Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

På en måde kunne jeg have lyst til at kalde dette lille brev for "Tanker omkring en bog", fordi jeg i det efterfølgende vil søge at give Dem et indtryk af de tanker, jeg har gjort mig under læsningen af Thit Jensens nyligt udkomne bog "Hvorfra? – Hvorhen?" (Gyldendal 1950).

Bogen er blevet betegnet som en "Spiritistbog" og som følge deraf udsat for mere eller mindre indpakket spot og hån. Trist nok er det stadigt således, at den danske presse opfatter alt oversanseligt som identisk med overtro og svindel. I alvorlige menneskers øjne udtrykker denne opfattelse jo blot et infantilt stadium og er som sådan til liden ære for de mænd, der selv mener at stå i folkeoplysningens tjeneste.

Af samtlige Thit Jensens bøger er denne vel nok den mærkeligste. Det er en udpræget memoirebog, som i store rids tegner et billede af forfatterindens livsvandring; en livsvandring som på en måde helt har stået i det åndeliges tegn, idet hun allerede fra sin tidligste barndom har været under stærk indflydelse af oversanselige kræfter. Thit Jensen hævder selv, at hun er spiritist, og hun skjuler ikke, at hun anser spiritismen for det eneste, der kan frelse verden.

Kan spiritismen det? Er det virkelig således, at samtlige fremtidens slægter vil komme til at basere deres daglige liv og tilværelse på meddelelser og direktiver igennem medier eller "stemmer"? Disse to spørgsmål melder sig ustandseligt under læsningen af denne lidt løst komponerede selvbiografi.

Det giver sig selv, at jeg i de år, jeg har været i Martinus arbejde har læst en meget stor mængde spiritistisk, teosofisk og antroposofisk litteratur. Jeg har ikke alene gjort dette af almen nysgerrighed, men i langt højere grad for at komme i besiddelse af et så stort kontaktgrundlag med andre mennesker som muligt. Ingen studerer disse bøger uden at være i besiddelse af åndelig hunger, og livet har da også forlængst bekræftet, at flertallet af de mennesker, der i dag er de mest trofaste medarbejdere i Martinus arbejde, er kommet til dette arbejde igennem de her nævnte åndsretninger.

Jeg har udelukkende nævnt foranstående for at tilkendegive, at jeg ikke i Thit Jensens bog har fundet noget som helst, som jeg ikke har læst klarere og mere udførligt analyseret andet sted. Man skylder Thit Jensen at nævne dette, idet hun ikke selv sigter mod andet end en stærk understregning af, at hun selv har oplevet de fænomener, hun omtaler, og at hun uden diskussion har absorberet disse fænomener som udtryk for en virkeligt eksisterende åndelig verden, der i alt har været hendes bedste vejleder.

Personligt finder jeg, at spiritisterne ofte gør sig skyldig i en skæbnesvanger misforståelse, når de tror, at de spiritistiske fænomener løser alle problemer. Det har ofte undret mig, at denne dokumentering af den åndelige verdens eksistens igennem mediumistisk tale og samtlige øvrige psykiske fænomener skal være så sensationel og "verdensfrelsende", som den gøres til. Vi er dog mange mennesker på denne jord, som ikke et øjeblik er i tvivl om sandheden i disse fænomener uden at have vandret den lange tvivlens vej, som de må, der først overbevises, når deres egne stole og borde begynder at flyve igennem luften, eller deres egne afdøde kære melder sig ved uigendrivelige beviser. Utallige mennesker er i dag født med et dybtgående talent for udødelighedserkendelse helt udenom de her nævnte fænomener. Personligt har jeg aldrig tvivlet på disse fænomeners eksistens uden derfor at nære noget som helst ønske om at opleve dem i "praksis", og jeg tror, at utallige har det på samme måde.

Vender vi os derefter mod spiritismens øvrige budskaber, viser de med al ønskelig tydelighed, at de ikke løser større mysterier. Det synes mig, som om flertallet af spiritisterne tror, at blot verden bliver klar over, at livet virkeligt fortsætter efter døden, og at loven "Som du sår, skal du høste" er en realitet, vil alting ordne sig. Det er sandt, at det for mange mennesker, især lige efter et elsket menneskes død, er en uhyre, for ikke at sige uberegnelig værdifuld trøst at få bevist, at dette menneske lever, og at man endnu engang kan få kontakt med det, ja, måske endog endnu engang høre dets elskede røst. Men det løser ikke i den forstand noget problem for en. En sådan oplevelses værdi er simpelthen størst derved, at den viser en, at der findes et utal af problemer, man ikke kender og som udvider ens sanseområde langt udover, hvad man før tænkte muligt.

Det, der altid slår en, når man læser spiritistisk litteratur, er, at de mennesker, med hvem der er opnået kontakt, ret hurtigt "går videre". Til hvad? Til såkaldt "højere sfærer", hvor de er umådeligt lykkelige, og hvorfra de ikke ytrer noget ønske om at vende tilbage uanset de på det fysiske plan tilbageblevnes ønske om fortsat kontakt. Ja, gang på gang erfarer man, at man ikke må sørge, fordi sorgen for den diskarnerede er som bånd, der holder vedkommende bundet til den tunge og lave jordmenneskelige tankesfære.

Alt dette er uden tvivl rigtigt, men det fortæller ikke mere, end hvad mange har anet og adskillige oplevet som sandhed, at de høje åndelige verdeners liv er som sommerfuglens, efter at den har frigjort sig fra puppens snævre hylster. Men hvad mere løser denne viden?

Nej, lad os gøre os ganske klart, at spiritismen kun er en af mange veje, der fører menneskene til forståelse af, at det levende væsen er andet og mere end noget timeligt stof, der forgår ved døden. At det levende væsen er hævet over støvets verden og følger andre love end de hidtil kendte. Ingen spiritist, som virkelig har fordybet sig i alt, hvad diskarnerede igennem medier har fortalt, hvad automatskrift har forkyndt, og hvad materialiserede sjæle har meddelt, evner at besvare blot en brøkdel af de problemer, Martinus har afdækket i Livets Bog.

Jeg siger ikke dette for på nogen som helst måde at underkende spiritismens værdi, noget der ligger mig uendelig fjernt, eftersom mange af dens bøger har skænket mig store glæder. Men det er netop disse bøger, der har vist mig dens uhyre begrænsning og ladet mig forstå, at spiritismen ikke har blot skyggen af en chance for at "frelse" verden. Den er et vidunderligt instrument i det store spil, der samlet har menneskeåndens vækst som mål, og som sådan skal den vurderes.

Læser man Thit Jensens bog med en virkelig dyb og alvorlig eftertanke, vil man forstå, hvad jeg mener. Den fortæller nemlig ikke alene mange værdifulde ting om spiritismen, den fortæller også en hel del om et menneske, som den hjalp, men hvis dybest liggende problemer den ikke alene ikke løste, men end ikke viste hende selv vej til. Der er mange dybe, resignerede suk i Thit Jensens bog. Mange for hende selv ubesvarede spørgsmål. Læst rigtigt er bogen værdifuld. Man kommer til at holde af forfatterinden for hendes ildhu og forstår, måske langt bedre end hun selv nogen sinde har haft chance for at forstå, hvorfor hendes liv blev, som det blev, – men den belærer en også alvorligt om, at den såkaldte "okkultisme" ikke bliver den vej, fremtidens slægter vil følge, dertil er den for dunkel, dertil rummer den for mange muligheder for skæbnesvangre fejltagelser!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!