Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Når dette brev er Dem ihænde er det påny højsæson ved Klint. En travl ombygningsperiode er netop overstået og efter 16 års virke på denne plet, tør jeg nu endelig sige, at KOSMOS FERIEBY helt og fuldt er istand til at opfylde samtlige de ønsker, vi i sin tid drømte, den engang skulle kunne opfylde. Vi ejer nu den skønneste ramme om et feriesamvær, hvor åndelige eller kosmiske problemer er det centrale, og det ligger nu helt i vor egen hånd at udfylde denne ramme på en sådan måde, at de mange års slid og de ikke altid små økonomiske ofre ikke har været forgæves.

Da baggrunden for denne store fysiske skabelse hele vejen igennem har været ønsket om at få en plet, hvor vinterens åndelige undervisning kunne fortsætte, tror jeg, at jeg glæder korrespondanceafdelingens deltagere mest ved i mine få breve heroppe fra at give et koncentreret referat af foredragene. Da det faldt i min lod at indlede sæsonens foredragsrække, falder det mig ikke så vanskeligt at gengive det første foredrags hovedlinier. Dets titel lød:

Blandt de dyder som det jordiske menneske sætter højest, er bl.a. kunsten at kunne resignere eller give afkald. Så højt er denne evne vurderet, at langt de fleste forældre på et tidligt tidspunkt af deres barns liv, fortæller det, at kun den, som i sig har denne evne, har mulighed for at blive et lykkeligt menneske.

Årsagen hertil er vel i høj grad den kendsgerning, at det jordiske menneske under sin fremvækst er en "himmelstormer". Dets sind er et hav af begær efter livsoplevelse og det vel at mærke: lykkelig livsoplevelse. Hvem af os har ikke villet rive himlens stjerner ned for at skænke dem til vor elskede, og hvem af os har ikke båret på drømmen om den helt store sukces? Intet under at de, der er ældre i livet derfor har følt sig kaldede til at advare os og fortælle, at som livet kan give os vidunderlig medbør, kan det også i den grad skuffe, at vi, hvis vi ikke er forberedte derpå, kan komme i fare for helt at miste vor åndelige balance.

Imidlertid ligger der i selve udtrykket "kunsten at kunne resignere" en tilkendegivelse af, at denne reaktionsmåde ikke er så ligetil. Noget, der må udtrykkes som "kunst", kræver talent for sin udløsning, og hvor mange har egentlig dette talent?

Sagt noget brutalt er det i virkeligheden kun ganske få mennesker givet at kunne resignere uden protest. Flertallet nægter ganske simpelt at indstille sig på, at deres inderste ønsker ikke vil blive opfyldt. I stedet for at søge at udfinde årsagerne til, at livet atter og atter går dem imod, søger de fleste mennesker at placere skylden for fiaskoen udenfor dem selv. De bliver "skuffede", "bitre", "melankolske" eller "vrede" over den modgang, de oplever, og søger årsagen til den i omgivelsernes mangel på forståelse af deres egenart. I relation til Martinus analyser om talenternes tilblivelse, kan man kalde disse tilstande for resignationstalentets A.stadium. Man har ønsket, ønsket er ikke blevet opfyldt og man må derfor "øve sig i" at bære skuffelsen. At denne "øvelse" mislykkes ændrer ikke den kendsgerning, at den altid må gå forud for dannelsen af talentet for resignation.

At mange mennesker i deres udvikling er nået dertil, at det står dem klart, at der må være noget hos dem selv, der må være årsag til den modgang, de oplever, afslører klart resignationstalentets B.stadium. Her står vi overfor mennesker, der også føler sig skuffede og bitre, men som dog alligevel er begyndt at vende brodden mod sig selv. Resultatet heraf er uundgåeligt, at disse mennesker kommer hurtigere over deres skuffelser end den førstnævnte type, der ofte i den grad kan "begrave sig" i bitterhed og vrede mod deres omgivelser, at hele deres daglige liv tager farve deraf. Disse mennesker lever meget hyppigt i langvarige depressionstilstande, som udelukkende har rod i deres manglende evne til at se tingene i deres rette lys. Den anden type derimod har det i sin natur at kunne "tage sig sammen" og ved en viljesansåændelse hæve sig ud af modgangens grå og triste atmosfære.

Spørger man om årsagen til at nogle mennesker overhovedet ikke evner at tage modgang, medens andre ikke alene evner at tage den, men også meget hurtigt evner at få det bedste ud af den, må svaret være, at mennesket uden nogen art af kosmisk indsigt sanser livet uden kontakt med tilværelsens kosmiske perspektivprincip. Sådanne mennesker ser altid "den gale vej". De stirrer forblindede på dem, der tilsyneladende har større sukces end dem selv og resultatet heraf bliver uundgåeligt, at de ikke når at få opbygget noget talent for at klare skuffelsernes uundgåelige byrde. Det udviklede menneske er dybest set kun "udviklet", fordi det i sig har fået kontakt med tilværelsens kosmiske perspektivprincip og i modgangsperioder tvinger sig selv til at se den "rigtige vej".

