Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvad var det, der var Kristi verdensmission, når det ikke var "Syndernes Forladelse", han skulle bevirke? –

Kristus har med sin fysiske væremåde og sin opfattelse af livet demonstreret en kærlighed, etik og moral og dermed en psyke, der for ethvert åndeligt modent eller udviklet menneske må kompromittere selve det af Moses og profeterne forkyndte gudsbegreb. Den tidligere opfattelse af den ene gud gik jo ud på, at denne guddom var en vredens og hævnens gud, der straffede med et evigt helvede, hvilket igen vil sige: en evig fortabelse eller prisgivelse af en evig pine. Ja, han straffede endog fædrenes synder på børnene, ligesom han ligefrem, skønt han doceres som almægtig, lod ethvert væsen fødes med en såkaldt "Arvesynd". Det måtte således på forhånd fra selve guddommens side være prædestineret til at blive fortabt. Og da det yderligere hedder, at det kun er en lille skare, der undgår fortabelsen, medens hele den øvrige store flok af væsenerne havner på den brede vej, der går lige ind i den evige pine, den gloende ild, hvor der er gråd og tænders gnidsel, må det jo være denne foreteelse, der mest behager den almægtige skaber. Det hedder sig jo, at han er alvidende, alkærlig og almægtig. Når han er alvidende, ved han i forvejen besked med, hvilke af de væsener, han er i færd med at skabe, der vil havne i helvede og således udelukkende kun bliver skabt til en evig uophørlig pine. Da disse fortabte væsener aldrig nogen sinde vil blive befriet af denne pine, kan denne tortering altså ikke betyde noget som helst godt formål, nogen forbedring eller omvendelse til lykke og salighed for disse ulykkelige væsener selv. Kun pine og atter pine. Men en guddom, hvis største skabelsesresultat eller manifestation er en frembringelse af væsener direkte skabt til en evig lidelse, må jo finde behag i denne frembringelse. Til hvilken nytte ellers denne tortering? – De fortabte væsener selv kan jo aldrig nogen sinde få glæde af den, da de evigt er fordømte til denne pine. Da guddommen er alvidende, vidste han på forhånd, hvilke væsener, der ville havne i helvede. Og da han er almægtig, kunne han have ladet være med at skabe netop disse væsener, for hvem der kun ventede en evig pine. Da han ikke desto mindre netop skaber disse væsener i overflod, bliver de ikke noget synligt udtryk for hans alkærlighed. Derimod bliver de logiske konsekvenser af den overleverede, og endnu i dag af de kristne kirkelige autoriteter docerede guddom, et væsen, der finder behag i tortering af de levende væsener, altså et væsen, der kulminerer i sadisme. Men en guddom, der er sadist og benytter sin almægtighed til at skabe væsener til en evig pine i et helvede, er ikke en gud eller guddom, men en djævel i renkultur. At denne obskure guddomsopfattelse før eller senere uundgåeligt måtte blive kompromitteret eller afsløret, alt efter intellektualitetens vækst eller udvikling turde være selvfølgeligt. Dog må man her undskylde de kirkelige autoriteter eller dette gudebilledes profeter, præster og ypperstepræster, thi der foreligger ikke fra deres side noget i retning af bevidst bedrageri eller vildførelse af menneskene med hensyn til deres forkyndelse af ovennævnte guddomsbillede. De er alle i god tro og arbejder netop mere i kraft af denne tro end i kraft af intellektualitet, når det drejer sig om religiøse følelser. De oplever guddomsbilledet i kraft af en af instinkt og følelse grov udformet og for deres religiøse trin tilpasset form. Da de endnu ikke oplever guddomsbilledet i kraft af intellektuel fin-tænkning, ser de ikke de kompromitterende og afslørende intellektuelle detailler i deres forkyndelse, der viser, at deres guddomsbillede er et afgudsbillede. Denne deres guddomsbilledes konfrontation med højintellektualiteten har de ikke brug for, før stærke og bitre erfaringer har bragt dem til at tvivle. Det var menneskehedens befrielse fra dette sadistiske og al gudstillid opløsende afgudsbillede, der blev Jesu Kristi verdensmission.