Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Jul igen rigtig glædelig jul! Øjnene stråler, og hænderne er kærligt udstrakt mod hverandre i et varmt ønske om at give og kærtegne. Sindene lyser glade op i den kolde, mørke vinter og får læberne til at smile og sige glade ord, – ord, der dulmer og læger, glæder og inspirerer. Alt er så festligt og strålende, tankerne, smilene, de lysende kærter, det grønne juletræ og alle de smukt indpakkede julegaver, som man med fryd i sjælen venter på at give og modtage.

Sindene er så åbne og modtagelige i denne ellers lidt fremmede atmosfære – og sårbare. Mange øjne fyldes med tårer, når lysene tændes, og tankerne går mod dem, der sad hos dem sidste eller forrige jul, men som nu er borte. Og hjertet bliver tungt og ensomt, medens det lydløst banker i længsel efter den, der er draget bort.

Alt dette er blot en del af julen, den del, man ser, hører og fornemmer, men alt det andet: den særlige julestemning, alle de impulser, der mere eller mindre fylder menneskesindet, nogle med en stille og tyst vemod, ateisten med trods eller foragt, og atter andre og vel nok de fleste, med en varm og forventningsfuld glæde, – det er altsammen åndelige tilstande, der sænker sig over vor klodes menneskelige beboere, ihvert fald den del af dem, der kalder sig kristne.

Der sænker sig noget nyt, noget delvis fremmed over vore sind og tanker denne skønne aften, en atmosfære vi uger i forvejen forbereder, og som vi glæder os til at opleve år efter år. Det er som om en anden – og bedre – verden sænker sig over os og lader sit lys trænge ind i vort inderste en kort stund og der sprede sin mildheds varme. Denne anden verden, som helt er af åndelig natur, sænker sig over os med sin blide fred og lader os opleve en ubestemmelig varmende følelse, der kun altfor hastigt dør bort i hverdagens kolde og hårde tilværelse.

I sig selv alene er denne blide følelse også meget vanskelig at beholde under hverdagens strenge krav og nutidens forcerede jag og hårde konkurrence, men – for der er et "men", – i det øjeblik denne blide følelses tilstedeværelse i sindet bliver et bevidst ønske eller mål, dikteret af viljen, i det øjeblik, man indrømmer overfor sig selv, at tilværelsen er både morsommere, lysere og lettere at leve, når sindet er åbent, gavmildt og modtageligt for de åndelige impulser, der omgiver os til enhver tid og i enhver situation, så kommer der et tidspunkt for ethvert åndeligt levende menneske, hvor denne indrømmelse ikke længere er nok, men tværtimod viser sig at være en spore, der får en til at spørge sig selv: "Hvorfor nøjes med denne glæde og fred een gang om året? Hvorfor ikke finde ud af, hvad det er, der skaber den, og hvor der kommer fra, og, når det er opnået, så prøve at medvirke til at skabe en fortsat betingelse for dens forbliven i sindet?"

Det første, man støder på, når man undersøger, hvad det egentlig er, der sker juleaften, og som derfor adskiller den fra så mange andre, er, at langt den overvejende del af vore medmennesker den aften er indstillet på at give, ikke alene gaver, men også i form af deres eget væsens forandrede udstråling. De ødsler den aften langt mere med smil og små kærlige bemærkninger, er langt villigere end ellers til småtjenester og er helt opfyldt af en indre glæde ved tanken om de små eller store overraskelser, der fint indpakkede ligger og venter på at blive uddelt. Men belærer alt dette os ikke netop om, at dersom vi i det daglige ville prøve på at styre vort sind mere, end vi gør, tvinge vor medfødte trang til uvillighed bort og af og til, når det tiltrængtes, virke opmuntrende og glædesbefordrende på vore omgivelser, ville livet være langt lettere at leve for andre – og i sandhed også for os selv! Den ofte så eftertragtede ungdom ville vare meget længere, idet glade og selvdisciplinerede mennesker altid virker som et frisk forårspust.

Som kontrast til denne væremåde behøver jeg blot at nævne det evigt bekymrede egoistiske menneske. Hvorledes det ser ud og virker, er det overflødigt at beskrive. Bundet af en selvskabt verden i hvilken det gør sig identisk med det, det får og især det, det ikke får og nidkært våger over alt, hvad der angår det selv, dømmer det ofte både sig selv og sine omgivelser til at leve i åndelig kulde.

Nej, dersom ethvert menneske havde taknemmelighed og gavmildhed i sit sind, så det dagligt evnede at se alt det gode, det bliver præsenteret for – og huske det, og samtidigt havde forstand og humor nok til at neutralisere det ubehagelige, livet lader det møde, ville tilværelsen blive langt rigere og lykkeligere, end det nu er tilfældet. Det er forståeligt og vel i mange tilfælde det sundeste, at unge mennesker lader det åndelige ligge, da det omkringværende fysiske liv jo kalder stærkt i den alder, men den dag, da den unge er færdig med at "grave og så" i livet omkring sig, og den mere modne tid begynder at sætte ind, så er det hverken undskyldeligt eller forståeligt, at de dybereliggende problemer ikke bliver taget under overvejelse.

Den fuldmodne alder eller høstens tid i menneskets liv, burde være rig og solfyldt! Rig på veludført arbejde, rig på minder og rig på erfaringer; thi det er den tid, hvor forstanden og hjertet tilsammen skal bygge den lade, i hvilken egne og andres værdifulde viden skal opbevares. Vi skal i den tid kritisk forberede os til det, der venter os efter legemets død og bestandig efterspore, hvad det er, der her venter os. Intet må kasseres og intet akcepteres, førend det er grundigt undersøgt. Og har man så endelig været så heldig at finde frem til en viden, der virkelig formår vedblivende at inspirere en, så bør man ikke mageligt sætte sig til rette og sige: "Gud ske lov, så blev jeg såmeget klogere!" – og så lade det blive ved det; thi det er på den måde, at menneskene åndeligt forkalker og dermed misbruger det "pund", der er blevet dem betroet. Man bør da bruge dette "pund" således, at det bliver årsag til glæde, lys og varme i andres sind.

Dybest set er vor juleaften kun et svagt genskin af en højere åndelig verdens liv. Ingen, der ved dette og har forstået det, kan med Forsynets billigelse roligt sætte sig hen og gemme det "pund" eller bare den lille "mønt", som det her har modtaget. Vor verden er hård og vanskelig at gennemtrænge for de åndelige energiers fine vibrationer, men enhver, der kender dem, må kræve af sig selv at være med i kampen for at give dem den grobund, der er nødvendig.

Det er så nemt at gøre sig selv til medejer af åndelig viden, når man først har fundet den, fordi den under tilegnelsen glider ind i bevidstheden som en selvfølgelig og naturlig ting, vokser sammen med eller smelter sammen med alt, hvad ens bevidsthed ellers består af og i løbet af forbavsende kort tid danner et organisk hele, som er ligeså fast tilknyttet ens hele væsen som for eks. legemet med alle dets organer. Men det at gøre sig til medejer er i sig selv ikke nok og må slet ikke være målet, nej, man må gøre sig selv til medarbejder og vel at mærke en medarbejder, der frivilligt aver sit eget sind, undværer af sit eget og derved medvirker til at sprede lys og livgivende glæde omkring sig. En medarbejder som aldrig er bange for at svare, når han bliver spurgt og derved med sin viden bidrager til at lyse det mørke op, der omgiver menneskene idag og gør, at såmange nok hører om julen, – men alligevel slet ikke oplever den som De og jeg!