Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus afholdt i Instituttets Foredragssal
Søndag d. 17. Februar 1946
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig.

Kære Venner! Naar Jordmenneskene i Dag i saa stor Udstrækning, som Tilfældet er, savner Lykke, skyldes det den Omstændighed, at deres aandelige eller sjælelige Horisont eller rent kosmiske Udsigt er alt for snæver. De daglige Begivenheder er saa store, at de helt spærrer Udsigten. Disse daglige Begivenheder kan være saa tætte og uigennemtrængelige eller have saa glatte og stejle Skrænter, at det næsten er umuligt at klatre op over dem. Og Resultatet bliver saa det selvfølgelige, at man er nødsaget til at vandre nede imellem Begivenhedernes store og mørke Slagskygger. Det vil med andre Ord sige, at Jordmennesket vandrer rundt i en Skyggernes Verden. Somme Steder er disse Begivenhedernes Slagskygger saa tætte og uigennemtrængelige for alt aandeligt Lys, at man vandrer i totalt sjæleligt Mørke og i værste Tilfælde forbander Gud eller Forsynet, hvis man da i det hele taget endnu tror, at et saadant eksisterer. Ja, Situationen kan da yderligere tilspidses saaledes, at man endog forsøger at myrde sig selv og andre. Men selv om Jordmennesket ikke altid befinder sig i saa drastiske Tildragelser, saa forhindrer dette dog ikke, at der hver Dag som Regel er en lille Smule Myrderi. Væsenerne sparker og puffer til hverandre og er i stor Stil med til at albue sig frem over andres Lig, Førlighed og normale Velvære. Ja, saa tæt er det mentale Mørke, Væsenerne vandrer i, at de slet ikke kender Forskel paa de "levende Væsener" og den "døde Materie". Mange af Jordmenneskehedens intellektuelle Autoriteter hævder, at det levende Væsen ingen Sjæl har. De er i Stand til at konstatere, at Organismen kun bestaar af saa og saa mange Kemikalier eller Stoffer, og at den særlige Kombination, disse Stoffer befinder sig i, alene er Betingelsen for, at der opstaar det, vi kalder "Livet", hvilket altsaa igen forsvinder, hvis denne særlige Materiekombination paa en eller anden Maade bliver forstyrret. Og disse kloge Mænd hævder saa som Følge heraf, at der ingen Udødelighed er. Det levende Væsen er kun en timelig Ting, der er Begyndelse og Afslutning underkastet. Det vil altsaa igen sige, at man kun kender det levende Væsen igennem de Symptomer, der ufejlbarligt kendetegner enhver Art Materie eller Stof. Man forstaar saaledes ikke, at man i Virkeligheden endnu slet ikke har set det levende Væsen. Man vandrer altsaa i Materiens store Slagskygge og tror og fastholder som en indbildt Kendsgerning, at alt er Materie. Men naar Væsenet tror sig eet med Materien, tror det sig ogsaa eet med Dødeligheden, tror, at det engang skal forgaa, ligesom det engang har begyndt, og markerer dermed, at dets aandelige Horisont nu er blevet saa lille, som den overhovedet kan blive. Naar det levende Væsen tror sig identisk med Materien, ligger det under for den største Illusion, der overhovedet findes. Hvordan kan man da vide, at dette er en Illusion? – Hvorfor kan det ikke ligesaa godt være virkeligt? – Nej, det kan det ikke, fordi der findes nemlig højere Udsigtspunkter, hvor man kan se, at Materien er det samme som "Bevægelse". Det er saaledes absolut ligegyldigt, hvilken Materie vi saa end vil pege paa, den vil absolut uundgaaeligt være "Bevægelse", hvilket altsaa vil sige, at den