Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Det er med en vis vemodig Følelse i Sindet, at jeg dennegang sætter mig til Skrivemaskinen. Gennem 135 Breve har jeg nu prøvet at knytte Traadene mellem Dem og Martinus Arbejde saa stærkt, som det har været mig mulig, samtidig med at jeg selv ligesom har haft Illusionen af at skrive til et Utal af rent personlige Venner! Jeg har mange Gange spurgt mig selv, om jeg ikke, naar alt kom til alt, har været den, der har haft størst Glæde af denne Korrespondance. Den har, mere end noget andet i disse Aar, givet mig Mulighed for at fortælle Dem baade om Livet her og de Tanker vi, der daglig er beskæftiget med Martinus Arbejde, gaar og tumler med. Fra mange Breve og mange kærlige Haandtryk ved jeg, at mine Breve ihvert Fald hos adskillige af Modtagerne har opfyldt den Mission, jeg tilsigtede: at være en stilfærdig, kærlig Hilsen fra dette Sted, der dog er Maalet for saa manges Tanker.

Da jeg den 19. Oktober 1941 sendte det første Korrespondancebrev ud, haabede vi her, at der vilde blive et halvthundrede Mennesker, der vilde interessere sig for denne nyoprettede Afdeling. Der blev flere hundrede, og vi forstod, at den imødekom et Krav. Paa den anden Side har vi lige siden stilet imod en bedre Løsning af vor Kontakt med denne Sags mange Interesserede. Vi vidste, at den ideelle Løsning maatte blive et Tidsskrift, der paa een og samme Tid kunde være et Kontakt-Organ for de mange Studiegrupper baade indenfor og efterhaanden ogsaa udenfor Landets Grænser, samtidigt med at det kunde være det "aabne Vindue", der kunde gøre andre interesserede i vort Arbejde.

Men ihvor stort Martinus Arbejde end er i Dag, saa har det dog begyndt i det Smaa. Dets Vækst er bygget af en Mosaik, der i Begyndelsen kun bestod af faa trofaste Venner, – Venner, som kun er ophørt at virke direkte sammen med os i samme Grad, som de forlod det fysiske Plan. Jeg har ofte tænkt, at det skønneste ved dette Arbejde er den Trofasthed, den moralske Pligtfølelse, som udløses af dem, der for Alvor er trængt ind i dets Kerne. Jeg ved jo, at man kan møde dette Arbejde, som man møder enhver anden midlertidig Interesse i sit Liv, saadan efter "komme-og-gaa" Princippet. Men man kan ogsaa møde det paa en helt anden Maade. Det er hændt mange i denne Sag, at de, efter i en Periode at have "nippet" til de kosmiske Analyser, ved en eller anden Lejlighed i deres Liv pludselig har oplevet disse Analysers rent ud fantastiske Evne til at tænde Blodet i Brand. Og er det først sket, ja saa er der absolut ingen Vej tilbage!

Et religiøst Arbejde har almindeligvis ikke gode Kaar i vor Verden. Mennesket befinder sig paa et meget mærkeligt Trin i sin evige Udvikling. Det føles ofte for den, der arbejder med et Idemateriale, der maa betegnes som "religiøst", som om det almindelige Menneske befinder sig i en Slags aandelig "Lømmelalder". Læg engang Mærke til, hvor let det falder et saadant Menneske at karakterisere et Aandsarbejde som "Svindel" eller "Fidusmageri". Det er, som om det almindelige Menneske vægrer sig ved at tro paa, at dette, at bruge sit Liv i de store aandelige eller kosmiske Princippers Tjeneste, kan ske paa samme hæderlige Vis, som indenfor de saakaldt almindelige Omraader. Det er denne Indstilling, der ofte gør det svært for et moderne indstillet Menneske at tage den Kamp, det aandelige Liv byder.

Men ikke alene gør de her nævnte ydre Vilkaar det svært for den Enkelte at bekende sin religiøse Indstilling til Tilværelsen. Vanskelighederne øges ogsaa af de "gammeltreligiøst" indstillede. Disse Mennesker har ned gennem Tiderne faaet skabt religiøse Forestillinger, som tynger næsten endnu værre end selve Dogmerne. Er man religiøs, maa man ikke Dit og ikke Dat. "Det-kan-man-da-ikke-naar-man-er-religiøs" Politiken, har her lagt et knugende Tryk henover Livet og har i Virkeligheden øget de Vanskeligheder, en ny Tids Religiøsitet har at kæmpe med, betydeligt mere end de fleste tænker sig. Et er jo, at de forskellige Sekter har dannet sig forskellige Livsformer, som de slavisk kræver, at deres Medlemmer skal overholde for at blive "salige", men disse Krav har ulykkeligvis ført til, at den menige Mand simpelthen reagerer overfor enhver aandelig Nydannelse udfra den Indstilling, at han her staar overfor en "ny Sekt", en Indstilling, det næsten ikke er til at komme tillivs. At jeg i denne Sag ved, hvad jeg taler om, betvivler De sikkert ikke, og hvis De gør det, saa læs blot følgende smaa Citater fra Dagspressen: "Brdr. Houlberg har solgt deres Herregaard "Klintsø" til den religiøse Sekt Cosmus" og videre: "Sekten bygger paa Profeten Martinus Ideer osv."

