Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Et af de ønsker, det åndeligt søgende menneske mest brændende begærer at få opfyldt, er ønsket om at "se Gud". Det er umuligt at føle, at der er en mening med livet, og at det i alt følger en strålende guddommelig plan, uden samtidigt at ønske at se ophavet til denne plan, og vi ser da også, at menneskene gennem alle tider har søgt at danne sig et billede af denne strålende altomfattende og altgennemtrængende ånd.

Men mennesket er ikke noget færdigudviklet væsen. Dets bevidsthed er endnu ikke udrustet med særligt fintmærkende åndelige organer. Dets tænkeevne lider under manglen af kendskab til de mest fundamentale kosmiske principper, det er, kort sagt, meget dårligt udrustet til at få det her berørte ønske opfyldt. Resultatet af dette forhold er almenkendt. Kan man ikke få det bedste, må man nøjes med det næstbedste, selvom det i dette tilfælde ofte mere bliver et skønt digt end en sand virkelighed.

Virkelighed? – Kan man da i denne endnu så ufærdige verden virkelig komme til at "se Gud"? Ja, det kan man, selvom synet ikke bliver det klare, dagsbevidste, som åbenbarer sig for mennesket, som har "fuldendt løbet og nået målet".

For at forstå dette syn, er det nødvendigt først at stille sig selv det spørgsmål, om man nogen sinde har set et menneske. For det har man nemlig ikke! Vi ser hinanden – og ser alligevel kun en forsvindende brøkdel af hinanden. Dybest set er det med vort syn på mennesker, som det er med vort syn på Gud, vi ser uendelig lidt af det, der virkelig eksisterer bag den form, vi møder, – og digter så resten! Blot digter vi her sjældent så smukke digte, som når det drejer sig om Gud!

En af de ting, der mest af alt hindrer det jordiske menneske i at "se Gud", er dets manglende kendskab til tilværelsens kosmiske perspektivprincip. Vi ved alle, at kunst uden perspektiv er "fortegnet kunst", er en overfladegengivelse uden den dybde, der gør kunstværket til en virkelig eller sand oplevelse. Nøjagtig det samme forhold gør sig gældende, når talen drejer sig om at "se" verdensaltets ophav. Vi lever iblandt mennesker, hvilket vil sige, at vi er omgivet af væsener, med hvem vi åndeligt "korresponderer". Vi modtager alle grader af livsytringer fra disse mennesker, lige fra ondt og gement had til vidunderlig uselvisk kærlighed, – og vi svarer disse mennesker, alt efter det åndelige udviklingstrin vi selv befinder os på. Denne vekselvirkning mellem mennesket og mennesker danner for ethvert menneske et billede af – livet. Dette "livsbillede" er, hvor mærkeligt det måske kan lyde, et billede af "Gud". Nogle forstår slet ikke denne tanke. For dem er Gud "noget helt andet" – et skønt fantasibillede som de tror er helt "udenfor" alt det, der angår "det verdslige liv". Det er disse mennesker, der lever på – ofte meget skønne – digteriske billeder af Guddommen.

Det alvorligt tænkende menneske derimod er klar over, at når Guddommen er "i alt og overalt", er det ham, vi ustandseligt vekselvirker eller korresponderer med, det er hans "billede", vi ustandseligt har for øje, fra vi vågner om morgenen, og til vi lukker vore øjne i søvnen. Og her er det, at mennesket uden kendskab til perspektivprincippet så let forvirres og tager fejl. Det oplever for eks. en handling udløst af en bestemt person, en handling som forvolder det ubehag, – og straks vælder der en følelse op fra dybet af dets bevidsthed, der helt fortegner billedet. Det bliver "ond" på dette menneske og begynder at "digte" motiver ind i dets handling, der nøje svarer til den følelse, der vælder op i det. Hvis det i denne tilstand svarer på handlingen, bliver det et "ondt" svar, – og billedet er stadig lige fortegnet! Lader det imidlertid dagene gå, måske blot få dage, begynder billedet at skifte. Nye momenter kommer ind, og hvis der er tale om et virkeligt udviklet menneske, sker der uundgåeligt det, at billedet "klarer af", hvorfor dets evt. svar bliver betydeligt mildere, end det ville være blevet, om det havde svaret udfra den første følelsesbølge, der skød op i dets sind.

