Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1951/20 side 1
København, den 23.2.1951
Kære læser!
Jeg havde for nogen tid siden en oplevelse, jeg tror vil interessere Dem. Et menneske skrev og bad mig om et råd i en sag, der ikke var så ligetil, hvorfor jeg tøvede nogle dage med svaret. Netop den dag, jeg ville besvare brevet, fik jeg påny brev fra vedkommende, der meddelte mig, at han den foregående nat havde drømt, at han havde haft en lang samtale med mig angående det i brevet berørte problem, og at han havde fulgt det råd, jeg der gav ham, med godt resultat, så at der nu ingen grund var til for mig at ulejlige mig med et svar.
Hvis nu denne oplevelse var den første i sin art, jeg havde haft, tror jeg nok, at jeg ville have ladet den forblive ukendt for andre, men det er det ikke, ja, jeg kunne næsten fristes til at siges tværtimod! Da de her berørte oplevelser er et så direkte resultat af en evne, jeg har opøvet, siden jeg mødte Martinus, tror jeg, det vil interessere Dem at høre lidt herom, specielt da denne evne efterhånden ikke alene vil udvikles i Deres eget sind, men også komme til at blive årsag til mange for Dem selv meget inspirerende glæder.
Det kan lyde aldeles banalt, når jeg hævder, at årsagen til, at jeg for alvor begyndte at interessere mig for mit eget liv under det, Martinus kalder "natbevidsthedstilstanden", var den, at jeg tog mit religiøse liv alvorligt. Men jeg er nødt til at udtrykke det sådan, fordi min erfaring med hensyn til de fleste menneskers religiøse liv er den, at de nok interesserer sig for disse alvorlige tanker, men kun sjældent tillægger dem samme realitet som de, der angår deres rent fysiske liv. Tvivlens orm har gnavet dybe gange i de fleste menneskers sjæleliv, og det vil være udtryk for blåøjet naivitet at tro enhver, der påstår, at han er overbevist om Guddommens eksistens og sin egen personlige udødelighed.
Tager man derimod sit religiøse liv alvorligt, hvorved jeg altså forstår den bevidste sindelagsændring, der får en til i stilhed at gøre op med netop de vaner, man så udmærket ved er forkerte, ja, så sker der unægtelig også store forandringer i ens måde at sanse eller opleve livet på. Til disse forandringer hører de oplevelser, der først glimtvis og siden næsten regelmæssigt indfinder sig som et resultat af en vågen indstilling på den kendsgerning, at man, i samme øjeblik bevidstheden slipper sit tag i det fysiske legeme, påny er spillevende i et andet legeme og i en anden tankesfære end den, vi her er bundet til.
Martinus har ofte i sine foredrag gjort os opmærksom på, at vi "dør" hver eneste aften, når vi lægger os til at sove. At denne "død" i forholdet til den endelige og definitive må kaldes en "lille død", ændrer ikke princippet. Det, der uundgåeligt sker, når søvnen indfinder sig, er, at vor bevidsthed overføres til et andet legeme end det fysiske. Da dette andet legeme er et åndeligt legeme, hvilket vil sige et legeme af strålematerie, giver det sig selv, at livsoplevelsesformen samtidigt skifter karakter. Den her gældende sansemetode afløses af en ny og langt mere intens sanseoplevelse, end den det fysiske plan giver adgang til. F.eks. ophæves både de her gældende tids- og afstandsbegreber totalt, og en hidtil ukendt form for mental frihed bliver her noget aldeles selvfølgeligt. Men – for der er et endog yderst betydningsfuldt "men" – vor nye livsoplevelsesform er hundrede procent afhængig af vor her udviklede tænke- og koncentrationsevne! Det er i denne kendsgerning, at De må søge årsagen til, at de her berørte oplevelser endnu ikke alene er sjældne, men ofte så ubehageligt prægede af mystik og fantasi, at de let får noget uvederhæftigt over sig. Men er forholdet iøvrigt anderledes på det fysiske plan? Er det ikke ofte her således, at man har svært ved at fatte lid til de beretninger, man her får forebragt som "aldeles sande og pålidelige"?
Lad os vende tilbage til natbevidsthedsbegrebet. Den normale "port" ind til denne form for tilværelse er – eller burde i hvert fald være det en aftenbøn! Den, der sover ind med en bøn i tankerne, sover som regel godt ind. Men hvad er en bøn? En bøn er en tankekoncentration. At denne tankekoncentration almindeligvis er en kopi af en andens klare tanker (Fadervor) ændrer ikke kendsgerningen. Men en bøn kan være andet end en kopi, den kan være yderst original. Og det er denne originale bøn, jeg her gerne vil beskæftige mig lidt med.
