Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvornår forbinder den diskarnerede ånd sig med det foster i moders liv, i hvilket den skal inkarnere. Sker det øjeblikkeligt ved befrugtningen efter samlejet, eller sker det, således som nogle mener, først tre måneder efter? –

For at en befrugtning overhovedet kan finde sted og en fosterdannelse dermed tage sin begyndelse indenfor de eenpolede væseners område, må vibrationerne (auraen) fra en diskarneret ånd forbinde sig med vibrationerne fra den saligheds- eller behagsfomemmelse, der kommer til kulmination under udøvelsen af det naturlige samleje mellem to væsener af modsat køn. Denne behagsfomemmelse og det diskarnerede væsens aura er nemlig af samme art. Dette vil igen sige, at samlejets to fysiske partnere i vellystkulminationen under samlejeøjeblikket har den samme aura som et diskarneret salighedsvæsen, der lige akkurat er modent til igen at skulle inkarnere i en fysisk organisme. Og der, hvor et sådant diskarneret væsens aura er nøjagtig på samme bølgelængde eller individuelle natur som fællesauraen fra samlejets to partnere under dettes naturlige udøvelse, går nævnte fællesaura i en psykisk-kemisk forbindelse med det diskarnerede væsens aura. Denne forbindelse får sin rodfæstning i den mandlige sæd, der ved samlejet bliver indført i den kvindelige kønsorganisme, og i den heraf affødte befrugtning og begyndende fosterdannelse. Igennem denne rodfæstning af sin aura i fosterdannelsen besjæler det diskarnerede væsen i forbindelse med den organiske kraft, der kommer til udløsning igennem det moderliv, i hvilket fosteret befinder sig, fosterets videre udvikling og skabelse. Det diskarnerede væsens, i tidligere liv opøvede talenter, vil her være afgørende og forme den ny organisme fuldkommen eller ufuldkommen alt efter nævnte talenters fuldkommenhed eller ufuldkommenhed.

Hvordan kan en kunstig befrugtning, hvilket her vil sige: en befrugtning uden samleje mellem to parter af modsat køn, finde sted? –

Enhver normal livsproces forekommer i en så rig fylde, at dens mission til en vis grad kan lykkes, selv om ikke alle ydre betingelser er til stede. Hovedbetingelsen for en befrugtning er jo den mandlige sæds indføring i den kvindelige kønsorganisme. Ved denne sæds udtømmelse fra den mandlige kønsorganisme kan der, selv om denne foregår på kunstig måde uden samleje med en kvindelig partner, udløse sig så megen salighedsenergi at den kan tiltrække et diskarneret væsens aura og her skabe en forbindelse eller kontakt med den, der kan holde et vist begrænset tidsrum eller så længe, som sæden på kunstig måde kan holdes levende. Ved kunstig indføring af denne sæd i de kvindelige kønsorganer, kan det samme kvindelige væsen i visse tilfælde blive besvangret eller befrugtet. Den diskarnerede ånds talenter for organismedannelse kan således ved den her opståede forbindelse og sammen med den organiske skabende kraft i moderlivet komme til udfoldelse, og fosterdannelsen begynder. Men det skal dog bemærkes, at dette er en undtagelse fra det normale, hvorved der opstår et vist minus i denne fosterdannelse, nemlig dette, at generationerne af dette afkom vil dø ud, da det efterhånden taber forplantningsevnen og således bliver ufrugtbare. Ved unddragelse af det naturlige samleje og den heraf affødte hankønslige og hunkønslige kulmination af vellystatmosfære saboterer man selve livskilden. Man skal derfor ikke tro, at den kunstige befrugtning er en velsignelse eller er fremtidens løsen.