Hvad er så den "rigtige vej"? Ganske enkelt den der befolkes af mennesker, der har det værre end en selv. Den, som er ekspert i at se den vej, vil altid finde en mængde forsonende elementer i sin egen tilstand. Et sådant menneske ser nok sine egne vanskeligheder, men ved at anskue dem udfra det her angivne synspunkt, føler det med overvældende styrke, at det faktisk er "sluppet billigt" og derfor har grund til at være forsynet taknemmeligt.

Vender vi os nu imod dem, der virkelig er resignationskunstnere, oplever vi det forbløffende, at disse mennesker ikke alene magter enhver form for modgang, men også magter den på en sådan måde, at alt synes at vende sig "til det gode" for dem. Årsagen hertil er den ganske enkle, at det virkeligt store menneske ikke venter sig det allermindste af livet. Det ved i hvor høj grad de mentale energier i vor verden er blandede med slagside til mentalt mørke og elendighed, og drømmer derfor ikke et øjeblik om at få et liv i overdådig lykke, ja, betragter det i almindelighed som noget direkte umuligt. Derudover ved det, at når det er født i denne verden, er det fordi, det har noget at lære her. Denne indstilling hæver dets sanseevne op på et andet plan end det, vi almindeligvis stilles overfor, et plan hvor livet simpelthen erkendes som en vekselvirkning mellem det selv – og guddommen. Det er denne livsindstilling vi møder i helt afklaret form i Jesus berømte ord: "Fader, ske ikke min, men din vilje!" Det kosmisk indstillede menneske er jo kun "kosmisk indstillet" derved, at det klart erkender, at livet er et spil mellem egenvilje og guddommelig vilje. Det ved, at alt det vi under eet kalder skuffelse, modgang eller smerte, er egenviljens regulære tilbageslag og ejer i denne sin viden den største kraft til at imødegå de slag livet giver.

Kunsten at kunne resignere er således ikke nogen let kunst. Selve ordet "resignation", har noget trist, noget negativt over sig og mange mennesker har derfor også den opfattelse, at et menneske, der har resigneret, er et menneske der ligesom har trukket sig ud af livskampen. Ingen opfattelse kan være mere forkert. Det er sandt, at mange mennesker flygter ind i en tilsyneladende resigneret tilstand og forbliver der, men en undersøgelse af deres skuffede miner og hele sjælelige habitus, vil hurtigt afsløre, at de kun har resigneret med protest. En sådan tilstand er direkte negativ, både for disse mennesker selv og for deres omgivelser. Målet for vor åndelige vækst er ikke, at vi skal nå til at indse håbløsheden i vore ønsker eller begær, men derimod, at vi skal lære at akceptere vor sjælelige begrænsning og udnytte de muligheder vor midlertidige udvikling giver os. I stedet for at stirre sig blind på en situation, som går en imod, skal man lære at akceptere den. Den, der gør det, opnår med det samme at få al den energi til positiv rådighed, som før blev anvendt negativt. Det er svært at stå overfor modgang, men vi ved dog alle, at medens den lykke, der venter os, kan være problematisk, så betyder det, at vi lever her, at vi hele tiden må være forberedte på at skulle magte både små og store sorger. Men en sorg er en kosmisk energikombination, som vi ikke magter ved åndeligt at gå i "baglås" og jamre. Stor eller lille er sorgen i sig selv en afgrænset energikombination, vi kun har chance for at magte ved at akceptere den og søge at finde dens rette kosmiske placering. Gør vi det, er vi inde på en vej, der altid vil føre til en for os selv god løsning, fordi vi da simpelthen i vort indre spørger forsynet om meningen med det, vi står overfor. Synker vi deriomd ned i pessimisme eller melankoli, blokerer vi selv de kanaler, ad hvilken hjælpen skal nå vor betrængte sjæl.

Resignationens C.stadium har derfor intet med beklagelse eller utidig jammer at gøre. Også det store menneske føler modgangens smertefulde brod, men hans reaktion er – det viser al åndsforskning – en ganske anden end den, vi møder hos det almindelige menneske, der i sin fornærmethed på livet kan gå så vidt, at det i sin egen modgang finder beviset for, at guddommen ikke eksisterer. Det store menneske akcepterer ganske enkelt livet, som det virkeligt er og finder i denne sin indstilling både kraft og inspiration til ikke alene at leve sit eget liv i en indre, urokkelig fred med sig selv, men også – eller måske netop derfor – kraft til at være det "lys", der leder den "vildfarne" ud af de af ham selv skabte labyrinter.

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!

P.S.

Tak for de mange dejlige bøger, der er sendt herop til "sommerbibliotheket". De fylder, men ak! – ikke nok! I tillid til, at der rundt omkring stod en masse bøger, som de respektive ejere ikke gad læse een gang til, lavede jeg reolerne ret omfattende!!! Hvis De hører til dem, der endnu ikke har set efter, om De ikke har et par bøger, De ved, De ikke læser een gang til, så tænk på vore tomme reoler heroppe. Kommer De her, så kan jeg til gengæld love Dem en masse bøger, De endnu ikke har læst – rent bortset fra, at De altså har den glæde, at bøger, der hos Dem kun samler støv, her har en meget stor chance for at sprede glæde i mange andres sind!!! Adressen er blot: Klintsøgaard, Nykøbing Sj.