Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

I mine tanker forestiller jeg mig, at De modtager dette brev omtrent samtidig med, at flagene går til tops her ved Klint i anledning af Martinus 60 års fødselsdag. Da vi netop er i den uge, i hvilken De alligevel skal have brev fra mig, finder jeg, at forsynet her har givet mig en lejlighed til, sammen med Dem, at fejre Martinus festdag ved at lade dette brev nå Dem på selve dagen, og ved helt at hellige det de tanker, som beskæftiger mit eget sind i denne særlige anledning.

Både De og jeg ved, at Martinus for mange mennesker i dette land forlængst er blevet en myte. Ivrige tilhængere af hans lære har gjort alt for at hæve ham til skyerne, og lige så ivrige modstandere har energisk forsøgt at reducere ham til et tidsbegrænset fænomen – et af den slags, der "altid opstår i urolige krigsperioder". Der var engang, hvor jeg temmelig naivt troede, at dette spændingsforhold ville ophøre efterhånden, som Martinus livsværk skred frem; men i dag ved jeg, at det vil bestå i en lang tid fremover. Så store tanker som de "Livets Bog" indeholder, vil altid vække strid, og stærkere, jo mere de gror frem og begynder at gøre sig gældende. Jeg vil derfor helt lade de mange for- og -imod-tanker, som jeg ved eksisterer, ude af betragtning i dette brev og udelukkende beskæftige mig med årsagen til den enkle, men til gengæld absolut urokkelige kendsgerning, at Martinus er blevet det menneske, der har fået størst indflydelse på Deres og mit liv.

Ethvert tænkende menneske ved, at det kan være yderst farligt at give sig ind under et andet menneskes vilje og førerskab. Vi har i vor egen tid set – og ser – forfærdelige eksempler derpå. Det er derfor ikke helt uden grund, at mennesker spørger os, om vi aldrig har fortrudt og ikke frygter at komme til at fortryde, at vi har mødt Martinus på vor livsvej. Når svaret på dette spørgsmål, ihvert fald for mit eget vedkommende, er så afvisende, som tilfældet er, beror det på den helt ud fantastiske befrugtningsevne, hans verdensbillede har på et åndeligt hungrende menneskesind – og på, at dette verdensbillede er som et evigt skærpet sværd rettet imod det i os selv, som både åbent og skjult vil det "onde".

Jeg ved, at mange igennem de snart tredive år, der er gået, siden Martinus oplevede den åndelige proces, der udgør forudsætningen for hans fremtræden som moralsk lærer og vejleder for dem, der søger ham, har ventet, at han "en morgen ville vågne og være berømt". Jeg forstår disse mennesker; men jeg forstår også grunden til, at de vil blive skuffet. Aldrig har der før iblandt os stået et menneske, som i den grad skyer enhver leflen for den store hob, som Martinus, og undersøger man hans måde at skrive på, vil man da også både se og mærke, at den ligesom helt har karakteren af den "undervisning på tomandshånd", han aldrig skjuler, er idealet for dybtgående åndelig undervisning. Det hænder, at mennesker beklager sig over hans "idelige gentagelser"; men disse mennesker glemmer helt, at enhver gentagelse i "Livets Bog" altid forekommer i en ny forbindelse, hvorved den netop bekræfter det høje pædagogiske niveau, dette værk befinder sig på. "Livets Bog" er ikke – og vil ikke i en overskuelig tid – være tilgængelig for enhver. Det budskab, dette værk indeholder, er tilsyneladende "offentligt" nu, men også kun tilsyneladende. Dybest set henvender det sig kun til den, i hvem der brænder en uudslukkelig åndelig sult, – og denne mennesketype hører endnu til enerne.