Men er det nu et menneske med kosmisk indsigt, der er tale om – og vel at mærke ikke blot teoretisk kosmisk indsigt, – altså et menneske, der formår at anvende tilværelsens kosmiske perspektivprincip i sin tænkning, forløber processen helt anderledes, end den gør, for det uindviede menneske. Også det oplever den "onde følelsesbølge", fordi denne simpelthen er en "naturreaktion", altså en reaktion fra en tusindårig talentkerne. Men denne "onde bølge" mødes omgående af dets kosmiske viden, der øjeblikkeligt dikterer det følgende: denne handling er kun tilsyneladende udløst af dette menneske. Bag ham (eller hende) eksisterer der en højere kraft, for hvem han er redskab, nemlig Gud. Er den handling, som Guddommen via dette menneske har påført mig, og som volder mig ubehag, virkelig "ubehagelig", eller minder den mig blot om en vis ufærdig side i mit eget sind? Jeg har valget imellem to svar på denne handling. Jeg kan svare negativt eller positivt. Mit svar fortæller intet om ham, der udløste handlingen, men alt om mig selv – og mit svar går til ham, der var den dybeste årsag til handlingen, – Gud.

Vi står her overfor et menneske, der aldrig vil lade sig påvirke af de personer eller "redskaber", Guddommen anvender i sin korrespondance med det. Dette menneske ved nøje, at der i livet kun er ham selv – og Guddommen, og indretter hele sit liv derefter. Det bruger med andre ord i selv den mindste handling perspektivprincippet og svarer aldrig som et resultat af en "god" eller "ond" følelsesbølge, men derimod som et resultat af en moden overvejelse, i klar erkendelse af, at dets svar har en videre adresse end den blot tilsyneladende rent fysiske. Det ved, at livet på det fysiske plan er et kort liv, og at der her gælder en kosmisk lov, det ønsker at undgå, og som er udtrykt med ordene, "hvo som synes at stå, se vel til han ikke falder" – noget alle de faktisk gør, der lader sig lede af den "overfladetænkning", der består i at se sig vrede på de redskaber, Guddommen anvender i sin korrespondance med dem.

Det kosmisk indstillede menneske lever simpelthen sit liv "foran Guds åsyn". Det ved, at Guddommen eksisterer og ønsker at leve på en sådan måde, at det kan "se frit op". Det frygter ikke tåbelige menneskers domme, fordi det altfor vel kender de motiver, der eksisterer bag dommene. Det ved, og her står vi ved det afgørende i denne sansemåde, at der kommer en stund, hvor ingen ydre kraft længere står til dets rådighed, en stund, hvor alle de ting, det her er blevet knyttet til, i et Nu er revet ud af dets hænder, og det ønsker at møde denne stund med en bevidsthed, der ikke skæmmes af en indre viden om at have svigtet sit guddommelige ophav i de situationer, hvor det kunne have "taget sit kors", men ikke alene undlod det, men ydermere "forsvarede for sig selv" sin undladelse med at fylde sit sind med vrede mod ham, der i denne sag blev forsynets redskab.

Enten er vor overbevisning om en Guddoms eksistens en realitet, og så er vi alle "arbejdere i vingården", eller også er det åndeligt dagdrømmeri, hvor vi synes om at lege med disse skønne tanker, men ikke tillægger dem realitet i de tilfælde, hvor de fordrer en handlemåde af os, der krænker vor åndelige magelighed og pålægger os byrder eller ofre.

Det er her den næsten usynlige skillevej går mellem alle de, der nok fornemmer, at "der vistnok er en Gud til", og de, for hvem den samme Guddom ikke alene er en realitet, men en realitet der ofte byder dem at gå veje, om hvilke de på forhånd ved, at de kun bringer dem smerte, eller er det "sværd", der skiller dem fra mennesker, der tidligere agtede dem, men om hvem det nu ved, at agtelsen bliver ændret til foragt og, hvad ofte værre er, direkte bagtalelse.

Men lad mig sige så indtrængende til enhver, som det er mig muligt: frygt ikke for at gå disse veje! Ond jalousi, misforståelse, misundelse, ja, alt hvad nederdrægtigt tænkes kan, betyder intet overfor den indre fred i sjælen, der opstår der, hvor man ikke frygtede at "gå vejen", fordi man netop der oplevede, at "den Gud sætter ene, han selv er mere nær". Det er denne hemmelighed, alle de har oplevet, for hvem Guddommen blev en realitet, og det er udfra den hemmelighed, at disse mennesker altid går de veje, "Gud befaler" – ligegyldigt om det koster dem netop de menneskers agtelse, de måske før satte højest. Hellere et vanskeligt liv med ydmygelser – men med indre fred i klar erkendelse om at have gjort, hvad man anså for det rigtigste, – end et "billigt" liv, hvor ens svar til Guddommen faktisk kan oversættes med ordene: "Pas dig selv og lad mig være i fred! Vil du have lavet noget her på jorden, må du om det, jeg har nok i mit eget!" Sådan kan man svare, og sådan svarer flertallet – men at svaret ikke er klogt, ejheller kærligt, vil Guddommen i sin langmodighed selv belære dette flertal om. Det vidste han, der midt i sin smerte kunne udbryde: "I Jerusalems døtre, græder ikke over mig, men græder over eder selv –!"

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!