Naturligvis kan man tage sig disse Ting let og blot nøjes med at smile, – saadan vil ihvert Fald de fleste tænke. Men kan man det? Svaret maa blive at baade-og. Thi røber saadanne Avismeddelelser ikke andet, saa røber de ihvert Fald de Vanskeligheder, det religiøse Liv har at kæmpe med. For, oprigtig talt, hvem bryder sig egentlig om at tilhøre "Sekten Cosmus"? Absolut ingen moderne Mennesker! Jeg husker en af mine gode Venner, en Husmands, Reaktion ved Avisens Meddelelse. Han saa en Smule skævt ned til mig fra sin Agestol og spurgte meget forsigtigt: "Du hører da s'gutte med til nogen Sekt, vel?" Spørgsmaalet røbede for mig, at der afhang temmelig meget af mit Svar; der drog da ogsaa et tydeligt Lettelsens Drag henover hans Ansigt, da jeg med et stort Smil forsikrede ham om, at han ikke behøvede at være bange-!

Men Vanskelighederne er ikke endt med de her nævnte. Endnu et Omraade skal føjes til, for at Billedet er komplet, og det er de Vanskeligheder, der følger med at ændre noget saa profant som sin Kost. Nævner man altfor aabent, at man lever vegetarisk, vil man næsten med det samme blive rubriceret som "Medlem af en eller anden Sekt", og føjer man til, at man hverken nyder Spiritus eller Tobak, findes der kun to Løsninger: enten, at man er "hellig", eller ogsaa "lidt til en Side", en tredie gives næsten ikke. At man har valgt denne Levevis paa Basis af sin egen Forstands soleklare Ræsonnementer, forekommer altfor absurdt til, at man tør kræve at blive taget alvorligt. Vi er vist adskillige, der indenfor disse Omraader er blevet mødt med Suppleringsspørgsmaalet "Er De gift?" og paa et positivt Svar har faaet et: "Naa, Gudskelov! – som om dette sidste alligevel røbede, at der endnu var Haab for en!

Jeg har nævnt alle disse Ting for Dem for at understrege, at den Kamp vi fører, maa føres paa mange Fronter. Det, at være Aandsforsker, er endnu saa nyt, at de fleste forbinder det med noget kirkeligt eller noget mysteriøst, man daarligt kan forlange skal blive taget alvorligt. Bedre end de fleste forstaar jeg, at saamange vælger at have deres aandelige Interesse som noget rent privat, og at mange, paa direkte Spørgsmaal svarer undvigende. Men set i et lidt højere Lys er denne Indstilling uholdbar i det lange Løb. Studiet af de kosmiske Analyser paalægger os ingen Missionspligt, men de giver os paa den anden Side heller ingen Ret til negativ Tavshed. At møde Verdensplanen i den Udstrækning vi har Mulighed for at gøre det i Martinus store Hovedværk Livets Bog, forpligter os, om vi da forstaar den, til at tænke paa, hvad vi kan gøre, for at ogsaa andre kan opleve dette inspirerende Møde. Men medens svundne Tiders religiøse Mennesker næsten maatte føle sig forpligtet til at "gaa ud og omvende", saa har vi ikke den Forpligtelse over os, af den ganske simple Grund, at dette, i Forbindelse med et højintellektuelt Verdensbillede, vist maa siges at være noget af det mest naive, for ikke at sige direkte skadelige, vi i denne Forbindelse kunde foretage os. Men derfra og saa til direkte at fortie sin Opdagelse er ogsaa et stort Spring. Vi har vor Bevidsthed for at bruge den. Og ingen Steder har vi større Glæde af vor Viden end der, hvor vi gør Nytte med den. Menneskene trænger i Dag mere end nogen Sinde til aandelig Hjælp, og faar de den ikke af dem, der besidder den, hvem skal saa give dem den? Kunsten at tie er en af de største og ædleste Former for Kunst, men den maa ikke knuse Kunsten at tale! Vi er alle i Forbindelse med Mennesker og har derfor alle Mulighed for at hjælpe til i en højere Oplysnings Tjeneste. Man behøver ikke i denne Tjeneste at slaa sig paa Brystet og paastaa, at man sidder inde med "hele Sandheden". Man kan, som jeg ved mange af mine Venner gør, gaa den Vej, at man en Dag rent en passant siger til en god Ven: "Her skal De forresten lige se en Artikel, jeg har haft stor Glæde af at læse, prøv at læs den igennem, det kan jo være, at det den omhandler, er lige noget for Dem!" – Martinus Stof er ikke skabt til at staa paa Reoler. Mere end noget andet er det skabt for at cirkulere! Og naar vi nu har paataget os det Arbejde, det er at skabe et nyt Kosmos, saa er det jo netop fordi vi føler, at vi her maa gøre, hvad vi kan for at hjælpe Dem paa bedst mulig Maade. Vi ved jo, at De, ligesom vi selv, er optaget af, at dette Arbejde maa ud til de flest mulige. Men vi har selv hele Tiden holdt igen, fordi vort Arbejde ikke var færdigt. Tænk blot paa, hvad der er sket, siden jeg sendte Brev Nr. 1. Det kom fra Glahns Alle! Imellem det Brev og dette sidste, ligger baade Erobringen af Mariendalsvej og Klintsøgaard, vort Arbejdes ydre Ramme! Jeg ved, at vi alle her, har arbejdet meget haardt i disse Aar for at bringe denne ydre Ramme i Overensstemmelse med den indre, drømte. I Hovedtrækkene er dette Maal nu naaet. Tilbage er nu kun at udfylde denne Ramme paa den smukkeste Maade – og saa igen sprænge den, naar den paany bliver for snæver!!!

Men foreløbig er Rammen meget rummelig og giver Mulighed for et "muntert og virksomt" Liv. "Muntert og virksomt" – lyder det ikke næsten blasfemisk i Forbindelse med et religiøst Arbejde? Det gør det, fordi altfor mange lever paa den taabelige Forestilling, at man ved et religiøst Liv faktisk forstaar noget stift og halvtrist! Men vi er hverken stive eller halvtriste! Vi er tværtimod meget levende, saa levende, at vi udmærket ved, at vor Væremaade af og til falder den gammeltreligiøst indstillede lidt for Brystet. Men det faar være! Skal vi være med til at bygge en ny Mentalverden op, nytter det ikke, at vi gør det med altfor mange Mindreværdskomplekser fra den gamle i Behold. I mit eget Livs private Slagsang "Jeg vælger mig April", forekommer der en Strofe, jeg atter og atter nynner for mig selv. Den lyder helt enkelt "– det volder lidt Rabalder, men Fred er ej det bedste, men at man noget vil!" Og vi vil noget. Derfor maser vi jo paa ustandeligt. Men een Ting vil vi ikke: vi vil ikke være eller blive Fanatikere, ikke paa Vilkaar! Vil Mennesker leve af raa Gulerødder, nuvel, saa dem om det. Det har aldrig for mig selv været noget Problem, blot jeg maa faa Lov til at spise min egen veltillavede Vegetarkost i Fred! Det er i Dag saa let at komme i Krig med saa den ene og saa den anden om rene Petitesser. Lad os som Kontrast til alt dette være Freden. Være Mennesker som i Stilhed, paa hver sin Facon, finder frem til et Liv i højere Kontakt med de etiske Idealer end før. Men lad os lade Være med at blive Visitkortidealister. Lad Menneskene efter vor Død fortælle hvem vi var, hvis det interesserer nogen, men lad os ikke selv komme ind paa den Slags Narrestreger. Lad os, som dybt Interesserede i Livet prøve paa, ved Hjælp af vor egen Viden, plus den Martinus kosmiske Analyser giver os, at skabe os et Liv, der baade er interessant og fyldt med Humør og Smil. Hvis ikke Studiet af de kosmiske Analyser udvikler vor humoristiske Sans og dermed Evnen til en naturlig og selvfølgelig Tolerance, er det bestemt ikke disse Analysers Skyld! Jeg har nu kendt Martinus i saa mange Aar, at jeg ikke betænker mig paa aabent at sige, at han selv hverken er kedelig, stiv, trist eller blottet for Humor. Tværtimod! Omend personlig ukendt af de fleste, har han i disse Aar betydet mere for dem, der har lært hans Arbejde at kende, end de fleste i dette Land. Men netop fordi hans Arbejde indeholder disse enorme Mængder mentalt Lys, maa det være vor Opgave at bringe det videre ud. Vi maa aldrig blive trætte deraf og aldrig ophøre dermed. Vort Arbejde er selve den ny Tid, de andre venter paa, derfor maa vi ikke give op i den Kamp, der bestaar i at lære vore Omgivelser, at det nye ved vor religiøse Indstilling blot bestaar i, at vi mindre snakker om den, end er den! Og vel at mærke er den paa en Maade, der kun kan skabe Sympati! Vi skal ikke være glade Kristne med hallelujavendte Øjne, men derimod glade Mennesker, hvis Humør simpelthen ikke kan lade være med at smitte Omgivelserne. Lad det blot blive kendt, at vi, paa Basis af en indbyrdes Trang til at være gode imod hinanden, skabte denne Sags rent ydre Rammer, men ogsaa det Indhold, der skal fylde disse Rammer ud, – og at vi skabte det uden det forenings- og sektmæssige Tilbehør, de andre plages med. Denne Kendsgerning er nemlig urokkelig, samtidig med, at den er uhyre betydningsfuld! Thi den afslører, at vi, selvom vi endnu er faa, er en endog meget stærk Kraft. Jeg har mødt denne Kraft hver Gang, vi skulde skabe noget Nyt, og jeg ved, at den er en Realitet. At denne Kraft er knyttet til Martinus Person betyder for mig kun noget godt, fordi jeg bedre end de fleste ved, hvad han igen er knyttet til. Det er i denne indre Koordinering med de bag den ydre Materie skjulte aandelige Kræfter, jeg selv faar Kraft til at virke, og jeg ved dog, at de Veje, jeg har gaaet, kan enhver gaa baade sammen med mig og efter mig. Med andre Ord: det Liv Martinus Arbejde indebærer, er et aandeligt sundt Liv. Det giver mere end det kræver, og det danner i sig selv et aandelig Fundament, som ingen ydre Kraft, hvor forstandsmæssig den saa end gør Krav paa at være, kan knuse!

