Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

På en af mine rejser traf jeg engang en yderst tiltalende ældre herre med hvem jeg kom i en længere samtale. Naturligvis erindrer jeg ikke hele samtalens indhold, men eet erindrer jeg, og det er, at han pludselig spurgte mig, hvorfra jeg fik mod til at søge at praktisere mine idealer så radikalt, som tilfældet åbenbart var.

Hans spørgsmål rørte ved noget fundamentalt i både mit eget og i de fleste af de menneskers liv, som slutter op om Martinus verdensbillede, nemlig det, at vi efter at have mødt de kosmiske analyser på vor vej, er ophørte med blot at være religiøse teoretikere.

Men hvor får vi mod fra til at gå i gang? Hvor får vi mod fra til langsomt at tilkæmpe os en ny væremåde, som på mange områder bringer os i direkte konflikt både med nærmere og fjernere krese, med hvem vi før havde udmærket kontakt? "Fra vor nye viden!" vil de fleste vel svare, men dette svar er kun delvis rigtigt. En ny viden er en spore og i dette tilfælde en stærk spore, men den ville ikke være nok, om den ikke var knyttet til noget uhyre fundamentalt i vor natur, nemlig vort mere eller mindre hensovede talent for kosmisk livsoplevelse, for vor evne til bevidst at fatte guddommens reelle eksistens.

Ny viden er "ny vin" for vore sjæle, og denne ny vin kan beruse. Man kan virkelig blive så betaget af de nye kosmiske perspektiver, man stifter bekendtskab med, at man i en periode helt overser, at det trods alt ikke er denne viden, der i sig selv kan være målet for vor åndelige higen. Viden er vejen, vi går på. Er vi uvidende, går vi på en forkert vej og når et forkert mål. Da træder vi ind i smertens og lidelsens tågeverden, og i stedet for lovsang føder vi kun pinefuld gråd. Går vi derimod den videndes vej, vil vi en dag, – det kan ske hurtigt, og det kan vare flere liv, ingen ved det! – komme til den oplevelse, der hele tiden var målet for vor indre higen imod "sandhedens tinder".

Denne oplevelse kan ikke fremtvinges. Det er sandt, at mange har forsøgt at hensætte sig selv i kunstig ekstase og også i den oplevet forunderlige ting, men disse oplevelser har ikke bagefter haft samme virkning som den sande oplevelse. Det har været en rus, der nok er salig, medens den står på, men som bagefter giver "tømmermænd" og efterlader tvivl om sandheden i det oplevede.

Anderledes derimod med den sande oplevelse. Den kommer til det åndeligt søgende menneske som en "tyv om natten", men når den kommer, betyder den i sig selv den højeste belønning for enhver udstået modgang, enhver oplevet ydmygelse under vandringen.

Netop fordi denne oplevelse udgør den inderste kerne i vor åndelige søgen, vor åndelige hunger, vil jeg i dette første brev til Dem fortælle Dem lidt om den lykke, der bliver det menneske til del, der møder den på sin vej, i håbet om at det, jeg skriver, må blive Dem en opmuntring i en måske grå hverdag. Thi det er i vor indre sikre viden om, at disse oplevelser virkeligt eksisterer, og at de også en dag vil komme til os, at vi henter mod til at trodse det een gang vedtagne og til under vor egen bevidste viljes tryk at ændre vor livsbane fra at have fulgt de uvidendes makadamiserede landevej og slå ind på den erkendelsens stenede sti, der langsomt, meget langsomt fører os mod det attråede mål.

I sin lille, fine bog "Vejen jeg gik", fortæller dr. phil. Karl Hude's fremragende hustru, Anna Hude, en række eksempler på den virkning, denne kosmiske oplevelse, dette direkte møde med guddommen, har på de, der oplever det. Anna Hude henter efterfølgende eksempel fra den amerikanske forfatter Bucke's værk om samme emne. Bucke er iøvrigt den, der første gang har betegnet mennesker, der har haft disse oplevelser, som mennesker med "kosmisk bevidsthed". Jeg citerer:

"En af de fyldigste beretninger om denne store oplevelse, der refereres i Buckes værk, skyldes en ung amerikanerinde, som har haft en sjælden evne til at fastholde, hvad hun følte i sin forunderlige tilstand. I modsætning til de fleste mystikere, var hun ikke, hvad man i almindelighed forstår ved religiøs, hun betegner sig selv forud for oplevelsen som agnostiker (en, der åbent indrømmer sit ukendskab til tingenes oprindelse), men det ses af hendes fremstilling, at ikke blot hendes egne, men også andres sorger hvilede tungt på hendes sind. Da kom der et øjeblik, hvor hun "gav slip på sig selv". Et religiøst menneske ville måske sige "gav sig Gud i vold", man mindes Jesu ord: Bekymrer eder ikke! Og da kom oplevelsen. Af den udførlige beretning anføres her hovedtrækkene:

