Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Mon ikke en af hovedårsagerne til det almindelige menneskes beundring for det virkeligt store menneske er den mildhed, fred og åndelige ligevægt, der altid præger det, og som i sig selv udgør kendetegnet for virkelig åndelig suverænitet? Man kan simpelthen ikke forbinde angst, vrede, irritation, heftighed eller anden sjælelig uligevægt med åndelig storhed. En uligevægtig vismand er simpelthen ingen vismand!

Men samtidig afslører denne beundring, at sjælelig ligevægt er en sjælden tilstand blandt menneskene. Flertallet oplever den kun som en ønskedrøm. Bag selv de roligste ansigter kæmpes der ofte stærke kampe, og megen energi går dagligt med at holde de kræfter i skak, der truer med at afsløre den virkelighed for omgivelserne, som den tilsyneladende ro camouflerer.

Man siger, at grunden til de vises overlegne ro er den, at de har "oplevet Gud", og mange slår sig til tåls med den forklaring. Men er en sådan udtalelse i virkeligheden nogen forklaring? Jeg synes det ikke. Guddommen er dog ikke en så almenkendt "person", at anvendelsen af hans navn i denne forbindelse er tilstrækkelig for det menneske, som ønsker at trænge dybere ind i årsagen til den ro, der for eks. hos Jesus bevirkede, at han evnede at "stille stormen" på det urolige menneskes mentale hav. At der mellem den kosmisk bevidste og Guddommen eksisterer en ganske anden kontakt, end tilfældet er med os andre, er naturligvis klart, men mon der ikke i undersøgelsen af denne kontakts måde at ytre sig på, skjuler sig visse realiteter, som det er værd at kende lidt til? Jeg vil tro det!

Et klogt menneske har engang sagt, at der i virkeligheden slet ikke findes ulykkelige mennesker, men kun ulykkelige situationer. Udtalelsen er så kosmisk, at den kun kan være født af en sjæl, der har reflekteret meget dybt over det, han har oplevet. Thi hvad er livet andet end situationer, – og så dem, der oplever dem? To tilstande har her sat hinanden stævne: det timelige og det evige. Hvor som helst, vi end vender os hen, bliver vi vidne til situationer og for det meste ulykkelige situationer. Men vi bliver også vidne til dem, der oplever disse ulykkelige tilstande og i langt de fleste tilfælde til, at vi må indrømme vor hjælpeløshed i vort forhold til dem.

Ingen behøver at gå ret langt, før han i sin egen bekendtskabskreds finder eksempler på ulykkelige situationer, som han er ude af stand til at ændre. Vi har alle oplevet at blive konfronteret med situationer, som er "håbløse" i den forstand, at de parter, som skal løse dem, ikke vil kunne gøre dette uden at skabe nye og endnu mere håbløse situationer, om ikke for sig selv, så for dem, de er i berøring med. Det jordiske menneske er simpelthen i besiddelse af et fremragende talent for at blive indviklet i situationer, som på et givet tidspunkt i den grad går i "hårdknude", at sorg og smerte bliver det endelige resultat.

Men er det ikke også her, at afstanden mellem den Vise og det jordiske menneske er mest synlig? Også den vise er knyttet til sine omgivelser, har slægt og venner o.s.v. at tage hensyn til. Hvordan går det da til, at han formår at undgå de konflikter, der er så almengældende, at de må siges at være "normale" for det almindelige menneske? Mon ikke derved, at den vise tænker i kontakt med den kosmiske logik, der åbenbarer sig overalt i naturen. Det gør det almindelige menneske ikke. Det tænker i kontakt med maskulin eller feminin logik og skaber derved en kosmisk "kædereaktion", hvis fuldmodne frugt er – ulykkelige situationer.

Alle kristne mennesker kender sætningen: "Ske ikke min, men din vilje!" men mon ret mange er klar over, hvor skarpt et lys denne sætning kaster over det inderste i vort sjæleliv? Jeg tror det ikke. Langt de fleste føler det endnu mest i overensstemmelse med deres natur at kræve deres egen vilje respekteret og gennemført, ja, ville simpelthen finde livet uudholdeligt, om de i alle situationer skulle have en større helhed for øje end den, der omfatter deres eget for dem så betydningsfulde liv. Den Vise derimod har i alle livets forhold den sandhed for øje, der skjuler sig bag denne berømte sætning, – deraf hans permanente fred og åndelige suverænitet. Vor dag er fyldt med dele af små "forløb". Vi krydser ud og ind i hverandres liv og danner derved hinandens "skæbne". I almindelighed tænker vel kun de færreste over, at små almindelige ord og handlinger pludselig kan blive årsag til enten jublende lykke eller forfærdende fortræd. Men tag blot et udtryk som "mand og mand imellem siges der – " og læg mærke til, hvad det afstedkommer. Det afstedkom bl.a. kristendommen, der som alt andet stort først blev "hvisket i kamrene", før den blev "råbt fra tagene". Vi står selv midt i en bevægelse, som endnu kun er nået til det første stadium. Men "mand og mand imellem –" hedder det i dag hundreder af steder: "Læs noget af det, Martinus har skrevet, måske kan det hjælpe dig ud af den ulykkelige situation, du befinder dig i!" Men "mand og mand imellem –" gøres der også uhyre fortræd. Antisemitismen er et advarende billede derpå. To strømninger går til stadighed igennem vort samfund ofte forbundne på en sådan måde, at kun den, der har fået en ret høj grad af kosmisk indsigt, kan tage sine forholdsregler imod dem. Man kalder rent elementært disse kræfter for det "gode" og det "onde". Mange mener at kende disse kræfter tilbunds. Den slags mennesker ved ganske nøje, hvad man må, og hvad man ikke må, hvad man kan, og hvad man ikke kan og har på sin vis et let liv af den samme grund. Men de er farlige. Uden egentlig at ville det, skaber de tusinder af ulykkelige situationer. De dømmer – og de dømmer hårdt. Den Vise derimod dømmer ikke. Hans måde at sondre mellem godt og ondt er ganske anderledes. Han vil kun eet med sit liv: være god imod sin næste!