Åndelig sult? – Jeg ved, at de fleste vil mene, at er der noget, der præger vor tid, så er det hunger efter ny åndelig næring; men jeg ved også, at de fleste helt overser den enkle kendsgerning, at det almindelige menneske i den grad er indsvøbt – eller indspundet – i forældede vaneforestillinger, at kun de færreste har mod og kraft til selv at frigøre sig for disse vaneforestillingers indflydelse på det daglige liv. Som lærer i dette arbejde har jeg haft rig lejlighed til at iagttage, hvor hastigt mennesker åndeligt mættes – og hvor svært de ofte har ved selv at opdage, at de er blevet mætte. Men der er intet alarmerende i denne opdagelse. Tværtimod ville det være alarmerende, om det modsatte havde været tilfældet. Det ville da have kunnet set ud, som om forsynet havde forsømt os og i for lang en tid ladet os være uden åndelig hjælp. Som det nu er, står det enhver åndelig sandhedssøger klart, at Martinus ikke er kommet "forsent" til verden, men netop kommet på et tidspunkt, hvor de tanker, han repræsenterer, kan blive "velfødte" og få fæstnet deres rødder, inden den store hunger sætter ind.

Den store hunger! Kan noget menneske tvivle på, at vi står overfor en tid, hvor ydre begivenheder vil komme til at rette det ene dødbringende slag efter det andet mod de forestillinger, livet i dag leves på? Den, der virkelig "har øjne at se med og øren at høre med", fornemmer det næsten fysisk, som om et kosmisk uvejr af vanvittige dimensioner nærmer sig de jordiske kontinenter. Ilden fra de tusinde våbenesser jorden over flammer dag for dag højere, og folk efter folk får påny forkyndt, at de må forberede sig på "at give afkald". Give afkald på hvad? Ja, ikke alene på materielle goder, men også på fred og tryghed, på drømmen om stille og rolige år i kærligt samvær med dem, de elsker.

Bittert har livet i vor egen tid forkyndt for os, at menneskene ikke støber våben blot for at paradere med dem. Inderst inde ved vi alle, at de kræfter, der påny har taget føringen, langsomt, men usvigeligt sikkert fører os frem imod oplevelser, der vel kan komme til at tåle sammenligning med Apokalypsens værste rædsler; men de af os, der har anvendt tid på udforskningen af de tankeblandinger, der i dag behersker jorden, ved også deres dybere kosmiske hensigt. Som det i det små gælder, at "den, der ikke vil høre, må føle", således også i det store. Menneskeheden vil ikke med rette kunne hævde, at den ingen chancer har fået for at besinde sig. Gennem over to årtusinder har millionvis af præster forkyndt i både øst og vest, at vejen til virkelig fred iblandt menneskene kun går over dette, "at elske sin næste som sig selv" og at give afkald på sværdets afgørelse af stridigheder. Men ordene er blevne devaluerede i vor tid. De har ikke længere nævneværdig gyldighed blandt "moderne intellektuelle", for hvem en ny videnskabelig vildfarelse er langt mere værdifuld end de dybe visdomsord, der stråler ud fra alverdens hellige bøger og skrifter.

"Intellektuel" – ordet har tilbøjelighed til at vende sig i munden på den, der har gennemskuet det blændværk, det repræsenterer. Tror noget menneske mon for alvor, at den fysiske videnskab, hvis heroer oftest er moralsk set ganske små mennesker, nogen sinde vil kunne ophæve den ensomhed i sjælen, der præger mennesket, der har mistet enhver kontakt med det livscentrum, man har givet navnet Gud? Vi har Martinus at takke for, at han i sit værk viser os, at det intellektuelle menneske blot udtrykker et stadium på vejen frem imod den højintellektualitet, der ikke alene akcepterer en guddoms eksistens, men som i alt gør sit liv afhængigt af de kosmiske love og principper, som denne guddom er udtryk for.

Og her er vi da ved det, som forekommer mig at være det, vi denne dag skal standse op ved. Det faldt i Deres og min lod at møde et menneske, som klart og åbent bad os undersøge, om det, han ville give os, havde nogen værdi for os. Han bad os ligeså åbent helt se bort fra hans person; bad os om kun at tage det af hans tanker, der havde værdi for os og at lade resten ligge. De af os, som tog imod dette tilbud i samme ånd, som det blev givet, fandt, at "Livets Bog" med alle sine strålende kosmiske analyser påny knyttede alle de fine tråde mellem os og den "tabte gud", der gjorde, at hjertets slag igen blev rolige, og at den tryghed ved livet, der syntes os forsvundet, påny vendte tilbage.

