Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt i Instituttets Foredragssal
Søndag den 17' Febr. 1946
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

(fortsat)

Enhver Art Materie indenfor enhver Skabelse er saaledes paa Vandring i sit eget Kredsløb. Dette vil igen bevirke, at denne Vandring, hvilket i Virkeligheden vil sige Forvandling, før eller senere vil overvinde den Kraft, der holder Materien bunden i Form af en "skabt Ting". Derfor vil en hvilken som helst "skabt Ting" ikke kunne vedblive at bestaa, men maa degenerere, gaa i Forfald og opløses til Fordel for nye Skabelsesprocesser. Og det er altsaa den samme Omstændighed, der bevirker Reinkarnationen. Organismer er "skabte Ting". De er bygget op af Materie og maa derfor ligeledes af Kredsløbsprincippet opløses, for at de bundne Materier kan blive frigjorte til Passage i nye fortsættende højere Kredsløb. Derfor vil ingen som helst Materie kunne holdes bunden i en Organisme ud over et vist begrænset Tidsrum. Ethvert levende Væsen maa derfor udskifte eller forny Materierne i dets Organisme. Denne Udskiftning eller Fornyelse foregaar altsaa igennem Reinkarnationen. De nærmere Omstændigheder ved denne Proces kan vi ikke her komme ind paa, men blot antyde, at der bag ethvert lille Barn, der fødes, eksisterer en "voksen" Aand, hvilket vil sige et Jeg, der allerede i tidligere Jordliv har bragt mange Organismer til Manddomsstadiet og dermed afsløret sig som "voksen". At det nu fremtræder som Barn, betyder jo kun, at det paany har paabegyndt Skabelsen af et fysisk Legeme, hvis Maal ogsaa er Manddomsstadiets Kapacitet. Naar det lille Barn ikke kan vise sig med et "voksent" Menneskes Kapacitet, skyldes det saaledes ikke dette, at Aanden eller Jeg'et bag Barnet ikke er "voksen", men udelukkende dette at Organismen ikke er færdigbygget, ikke er bragt op til dens Maal: den voksne Organismes Kapacitet. Men selv om Tanke- eller Bevidsthedsmanifestationen er meget ringe hos det spæde Barn, saa er den dog lige akkurat saa stor, at den udgør tilstrækkeligt Liv til at kunne tiltrække det udenfor eksisterende Liv igennem Sanserne og dermed begynde at forbinde dette ydre Liv med det i diskarneret Tilstand eksisterende og fra tidligere Inkarnationer nedarvede indre Liv i Aandsvæsenet bag Barnelegemet. Det er dette fra tidligere Inkarnationer eksisterende diskarnerede indre Liv, der betinger hele Væsenets nuværende Møde med den ydre Verden. Det er udelukkende dette indre Liv bag Sanserne, der betinger Vurderingen af den Reaktion, der opstaar i Væsenets Sanser ved disses Møde med den ydre Verdens Energier og Foreteelser. Det er det samme diskarnerede Liv, der betinger Væsenets legemlige og mentale Fremtræden paa det fysiske Plan. Om det skal være Mineral eller Plante, om det skal være Dyr eller Menneske afgøres udelukkende af nævnte diskarnerede Del af det levende Væsen. Ja, denne bestemmer endog Race, Art og Karakter, moralsk Højde, kort sagt hele Individets Manifestation eller bevidsthedsmæssige Kunnen. Det, der lader to Væsener se den samme fysiske Ting paa helt forskellige Maader, skønt nævnte Væsener begge har hundrede Procents normale fysiske Øjne, er de samme Væseners fra tidligere Inkarnationer overleverede indre Liv. Dette er altsaa i nærværende Tilfælde af forskellig Natur. Naar det ydre Liv møder disse to Væseners indre Liv igennem deres Sanser, maa Reaktionen heraf nødvendigvis blive forskellig, alt eftersom de samme to Væseners indre Liv er forskelligt. En Hunds indre Liv er forskelligt fra et Menneskes indre Liv, ligesom et intellektuelt Menneskes indre Liv er anderledes end et uintellektuelt eller primitivt Menneskes indre Liv. Paa samme Maade er ogsaa et humanistisk-moralsk Menneskes indre Liv forskelligt fra et inhumanistisk eller lavmoralsk Menneskes indre Liv. Da Sansning udelukkende er en Reaktion mellem dette indre Livs Møde med den ydre Verdens Energier, vil den være identisk med en Energimanifestation af en særlig Struktur. Denne særlige Struktur udtrykker en vis Kapacitet. Naar Individet ser eller sanser et eller andet Objekt fra den ydre Verden, har det altsaa indstillet sit eget indre Liv paa nævnte Sanseobjekt. Da nævnte indre Liv ogsaa er en Energikombination eller Energistruktur, vil det ogsaa repræsentere en særlig Kapacitet. Naar Individet sanser, retter det altsaa denne sin Energis Kapacitet imod den ydre Verdens eller Sanseobjektets Energikapacitet. Hvis disse to Kapaciteter er af samme Styrke eller "Bølgelængde", bliver Reaktionen af deres Møde en Balance eller Harmoni i vedkommende Væsens Bevidsthed eller Mentalitet. Denne Balance eller Harmoni i sin fuldkomneste Form fornemmes eller opleves som den totale "Forstaaelse" af Sanseobjektet, hvilken Oplevelse igen er det samme som den totale Oplevelse af "Sandheden". Den totale Oplevelse af Sandheden, hvilket vil sige, Individets Oplevelse af et Sanseobjekts virkelige videnskabelige eller kosmiske Analyse, der igen er det samme som Analysen af dets virkelige eller absolutte Forhold til det øvrige Univers, er saaledes i Realiteten kun Individets indre Energi, der paa det specielle Omraade, som Sanseobjektet udtrykker, bliver af samme "Bølgelængde" som selve Universets "Bølgelængde" eller Grundtone. Individet bliver altsaa igennem det paagældende Sanseobjekt "eet med Universet". Det har her opnaaet den absolutte Frigørelse af andres Meninger eller Paastande og har dermed i nævnte Sanseobjekt opnaaet den absolutte mentale Suverænitet. Den absolutte Viden eller kosmiske Selvoplevelse af et Sanseobjekts kosmiske Analyse er saaledes den allerhøjeste Oplevelse af Sansning, der overhovedet kan times et Væsen, thi det er selve Oplevelsen af Guddommen eller dette: i det paagældende Felt at være "eet med Faderen". Da Universets Grundtone eller højeste "Bølgelængde" er den absolutte Kærlighed, er Individet saaledes i ethvert Sanseobjekt, i hvilket det har kosmisk Viden, absolut "eet med Kærligheden". At dette giver Fred, Glæde, Velsignelse eller Salighed i det daglige Liv turde vel være en Selvfølge.