Det er dybest set aldeles ligegyldigt, hvilken vismand man vælger sig som fører igennem livet. Thi falder valget på en ægte vismand, vil der aldrig være uoverensstemmelser mellem hans måde at være vejleder på og de andres. Livet er ikke så kompliceret, at også vismændene er uenige. Tværtimod bliver vi netop vidne til at det blide, det ikke-dømmende, det resignerende og den dybe, ægte godhed og mildhed præger dem alle. Men vi bliver også vidne til, at ingen af dem lod sig fange i de bånd, der binder almindelige mennesker og fører til – ulykkelige situationer. De fik ofte en hård og uforsonlig død, men selv det reagerede de roligt overfor. Spotten lærte de at kende tilbunds, men den slog dem aldrig ned, tværtimod affødte den de fineste "lignelser", vi ejer. Man kan ikke sige, at modgangen "forædlede" dem, for de var ædle fra moders liv, men den udviklede deres rådgivende evne således, at der så at sige ikke findes een situation i vort liv, de ikke har givet råd for. Men altid råd, hvis pile peger mod vort eget indre, – mod det, som er ophavet til samtlige ulykkelige situationer.

Indtil nu har vort eget spor henover klodens kontinenter og have været et blodigt spor. Dybere og dybere er vi sunket i det had, som blev så stort derved, at man "mand og mand imellem mente –", – mente at "samtlige tyskere skulle smadres" – samtlige jøder knuses – samtlige amerikanere knaldes ned – samtlige russere atombombes – osv. osv. Læg mærke til, at der altid eksisterer en "fjende", og læg yderligere mærke til, at kun når denne "fjende" bliver helt "åbenbar", oplever vi "sammenholdets styrke". Aldrig så snart er denne "fjende" knust, så falder hele det så højt priste "sammenhold" i stumper og stykker. Endnu klæber der så meget blod ved vore hænder, og endnu er vi så geniale dræbere, at vi finder det ganske "naturligt", at der daglig myrdes titusinder af mennesker jorden over i en krig, der år for år tiltager i grusomhed og perversion. Dybere og dybere synker vi – og hurtigere og hurtigere jager vi mod et forfærdende verdensopgør med – vor egen samvittighed. For det bør ethvert menneske gøre sig klart, at en dag har krigen nået sin endelige kulmination. De, der bliver tilbage, har kun een vej at vandre: fredens.

"Der findes ikke ulykkelige mennesker – kun ulykkelige situationer!" Dette er så sandt, som det er skrevet – og krigen er den ulykkeligste situation af dem alle, fremkaldt som den er af en forfærdende uvidenhed om menneskets eksistens som evig. Vi er blevet eksperter i at myrde kroppe, kroppe bag hvilke sjæle vånder sig i længsel efter et liv i frihed og skønhed. Ser man ud over verden, der på ny ruster sig til krigens blodige håndværk, siger man uvilkårligt til sig selv: "Ak, våben har vi nok af – havde vi blot langt flere Vise iblandt os!"

Her er det, at jeg gerne vil sige, at disse Vise er på vej. De udgøres af Dem, af mig, ja, af enhver, som begynder at spørge sig selv om den dybere mening med det liv, vi ser omkring os, og som netop er så ulykkeligt, fordi flertallet nægter at ville tænke dybt – nægter at ville tænke i overensstemmelse med Guddommens vilje. Egenviljen fejrer i dette århundrede større triumfer end nogen sinde før, men skaber også større viden om sin egen negative natur end nogen sinde. Egenviljen er glimrende i dyreriget, men egner sig ikke for mennesker. Bruger mennesket den, begår det selvmord. Det er den lære, enhver kan høste af disse grusomme år, hvor menneskeliv agtes ringere og ringere. Derfor må ingen af os blive træt af "mand og mand imellem –" at skabe oplysning, at lade det budskab gå, at vi er evige, at vi efter døden skal gøre regnskab for den måde, hvorpå vi brugte vort liv, at alt, hvad vi her "ejer", ejes kun på "borg", at vi bærer på et ansvar for vor næste, som ikke kan affærdiges med kønne ord og lejlighedssalmer. Erkender vi, at der er en Gud til, og erkender vi, at vort liv her kun er et "brudstykke af et mønster", har vi pligt til at tage vore egne dybeste og lønligste tanker så alvorligt, at vi aktiverer dem i vort daglige liv. Hån og spot ventede før os alle de, der havde dette mod, så det kan ikke komme bag på os, at den samme løn venter os, men behøver det at skræmme? Bygger vi vort liv på en sandhed, skal den nok vise sig at være stærkere end al hån og spot tilsammen. Eet kan med sikkerhed siges, og det er, at den, der ikke svigter det ædleste i sig selv, derigennem sikrer sin egen åndelige vækst. Det er disse mennesker, der ikke "skal smage døden", fordi den forlængst af dem er oplevet som en ven, der i det nære eller fjerne venter den trætte vandrer. Frygten vil altid vige i det menneskes sind, der ikke alene har fundet vejen, men går den uanset prisen. Dette ved de Vise – derfor er de Vise! Men vi begynder at vide det – og hvor er det dog en skøn viden!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!