Årene er gået, og adskillige af os, der var meget unge, da vi traf Martinus, må nu se de første hvide hår melde sig ved tindingerne. Men netop dette, at vi i så lang tid har fulgt hans arbejde, giver os også ret til at tale om det og til åbent at give udtryk for, hvilken lykke det har skænket os. Tiden er en hastig rytter, og mange er tilbøjelige til at glemme, at vi for blot få år tilbage levede under en besættelses knugende tryk. Vi var mange dengang, som alene bevarede vor indre ligevægt på grund af vor tillid til Martinus ord om, at krigens ellers så skånselsløse brand ville skåne dette lille land, og at man, når det store mareridt var overstået, ville se, at Skandinavien var det område, der her i Europa ville slippe nådigst. I dag ved vi, at han har talt sandt, og jeg ved, at endnu flere under kommende nye kriser vil finde trøst i hans ord om, at denne lille plet højt mod nord fremdeles vil ligge under en højere magts dybe og kærlige beskyttelse.

Men det er ikke alene i de farer, en yderverden tvinger ind på os, at Martinus verdensbillede har været vort "faste punkt". Også i de kriser, der uafbrudt opstår i vor egen sjæl, virker hans kosmiske analyser som en guddommelig mildnende og ordnende hånd, der atter og atter bærer os over dage, der ellers synes os uoverkommelige. Fra hundreder af mennesker har jeg i disse mange år hørt, hvorledes Martinus arbejde, hans bøger og foredrag har været til uvurderlig hjælp, og fra mit liv i sagens centrum ved jeg, bedre end de fleste, hvormange der igennem ofte timelange samtaler med Martinus selv har fået lægt tilsyneladende ulægelige åndelige sår. Det er alt dette, der i dette øjeblik er i mine tanker, fordi det ligesom sammen med hans livs hovedværk "Livets Bog" fortæller os om et menneske, hvis egen daglige færd helt er eet med det, han lærer os.

Jeg ved, at Martinus er så noget nær det umuligste menneske at "fejre". Enhver hyldest er hans natur imod. For ham har der aldrig været mere end een at takke. Det ved enhver, der kender ham. Men alligevel må vi have lov til på denne ene dag at bringe ham vort hjertes tak, for hvad han har betydet for os – og for, hvad vi ved, han vil komme til at betyde for enhver, der i fremtiden vil møde hans tanker. Et menneskes liv er en såre kort ting, og vi ved alle, at det, De og jeg har at give, er så lidt, at det kun er naturligt, at "vore navne glemmes, som sne, der faldt i fjor"; men vi ved også, at den "Livets Bog", der i disse år er blevet til for vore øjne, vil leve og i en lidende menneskehed blive som en flammesøjle, hvis lys og varme vil komme til at stråle ned igennem kommende årtusinder og forkynde, at der i jordens ondeste tid levede et menneske, der med egne øjne så alt det, der var skjult for en forblindet menneskeheds øjne.

– – –

Når De sidder med dette brev i hånden, vil vi heroppe, så godt som vi nu formår det, søge at gøre denne dag til et lysende minde for Martinus. Selv har han i denne sommer været spændt meget hårdt for med arbejde og har derfor bedt mig overtage foredragene heroppe. Personligt ved jeg, at det er hans ønske at bruge alle sine kræfter til fuldbyrdelsen af sit livsværk, hvis afslutning vi nu kan skimte. Men jeg tror at give udtryk for alle hans venners inderste tanker, når jeg skriver, at vi alle af hjertet håber, at han endnu i mange, mange år må forblive iblandt os. At tanken er egoistisk, ved jeg; men jeg ved også, at verden er hård, og at vi alle ofte er meget ensomme, og at det derfor er en dyb inspiration for vore hjerter, at der iblandt os lever en, der med hver en fiber i sin sjæl er gesandt for den kærlighedens og tolerancens verden, vi med hele vor sjæl føler eksisterer bag alt det had og al den ufordragelighed, som vor tids mennesker må kæmpe med. Måtte den kærlighedens Gud, som Martinus så lysende klart har vist os eksisterer i alt og over alt, give ham kræfter til at fuldbyrde den mission, der blev hans, og måtte han derefter få lov til at se sit arbejde vokse frem, til glæde og velsignelse for den menneskehed, til hvem det er givet, – det er det ønske, ikke alene jeg, men alle de, der kender hans arbejdes værd, i dag bærer i vore hjerter.

Med kærlig hilsen fra samtlige medarbejdere!