er Forvandling underkastet. Den er underkastet den saakaldte "Tidens Tand". Der er nogen Materie, der kan modstaa Tiden igennem Aartusinder, og denne Materie forandrer sig derfor kun ganske langsomt eller direkte usynligt for vore Øjne, medens der jo er andre Materier, der forvandler sig synligt indenfor Brøkdele af Sekunder. Medens Klipper og Metaller forvandler sig saa langsomt, at vi ikke kan se Forvandlingen fra det ene Aar til det andet ser vi med Lethed, hvordan kogende Vand forvandler sig til Damp, ligesom vi jo ogsaa med Lethed konstaterer de særlige Bevægelser, der frembringes af de levende Væsener. Og her er det, at Væsenernes Tro paa, at være identiske med Materien kolliderer med Virkeligheden. De levende Væsener repræsenterer nemlig to Tings "Bevægelse" og "Noget", der igennem Villie dikterer Bevægelsen. Og da vi yderligere fornemmer dette "Noget" som vort eget inderste "Jeg", vil det tilsidst gøre det af med enhver Form for Illusion eller Overtro, der gaar ud paa, at det levende Væsen skulde være identisk med Materien og kun udgøre en skabt eller timelig Ting. Men dette Jeg er altsaa "det levende" inden i enhver Materiekombination, vi kalder "Organisme", og betinger altsaa, at denne fremtræder som "et levende Væsen". Denne Organisme er, saa mærkeligt det maaske kan lyde, en af de største og vanskeligste Skygger for Jordmennesket at hæve sig op over. Det ser nemlig, at dets fysiske Tilværelse paa en Maade staar og falder med denne Organisme. Og da dets Sanser til at skue kosmisk eller sjæleligt endnu er meget latente, kan det i den fysiske Tilværelse ikke se sit Jegs Uafhængighed af denne Organisme, og at den fysiske Organismes Ophør ikke er en Udslettelse af Livet. Det tror derfor paa denne Udslettelse eller virkelige "Død". Det tror saaledes, at det levende Væsen og dermed det selv og Næsten er eet med Stoffet eller Materien. Og naar det lever i den Illusion, er det givet, at det ogsaa maa handle efter den. Og i Kulminationen af denne illusoriske Tilstand finder vi det jordiske Menneske af i Dag. Det lever og handler ud fra den Forestilling, at det er et "dødeligt" Væsen. Store bindstærke Værker er der skrevet om dette "dødelige" Væsen, hvorved Illusionen er gjort endnu mere fundamental. Men naar et Væsen handler ud fra den Forestilling, at det kun skal leve en ganske bestemt lille Tid (et enkelt Jordliv), og det saa alligevel kommer til at leve en Mangfoldighed af Jordliv, bliver der en Disharmoni imellem denne Væsenets Handlemaade og dets virkelige Liv. Men naar Væsenets Handlemaade ikke er i Samklang med dets virkelige Liv, bliver dette Liv jo ikke den skønne og fuldkomne Nydelse og Oplevelse af Fuldkommenhed, som det ellers vilde være, hvis der ikke forekom nogen Disharmoni. Og denne Disharmoni bunder altsaa kun i, at Væsenet tror, at det er en blot og bar "timelig" eller forgængelig Ting og handler derefter, medens Sandheden er, at det er et "evigt" Væsen. At Væsenet i denne Tilstand ikke kan nyde Glæden over sit evige Liv eller sin virkelige udødelige Eksistens er naturligvis en Selvfølge. Og det er denne Disharmoni og illusoriske Tilstand, der udgør den saakaldte "Død". Anden Død findes ikke i Universet. Da Jordmennesket kulminerer i denne Illusion, vil samme Væsen jo dermed afsløre, at det tilhører Universets "Dødsrige". Dette "Dødsrige" er altsaa Vildfarelsernes og Krigens Domæne.