Det er Dem ikke ukendt, at der til dette hus kommer mange ulykkelige mennesker for enten at få luft for deres bekymringer eller for at høre vor mening om de problemer, der tynger dem. Det er takket være denne kendsgerning, at jeg lærte værdien af den originale bøn at kende; thi det varede ikke ret længe, før jeg lærte at koncentrere mig om disse menneskers vanskeligheder, inden jeg lagde mig til at sove – og til at bede om hjælp til at råde dem rigtigt. Der gik i virkeligheden kun kort tid, før jeg begyndte bevidst at føle, at jeg på en måde levede "to liv". Pludselig, midt under et eller andet arbejde, der ikke beslaglagde hele min bevidsthed, kunne det ske, at en klar erindring om en samtale med "en eller anden" under natbevidsthedstilstanden, skød sig frem i forgrunden og viste mig, hvorledes jeg skulle handle i denne eller hin situation. Da livet simpelthen igennem de daglige oplevelser tvang mig til at gøre det til en vane at tænke på andres – eller sagens – anliggender, inden jeg faldt i søvn, blev det efterhånden også en vane for mig at lytte til de tanker, der på denne måde fødtes i min vågne dagsbevidsthed. Og her gjorde jeg en erfaring, som forekommer mig selv yderst værdifuld, og som jeg derfor vil delagtiggøre Dem i. Jeg lagde hurtigt mærke til, – og de mange år sidenhen har totalt bekræftet det – at medens en klar tankekoncentration til fordel for et andet menneske, eller andre mennesker, så godt som altid giver resultat, så synes det at være en lov, at natbevidsthedstilstanden ikke normalt kan bruges til egen fordel. Ihvert fald har jeg kun yderst sjældent, i de situationer hvor jeg meget brændende har ønsket et "facit" på egne midlertidigt vanskelige problemer, fået dette facit, tværtimod har det for mig været, som om en uigennemtrængelig mur har rejst sig foran mig, og som om en indre stemme klart har tilkendegivet for mig, at de veje, min livsplan følger, skal følges uden anden forudviden om deres endelige resultat end min egen indre overbevisning om, at de er rigtige. Nå, studiet af Martinus kosmiske analyser har nu også normalt bibragt mig en naturlig indre fred og forskånet mig for de kriser, jeg har mødt hos andre.
Imidlertid fik den stadigt gentagne koncentration på min tilværelse under det fysiske legemes søvn også andre konsekvenser. År efter år har det været, som om den mur, der adskiller de to her berørte livszoner, langsomt smuldrer, og det står mig idag ganske klart, at den vedvarende dagsbevidste koncentration har bevirket en temmelig betydelig udvidelse af det såkaldt normale sansefelt. Det hænder således jævnligt, at jeg griber mig selv i at tænke "udenfor tiden" altså udenfor den tid, der angår mit eget fysiske liv. Denne form for tænkning fører uundgåeligt til en stadigt voksende fornemmelse af evigheden som en absolut realitet. Uden i og for sig at tænke nærmere over det, bliver det på mange områder en aldeles selvfølgelig ting at tilrettelægge sit kommende fysiske liv. Det er, som om sjælen jævnligt gennemstrømmes af en hemmelig viden om, at man fremdeles vil være knyttet til det, der i dette liv er blevet det afgørende, og denne viden bevirker, at man fritages for det tryk, der piner såmange mennesker, og som kendetegnes ved, at de altid er optaget af at "skulle nå noget". Næsten alle mennesker opdrages jo til at skulle "blive til noget". Dette "noget" kommer meget let til at virke som et kors, de nagler sig selv fast til efter recepten: først karrieren, så livet. Denne krampagtige higen imod et eller andet fjernt mål forsvinder helt for den, der takket være sin kosmiske indstilling bevidst gør sig klart, at hver dag har nok i sin plage". Denne indstilling levner nemlig en tid til at kontakte livet, hvad der uundgåeligt fører til åndelig vækst.
Som allerede berørt spiller det en afgørende rolle for ens oplevelse af natbevidsthedstilstanden, at man har lært at tænke "med lovene" og lært at koncentrere sig. Det er således ikke gjort med, at man blot beder om at få hjælp til at råde denne eller hin rigtigt. Man må bevidst prøve at sætte sig i vedkommendes sted og prøve at anskue den opståede situation udfra så mange synspunkter som muligt. Det lyder kompliceret, men er det i virkeligheden slet ikke, fordi livet på det fysiske plan faktisk slet ikke er så kompliceret, som de fleste tror. Måske lyder dette flot, men man må i så tilfælde stadigt erindre sig, at jeg skarpt skelner mellem mennesker med og uden kosmisk indsigt. Mennesket med kosmisk indsigt, altså et menneske der kender de mest fundamentale kosmiske principper og herunder specielt de sexuelle poler og deres indbyrdes kombinationer, vil aldrig have vanskeligt ved at trænge om bag problemernes rent ydre former og ind i de mere væsentlige kernetilstande. Har man gjort sig det til vane at gennemtænke de forskellige kosmiske analyser og ad den vej fået udviklet en talentkerne for kosmisk tænkning, hvilket i virkeligheden vil sige "tænkning med lovene", har man allerede skabt de reale forudsætninger for at kunne udnytte sin natbevidsthedstilværelse positivt, og virkningen heraf vil da heller ikke udeblive. Den vil opleves som en stadigt fyldigere og fyldigere dagsbevidsthedsoplevelse, idet man netop igennem denne sin indstilling er kommet i besiddelse af "øjne, der kan se" og "øren, der kan høre". De før så tågede og ofte helt ubegribelige brudstykker af "drømme" begynder da gradvis at fortætte sig til klare "erindringer" om oplevelser, der let tåler sammenligning med de fysiske, hvad realitet angår. At disse oplevelsers subjektive karakter normalt er af en sådan art, at man beholder dem for sig selv, ændrer ikke deres inspirerende natur, – de udgør da virkelige budbringere om det liv, der venter enhver af os "forude", og som, opfattet rigtigt, end ikke indeholder blot det allermindste, der berettiger den dødsfrygt, der fremdeles piner de fleste mennesker.
Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!
Deres hengivne
Erik Gerner Larsson.