Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Mon ikke det vil glæde Dem at høre, at vi, når dette brev er Dem ihænde, er ved at kunne melde alt i orden heroppe til sommersæsonen. Jeg vil tro det! Vi har haft en travl tid, men tingene er lykkedes for os, og når De, forhåbentlig da, inden længe ankommer hertil, vil De finde, at feriebyen nu langt om længe er blevet det, vi igennem snart mange år har drømt, den skulle være: en plet, hvor ånd og kultur har alle muligheder for at udfolde sig på den mest harmoniske måde.

I den nys overståede pinse holdt jeg et lille foredrag, som mange tilhørere bad om måtte komme i "korrespondancen". Da det kan være lidt vanskeligt at koncentrere dets indhold ned til få sider, forsøger jeg at "springe lige ind i det", hvorfor De må tilgive mig denne lidt bratte overgang fra en indledning, jeg gerne ville have uddybet lidt mere. Foredraget havde imidlertid relation til det, vi i disse uger har været beskæftiget med, deraf dets navn:

Men pionerånden har ikke alene sat frugt inden for den rent fysiske forskning. Det almindelige menneske, der bøjer sig i støvet for dem, der underlagde sig jorden og tvang materien til at lystre den menneskelige vilje, overser ofte den kendsgerning, at det arbejde, som her er gjort, kun kan udgøre forløberne til den kultur, der engang må omslutte hele jorden og gøre den lige så velsignet, som den i dag synes at være forbandet.

Undersøger man imidlertid livet, vil man hurtigt se, at der udover de allerede nævnte pionerer, altid har været en række andre, hvis liv måske nok er mindre fysisk spændende, men derfor ikke mindre betydningsfuldt for os alle, nemlig alle de, der i lyset af deres egen indre viden, er med til at forme vor ånd. Vejen til nordpolen var svær, men vejen til Golgatha var heller ikke let at tilbagelægge. Vi står her overfor en række skikkelser, der, på samme måde som de andre store, er indvævede i vore barndomserindringer, og som også dengang kunne få vore kinder til at gløde og vort hjerte til at banke. Måske glemmer de fleste, hvorledes de som små blev grebet af storheden i det, som siden kaldtes vor "barnetro", men lad os engang standse op og påny betragte disse åndens pionerer og spørge os selv, om de ikke, trods al tale om det modsatte, endnu har værdi for os.

Vi ved alle, at kirkerne langsomt affolkes, og at mange mener, at kristendommen har spillet fallit. Vi ved også, at den åndelige krise, der er så åbenbar i den vestlige verden, har sin parallel i både den nære og den fjerne orient, og at utallige mener, at videnskaben i dag er kaldet til at afløse religionen. Ja, mange går endda så vidt at de mener, at skikkelser som Kristus, Buddha, Muhammed o.s.v. har haft "deres tid" og nu ikke længere har nogen betydning, hvilket dybest set vil sige, at de faktisk skulle have levet forgæves, eftersom hele deres liv og virke udelukkende tog sigte på den omformning af menneskeånden, hvis sidste frugt skulle blive en ny og fra dyreriget og junglen totalt afvigende verden.

Imidlertid har disse synspunkter kun deres rod i den overvældende mængde materielle nyerobringer, som menneskeånden har oplevet det sidste århundrede. Vi er næsten blevet åndeligt druknet i fysiske sensationer, og adskillige er efterhånden blevet ofre for den tro, at videnskaben en skønne dag ikke alene kan skabe liv, men også seriefremstille mennesker af bestemt åndelig struktur.

Imidlertid er det jo heller ikke skjult for nogen, at vi, samtidigt med at have besejret materien og tvunget den til at lystre vor vilje, har oplevet at se det dyriske i vor natur, fejre sande orgier. Ondskaben har holdt sit indtog i vort liv i en sådan grad, at den snart griner os imøde, hvorhen vi end vender os. Ord som "svindel" og "bedrag", der i "gamle dage" kun blev anvendt i forbindelse med direkte forbrydelser, kastes nu efter snart sagt hvert andet menneske, og overalt opdrages børnene til at nære en konsekvent mistillid til deres medmennesker. Uhæderlighedens brandrøde og ildelugtende blomster dominerer billedet, hvorhen vi end vender os, og det åndeligt udviklede menneske kender sig mere ensomt end nogen sinde før.

I en sådan tid må det ikke forbavse nogen, at den åndelige pionerånd påny løfter hovedet. Vi bruger støvet, men vi er ikke af støv, vi er af ånd, og denne ånd kræver påny lys for at leve. Den fysiske verden ligger bag os, men foran os ligger den åndelige verdens ukendte vidder og vinker, og vi begynder at forstå, at hverken Kristus eller de andre store åndelige pionerer har levet forgæves. De så noget, vi endnu ikke ser, og de handlede ud fra en viden, vi endnu ikke har, men som vi brændende begærer at have. For dem var livet ikke mystik. De levede ikke i mentale tågezoner, og de led ikke under dybe og permanente samvittighedskriser.

Lad mig da sige Dem, at vi alle her i dag er samlet på en plet, der er viet den åndelige pionerånd, der altid vil sejre, hvor store vanskelighederne i øjeblikket end kan se ud. Mænd og kvinder har her skabt en plet, hvor man ikke skal skamme sig over at indrømme, at man stoler på en guds eksistens, og at man indretter sit liv efter den overbevisning, at vi i det mindste som i det største skal stå til ansvar for vore handlinger. Vi skylder en Martinus' flammende og levende ånd, at vi i dag har den indsigt, vi har, og vi ville kun være små og utaknemmelige sjæle, om vi ikke evnede at bruge dette vort liv til, hver for sig, at bidrage til, at den ånd, som han har vist os, og som i vore egne vanskeligheder har været vort nuværende livs største og mest uudtømmelige hjælpekilde, kan vokse frem og sætte frugt, også i andre menneskesjæle. Kosmos ferieby har, som De og jeg, en ydre side, og den kan vi nu være bekendt. Mange har her udført et til tider næsten utroligt slid for at forme dette ydre smukkest muligt. Men feriebyen har også, som De og jeg, en skjult side, og denne side udgør i sig selv inkarnationen af den pionerånd, der altid, som en lysende fakkel, må gå foran de søgende. Vi bygger her en skole af ånd, lad os aldrig glemme det. En dag er De og jeg borte, og ingen kender vore navne. Men har vort liv her sat en frugt, som kommer andre til nytte, og som er med til at bære et stort åndeligt lys frem, har ingen af os levet forgæves, og vi vil da i andre zoner kunne glæde os over, at vi ikke svigtede det eneste, der giver vort liv værdi: at have været til nytte for vor næste, således at også hans sjæl kunne blive ramt af en funke fra den guddom, der varmede os, gav os liv og bar os frem imod den skønhed og kærlighed, som er hans væsens inderste natur. Glem aldrig, at kampens detaljer bliver værdiløse i samme sekund, man for dem glemmer det eneste, der har værdi: målet – og målet på denne plads er ikke alene vor egen mentale omformning, det er det, at denne plads bliver "det lys på bjerget, der ikke kan skjules".

– – – – – – –

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!