Hvis de førnævnte to Kapaciteter, Individets Sanseenergi og Sanseobjektets Energi, ikke er i Kontakt eller paa samme Bølgelængde, bliver Reaktionen af Mødet i Form af Individets Sansning – ikke Balance – men Uligevægt. Det forstaar ikke Sanseobjektet. Dette bliver til "Mystik". Nævnte Uligevægt fornemmes altsaa som et "Spørgsmaal". I alle Situationer, hvor Individet fornemmer et Sanseobjekt som et Spørgsmaal, som en Gaade, som Mystik og den heraf følgende Nysgerrighed eller Videbegærlighed, vil det altsaa kun sige, at dets indre Verdens Energikapacitet ikke er i Kontakt eller paa "Bølgelængde" med den ydre Verdens Energi i de nævnte Situationer. Der, hvor Individets Sanseenergi ikke er i Kontakt eller paa "Bølgelængde" med et Sanseobjekts Energi, der maa det altsaa repræsentere "Uvidenhed".

Naar selve Verdensaltets og dermed Livets Struktur er Mystik, er en Gaade for et Væsen, vil det kun sige, at dets indre Verdens Energistruktur eller "Bælgelængde" afviger fra selve det virkelige Livs eller Verdensaltets Energistruktur eller "Bølgelængde". Grundtonen i Individets indre Verden og Grundtonen i den ydre Verden eller Verdensaltet er af forskellig Natur. Og i samme Grad som Individets indre Verdens Grundtone afviger fra Verdensaltets eller Universets Grundtone, vil Livets og dermed Verdensaltets Struktur forblive et Mysterium, en uløselig Gaade for samme Individ. Et Væsens Forstaaelse af det, det sanser eller ser, vil saaledes absolut være afhængig af, om dets indre Verden er paa "Bølgelængde" med Sanseobjektet. For at komme til at forstaa Verdensaltets eller Livets virkelige Struktur eller Analyse vil det altsaa være absolut nødvendigt, at ens indre Verdens Grundtone vibrerer i Kontakt med Universets Grundtone. Har ens indre Verden ikke denne Grundtone, vil Livet og dermed Verdensaltet og Evigheden være en Gaade, ganske ligegyldigt hvor fuldkomne Øjne eller Sanser man saa end maatte sidde inde med. Og er det ikke netop derfor, at den materielle Videnskabsmand ikke kan give noget Menneske Livsgaadens Løsning? – Man kan nemlig udmærket være en stor materiel Videnskabsmand eller Forsker uden at besidde Universets Grundtone i sin indre Verden eller Mentalitet. Men naar man ikke har denne i sin Mentalitet, maa samme Mentalitet jo udvise en anden Grundtone eller Vibrationsart end den, Universet udtrykker. Da denne Grundtone derved nødvendigvis maa være af en lavere Art end Universets, kan den kun komme i Kontakt med en eller anden for Universets Helhedsharmoni nødvendig lokal Foreteelse med netop denne Grundtone eller Bølgelængde, der svarer til ens egen indre Verdens Grundtone. Her i dette lokale Felt vil man altsaa fornemme ligesom en Slags Harmoni med Universet. Men at være i Harmoni med et lokalt Felt i Universet er ikke det samme som at være i Kontakt eller Harmoni med Helheden. Da lokale Felter jo kun kan være begrænsede Felter, er Begyndelse og Afslutning underkastet, kan de jo kun være af "timelig" Natur. Og saalænge Væsenet kun kan komme i Kontakt med lokale Foreteelsers Grundtone og