Kontaktbrev 1950/4 side 6
Spørgsmål indsendt til denne rubrik besvares i den indsendte rækkefølge, dog kun forsåvidt besvarelsen må anses for at have almen interesse. Offentliggørelsen af de givne svar i aviser, tidsskrifter o.l. må kun finde sted efter indhentet tilladelse.
Spørgsmål 8.
Ifølge tidligere besvarelser af spørgsmål her i korrespondancebrevet angående den vegetabilske ernæring synes det at fremgå, at råkostnydelse ikke er mere fordelagtig end nydelsen af de kogte produkter, er det rigtigt? –
Svar.
De tidligere besvarelser af ovennævnte spørgsmål har ikke drejet sig om at belyse, hvorvidt råkost var at foretrække fremfor den kogte mad, men kun at henvise til, at den vegetabilske føde var at foretrække fremfor den animalske, ligesom der også i de nævnte besvarelser kun er taget stilling til, om selve kogningens anvendelse i ernæringsproduktionen var skadelig eller ikke skadelig. Det må derfor naturligvis være underforstået, at den analyse af kogningen, der blev givet i besvarelsen, kun gælder i de situationer og med hensyn til bearbejdelsen af de produkters omdannelse til tålelig føde for mennesket, der har gjort kogningen aktuel og gennem århundreders erfaringer vist denne som ligefrem uundværlig i det jordmenneskelige ernæringsområde.
At kogningen ikke behøves overfor de ernæringsprodukter, der af naturen selv allerede er omdannet til en form for så åndeligt overvægtigt mikroliv og kun iklædt et sådant minimum af fysisk materie, at det helt uden at dræbes kan optages som næring i en organisme og her fortsætte sin normale tilværelse, er selvfølgeligt. Uden dette endemål for udviklingen af ernæringsprincippet og fordøjelsesprocessens forvandling fra en drabs- eller dødsproces til en livsproces for mikrolivet ville intet væsen nogensinde på det fysiske plan kunne komme fri af det dræbende princip. Det måtte stadigt igennem sin fordøjelsesproces nedkalde helvede, død og undergang over myriader af mikrovæsener for selv at kunne leve, selvom det overfor mellemkosmiske væsener (dyr og medmennesker) forlængst har tilegnet sig en englelig tilværelse.
Der er altså ved at udvikle sig en finere fordøjelsesform i jordmenneskets organiske struktur, som efterhånden skal fjerne det dræbende princip fra fordøjelsens område, således at væsenet også her i sit forhold til mikrovæsenerne kan komme til at manifestere overholdelsen af det femte bud: "Du skal ikke dræbe", og således på alle felter kan repræsentere det fuldkomne eller færdige menneskes væremåde eller den totale opfyldelse af næstekærlighedsloven.
Med udviklingen af denne nye drabsfri fordøjelsesproces er en hermed forbunden særlig kostsituation ved at blive aktuel. Man begynder således i stigende grad at påberåbe sig "råkost" som den absolut eneste retmæssige ernæringsform og ønsker kogningen bandlyst fra ethvert felt i det menneskelige ernæringsområde. Som vi allerede er gjort bekendt med, er denne indstilling hverken logisk eller videnskabelig i de tilfælde, hvor det drejer sig om de meget robuste og grove produkters anvendelse i menneskets ernæring, idet kogningen her ikke blot er uskadelig, men ligefrem nødvendig som et middel, ved hvilket man kan omdanne disse for en dyrisk fordøjelsesevne beregnede produkter til menneskeføde. Noget helt andet gør sig naturligvis gældende der, hvor det drejer sig om anvendelsen af de førnævnte fra naturens hånd til ren føde færdigudviklede produkter, hvis mikroliv derfor kan overgå som næring i en organisme uden nogen form for forudgående aflivningsproces eller drabsbefordrende fordøjelse. Ja, hvor nævnte mikrolivs normale fysiske og psykiske tilværelse ligefrem er afhængig af denne optagelse som næring i en organisme. At kogningen derfor her ikke blot er overflødig, men ligefrem er skadelig vil ikke være vanskeligt at forstå, når man erfarer, at disse af naturen selv som fødemidler færdigudviklede produkter udgør de spiselige modne frugters kød og safter. At modne appelsiner, bananer, ferskener, vindruer, blommer, æbler, pærer, meloner etc. samt i nogen grad også de lettere bladprodukter, der anvendes i salater, og ligeledes de udpressede safter af milde gulerodsagtige rodprodukter ikke vinder i velsmag og aroma ved kogning og uden denne eller nogen anden aflivningsproces med lethed optages som næring i jordmenneskets organisme, tør vel forudsættes almenkendt. Og vi har således her for os, navnlig i de spiselige modne frugters kød og safter, det mikroliv, der helt uden nogen drabsproces, aflivende fordøjelse eller fysisk undergang kan optages som næring i en organisme og som derfor med denne sin kontakt med overholdelsen af det femte bud og kærlighedsloven udgør det fuldkomne menneskes sande føde.
Men det jordiske menneske er endnu langt fra at være et færdigudviklet eller fuldkomment menneske. Det tilhører endnu i stor udstrækning stadierne mellem "dyr" og "menneske". Dets fordøjelse og kostsituation er derfor også en mellemting mellem det dyriske og menneskelige. Det har derfor endnu ikke evne til helt at kunne leve ved de rene frugters kød og safter alene, men må stadig have et vist kvantum af de grovere vegetabilske produkter. Og det nuværende jordmenneskelige ernæringsproblem er derfor ikke et spørgsmål om, hvad der er bedst, enten den her berørte råkost eller de grove produkter, indenfor hvilke kogningen endnu er aktuel, men udgør derimod i højeste grad spørgsmålet: Hvilken kombination eller sammensætning af de to kostarter skal man anvende for at gardere sin absolutte sundhed og det heraf følgende normale, kropslige velvære? –
Da jordmenneskene er højst forskelligt udviklede og derfor heller ikke kan befinde sig på samme kosttrin, må svaret blive individuelt. Enhver må derfor iagttage sin egen organismes reaktioner overfor de forskellige ernæringsprodukter og derigennem komme til erkendelse af den kostsammensætning, der lige akkurat for ham eller hende giver den fuldkomneste fornemmelse af sundhed og velvære. (Se forøvrigt bogen "Den ideelle Føde", som fås fra forlaget).
Tilbage til artikler af Martinus
Forrige