Kontaktbrev 1950/5 side 5
Spørgsmål indsendt til denne rubrik besvares i den indsendte rækkefølge, dog kun forsåvidt besvarelsen må anses for at have almen interesse. Offentliggørelsen af de givne svar i aviser, tidsskrifter o.l. må kun finde sted efter indhentet tilladelse.
Spørgsmål 9.
Når en sjæl eller ånd ved den såkaldte "død" forlader eller mister sit fysiske legeme, indtræder den da i en tilstand, hvor den er sig sit forladte jordliv bevidst, jeg mener: husker den slægt og venner, og hvad den har gennemlevet? –
Svar:
Fordi et levende væsen forlader eller mister sit fysiske legeme, mister det ikke i første instans sin fysiske bevidsthed, hvilket her i dette tilfælde vil sige: sine i sidste jordliv oplevede erfaringer, erindringer om slægt og venner etc. og øvrige viden.
Da den fysiske bevidsthed således er tanker og tankematerier, udgør den i sig selv ikke noget fysisk, materielt, men er i virkeligheden af ren åndelig natur. Den er derfor uafhængig af det fysiske legeme og kan ikke gå under sammen med det. Den vil efter det fysiske legemes undergang stadig være knyttet til det Jeg, der med sin evige overbevidsthed og underbevidsthed danner den bag den fysiske organisme fremtrædende levende ånd, der er det sande og virkelige, udødelige væsen. Når nævnte ånd ved døden mister sit fysiske legeme og dermed den fysiske del af sit hjerne- og nervesystem, der er sædet for dets fysiske dagsbevidsthed, vil det ved nævnte død miste den heraf afhængige evne til direkte bevidst at vekselvirke med det fysiske plan og dermed også evnen til at stå i direkte fysisk forbindelse med de efterladte på samme plan.
Da dets dagsbevidsthed imidlertid ved døden overføres til natbevidstheden, der er dagsbevidsthed på det åndelige plan, vil det her stadigt leve i en bevidst jongleren med sine oplevede erfaringer, erindringer, sin oplevede viden etc. fra det forladte fysiske jordliv. Disse psykiske foreteelser vil nu blive det afgørende fundament for graden af lys eller lykke i væsenets ved døden indtrådte totale åndelige tilværelse.
Spørgsmål 10.
Eksisterer der nogen naturlig og uden ad mediumistisk vej udløst forbindelse mellem de levende og de såkaldt "afdøde" væsener? –
Svar:
Mellem de levende og "de døde" er der en meget stor livsvigtig og aktiv forbindelse. Ved døden bliver et væsens vågne, fysiske dagsbevidsthed overført til dets natbevidsthed, der udgør samme væsens dagsbevidsthed på det åndelige eller psykiske plan. Da de fysiske væseners dagsbevidsthed under den dybe normale søvn også er overført til natbevidstheden, befinder de sig under denne fysiske søvn i en tilstand, hvor de har vågen dagsbevidsthed på samme plan som "de afdøde". De levende og "de døde" kan da her fortsætte den indbyrdes tankeudveksling og det ønskede samvær, de ikke mere kan få udløst på det fysiske plan. Livsvigtige ideer, advarsler, råd og vejledning udveksles her gensidigt i stor stil mellem begge planers væsener. Og selv om erindringen om et sådant åndeligt samvær og de hermed forbundne oplevelser totalt mangler i den fysiske dagsbevidsthed ved væsenets opvågnen efter søvnen, vil den alligevel være nedplantet i samme væsens underbevidsthed og herfra ved givne særlige lejligheder eller situationer forplante sig til den vågne fysiske dagsbevidsthed. Den vil da på intuitionslignende måde befrugte vedkommende væsens tankeverden med den viden, det åndelige eller psykiske materiale, der var det åndelige samværs kerneindhold.
På denne måde står alle levende væsener i en ufarlig og beskyttet forbindelse med den åndelige verden. Døden er ikke den store adskillelse fra de kære "afdøde", eller dem man holder af, som menneskene, her på jorden i al almindelighed forestiller sig. Dette vil efterhånden blive til en så levende opfattelse eller kendsgerning, at alt det sortsyn, der med fortvivlelse, tårer og livslede i dag gør en bisættelse eller begravelse til en begrædelsesceremoni i sort, sort og atter sort, vil ændres således, at begravelsen bliver det, den skal være, en lykønskningens og lysets fest. Den naturlige død vil altid være en udfrielse af den indskrænkning i livsoplevelse og det heraf affødte sjælelige fængsel, som en udødelig ånds tilknytning en invalid, defekt eller affældig og for livsoplevelse uegnet organisme må siges at være. En sådan befrielse skal ikke begrædes, men lykønskes.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige