Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

De kender sikkert alle det lille internationale Stempel, der med Ordene "Made in England" eller "Made in Germany" fortæller om en Vares nationale Oprindelse. Engelsk er jo her blevet Hovedsproget, hvorfor jeg i det efterfølgende vil formulere et lille aandeligt Varemærke, som De, med den Viden om Livet, De efterhaanden sidder inde med, sikkert vil kunne goutere, nemlig Mærket "Made in Hell".

Udtrykket dukkede op i min Bevidsthed en Aften, hvor jeg i Samtale men en interesseret skulde forklare lidt om Begrebet "Begærledet Vilje" og dette Begrebs Konsekvens. Før jeg rigtig vidste af det, var jeg inde paa ovennævnte Udtryk, idet det bedre end noget, jeg i det Øjeblik kunde komme paa, dækkede Virkningerne af det jordiske Menneskes Egenkærlighed. Vi ved fra Martinus, at vi i Øjeblikket lever i selve "Helvede", hvilket vil sige det Livsafsnit, hvor samtlige ulogiske Tankekombinationer kulminerer i ydre Udfoldelse. Overalt bliver vi Vidne til baade enkelte og kollektive Handlemetoder, hvis Konsekvenser bærer nyt Ved til det Smertensbaal, der fortsat flammer saa højt i Verden. Det er kun faa Dage siden vore Aviser kortfattet og nøgternt bragte Bud om, at ca. 50 Millioner Kinesere i Vinter er dømte til at dø Sultedøden. – 50 Millioner – omtrent 15 Gange Danmarks Befolkning!!! – og det blot fordi den begærledede Vilje har Overherredømmet i Samfundets Mentalitet! Jeg tænkte, da jeg læste det: "Gud ved hvormange Procent, der reagerer paa den Maade, at de ønsker at tage en lille stumpet, vatindpakket, skævøjet Kineserstump til sig blot for en Vinter og dermed redde hans Liv." – Næppe ret mange. Jeg tænker mig, at de fleste i de Dage blot bladede videre og paa en af de næste Sider med en vis Fryd i Hjertet konstaterede, at nu var samtlige Slyngler i Nürnberg da Gud være lovet blevet klynget op. Jeg ønsker ikke at genere Dem med disse Ting, men læg Mærke til, at saa vante er vi blevet til Nød og Elendighed, Forbrydelse og Vold, at de fede Overskrifter, der bringer os Bud om disse Tilstandes fortsatte Udfoldelse, af os nærmest noteres som noget selvfølgeligt. Nej, det er umuligt at bortforklare, at vi er i Helvede, og at en hvilken som helst Forkyndelse, der gaar ud paa, at vi ogsaa efter dette skal opleve et nyt Helvedes Rædsler, blot udspringer fra en manglende Viden om det virkelige Liv og en manglende Forstaaelse af Livet her. Thi begynder vi at gaa det daglige Liv efter i Sømmene, vil vi uundgaaeligt se, at langt det meste af det, vi her bliver hvirvlet ind i, et eller andet Sted bærer ovennævnte lille Varemærke skjult i sig. Hvormange Mennesker fandt ikke i deres ægteskabelige eller familiemæssige Liv Ordene "Made in Hell" skjult paa et i Begyndelsen usynligt Sted? Og hvordan med Forretningslivet? Dækker Udtrykkene "Fup" og "Fiduser" ikke Gang paa Gang den samme lille Sentens? Hvormange Venskaber er ikke i Tidens Løb gaaet itu fordi Livet pludselig afslørede den ene af Parternes sande Motiv? Nej, gaa De trygt Livet efter i Sømmene, og De vil uundgaaeligt se, at det ikke er ret meget af det, De har oplevet, der ikke i enten forgyldt eller forniklet Tilstand har dette lille beske Varemærke indprentet i sig. Og hvad betyder saa dette lille Tegn? Betyder det ikke Ensomhed og Bitterhed, kort sagt voksende Livslede? Kan noget Menneske, der atter og atter oplever sine Illusioner briste, det være sig i Kærlighed, Venskab, Forretningsliv, ja hvad Form for Liv nævnes kan, undgaa at blive Angst for dette Liv, der Gang paa Gang møder os saa venligt smilende og ikke forlader os, før et Par kraftige Hugtænder udlader deres Gift i vore mentale Aarer? Næppe. Men Angsten har en Fordel. Den lærer os at sætte Pris paa den vidunderlige Kendsgerning, at vi i os selv ejer de kosteligste Evner til, om vi selv vil udvikle dem, at hindre Livet i at gøre os Fortræd. Jeg nævnte det i mit sidste Brev og vil gentage det her: altfor mange Mennesker, selv højt begavede, tror paa, at de lever "deres eget Liv", tror paa, at deres fornemste Opgave kun er den, at beskytte sig selv og de efterhaanden tilskrabede Værdier. Ingen Illusion er større og ingen giver den enkelte mere Smerte, baade i Form af bitter Ensomhed og Isolation og i Form af mindre Livsfylde. Har De nogen Sinde tænkt over, hvorfor saa mange jager efter Forlystelser, der intet har med Livsfylde at gøre? Har De ikke paa Film set Ansigter omkring en Boksering? Prøv næste Gang De ser det, at lægge Mærke til Udtrykkene i disse Ansigter, og De vil forstaa, hvad jeg mener med Livsfylde. Optaget af de Prygl, der falder oppe i Ringen, afslører Tilskuernes Ansigter en saadan Mangel paa Aand, at det formeligt vil gyse inde i Dem naar De betænker, at de selvsamme Mennesker, fordi de udgør et Udsnit af "Flertallet" er de, der omtrent bestemmer Livet omkring os. Jeg skriver "omtrent", fordi vi Gud være lovet ogsaa selv har noget at skulle have sagt. Vi er, paa store Omraader, afhængige af Flertallets Tænkemaade, eller rettere sagt: Mangel paa Tænkemaade, men vi har ogsaa Mulighed for, ved vor egen Tænkeevne, i en ret betydelig Grad, at forbedre de Livsvilkaar, de andre giver os. Vi har det for Eks. i vor Magt selv at stemple vore egne mentale Energikombinationer med Udtrykket "Made in Heaven" og nyde Frugten deraf. "Made in Heaven" – skabt i Himlen, – vil jo her sige: udløst i Kontakt med de Principper, paa hvilke en kommende virkelig varig Fred maa hvile. Vi kan gøre det, fordi vi ved, hvordan det bør gøres. Jeg siger ikke, at vi kan gøre det totalt, men jeg siger, at vi kan og bør gøre det indenfor endog meget store Omraader. Jeg ved saa udmærket, at mange bærer paa den Tanke: "Hvad kan det hjælpe, at jeg prøver paa at forædle mit eget Sind, jeg risikerer jo blot, at de andres Træden paa mig bliver saa meget mere smertefuld" – ja, den Risiko løber man. Man oplever virkeligt at se baade sig selv og sine Venner i et andet Lys, den Dag man begynder at tænke, og jeg skal være den sidste til at paastaa, at denne Oplevelse er behagelig. Men den er sund, og det er det vigtigste. Den giver Vækst. Og Vækst giver Glæde. De maa ikke tro, at dette, at tage Kampen op med sine egne sløve Naturer, er en Proces, der kun giver Lidelse. Den gør det i Begyndelsen, det er vel derfor, saa mange hurtigt kommer til kort. Men fortsætter man, vil man uundgaaeligt opdage, at et nyt Liv har holdt sit Indtog i ens Bevidsthed. Det er hyggeligt at lulle sig selv ind i, at Livet er saadan og saadan, og at man jo ikke kan gøre for, at det gaar denne eller hin skidt. Men det er en dundrende Løgn, man lever paa, og Livet skal nok en Dag belære en herom. Vi har alle Ansvar for hinanden. Flygt fra dette Ansvar og Virkningerne melder sig uundgaaeligt. Tag det op, og Virkningen vil da ogsaa være der. Og trods alle sine Smerter er den sidste Virkning saa uendeligt at foretrække, at den, prøvet en kort Tid, ikke efterlader Ønske om nogen Tilbagevenden. Livsspørgsmaalet er ikke et Spørgsmaal om Modgang eller Lidelse, det er et Spørgsmaal om Vækst eller ikke Vækst. Vi er evige, prøv engang at tænk denne Sandhed igennem. Den indebærer nemlig noget enhver har Brug for, den enkle Kendsgerning, at overlader vi Opbruddet fra Junglen til Livet selv, bliver det betydeligt haardere end det Opbrud, der sker som et aktivt Udslag fra vor egen Sjæl – det Udslag, der kommer den Dag vi selv vaagent og bevidst ændrer det skæbnessvangre Tegn "Made in Hell" til det baade for os selv og for de andre saa betydningsfulde "Made in Heaven".