Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Som De sikkert igennem presse og radio har erfaret, oplevede vi natten til onsdag den 30 maj og den følgende formiddag en række sindsoprivende timer, fordi en lille 18 måneder gammel pige pludselig var som sunket i jorden. Jeg skal ikke plage Dem med en rystende skildring af de mange timer, hvor vi søgte og søgte. Barnet blev fundet i god behold, og det var i sidste instans det vigtigste. Imidlertid var de omstændigheder, under hvilke den lille pige klarede sig, meget forunderlige. Hun var vandret omtrent en kilometer og havde, før hun lagde sig til hvile blandt to fuldvoksne kvier og en tyr, passeret to dybe vandhuller, som lå en lille alen fra hverandre. Dertil kom at natten var bidende kold. Da vi fortsatte eftersøgningen kl. 3 om morgenen, var alle markerne snehvide af rimfrost, og da arealet, hun passerede, var overmåde vandfyldt, forstår De sikkert, at det føltes som noget af et mirakel, at vi fandt hende i live. At et almindeligt dagblad ikke et sekund forestiller sig højere magters indgriben er vel naturligt i en verden, der kun sanser dræbende våben som eneste "naturlige beskyttelse", men vi andre kunne ikke lade være med at tænke på, hvad der kunne være sket, dersom skytsengleprincippet ikke eksisterede. I kanten af det ene vandhul sad hendes ene lille sko, som det var lykkedes hende at drage foden ud af – oprigtig talt, den, der bagefter vandrede hendes "rute" igennem, fatter ikke, at dette gik så godt, som tilfældet er, medmindre – ja, medmindre en stærk hånd bagved ledte de små vaklende skridt.

Vi mennesker er, på grund af vore sløve og endnu næsten sovende åndelige sanser, altfor tilbøjelige til at glemme, at vor skæbne under alle livets omskiftelser "hviler fast i Guds hånd". Det er dette knugende tryk af mistillid til Guddommens sande eksistens, der i dag rider verden som en mare. Selv oplever jeg det atter og atter indenfor dette arbejde, jeg selv står i. Gang på gang har jeg i menneskers øjne læst dette usikre: "Ja, men hvis Martinus nu ikke er den, vi tror, – hvis nu det hele er blændværk, genial fantasi, storslået forfatterkunst, hvad så –?" Hvor gerne ville man ikke tage et sådant menneske i hånden og stilfærdigt sige: "Menneske, tænk hans tanker efter, lev dem – og du ved, hvem han er!" Men man tør ikke. Tør ikke fordi så overordentlig mange af de, der har lært disse tanker at kende, simpelthen hverken har mod til eller behov for at leve dem. Disse mennesker vil gerne vide deres tilværelse efter døden sikret, og de vil også gerne have den overbevisning, at Gud virkelig er til, og at der er en mening med alt, hvad der sker. Men den grå hverdags magt er uhyre og kunsten at opsætte fantastisk udviklet. Men prisen for disse to faktorer? Tvivl, tvivl, stadig tvivl.

