Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Det hænder, at mennesker i dette foreningsglade land spørger mig om grunden til, at jeg, som vegetar, ikke er medlem af en af de eksisterende vegetariske foreninger. I almindelighed begrunder jeg mit svar med, at jeg ønsker at stå helt frit og derfor ikke er medlem af nogen som helst forening udover Røde Kors, som jeg ønsker at støtte, men hvis love jeg faktisk ikke kender, hvilket helt turde være min fejl, og en anden neutral sammenslutning.

At jeg ikke er medlem af en forening, er imidlertid ikke ensbetydende med, at jeg ikke interesserer mig for den. Tværtimod er der adskillige foreninger, hvis liv jeg, af rent åndsvidenskabelige grunde, følger med meget stor interesse, og deriblandt netop de vegetariske, fordi jeg der ser et område, hvor næsten alle mulige former for mentale energikombinationer udfolder sig på en, for en udenforstående, yderst lærerig måde.

Som det måske vil være Dem bekendt, afholdt IVU (International Vegetar Union) møde i Holland i dagene 11-18 juli. Her mødtes repræsentanter for de respektive vegetarforeninger i mange lande til fællesdrøftelse af interne anliggender, og jeg har med stor interesse studeret Vegetarisk Tidsskrifts omfattende referat af dette møde. Årsagen hertil har udelukkende været den for mig selv at få konstateret i hvilken grad de rent altruistiske motiver og de modsatte egoistiske dominerer netop denne foreningsdannelse.

At vegetarisk forening har slagside til en rent materiel opfattelse af ernæringsproblemet er jo almenkendt. Det etiske akcepteres naturligvis, men det er ikke hovedindikatoren. Den er, ganske enkelt at mennesket lever længere og bedre på vegetarisk end på animalsk kost. Det for mig ubegribelige er blot, at vegetarerne ikke selv kan indse, at dette grundlag er altfor spinkelt til, at der kan dannes nogen betydningsfuld verdensomspændende forening på det. Ord er jo billige i verden af idag, og vegetarisk forening er ikke den eneste, der mener at sidde inde med den mystiske trylleformular, der skal redde os alle fra hungersdøden. Hvis verden kunne blive "frelst" ved hjælp af svulstige resolutioner, var dette sket for længe siden, og også uden vegetarernes hjælp. Men livet viser nu engang ethvert tænkende menneske, at kun de ideer sejrer, der er forbundne med noget andet og højere end det, der går ud på at skabe et langt, sygdomsfrit liv for en selv. Tag nu ikke disse mine ord som udtryk for noget angreb på de vegetariske foreninger, for sådan er de ikke ment. Jeg finder det blot på sin plads at gøre opmærksom på, at årsagen til at de vegetariske sammenslutninger verden over finder så ringe grobund i de respektive samfund som tilfældet er meget vel kan tænkes at være den, at den vegetariske tanke, løsrevet fra sit sande sammenhæng med en højere etik, er uden nævneværdig inspiration. Masser af mennesker bliver helt op til hundrede år – og befinder sig endda vel – på ganske almindelig kost! Fjerner man den opfattelse fra vegetarismen, at man bør leve vegetarisk af hensyn til dyrene, bliver resten kun et forum for alle mulige divergerende opfattelser. At dette er i overensstemmelse med sandheden bekræftes af nævnte referat. Hør blot:

"Rall (VU) og Briest (VUD) og andre tyske deltagere udtalte sig i meget uforsonlige og pinlige vendinger imod hinanden –"

– Lad være at dette blot er udpluk af et referat, det fortæller dog, at også intolerancen trives indenfor de idealistiske sammenslutninger, der programmæssigt står som forkæmpere for tolerance. Det er disse "opgør" indenfor disse sammenslutninger, der atter og atter lader en forstå, at der endnu er lang vej frem.

Vender vi os nu mod værdien af IVU, får man et glimrende og yderst nøgternt billede af hele bevægelsen gennem danskeren hr. Dessaus saglige og meget tolerante "opgør" med samtlige ansvarlige vegetarledere. Hr. Dessau lagde ikke skjul på sin skuffelse over den kendsgerning, at vegetarbevægelsen om ikke just har spillet fallit, så dog synes uden betydning for verden. Hr. Dessau udtalte:

"Se selv, hvor vi står! – Vær nøgtern! Betragt verden omkring Dem! Når har vi – der ejer en virkelig livseliksir – tændt håbets lys i menneskenes hjerter? Hvem ønsker vor hjælp, når millioner sulter ihjel – skønt netop vi med lethed kunne mætte alle munde, om vi fik råde? Hvor lytter ungdommen til vor stemme for at få hjælp til at bygge sin fremtid på sikker grund?

Mange, mange flere spørgsmål kunne let stilles, men alle svar ville vise vor forsmædelige afmagt. Det, er kun altfor åbenbart: Vi har haft viden nok, men ikke formået at stille den i livets tjeneste, – vi har haft ord nok, men ingen modig handling at stille bag dem, – vi har levet for vegetarismen – nogle af os –, men hvor mange har tilbunds forstået den altbesejrende, livgivende kraft i dens lære?"

