Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt i Instituttets Foredragssal
Søndag den 17 Febr. 1946
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig.

(fortsat)

Et saadant Væsen begynder nu at adskille sig fra det primitive, dyriske Væsen derved, at Fundamentet for dets Eksistens ikke mere udelukkende er "Magtprincippet". Det kan saaledes ikke mere være med til at slaa sin Næste ned eller albue sig hen over hans Ret til at være til, udelukkende blot for at gøre sig Livet behageligt med de Goder, der retteligt tilkommer ham. Det er jo netop denne Indstilling, denne Evne til at fornemme andres Ret til Livet, der efterhaanden har affødt det juridiske Retsvæsen eller den saakaldte "Lov og Ret" i Landene. Denne "Lov og Ret" er jo stadig under Skabelse og bliver mere og mere fuldkommen, alt eftersom Væsenerne vokser eller udvikler sig i Humanitet eller Næstekærlighed. Men hvordan gaar det da til, at Væsenerne vokser i Humanitet eller Næstekærlighed? – Hvad er Fundamentet for denne virkelige Hensyntagen til Næsten eller Omgivelserne? – Ja, skyldes det ikke udelukkende et voksende kosmisk Udsyn, en Evne til direkte at sanse Næstens Skæbne, hans Glæder og Sorger? – Dette Udsyn udgør altsaa en Fornemmelse der gaar langt dybere eller er meget mere gennemtrængende end det almindelige fysiske Syn. Medens det almindelige fysiske Syn i sig selv er ganske neutralt og følelsesløst, er det kosmiske Syn derimod selve Fornemmelsen eller Følelsen bag førstnævnte Syn. For virkeligt at kunne "se" er det nemlig ikke nok at have gode fysiske Øjne. Der maa bag disse Øjne ogsaa forekomme en Evne til at vurdere det sete. Uden denne Evne vil intet Væsen være i Stand til virkeligt sjæleligt eller kosmisk at "se" det, det fysisk ser paa. Hvis et Menneske og en Hund er stillet overfor et stort Kunstværk, et Maleri med mange Detailler, vil dette Maleri blive oplevet højst forskelligt af disse to Væsener, skønt de begge har udmærkede fysiske Øjne. Medens Mennesket genkender Detaillerne paa Maleriet, kan se at det fremstiller Træer, Huse, Personer eller lignende, gaar disse Detailler sporløst hen over Hundens Bevidsthed, skønt nævnte Detailler lige saa godt spejler sig i Hundens som i Menneskets Øjne. Hunden opfatter hverken Træerne, Husene eller Personerne, ja, selv om der ogsaa forekom en Hund paa Billedet, vilde den slet ikke ænse dette. Detaillerne paa Billedet vil for den kun være nogle mærkelige Lys- og Skyggevirkninger, der ikke paa nogen som helst Maade kan sætte dens Forestillingsevne i Funktion. Dens Vurdering eller Opfattelse af Billedet vil saaledes ikke være, hvad det forestiller, men derimod hvad eller hvem, der har rørt ved dette og derved paa dette har efterladt sin Atmosfæres Duft eller Lugt. Hunden oplever saaledes i Maleriet mere et "Lugte-Billede" end et "Synsbillede". Det gamle Begreb, "det sete afhænger af Øjet, der ser", er ikke helt korrekt. Det er ikke Øjet, der bestemmer "det sete", hvilket vil sige Vurderingen af det sete, det er derimod Føle- eller Fornemmelsesevnen bag Synsevnen. Hvis det ikke netop var saaledes, vilde ingen kunde komme i Strid om det sete. Naar to Mennesker kommer i Strid om et Billedes kunstneriske Værdi, fordi det ene Væsen hævder, at det er et stort Kunstværk, medens det andet Væsen kun erkender Billedet som noget rent middelmaadigt, er det ikke disse to Væseners fysiske Syn eller Øjne, der er noget i Vejen med. De kan udmærket begge have hundrede Procents normalt Syn og dog fornemme det samme Sanseobjekt helt forskelligt. Det bliver saaledes her let at se, at det rent fysiske Syn er en ganske neutral Evne, der blot har til Opgave at registrere de rent ydre fysiske Lys-, Skygge- og Farvevirkninger. At denne Registrering maa blive nøjagtig ens i ethvert fuldstændigt normalt Øje hos Væsener af samme Art eller Race er naturligvis en Selvfølge. Naar denne Registrering ikke desto mindre opfattes højst forskelligt, ja, lige fra den ene Yderlighed til den anden i Kontrastforhold, afslører dette altsaa en bag den fysiske Synsevne fremtrædende dybereliggende Evne. Denne Evne er ikke af fysisk Natur, men derimod af ren psykisk eller sjælelig Fremtræden, hvilket i Virkeliheden igen vil sige, at den er af ren Aand. Mellemleddet mellem Øjets rent fysiske Registrering af Sanseobjektets fysiske Lys-, Skygge- og Farvevirkninger udgøres af Synsnerven. Den fører Øjets fysiske Registrering af Sanseobjektet over i Væsenets sjælelige eller aandelige Struktur. Her bliver den neutrale Lys-, Skygge- og Farveregistrering omformet til Bevidsthed, til Liv. Det er denne Omformning, vi kender under Begrebet "Tænkning".