"Jeg følte nærværelsen af noget ophøjet og magnetisk, stort og altgennemtrængende. Jeg indså og forstod den dybere mening med alting. Hvad betyder æoners lidelse, hvis den fører til dette? Nu var det, som om en hurtigt fremvældende bølge af ubeskriveligt blændende lys slog sammen over mig, jeg følte mig indhyllet, opslugt. Jeg var ved at miste min bevidsthed, min identitet. Nu fulgte en tilstand af ekstase: kun een i det hele univers! Den alfuldkomne, al-elskende Ene! – En grænseløs kærlighed og ømhed syntes at strømme ned over mig!" Og hun tilføjer en efterskrift, der rummer uendelig meget: "Nu raser jeg ikke mere, som jeg engang gjorde, men er tavs, når jeg sidder og ser udover alverdens sorg!"

Vi har i disse få linier en fortættet og genial beskrivelse af det, Martinus i sit værk kalder "et kosmisk glimt", altså en forudoplevelse af det, som senere bliver til den totale oplevelse af mødet med guddommen, den proces, han i sit værk kalder "Den store fødsel", og hvis natur han har skildret i dens forskellige faser i sin lille bog "Omkring min missions fødsel" (1942), og af hvilket jeg her citerer selve kulminationen, idet den, sammenholdt med ovenstående beretning til fulde viser os hvilken vidunderlig oplevelse, der venter enhver, der for alvor tager kampen med sit eget lavere jeg op og fuldt bevidst, på trods af al modstand, al latterliggørelse, søger at leve så nær op til de guddommelige love, som det er menneskeligt muligt.

"Jeg så ind i en blå lysende himmel, der ligesom blev trukket til side, hvorved en ny og endnu mere lysende himmel kom til syne. Og således blev det ved med at fortsætte, indtil en himmel kom til syne, der var af et så overdådigt blændende gyldent lys og af en så hastigvibrerende materie, at jeg følte, at her var jeg på højden eller toppunktet af, hvad min organisme og bevidsthed kunne tåle. Et eneste skridt, en eneste brøkdel af et sekund videre, og den overjordiske bølgelængde ville med lynets umådelige kraft øjeblikkelig have ført mig ud af al fysisk tilværelse. Men i de brøkdele af et sekund, åbenbaringen varede, oplevede jeg en verden af hellighed, renhed, harmoni og fuldkommenhed. Jeg befandt mig i et hav af lys. Dette var ikke, som i min første åbenbaring, hvidt som sne, men havde derimod guldets farve. Alle detailler var ild, der var forgyldt. Gennem det hele vibrerede små gyldne tråde, der funklede og glitrede her og der, i og over alt. Jeg følte, at dette var Guds bevidsthed, hans egen tankesfære. Det var den materie, den almagt, den højeste levende kraft, igennem hvilken det guddommelige Jeg styrede og ledede oceaner af verdener, mælkeveje og stjernebyer, såvel i mikrokosmos som i makrokosmos. Jeg var ganske bjærgtaget. Den guddommelige ild vibrerede i og udenfor, over og under mig. Den "Guds ånd", der ifølge Biblen "svævede over vandene", den "Ild" der "brændte i tornebusken" for Moses, den "ild", der førte Elias til himmels, den "ild", i hvilken Jesus blev "forklaret" på bjærget, den "ild", der viste sig over apostlenes hoveder, og senere skabte Saulus om til Paulus på vejen til Damaskus, den "ild", der gennem alle tider har været "alfa" og "omega" i enhver form for højeste skabelse, manifestation eller åbenbaring, flammede her foran mine egne øjne, vibrerede i mit eget bryst, i mit eget hjærte, indhyllede mit hele væsen. Jeg følte det, som om jeg badede i et element af kærlighed. Jeg var ved ophavet, var ved selve kilden til alt, hvad der findes af varme i en faders og moders sympati for afkommet, af gensidig hengivenhed i et ungt pars elskovsleg. Jeg så den kraft, der får en hånd til at underskrive benådning, ophæve slaveri, beskytte de små i tilværelsen, det lille dyr såvel som det affældige menneske. Jeg så det solskin, der kan smelte isen og fjerne kulden i ethvert sind, omdanne håbløshedens og pessimismens golde ørkener til frugtbare, solrige egne i bevidstheden, varme hjærtet, inspirere forstanden, og derved få individet til at tilgive uretten, elske fjenden og forstå forbryderen. Jeg ligesom hvilede ved den almægtige guddoms bryst. Jeg dvælede i alkærlighedens udspring, så den guddommelige fuldkommenhed, så jeg var eet med vejen, sandheden og livet, var eet med den store Fader. –"

– – – – – – – – – –

I håbet om, at dette brev ikke alene må være Dem en kilde til glæde og inspiration, men også en indledning til en række efterfølgende breve, sender jeg Dem en kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere her i huset!