ikke med Helhedens eller Universets, kan det umuligt sanse eller se den Evighed eller Udødelighed, det selv udgør. Det fornemmer sig i denne Situation "eet" med det timelige eller de lokale Felter i Universet, der vibrerer i samme "Bølgelængde" eller Grundtone som dets egen indre Verden. Paa denne en lokal eller timelig Tings Grundtone baserer det sin Tilværelse, sin Religiøsitet og Gudsdyrkelse, saavel som sin Irreligiøsitet, sin Politik, sin Kunst og øvrige Interessesfære, medens selve Universets Grundtone eller det virkelige Liv stadigt er Mystik eller ligefrem totalt betragtes som "Overtro" eller Illusion. Der bliver derved to Slags Mennesker i Verden, nemlig dem, der kun kan sanse de timelige eller lokale Tings Grundtone, og dem, der kan sanse Universets eller Evighedens Grundtone. Det er disse to Grupper af Væsener, der ogsaa henholdsvis betegnes som "de uindviede" og "de indviede".

Hvordan et Væsen erkender det, det ser eller sanser, vil altsaa være afhængigt af Forholdet mellem dets indre Verden og Sanseobjektet. Hvis dets indre Verden er paa "Bølgelængde" med Sanseobjektet, bliver dette til Forstaaelse og Viden igennem Sansningen, medens dette trods Sansningen vedbliver at være Mystik og Uvidenhed eller Spørgsmaal, hvis Væsenets indre Verden ikke er paa "Bølgelængde" med Sanseobjektet. For at det Sanseobjekt der hedder Livet eller Verdensaltet, igennem Sansningen skal blive til virkelig Forstaaelse og Viden, maa Væsenets indre Verden altsaa bringes i Kontakt med Livets eller Verdensaltets Grundtone. Hvad er da denne Grundtone? – Denne Grundtone er den, der kommer til Syne i Solens Princip, nemlig "Kærligheden". Den tjener alt og alle betingelsesløst. Den skinner paa den uretfærdige saavel som paa den retfærdige. Og det er jo paa Grundlag af denne Grundtone i dens Energiudfoldelse, at vi i Dag i Kød og Blod kan leve paa Jordens skønne Terræner og der begynde at tænke Guddommens Tanker efter, bringe Elementerne til igennem store Kraftmaskiner at lystre vor Villie. Og ved at være med til at bringe dette Solens eller Universets Grundprincip eller Grundtone til at være den almengældende Grundtone i sit eget Hjerte i Form af Overholdelsen at det store Bud: "Du skal elske din Næste som dig selv", er Væsenet med til at assistere Solen i at bringe dets egen indre Verden paa Bølgelængde med Universet eller Verdensaltets Grundtone. Og da vil den Dag eller Time være nær forestaaende, da Mødet mellem nævnte Væsens indre Verdens Grundtone og den ydre Verdens eller Universets Grundtone igennem Sansningen er i en saadan Kontakt, at det vil aabne Individets Syn. Og se, da er det ikke mere et lokalt Syn eller Beskuelsen af en enkel lille begrænset Detaille, en enkel lille Bølge paa Evighedens umaadelige Ocean, Individet ser, og tror det er Oceanet. Nej, da er det selve Oceanet, Udødeligheden eller Udsynet over Evigheden i Form af vaagen kosmisk Dagsbevidsthed, der funkler og lyser Væsenets indre Verden og gør denne til en forklaret Tilværelse, et lysende Solprincip for alt og alle i den ydre Verden.