Naar Væsenerne indlader sig i Krig, hidsige Diskusioner og Kampe er det kun "Døden"s Kendemærker, de her aabenbarer. Naar de forfølger hverandre og optræder som selvbestaltet Retfærdighed og skal "udrense" her og der, er det ligeledes en total Blottelse af deres Identitet som "kosmiske Lig". Men det er naturligvis nødsaget til at være saadan. Lige Børn leger bedst. Og derfor maa de "Døde" behandle de "Døde", saalænge de ikke kan forstaa noget andet. Er der da noget andet? Ja, der er det føromtalte Jeg, som man umuligt kan identificere som Stof, idet det altid viser sig at være et "Noget", der igennem Villie dikterer Stoffet. Da dette "Noget" ikke er Stof og ikke er skabt, men i sig selv udgør "Skaberen", kan det ikke have begyndt og vil aldrig nogen Sinde kunne faa nogen Afslutning. Men saa vil det jo i Virkeligheden være i Besiddelse af en evig Tilværelse. Men naar det er i Besiddelse af en saadan Tilværelse, maa det da ogsaa kunne hæve sig op til at være eet med denne Evighed. Og det er jo netop dette, det kan. Men for at kunne det, maa det naturligvis opfylde de Betingelser, igennem hvilke det kan løfte sig op til dette sit virkelige Niveau over Tiden og Rummet. Hvad er da disse Betingelser? Ja, hvad var Betingelserne for at komme til at miste denne sin Tilværelse? Engang har Væsenet jo været i Lyset og ejet den "kosmiske Bevidsthedstilstand", der lod det være "eet med Evigheden". Adam og Eva var jo i Paradisets Have, hvor der ikke var "Synd", ikke var Disharmoni, men hvor Løven gik sammen med Lammet osv. og Gud talede til Adam og Eva, som Menneskene taler til hverandre indbyrdes. Men saa kom Nydelsen af Kundskabens Træ, hvilket vil sige: Interessen for "Æblet", Interessen for Materien. Og Væsenet gik saa meget op i Materien, at det tilsidst helt tabte sin kosmiske Bevidsthed og blev eet med Materien. Men derved kom det jo til at opfylde den guddommelige Forjættelse, der af Guddommen var knyttet til Nydelsen af Kundskabens Træ, nemlig den, der er udtrykt i Ordene: "Den, der æder af Kundskabens Træ paa Godt og Ondt, skal dø Døden. Og hvad kan "Døden" være andet end dette, at blive eet med Materien og samtidigt dermed miste sin Bevidsthed eller Viden om sit evige Liv? – Findes der noget større Udtryk for Døden? – At "Døden" ikke kan være en total Udslettelse er jo en Selvfølge, thi i saa Fald var den jo ikke nogen Oplevelse. Noget, der ikke kan opleves, kan jo umuligt have nogen Interesse i den guddommelige Verdensplan, rent bortset fra, at en absolut Tilintetgørelse af det levende Væsens Jeg er en Umulighed, eftersom det i sig selv ikke er Bevægelse, ikke er Stof, men bare "Noget som er", og som har Evne til at forbinde sig med Materien og igennem denne Forbindelse aabenbare sin Eksistens eller Nærværelse i Universet. At det kan regulere disse Forbindelser ved at lade dem være Begyndelse og Afslutning underkastet betyder jo ikke, at det i sig selv er dødeligt, men derimod at det netop kan bestemme over "Døden". Jeget i det levende Væsen udgør som nævnt "det levende", og Stoffet eller Materien udgør "det døde". "Det levende" kan altsaa forbinde sig med "det døde", og derved opstaar Manifestation, og det kan afbryde denne Forbindelse, og Manifestationen vil da opløses, men det levende bliver ved med at være "levende", og det "døde" bliver ved med at være "det døde", hvormed Jeg'et atter kan forbinde sig og skabe nye Manifestationer. Materien eller Stoffet er saaledes uforgængeligt. "Noget" kan ikke blive til "Intet", ligesom "Intet" ikke kan blive til "Noget". Tingenes Totalværdi vil evigt være "noget som er".

Med Hensyn til det jordiske Menneske er det altsaa gaaet saa meget op i Materien, at det er blevet eet med denne. Det har mistet sin "kosmiske Bevidsthed" eller sit Kendskab til selve "det levende". For at faa dette Kendskab til "det levende" tilbage, maa det nu til at spise af "Livets Træ", ligesom det, for at faa Kundskab om Materien, om "godt" og "ondt" maatte spise af Kundskabens Træ.