Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

– Ad alle de veje, vi disponerer over, søger vi at sende vor kærligste tak for de mange skønne jule- og nytårsbreve, som gjorde juledagene så smukke for os. Også ad denne vej vil vi gerne bringe Dem en kærlig tak, fordi såmange iblandt Dem huskede os med en lille, kærlig hilsen! Vort arbejde er jo ofte ejendommeligt derved, at vi dag ud og dag ind "arbejder" med mennesker, som kommer og går i vort liv, uden at vi derfor "holder øje med", om dette vort arbejde sætter frugt. Det er igennem de mange år blevet noget aldeles selvfølgeligt for os, at hver dag bringer nye mennesker – og dermed som regel nye menneskelige sorger – ind på livet af os, og at vi efter fattig evne søger at bøde på lidt af alt det, livet idag slår itu for så mange. Når vi så påny oplever julen og pludselig sidder med de mange hundrede hilsner i hånden, er det, som om det svundne år genopstår for vore øjne. En næsten endeløs række af ansigter glider forbi ens indre syn, og man forstår pludselig påny med en inderlig og varmende glæde i sindet, at Martinus arbejde har en værdi, der rækker langt ud over det øjeblik, man havde denne eller hin siddende i sin stol overfor sig. Denne skønne oplevelse, der atter og atter vender tilbage til en som en varmende inspiration, skylder vi Dem tak for! – og den kan ikke bringes for ofte!

– – – – – – –

Vi er nu i et "nyt" år. Et led i en kæde, som dag efter dag former os og lærer os at se, hvad der før ikke alene var skjult, men også ubegribeligt for os.

Jeg har tænkt en hel del over, hvilket problem mit første brev i det nye år ville komme til at beskæftige sig med, men som altid før, er det også dennegang gået sådan, at livet selv lægger mig det i hånden. De har sikkert selv i de sidste dage læst om opfordringen til regeringen om, at udruste os alle – samtlige "våbenføre mænd og kvinder", med en riffel, som vi kan have hængende hjemme i entreen til brug i "påkommende tilfælde".

I de fleste aviser går bølgerne nu højt, og lidenskabelige diskussioner raser i hjemmene og på arbejdspladserne. Så langt er vi altså nået, at enhver, der ikke alene tror på, at freden engang vil være det naturlige og selvfølgelige i verden, idag, om han nægter at deltage i våbenhysteriet, øjeblikkelig bliver stemplet som defaitist, hvilket vil sige, en der på forhånd har givet op, og som uden kamp er parat til at underkaste sig fjendens forgodtbefindende.

"Hver mand sin riffel stående ved fodenden af sengen" – – – En blodigrød og ond cirkel synes nu at være ved at løbe sammen. En cirkel, hvis udspring vi finder i det, vi kalder "oldtiden", og hvor stenaldermanden ikke turde lægge sig på sit dyreskind uden at have sine våben indenfor rækkevidde, og hvis afslutning vi nu synes godt på vej til at opleve, som en kopi af begyndelsen, blot i lidt mere raffineret udgave.

Jeg ved ikke, om De har tænkt over, hvor primitive de argumenter er, der anvendes. De lyder som regel omtrent således: "Hvad vil De gøre, hvis en russer forsøger at voldtage Deres hustru eller datter? – vil De så bare stå og se til?" eller: "Vil De lade russerne myrde løs for øjnene af Dem og ikke røre en finger? – føj for Satan, De er jo en ren defaitist!!!" osv., osv. Jeg beder Dem venligst undskylde de grove ord og udtryk, som jeg med vilje har anvendt, fordi de netop dækker de grove tankearter, der ligger bagved.

Det er i alle livets forhold karakteristisk for det ikke-tænkende og dermed jævnt fantasiløse menneske, at det altid vælger de her nævnte grove og primitive fantasier, fordi det selv finder dem så "slående" og "uimodsigelige", at modparten efter en sådan salve har fået "lukket munden eftertrykkeligt".

Det har han nu ikke!!! For det første afslører livet for det enkelte menneske, at langt over 80% af de bekymringer, han i det daglige går og gør sig over sine egne vanskeligheder, er helt overflødige, hvad der har udkrystalliseret sig i ordsproget, at det "sjældent går så galt, som præsten præker", og for det andet rummer livet også andre synspunkter end det åndsfattige "øje for øje, tand for tand".

Som mangeårig vegetar har jeg utallige gange været ude for angreb, der helt er analoge med de ovennævnte, og som udtrykkes således: "Hvad skulle der blive af alle dyrene, dersom menneskene pludselig bestemte sig til at leve sådan, som De gør?" Vedkommende, der har stillet dette "geniale" spørgsmål, ser som regel salig ud ved tanken om den intellektuelle ydmygelse, han hermed har tilføjet mig og begriber som regel ikke et ord, når jeg til et sådant spørgsmål svarer: "Mon den tanke i virkeligheden kan tænkes?" – og så overlader det til ham at finde ud af det.

Hvor tragisk på sin vis at menneskeheden i omtrent totusinde år har ofret penge på en åndelig forkyndelse, hvis inderste kerne er næstekærlighed, og hvis dybeste sandheder er udtrykt i sætninger som: "Stik dit sværd i balgen, thi hver den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd!" eller "Du skal elske dem, der hader og forfølger dig!" eller "Du skal ikke ihjelslå!" – sætninger hvert eneste barn i vesterlandene næsten får indpodet med modermælken. Hvor tragisk – – – hvis de ikke netop indeholdt den eneste "modgift" mod den "geværånd", der nu synes at ville besætte selv tilsyneladende fornuftige mennesker.

Det er så åndeligt "billigt" at "male Fanden på væggen" ved hjælp af argumenter af så drastisk natur som de foran angivne, og det røber, at den, der anvender dem, aldrig har tænkt sig ordentligt om. Det er ganske rigtigt, at der finder uhyrlige voldshandlinger sted i en krig, men vil man mindske udsigten til dem, ved at gøre os alle til lovløse snigskytter eller fredløse partisaner? Og ydermere: tror nogen for alvor, at vi alle, "hver eneste våbenfør mand og kvinde", virkelig har det som medfødt natur at kunne "gå på landevejen ud og slå ihjel"? Findes der, ihvert fald teoretisk, ikke den mulighed, at adskillige pludselig ville afsløre, at de ikke "frygtede de, der kan slå legemet ihjel, men som ikke kan ihjelslå sjælen"? Og endelig, aner de mennesker, der i en gennemført "folkevæbning" ser den eneste beskyttelse, noget som helst om den kosmiske beskyttelse, der også eksisterer, og som bl.a. er et resultat af den bøn, de selv som kristne, eller ihvert fald såkaldt kristne, sætter deres lid til? Jeg tvivler!

Det er så let – og så billigt – at slå på selvforsvarsbegrebet, at appellere til vort junglesind eller til alt det, der ikke viger tilbage for at fortsætte den kosmiske kædereaktion, der begyndte med det første drab, men det er ikke særligt stort, ejheller særligt viist. Det er altid lettere at appellere til de laveste instinkter, der får man lettest sukces, det vidste allerede Hitler, – men vi er nu engang evige væsener, og dette betyder, at vi også skal tage stilling til den urokkelige lov, der lyder: "Som I sår, skal I høste!" – og jeg hører altså ikke til dem, der tror på, at man standser myrderierne ved at formere dem!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere