Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt i Instituttets Foredragssal
Søndag d. 17. Februar 1946
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig.

(fortsat)

Dette, at være "Sejrherre" udelukkende i Kraft af Magt, betyder saaledes absolut ikke nogen virkelig Fred for Sejrherren. Det er blot en fortsat Kamp. Han maa stadigt passe paa de undertrykte, de indestængte Kræfter, de levende "Bomber". Og er det ikke netop paa denne Maade, at Nationerne eller Staterne af i Dag oprindeligt er blevet til? – Stater og Landegrænser er jo udelukkende Resultater af fortidige Krige, bestemt af fortidige, krigsmæssige Sejrherrer. Og maa ikke de forskellige Lande i Dag holde staaende Hære og Flaader eller et vældigt Krigs- eller Mordmateriel for at garantere eller skabe Sikkerhed om de en Gang opsatte Grænser? – Altsaa er Landene overalt kun Kræfter, der mere er holdt i Skak af Magtfaktorer end af Retsfaktorer. Men da Magtfaktorer, der ikke er baserede paa Retsfaktorer, skaber Undertrykkelse, Uretfærdighed og dermed en tilsvarende Tendens til Frigørelse, vil Verdens Stater, Nationer eller Folk saaledes i Virkeligheden være ladede med mentalt Sprængstof. At dette af og til bryder ud i kollossale Eksplotioner i Form af Krige og Verdenskrige kan jo kun være selvfølgeligt. At Menneskeheden ikke kan slippe uskadt fra at leve midt i disse verdensomspændende Eksplotioner er ligesaa selvfølgeligt. Men saa længe Eksplotionerne eller Krigene kun betyder Forskydninger af Magtcentrerne, vil Eksplotionsfaren stadigt eksistere, og Kræfterne bane sig tilsvarende nye Veje til Eksplotion eller Frigørelse. Om det ene eller det andet Folk har Magten formindsker eller fjerner jo ikke Eksplotions- eller Krigsfaren, saalænge de paagældende Folk kun begærer og besidder Magten for "Magten"s og ikke for "Retten"s Skyld.

Men hvorfor begærer da Folk eller Stater "Magten" blot for "Magten"s Skyld? – Fordi de i stor Udstrækning endnu er blinde med Hensyn til "Retsprincippet", medens de med Hensyn til "Magtprincippet" er helt anderledes garderede. "Magtprincippet" er jo et ældgammelt Princip i deres Mentalitet. Det har været Fundament for hele deres Passage gennem Dyreriget. Her er Magtprincippet jo den allerfornemste Dyd. "Dyret" har ikke noget "Retsbegreb", hvilket vil sige Forpligtelsesbegreb eller Ansvarsfølelse overfor andre Væsener, Racer eller Arter ud over deres eget Forplantningsprincip, Ægtemagen og Afkommet. For "Dyret" er Beskyttelsen af dets eget Jeg og dets Forplantning saa omfattende i Forhold til dets mentale Kapacitet, at der her umuligt kan blive Tale om en endnu større Ydeevne f.Eks. i en almengældende "uselvisk" Retning. "Dyret" kan derfor ikke arbejde med Interessesfærer, der ligger udenfor Opretholdelsen af dets eget Liv og Tilværelse. Det kan ikke, som det fuldkomne Menneske, lade sig korsfæste eller gaa i Døden for et eller andet det selv ganske uvedkommende Medvæsen. Det bliver selv i den Grad stræbt efter Livet, at dets Forsvar heroverfor ikke levner det Tid til anden mental og legemlig Udfoldelse end "Magtprincippet", hvadenten dette nu forekommer som rent fysisk Styrke gennem legemlige Kræfter, eller det fremtræder som Udvikling i overlegen Snarraadighed, List og Camoufleringsevne. Dets Jeg kan kun igennem Vedligeholdelsen af et Overlegenhedsprincip paa det materielle Plan bevare sin egen Selvhævdelse eller Ret til at være til. Det er dette Overlegenhedsprincip, der er Fundamentet for dets Selvopholdelsesdrift.

Da "Dyret" saaledes ikke har andre Udveje end dette Magt- eller Overlegenhedsprincip for Hævdelsen af sin egen Ret til at være til, kan de religiøse, moralske Forskrifter, der dikterer Jordmennesket Næstekærlighed og Paabud om ikke at dræbe, stjæle eller bedrage ikke have nogen som helst Tilknytning til "Dyret"s Eksistens. For "Dyret" er Overtrædelsen af disse Paabud en absolut Livsbetingelse. Men da disse Overtrædelser saaledes er "Dyret"s Livsbetingelse og derfor dets "Dyder", og Jordmennesket netop er et Væsen, der igennem Udviklingen er i Færd med at vaagne op af "Dyreriget" til Fordel for en anden Tilværelsesform, i hvilken de dyriske Idealer eller Dyder efterhaanden mere og mere hører op med at være en Livsbetingelse, bliver de i samme Grad overflødige. Men da de jo udløser sig i Form af det dræbende Princip, og dette at dræbe, myrde eller i større eller mindre Grad at besværliggøre Livet for andre levende Væsener i Situationer, hvor det hverken er Livsbetingelse eller nødvendig Selvopholdelsesdrift, kun kan være Sabotage paa Livet selv, kan de kun blive at betragte som Overtrædelse af Livslovene. I den ny Tilværelsesform, som "Dyret" i Form af Jordmenneske er ved at udvikle sig frem i, bliver alle det dræbende Princips Manifestationsformer eller de dyriske Idealer til Umoral, til det saakaldte "Onde". Da Jordmenneskene allerede befinder sig paa en meget lang Skala af Trin i Udviklingen fra "Dyr" til "Menneske", vil de, der er mindst fremme i denne Udvikling, saaledes endnu staa de "dyriske" Idealer meget nær, medens de, der er længere fremme i nævnte Udvikling, staar disse Idealer tilsvarende fjernere og har begyndt at betjene sig af andre Idealer, Idealer, der i deres fulde Udstrækning er en hundrede Procents Modsætning oller Kontrast til de dyriske. Disse Idealer gaar altsaa i Retning af dette, at "vende den højre Kind til, naar man bliver slaaet paa den venstre", dette ikke at stjæle, lyve eller bedrage, dette at udvikle sig til at elske sin Næste som sig selv og ellers tilbede Gud igennem alle Ting.

Disse Idealer har igennem Verdensgenløsningsprincippets indviede Væsener eller Verdensgenløserne allerede i en udstrakt Grad sat sit Præg paa de i Jordmenneskehedens Udvikling længst fremskredne Folk eller Stater, saaledes at disse nu fremtræder som "Kulturstater". Dette vil sige, at de har et Retsvæsen, der forbyder Menigmand at myrde, stjæle, bedrage eller paa anden drastisk Maade at genere sin Næste. Disse Kulturfolk bliver derved at inddele i to Kategorier, nemlig "de moralske" og "de umoralske". "De moralske" er altsaa dem, der er saa langt fremme i Udviklingen af de nye Idealer, at de kan overholde de juridiske Love. Og de "umoralske" er dem, i hvilke de dyriske Idealer endnu er saa fremtrædende, at de kun kan se disse som Idealer og i stor Udstrækning funderer deres Liv paa disse. De finder det derfor mere eller mindre naturligt at bedrage, stjæle og i værste Tilfælde at myrde, skønt de derved kommer paa Kant med Samfundets eller Statens juridiske Love. Disse i dyriske Instinkter endnu bundne eller i Moralitet uudviklede Sjæle kommer derved til at udgøre den Del af Kultursamfundet, der udgør dets "Underverden", den saakaldte "Forbryderverden". Da denne "Forbryderverden" saaledes i Virkeligheden er et Mellemstadium eller en Mellemsfære mellem de endnu helt "dyriske" "Naturmennesker" og de fremskredne "Kulturmennesker", vil dens Individer saaledes i Virkeligheden slet ikke være at udtrykke som "Forbrydere", hvilket vil sige Væsener, der handler imod bedre Viden, Væsener, der betjener sig af en Handlemaade, de i Forvejen ved er "forbryderisk".

Nu vil man maaske her hævde, at de Udmærket ved, at man ikke maa stjæle, bedrage eller myrde. De kan baade læse og skrive. De har faaet den samme almengældende Skoleundervisning som de øvrige Indbyggere i den Kulturstat, de tilhører. De er saaledes informerede med en Viden om, hvad man maa og ikke maa. Ja, det er naturligvis rigtigt. De ved udmærket teoretisk, at man ikke maa stjæle, bedrage eller myrde, men hvad er det for en "Viden"? – Er den andet og mere end en Kundskab om et af Magthaverne opsat Forbud? – Men en Viden om et saadant Forhold betinger jo ikke, at man ogsaa er absolut hundrede Procents vidende om, at dette Forbud virkelig er moralsk eller retfærdigt. Man kan da udmærket være saaledes indstillet, at man kun kan føle nævnte Forbud eller de bærende Samfundslove som ganske uretfærdige eller stridende imod det, ens egne Sanser dikterer en som Retfærdighed eller sand Moral. Og denne indre sjælelige Indstilling kan ikke forandres ved et Forbud. Man kan ikke forbyde en Løve at være en Løve eller en Tiger at være en Tiger. Man kan ikke ved et Magtbud hæve et Væsen fra et Udviklingstrin til et andet. Man kan naturligvis tvinge et Væsen til at udføre visse Handlinger, der tilhører et højere Udviklingstrin end dets eget, men disse Handlinger vil for vedkommende Væsen være mere eller mindre uforstaaelige. Men at tvinges til at gøre noget, man ikke forstaar, kan kun fornemmes som Uretfærdighed samtidigt med, at det i Realiteten kun er slet og ret "Dressur".

Samfundets Underverden er saaledes i Virkeligheden kun en Afdeling eller et Omraade indenfor Kulturstaten, i hvilket man forsøger at "dressere" endnu dyrisk indstillede Væsener til at udføre det Kunststykke at balancere paa det stærkt indskrænkede Omraade, der hedder "Statens juridiske Love". De, der endnu ikke har lært Kundstykket, men faar Overbalance og træder udenfor, betegnes altsaa som "Forbrydere". Men efterhaanden kan Væsenet jo blive saa bange for "Dressørens Pisk" (Statens Straffeforanstaltninger), at det efterhaanden udfører "Kunststykket" og bliver erkendt som en "agtværdig, lovlydig Borger". Men saa længe denne "agtværdige, lovlydige Borger" kun overholder de juridiske Love af Frygt for Straf og Vanære, er han jo kun hævet over "Forbryderen" i en Slags teknisk Kunnen, men ikke i Moralitet. Hvis han ikke frygtede Straffen, vilde han jo handle efter sin egen dyriske Opfattelsesevne, bedrage, stjæle og myrde og dermed blive erkendt som "Forbryder".

Men foruden at der saaledes indenfor Kulturstaten findes en Kategori af Væsener, der kun er lovlydige paa Grund af Frygt for Straf, findes der selvfølgelig ogsaa Væsener, der er lovlydige ganske uden Hensyn til "Straf", Politi- eller Retsvæsen. Saadanne Væsener er udelukkende lovlydige, fordi de bærer Loven i deres Hjerte. De er alle Væsener, der er saa langt fremme i Udvikling af menneskelig opfattelsesmaade, at de har faaet en Interessesfære, der gaar i Retning af det uselviske. De begynder at føle Glæde ved at gøre noget, der kan komme andre Væsener til Gode. Medens et saadant Væsen tidligere kun var optaget af at gøre Ting, der udelukkende kun kom det selv til Gode, ja, denne Handlemaade var jo i en længst forsvunden Tid en Livsbetingelse, saa er det nu saa stærkt indstillet paa at leve i Næstens eller Omgivelsernes Favør, at denne Levemaade er ved at udvikle sig til at blive en Livsbetingelse. Det er denne Indstilling af Bevidstheden, der udgør Individets Retsbevidsthed eller begyndende Evne til at føle "Næstekærlighed".