- - - - -

Det er Jul nu, og langsomt glider Aaret 1946 over i Historien. For mange var det et tungt og vanskeligt Aar. Ogsaa os gav det mange Bekymringer og mange urolige Timer. Men vi skabte i det noget ekceptionelt. Ser vi henover det og tænker paa April, Maj, Juni og Julis feberagtige Hast og betragter den nylig udstedte, meget skarpt formulerede Byggebegrænsningslov, kan man ikke lade være med at tænke paa, hvad der vilde være sket, om denne Sags øverste Leder var gjort af et svagere Stof, end Tilfældet er. Vi naaede det Maal, han angav for os, og hvad saa end 1947 indebærer, een Ting vil det næppe belaste os med, nemlig det uhyre Nervepres, som vi maatte bære i dette Aars tidlige Maaneder.

Langsomt tager alt indenfor Martinus Arbejde Form. Ting efter Ting rykker paa Plads. At der i en saa stor Skabelse forekommer "Høvlspaaner" er vel nødvendigt, men dels forekommer de mig at være langt færre her end andetsteds, og dels langt mindre smertefulde. Selv ser vi frem med Sindet fyldt med spændt Forventning og med Hjertet opfyldt af Taknemmelighed mod alle de, der i denne store Sag, hver paa sin Plads, har været med til at bygge alt dette op. Dybt i vor Sjæl ved vi, at intet er gjort forgæves, og at det, vi allerede har skabt, vil vedblive at vokse, født som det er af Aand og for Aand.

Og lad mig da til Slut med dette sidste Brev, som jeg sender Dem paa denne Maade, bringe Dem samtlige Medarbejderes kærligste Tak for de svundne Aars Korrespondance, samt vore inderligste Ønsker om en lys og lykkelig Jul og et fredfyldt Nytaar for Dem selv og Deres Kære!

P.S. Saafremt der de forskellige Steder kan skaffes Sal, taler Martinus i: Odense Søndag d. 26. Jan., Vejle Mandag d. 27. Jan., Horsens Tirsdag 28. Jan., Aarhus Onsdag d. 29. Jan., og Aalborg Torsdag d. 30. Jan.

Mogens Møller taler i Odense Torsdag d. 9. Januar

P.P.S. De af vore Abonnenter, der ikke samtidigt abonnerer paa Kosmos, vil i dette Brev finde en Giroblanket med Paategningen "Kosmos, Januar Kvartal". Saafremt De maatte ønske at abonnere paa Kosmos fra Januar 1947 – der jo kommer til at erstatte Brevene –, beder vi Dem venligst indsende denne Giroblanket med Beløbet Kr. 4,50, og Bladet vil da blive Dem tilsendt automatisk den 15. Januar

De Abonnenter, der har betalt Abonnement udover dette Aar, vil, saafremt de ønsker at abonnere paa det nye Kosmos, faa det overskydende Beløb godskrevet paa dette nye Abonnement, medens de, der ikke ønsker at abonnere, senere vil faa det overskydende Beløb refunderet