelse" end den, der udgør forudsætningerne for oplevelsen af kosmisk bevidsthed, en mental tilstand, som utalte millioner i verdensaltet er i besiddelse af, – dette bør man altid erindre sig, når talen er om den persondyrkelse, de fleste frygter. Iøvrigt har Martinus allerede i Livets Bog I. klart tilkendegivet sin stilling til dette problem med de ord, at han ikke mentalt udgør en tøddel mere, end hvad alle andre før ham har været, og alle andre efter ham skal blive, – en udtalelse, der slår grunden bort under enhver trang til persondyrkelse.

Nej, det vigtigste, vi har oplevet, er ikke vort møde med Martinus person, det er mødet med hans verdensbillede, der giver os netop det middel ihænde, der kan skænke os den personlige indre fred og harmoni, der udgør fundamentet for en ligevægtsbedømmelse af det, vi er vidne til omkring os. Ved hjælp af de kosmiske analyser kan vi ikke alene skimte meningen med den angst og uro, med det vældige mentale opbrud vi er vidne til omkring os, – vi kan også skimte den Guddom, der fra nu af bør være det eneste urokkelige centrum for vor personlige tilbedelse. Afgudsdyrkeriets tid er med den kosmiske tænkemetodes fødsel uigenkaldelig forbi. Denne tænkemetode – og den alene – formår at skænke os den frigjorthed i sjælen, der er selve den sande freds urokkelige forudsætning.

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere