Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1950/1 side 1
Den 13.1.1950.
Kære læser!
Gang på gang er vi i de år, der er gået, siden vi nedlagde korrespondanceafdelingen til fordel for omdannelsen af KOSMOS, blevet opfordret til at genoplive den påny. Langt mere end vi dengang var klar over, var denne afdeling åbenbart en inspiration for de mange, der på den måde var i forbindelse med os.
Personligt havde jeg imidlertid definitivt opgivet denne form for kontakt med sagens interesserede, men i julens overvældende post var der påny meget indtrængende opfordringer til mig om, at disse breve igen måtte udkomme, hvorfor jeg drøftede sagen med Martinus. Resultatet heraf er blevet, at vi genopretter korrespondanceafdelingen på den måde, at brevene i stedet for at udkomme hver 14. dag, nu vil udkomme hver 3. uge, og at de, i stedet for at indeholde et fortsat referat af Martinus foredrag, – det, der nu udkommer i KOSMOS, – vil indeholde en rubrik for "Spørgsmål og Svar", i hvilken Martinus besvarer de spørgsmål, der gennem årene er indsendt hertil, samt de der fremdeles bliver sendt.
Lad mig imidlertid med det samme bemærke, at vi beder Dem om, at dette tilbud ikke i Dem skaber en "valgkonflikt" mellem disse breve og KOSMOS. Bladet er så langt det vigtigste led i vor kamp for disse nye tanker, og da det er ret kostbart at fremstille, vil et frafald af abonnenter være katastrofalt for os. Korrespondanceafdelingen genoprettes udelukkende, fordi vi føler det som vor pligt at imødekomme det behov, der her findes, og fordi vi har grund til at tro, at vi herigennem skaber en virkelig glæde for alle de, der på denne måde igen får ligesom et "privatbrev" fra os.
Og må jeg så til slut benytte lejligheden til på det hjerteligste at gengælde den overvældende mængde kærlige jule- og nytårshilsner, der ved det nu svundne års afslutning strømmede ind til os! De må tro mig, når jeg skriver, at denne vældige post for hver eneste af os betyder en kolossal inspiration til arbejdet i det år, der nu er begyndt! Hver for sig føler vi, at vi kun kan besvare den kærlighed, der her strømmer os imøde, ved at anstrenge os af al vor evne til at yde vort bedste i vor fælles kamp for en ny og skønnere livsindstillings fødsel!
Med hjertelig hilsen fra
Deres hengivne
Erik Gerner Larsson.
P. S. Da vi ønsker at gøre brevene endnu smukkere, end de gamle var, et ønske vi kan få opfyldt igennem vore nye maskiner, har vi sat prisen til kr. 1.00 pr. brev. Vi vedlægger som sidst girokort i hvertandet brev, da det viste sig at være en udmærket ordning. Vi beder samtlige korrespondancemodtagere, som sidste gang modtog brevene verderlagsfrit tilsendt, sætte sig i forbindelse med os, da også den ordning naturligvis fortsætter. Næste brev ankommer til Dem lørdag morgen den 4. februar.
G. L.