Hr. Dessaus indlæg var langt og skarpt – og klogt. Men lad ovenstående citat være nok i denne forbindelse, fordi det indeholder en udtalelse, som ikke helt kan tåle korrektur. Sætningen "Vi har haft viden nok" er smuk, men dækker den virkeligheden? Har medlemmerne i de respektive vegetariske sammenslutninger virkelig viden nok? Nej, de har ikke, – for havde de det, ville de aldrig være gået med til, at det etiske i vegetarismen skulle spille en underordnet rolle. Da ville de alle – med een mund – have tilkendegivet, at det er uværdigt for menneskene at dræbe dyr for at leve, sålænge der findes en anden og ublodigere måde at opretholde tilværelsen på. At være vegetar for blot selv at få nogle flere år at leve i er egoisme, ligegyldigt hvormeget man så end vil camouflere denne egoisme. Man har ikke viden nok, sålænge man ikke gennemskuer dette forhold. Sætningen "Vi har haft ord nok, men ingen modig handling at stille bag dem!" refererer til ovenstående kommentar. Havde vegetarerne mod til at sige: "Vi nægter at spise kød, fordi vi finder enhver form for slagteri af højerestående medskabninger modbydelig og uværdigt!" havde de betydet langt mere, end tilfældet er i dag.

Nej, den vegetariske tanke er en del af en helhed, og man kan ikke lave nogen betydningsfuld verdensbevægelse på nogen som helst del af helheden. Den inspiration, som skaber liv og vækst, udebliver. Vegetarbevægelsen, råkostbevægelsen, esperantobevægelsen, for blot at nævne nogle ganske enkelte bevægelser, der hver for sig mener at være betydningsfulde, spiller så underordnede og ubetydelige roller som tilfældet er, fordi de udgør løsrevne dele af det verdensbillede, med hvilket de er forbundne, – og fordi de kun altfor sjældent tør vedgå sig dette verdensbillede.

Man forstår at mennesker, der ikke gider tænke, og som helst vil leve i "fred" skyder med skarpt på det religiøse, men man forstår vanskeligere, at mennesker, som dog har haft mod til at ændre ældgamle livsvaner også meget hyppigt er mellem dem, der lægger "dybt vand" mellem sig og religionen, ja, direkte hævder, at "vor bevægelse har skam intet med religion at gøre" – – Det er her, i dette specielle forhold, De må se den sande årsag til, at jeg ikke er medlem af nogle af de her nævnte sammenslutninger. For mig er livet religion. Det er i denne kendsgerning, jeg henter al min inspiration til mit arbejde. Jeg skrev før, at De ikke må tage mine udtalelser i dette brev som udtryk for noget som helst angreb på de her nævnte bevægelser. Gør De det, har De grundigt misforstået hensigten med det. Nej, angreb, af hvad art nævnes kan, interesserer mig ikke det mindste, det der interesserer mig som åndsforsker, er den enkelte kendsgerning, at enhver idealistisk sammenslutning, som ikke toner absolut rent flag, nok kan blive født, men derefter af livet selv dømmes til at blive en vantrivning, en svækling, hvis ord bliver overhørte, og hvis meninger kendes magtesløse i modsætning til dem, der klart vedkender sig deres åndelige eller kosmiske tilhørsforhold. Den vegetariske tanke ligger på et meget højt plan, idet den kræver et direkte given afkald på nydelser, der har årtusinders hævd. En sådan tanke kræver andet og mere end ord bag sig, den kræver en handling, som både er så klar og årsagsbegrundet, at der ikke kan rejses tvivl om dens natur som altruistisk. Skjuler man sit motiv bag en tågebanke af "søforklaringer", har man katastrofen, som jo netop består i, at man nok bliver taget alvorlig, men ikke alvorligt nok.

Personligt har jeg altid fundet det yderst ubehageligt, når diskussionen om det vegetariske spørgsmål glider over på de retter, man så skal forsone sig med. Dygtige kvinder som både kan læse og skrive – og det kan efterhånden de fleste i dette land – skal nok vide at skaffe sig underretning om madens sammensætning, dersom det problem bliver aktuelt. Det virker derfor ofte meget nedslående, at samtalerne om det vegetariske problem så godt som altid toner ud i madopskrifter i stedet for at bevæge sig ind over de områder, der kan befrugte ånden. Jeg føler mig overbevist om, at mange mennesker med glæde ville stå i en vegetarbevægelse, hvis den tonede absolut rent flag. Men sålænge de respektive sammenslutninger består af indbyrdes til tider endda meget stridbare medlemmer, føler jeg mig lykkeligst ved at forblive tilskuer. Og så har jeg samtidig en god samvittighed i mit forhold til dyrene!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!