Men for at den døde eller livløse fysiske Lys- og Skyggeregistrering paa Øjets Billedhinde kan blive til Bevidsthed eller Liv, maa der i Forvejen i Væsenets Sansestryktur være noget, der kan tiltrække nævnte fysiske Registrering og omdanne dens Lys-, Skygge- og Farvevirkninger til sjælelige eller aandelige Detailler. Uden denne Omformning vilde de nævnte Lys- og Skyggevirkninger umuligt kunne fornemmes af Sjælen eller Aanden, hvilket i dette Tilfælde betyder Væsenets Bevidsthed eller den Del af Væsenets organiske Struktur, der ligger udenfor dets fysiske Organisme og derfor overlever de fysiske Jordliv. Det "noget", der igennem Synsnerven saaledes tiltrækker og optager i sig de i øjets Billedhinde registrerede Lys- og Skyggevirkninger og omdanne dem til Tanke eller Bevidsthed og dermed til Liv, er det i Forvejen i Væsenets Struktur forekommende Liv. Og da Liv igen er det samme som Tanker eller Forestillinger, vil det altsaa være disse i Væsenet i Forvejen boende Tanker eller Forestillinger, der bevirker eller afgør de nye Sanseobjekters Lys- og Skyggevirkningers Indlemmelse eller Ikke-Indlemmelse i Væsenets Sjælsstruktur eller Liv. Hvis der ikke i Forvejen i Væsenet var Liv eller Bevidsthed, vilde det være totalt umuligt for det at opleve noget som helst. Det er derfor, at Liv kun kan opleve Liv. Men naar Liv kun kan opleve Liv, bliver det derigennem til Kendsgerning, at Liv aldrig nogen Sinde kan have begyndt, men er en absolut evig Foreteelse i hvad og hvem som helst det saa end maatte vise sig. Da Liv kun kan fornemmes eller opleves i Form af Tanker og Forestillinger og saaledes i sig selv kun kan være Tanker og Forestillinger, betinges en hvilken som helst Oplevelse af Liv af forud eksisterende Tanker og Forestillinger. Der eksisterer saaledes ikke i hele Universet nogen absolut "første Begyndelse" af Liv. Liv har altid været og vil i al Evighed fortsætte med at være et Resultat af forudgaaende Liv. Liv er saaledes ikke noget, der "bliver til". Men da Liv ikke kan eksistere uden at efterlade Liv, hvilket igen vil sige, at Tanker og Forestillinger heller ikke kan eksistere uden at efterlade nye Tanker og Forestillinger, kan Liv heller aldrig nogen Sinde ophøre med at være til. Det udgør saaledes en evig Realitet.

Nu vil man maaske her hævde, at et lille nyfødt Barn, der kommer til Verden, ingen Tanke eller Forestillinger kan have i sin Bevidsthed og skulde saaledes i Henhold til ovennævnte være ganske uimodtagelig for Sanseindtryk. Livsoplevelsen skulde dermed være umulig for samme lille Væsen. Men ikke desto mindre ser vi, at et saadant Væsen udvikler mere og mere Bevidsthed, giver Udtryk for et tiltagende Liv. Er det da ikke en "første Begyndelse" af Liv, vi her er Vidne til? – Jo, hvis Barnet var "dødfødt" og saa alligevel var i Stand til at repræsentere et tiltagende eller voksende Liv, da maatte vi her erkende dette Liv for en "første Begyndelse". Men sligt er jo aldrig nogen Sinde sket i Verden.

