Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

I mit sidste brev til Dem berørte jeg et problem, som forekommer mig selv at være kernen i al åndelig higen, nemlig vor længsel efter det "møde med Guddommen", gennem hvilket samtlige modsætningsforhold mellem os selv og "verden" bryder sammen til fordel for den bevidste oplevelse af vor egen udødelighed og af altings absolutte samhørighed.

Selvom man i sin undersøgelse af andres her oplevede erfaringer står overfor noget, den almindelige videnskab vil kalde "total subjektivitet", idet den, med rette iøvrigt, vil kunne hævde, at de skildrede oplevelser unddrager sig enhver form for kontrol, er det dog ligefuldt disse oplevelser, der i deres kulminerende tilstand ligger til grund for alt det, man under eet kalder "religion". Sand religion er aldrig et produkt af forudgående tænkning. Den religiøse tænkning følger først efter oplevelsen, hvor den person, der netop har oplevet sit møde med verdensaltets ophav, ofte må kæmpe en hård kamp med et fattigt ordforråd for blot at kunne give en tilnærmelsesvis beskrivelse af det oplevede.

At dette er rigtigt, ses af de sande mystikeres stadigt tilbagevendende anvendelse af ord som "uudsigelig fryd", "ubeskrivelig lykke" eller "overjordisk salighed". Man forstår, at disse mennesker gerne vil, men simpelthen på grund af manglende udtryksmidler, afstår fra at forsøge at gengive det oplevede i et for os forståeligt sprog. Denne ensartethed i samtlige beskrivelser røber, at sansefornemmelserne for hver enkelt er den samme: en lykketilstand så sublim, at vedkommende simpelthen ikke anede dens reelle eksistens. Martinus er den, der først af alle har haft mod til i sit værk at meddele, at denne lykkefølelse kun kan udtrykkes ved en fantastisk forstærket fornemmelse af den salighed det jordiske menneske oplever under en seksuel udløsning.

Lad os imidlertid, før vi forsøger at trænge dybere ind i årsagerne til, at det jordiske menneske kun formår at gengive denne så skønne oplevelse i så få og så fattige udtryk, endnu engang lytte til, hvad de har at fortælle, der har haft disse oplevelser, idet disse beretninger, hvor ordfattige de end er, dog udgør en væsentlig bestanddel af det fundament, vor overbevisning om Guddommens eksistens som andet og mere end en skøn fantasi, hviler på.

Kirkefaderen Augustin, hvem næppe noget menneske vil finde på at beskylde for bevidst at ville føre nogen bag lyset, udtrykker sin oplevelse med følgende ord: "Jeg indtrådte i det højeste stadium, foreningen, og skuede med min sjæls hemmelighedsfulde øje det lys, der aldrig skifter, og som er over min sjæls øje, over min forstand. Det var noget, der var vidt forskelligt fra enhver jordisk belysning".

Den sydtyske munk Suso skildrer sin oplevelse således: "Den var uden form eller art, men indeholdt i sig den mest henrykkende fryd. Det var frembryden af det evige livs sødme, følt som nærværende i kontemplationens stilhed".

Abbed Molinos udbryder: "Den indre vej, hvis mål er forening med Gud, består i fuldstændig underkastelse under Guds vilje, tilintetgørelse af al egenvilje og en uanfægtet og ubekymret sjælelig passivitet, indtil den mystiske nåde på ufattelig måde bliver en til del. Uden frygt eller bekymring at give sig ind under tilværelsens lov, det er at bryde skranken, der skiller Jeg'et fra Altet. Men de er kun få, der formår det. Da nedsænkes vi og taber os selv i Guds uendelige godheds umådelige dyb og hviler der trygt og ubevægelige. I denne tilstand lever sjælen ikke mere i sig selv, thi Gud lever i den. Med fuld sandhed kan vi sige, at vi er guddommeliggjorte!"

Nyplatonismens grundlægger Plotinos meddeler, at han tre gange har haft den store oplevelse og beskriver den således: "Når sjælen er i denne tilstand, viser den Ene sig pludselig, uden mellemled, og de er ikke længere to, men een, og sjælen har ikke mere nogen bevidsthed om legemet eller forstanden, men ved, at den er, hvor den attrår at være, og at den er, hvor der ikke kan være noget bedrag, og at den ikke vil bortbytte sin salighedsfølelse for alle himlens himle!"

Og til slut to oplevelser fra den nyere tid. Først den amerikanske forfatter Bucke, hvis navn jeg allerede berørte i mit sidste brev. Han fortæller, at han en aften, efter et lykkeligt samvær med sine venner, på vejen hjem i sporvognen pludselig så sig omstrålet af et blændende lys. Samtidigt hermed skete der det, at han "ikke kom til at tro, men så og vidste, at verden ikke er død materie, men et levende væsen, at menneskets sjæl er udødelig, og at universet er indrettet og ordnet således, at alle ting virker sammen til det gode for hver enkelt og for alle!"