Da jeg som ganske ung traf Martinus, forekom hans verdensbillede mig så selvfølgeligt, at jeg overhovedet ikke evnede at fatte, at det i sig selv var anden sensation end den, at det endelig blev givet til menneskene. I min overdimensionerede naivitet troede jeg, at ethvert menneske, der blot læste eet kapitel af Livets Bog, vidste, hvem de stod overfor, og hvad der her var kommet dem ihænde. Ak, livet har forlængst slidt min naivitet i stumper og stykker. Sløvhed, lunkenhed og åndelig halvhed dækker som tætte grå skyer vor sjælelige verden. Selviskhedens lystætte skyklapper skjuler endnu for de fleste de sande horisonter, og dagligt bilder de fleste sig ind, at de skal forblive evigt på de fysiske kontinenter. Den tanke, at der uvægerligt kommer en time, hvor alt det, vi her maser med, bliver så uendeligt ligegyldigt, forekommer åbenbart de fleste så afskrækkende, at de nægter at tænke den, og dog er den vort livs mest urokkelige realitet. Gang på gang brænder det i mig efter at råbe til mine venner: "I er ikke ejere, end ikke af jeres egne tanker, I er kun brugere. Hvad I tænker, har andre tænkt før jer, og den materie, I sætter så højt, at I ofrer så dyrekøbt tid på den, bliver ubarmhjertigt revet ud af jeres hænder, længe før I selv vil det og er forberedt på det!" Men råbet forbliver i sjælen. Man ser – og tier stille. Og dog – der findes også mennesker på jorden. Fornylig begravede jeg en af sagens ældste, den enoghalvfemsårige A.P. Nielsen i Osager. På hans lille primitive staffeli stod endnu det sidste ufuldførte maleri, og i hans lille læskur i haven lyste endnu for enden af hans briks sagens hovedsymbol, som han havde malet på den ene væg for altid at have disse tanker for øje. Jeg gik alene rundt og betragtede alt dette, og jeg følte mig som i en kirke. Ikke i en, der var frembragt for de mange, men i et enkelt menneskes egen kirke. Her havde han levet og tænkt, og i denne atmosfære var hans ånd gået over i hin verden, som, om man ofrer den tilbørlig tid, bliver så levende i en, at denne verden nærmest bliver et realistisk mellemstadium. Når vi talte sammen, var det i et "sprog", som hvermand ikke ville kunne forstå, men som var en så dyb virkelighed for os begge, at det ville have forekommet os utænkeligt at spilde ord på andet end det ene: Guddommen, og hvad hans er. Og som han var, er der mange jorden over i dag. Det er den indre viden om denne kendsgerning, der hindrer en i at give op og lade enhver skøtte sig selv og sine egne sager. Under det tilsyneladende hårde mentale isdække, hvis ydre virke vi alle kender i form af primitiv selvoptagethed og barnlige forsøg på at "beskytte sig" ved hjælp af materielle midler, går der en varm understrøm af længsel efter en afslutning på den forfærdelige tilstand, menneskeheden befinder sig i. I 1945 jublede vi, fordi al vor opsparede længsel efter frihed og fred fik et øjebliks mulighed for udløsning. Vi troede, at en ny tid nu endelig var inde, og at verden nu havde lært nok. I dag mener mange, – alt for mange – at krigen er noget bestandigt og naturligt i menneskehedens liv, og at al snak om en "ny tid" er tågetale. Disse mennesker er fredens farligste fjender. Kan de ikke få freden i den tid, de selv lever her, eksisterer den ikke. Det er deres måde at ræsonnere på, men det er en form for logik, der ikke alene er farlig for dem selv, men for hele menneskeheden. Det er i virkeligheden den eneste sande defaitisme (fejghed), der eksisterer. For det er fejgt ikke at ville bruge sine sanseorganer fuldt ud og tage konsekvensen af det syn, der da bliver en til del. Vi står igen her overfor den forfærdelige åndelige halvhed, der præger livet af i dag. Men hvordan skal det blive anderledes, når selv oplyste mennesker fornægter deres egen viden og fortsætter ad gamle fladtrådte vanestier?

Det er imod denne vanetænkning, at så mange af os, der har lært værdien af Martinus tanker at kende, sætter vore kræfter ind. Lad så være at vi løber risikoen for at blive kaldt "tågede fanatikere", – vi vil dog noget med vort liv. Det er mig umuligt at indse, at en absolut urokkelig indre fred skal blive en til del, så længe man går på en lunken akkord med sine egne idealer, og det bliver år for år sværere og sværere for mig at trøste dem, der gør det. Noget i mig gør oprør over dette, at mennesker jamrer over, at de ikke har fred i deres sind, samtidig med at de – på grund af dybtgående undervisning – selv er klar over årsagen. Ligeså varmt jeg føler for et menneske, der uden åndelig indsigt er kommet ud i mentalt uføre, ligeså neutral mærker jeg, at jeg med årene er blevet overfor den "oplyste", der selv evner at holde glimrende foredrag for andre, men "desværre" endnu ikke har "tid eller mulighed" for at praktisere de idealer, han holder foredrag om. Jeg "pudser ikke min egen glorie" med disse ord. Atter og atter har jeg fremhævet, at jeg er et ganske almindeligt menneske og derfor er fuldt vidende om, at det vil tage mig lang tid at nå den mentale fuldkommenhed, jeg higer imod, men dette forhindrer ikke, at jeg klart kan se, at kosmisk viden kun evner at skabe frugtbarhed i de sind, som efter bedste vilje og evne ændrer sig. En gold forstandsmæssig tilegnelse af disse skønne tanker, kan give en vis ydre mental glamour, men der kommer uvægerligt en dag, hvor goldheden bliver åbenbaret. For mig at se er det med Guddommen som med en elsket mand eller kvinde. Den dag kærligheden bliver vane eller tidsfordriv, er den ikke mere. Hver gang mismodet har taget magten i mit sind, er Guddommen pludselig borte. Derfor betragter jeg mismod og negation som mine farligste fjender. Mod dem er jeg på vagt, – og jeg har opdaget, at denne "vagt" er mit livs bedste beskyttelse. Kan vi ikke være "tro i det lidet", hvordan skal Guddommen så bruge os til "det store"? Og ved "tro i det lidet" forstår jeg at efterleve den sandhed, både mit hjerte og min forstand har akcepteret. Det koster sin pris, men hvad gør ikke det? Bliver lønnen et stadigt voksende intimt og bevidst gudsforhold – en stadigt dybere og dybere glæde ved dette ene: at være til, at drage ånde og at forstå, – er disse ting så rigeligt det værd, der må skrives på tabskontoen!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!