Det er rigtigt, at Barnet i sin spæde nyfødte Tilstand ikke kan give detaillerede Udtryk for Tanker eller Forestillinger saaledes som de voksne Mennesker, men dette behøver jo ikke at betyde, at det totalt er blottet for Tanke og Forestillinger. En Tanke eller Forestilling er i sit Princip blandt andet en aandelig Reaktion af fysisk Sansevirkning. At denne aandelige Reaktion ikke kan være iklædt et fysisk Sprog hos det nyfødte Barn, der ikke engang endnu har lært at tale, er kun selvfølgeligt. Et voksent Menneske kan da heller ikke udtrykke sine Tanker eller Forestillinger i et Sprog, det hverken har lært at tale eller skrive. At det lille Barn i sin spæde Tilstand ikke aabenbarer en stor Tanke- eller Sjælevirksomhed udadtil maa jo ogsaa betragtes som givet, idet det Redskab (dets fysiske Legeme), igennem hvilket det netop skal manifestere sin Aand og Tanke, jo kun er lige i Begyndelsen af sin Skabelse. Hvordan skulde vel Væsenet kunne manifestere hele sin bevidsthedsmæssige Kapacitet, saalænge det Redskab eller den Organisme, paa hvilket Manifestationen af denne Kapacitet udelukkende beror, ikke er færdigbygget? – Hvem kan sige, at Sjælen eller Aanden bag Skabelsen af Spædbarnets voksende Organisme ikke er et "voksent" Væsen? – Det saakaldte "Barnestadium" er jo noget rent "kropsligt". Det er kun et Spørgsmaal om Skabelse eller Opbygning af Organisme eller Legeme. Den evige Aand bag Organismen eller Legemet er jo et evigt "voksent" Væsen, hvadenten den viser sig som Livet i et Foster i Moders Liv, eller den viser sig som Livet i et Væsen i dets Manddomsaar. Hvis ikke Sjælen eller Aanden i Fosteret var et "voksent" Væsen, hvordan skulde Organismen eller Legemet da nogen Sinde blive voksent? – Det er jo ikke Organismen, der skaber Væsenet, men Væsenet, der skaber Organismen. Og hvis Væsenet kosmisk set ikke var et "voksent" Væsen, hvordan kan det da bringe sin Organisme fra Spædbarnstilstanden og op til Manddomstilstanden? – Hvis Væsenet bag Organismen virkelig kun var et Spædbarn, hvordan skulde det da være i Stand til at bringe sin Krop eller Organisme over dette Stadium? – Og hvad skulde en Spædbarnssjæl med en "voksen" Krop? – Hvad skulde en Babysjæl med en Organisme eller et Redskab for Manifestation eller Udfoldelse af Talenter eller Egenskaber, som den slet ikke besidder? – Babysjælen maatte jo have en mere passende Organisme i Form af en Babyorganisme. Men der er jo ingen normale Babyer, der bliver staaende paa Babystadiet. De fører alle deres Organisme frem til "Manddomsstadiet". Dette Stadium er saaledes alle Sjæles virkelige Kapacitet og Stadium. Alle eksisterende Sjæle uden Undtagelse er derved at udtrykke som "Manddomssjæle". De øvrige Stadier, hvilket vil siges "Barnestadiet", "Ungdomsstadiet" og "Alderdomsstadiet" er kun Legemsstadier. De er udelukkende baserede paa Legemets eller Kroppens Opbygnings- og Nedbrydningsstadier, der igen er baserede paa Kredsløbsprincippets Love i Naturen. Den fra Manddomsstadiet afvigende mindre Manifestationskapacitet, der gør sig gældende i Stadierne før Manddommen saavel som i Stadiet efter denne, skyldes saaledes absolut ikke selve Sjælen, der jo i sig selv har evig Manddom, men derimod Organismemateriens Afhængighed af Kredsløbsprincippet. Da dette Princip betinger, at al Materie er paa Vandring i Kredsløb, vil ingen som helst Materiekombination eller Skabelse kunne blive bestaaende.