Og så endelig danskeren H. C. Ørsted, der skriver: "Jo stærkere et menneske stræber efter at leve i Gud, des oftere bliver det ham givet i hellige øjeblikke at tilintetgøre hos sig modsætningen mellem Gud og verden, idet det fremtræder for hans åndelige bevidsthed, at det man kalder verden, er en guddomsvirkning!"

Jeg kunne fortsætte disse inspirerende beretninger næsten uendeligt, så utallige er de, men de indtil nu gengivne må være nok til at vise, at vi her står overfor det, man i daglig tale kalder "mystik", et ord, som for de fleste dækker noget uhåndgribeligt, mærkeligt eller tåget, altså noget, der ikke har relation til vort vågne dagsbevidste liv.

Men hvorfor har man kaldt disse oplevelser mystiske? Det har man, fordi der ikke hidindtil har foreligget nogen gennemført analyse af vor egen mentalitets kosmiske struktur. Jeg indrømmer åbent, at indtil jeg mødte Martinus, forekom disse beretninger mig akkurat ligeså ubegribelige, som de fremdeles forekommer enhver, der ikke har modtaget nogen som helst undervisning om de kræfter, der udgør grundlaget for selve det, at vi er til. Men idag forekommer de mig ikke alene ikke mystiske, de udgør for mig selve bevisførelsen for Martinus kosmiske verdensbilledes identitet med den sandhed, der alene kan udgøre den "klippe", vi tør bygge på.

Så lidt som det vilde urskovsmenneske har nogen som helst forudsætning for at begribe princippet i et moderne elektronmikroskop, har det almindelige åndeligt uoplyste menneske nogen forudsætning for helt at forstå eller bedømme sandheden i de ovenanførte åndelige beretninger. Man må have kendskab til en hel række elementære åndelige problemer, for at få kontakt med kernen i disse beretninger, men har man dette kendskab, udgør de en uvurderlig nøgle til forståelse af en mængde indre åndelige oplevelser, som vi alle har! For vi har nemlig, sammenlagt, et utal af "lyse øjeblikke", stunder, hvor vor egen sjæl ligesom i lynglimt fatter den dybere hensigt med det, vi oplever. Men netop fordi vi lever i en verden, hvor det sjælelige endnu må friste en kummerlig tilværelse, fortoner disse åndelige glimt, disse lysoplevelser sig så hastigt. Kun få har endnu hjulpet os til at iklæde vore tanker indenfor dette område ordets klædebon. Vi oplever – og befinder os i den ulykkelige situation ikke at vide, på hvilken måde vi skal give udtryk for det oplevede.

Her er det, at jeg finder, at Martinus analyser kommer til at spille en aldeles overvældende rolle i fremtidens åndsliv. Igennem et i virkeligheden næsten ufatteligt koncentreret arbejde, har han fundet frem til helt nye gloser og udtryk, ved hvis hjælp store åndelige terræner nu er bragt frem i dagsbevidsthedens klare lys. Når engang disse gloser er absorberet af flertallet, vil vor evne til at give udtryk for det, der finder sted i vor sjæl være mangedoblet, os en helt ny form for åndsliv vil da være en kendsgerning. Det, vi idag kalder "mystik", vil da forlængst være erkendt som den virkelighed, der vel var skjult for fortidens mennesker, men som ikke desto mindre atter og atter gennembrød det tykke panser af primitiv overtro, som omgav mange selv tilsyneladende fremskredne mennesker, og i form af lysende og fantastisk inspirerende oplevelser gengav dem troen på det guddomshåb, som jo netop i vor verden synes at være så forfærdende ringe.

I lyset af en højere indsigt i tilværelsesmysteriet, udgør de utallige beretninger om kosmiske glimt og oplevelser, som litteraturen efterhånden er så rig på, den "stige", der trin for trin bærer det søgende menneske frem til en urokkelig forståelse af, at guddomstanken og dets egen drøm om personlig udødelighed ikke er primitive fantasterier, men derimod noget, der fra dybet af dets sjæl baner sig vej frem til dets vågne, dagsbevidste liv. Vi er alle kosmiske rejsende på vej mod det i os selv, der er hævet over det fysiske livs tyngde. Vor anelse om eksistensen af denne såkaldte "skjulte" side af vort bevidsthedsliv, udgjorde den direkte udløsende årsag til det, vi kalder "religiøsitet", og som bandt os meget stærkt dengang vore intellektuelle centrer lå i svøb. Men idag degenererer vor trosevne voldsomt, hvad der har ført mange til den antagelse, at alt åndeligt såvel som Guddommen selv beror på illusion. Intet er mere fejlagtigt, og intet er mere negativt. Uden Guddom er vort intellekt goldt. Det er da en tjener for vor egoisme, vor selvdyrkelse, – kun i kontakt med et altgennemtrængende guddomsbegreb formår de intellektuelle kræfter at frigøre mennesket for det åndsfordummende tågeslør, der hindrer i klart at se den vej, der alene fører til åndelig frigjorthed, til kunst eller til den kærlighed, i lyset af hvilken livet er skønhed og guddommelig fuldkommenhed.

– – – – – – – – – –

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere her i huset!