Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

I mit sidste Brev til Dem berørte Jeg den Indflydelse, en aandelig Opfattelse kan have paa ens daglige Liv, et Problem, jeg har Lyst til at berøre lidt nærmere. Vi lever jo i Grænsezonen mellem to Aandsopfattelser, en, der hviler paa udefineret Tro og en ny, hvis Fundament skulde være dagsbevidst Viden. At vi er paa Vej bort fra den første, behøver jeg næppe at præcisere nærmere. De fleste intellektuelt betonede Mennesker befinder sig mere eller mindre i Opposition til en dem paatvunget, ubegrundet Trosopfattelse. Forholdet er her det, at een Del kommer i direkte Opposition til de Forestillinger, der bydes dem som saakaldt "aandelig Føde", medens en anden Del simpelthen mister Interessen for Omraadet. De bliver kort sagt religiøst indifferente. Men over disse to Grupper befinder der sig en tredie, nemlig alle de, der selv begynder at søge efter Sandheden, og det vel at mærke en Sandhed, som bekræftes af deres egne selvoplevede Erfaringer. De nøjes ikke med at bøje sig for det Respektkrav, der indeholdes i Ordene "man siger", men gaar saa vidt, at dersom det sagte, afkonfereret med deres egne Erfaringer indenfor det samme Omraade, ikke finder nogen Genklang, simpelthen kasserer det Meddelte som værdiløst for dem.

Men i denne deres Trang til kun at bøje sig for den "rene" dvs. den af dem selv bekræftede Sandhed, kan det ske, at de kommer til at ignorere Omraader eller Begreber, man ikke ustraffet kan ignorere. Jeg tænker her paa Begrebet "Bøn". Jeg har personligt truffet adskillige, for hvem dette Begreb er ukendt. Disse Mennesker har aabent overfor mig givet Udtryk for den Opfattelse, at det at bede var noget, man voksede fra. De fandt det, kort sagt, uforeneligt med et intellektuelt voksent Menneskes Liv. Paa sin Vis forstaar jeg saa udmærket denne Indstilling, saameget mere som jeg selv i en ret lang Periode dyrkede den. Jeg var som ganske ung Medlem af en religiøs Ungdomsbevægelse, hvis Møder altid blev indledte og afsluttede med Bøn. Denne evige Andagtskomedie, for andet var det i de fleste Tilfælde ikke, udløste til Slut i mig en utrolig Lede overfor selve Bønnens Mysterium. De kender selv den stereotype Fremtoning med de foldede Hænder og de himmelvendte Øjne, og De kan ikke undgaa, dersom De blot har nogen humoristisk Sans, at se, at der er noget forkert ved den. Jeg kunde imidlertid ikke selv finde det forkerte, det maatte jeg have en Martinus til at vise mig. Det forkerte var simpelthen Metoden, og det forbavsende her er egentlig det, at det er Jesus selv, der anviser den rigtige Metode, noget man skulde tro var blevet opdaget af alle de, for hvem Bønnen efterhaanden blot er blevet en rent udvendig Ceremoni. Siger han ikke meget klart: "Naar du beder, da gaa ind i dit Lønkammer og luk din Dør"?

Bøn skal ikke være aandløs Ordremseri. Bøn skal være Koncentration. Men hvem kan koncentrere sig, naar en eller flere betragter en? Praktisk taget ingen! Selve det, at man føler Trang til at bede, røber, at man dybt i sig selv fornemmer en skjult Kontakt med den Guddom, hvis Tilstand man muligvis rent intellektuelt intet begriber af. Trangen til Bøn gaar saa dybt, at dens Veje forsvinder usporlige ind i vor dunkle Fortid. Tænkeevne og Ensomhedsfølelse er uadskillelige Faktorer. Men den Form. Bønnen har haft, har ustandselig skiftet. Ogsaa her finder der en Udvikling Sted, en Udvikling, vi kan iagttage. Lad mig her fortælle Dem en lille Historie om det enfoldige Menneskes Bøn: Moses hørte engang en Hyrde bede saaledes: O Gud, vis mig, hvor du er, for at jeg kan blive din Tjener. Jeg vil børste dine Sko og kæmme dit Haar, sy dine Klæder og hente din Mælk!

Moses tilretteviste Hyrden herfor og sagde, at Gud ikke behøvede saadanne Tjenester. Derover blev Hyrden meget bedrøvet og gik ud i Ørkenen. Men Herren kaldte da paa Moses og sagde: "Hvorfor bringer du min Tjener til at fly, din Gerning skulde være, at bringe ham til mig . . . det er visselig ikke mig, som bliver ren af hans Lovprisning, men det er meget mere ham, som vinder Glans og Renhed deraf. Jeg tager ikke Hensyn til ydre og tomme Ord, men alene til det indre og Sindets Art, jeg ser paa Hjertet, om det ejer Ydmyghed!"

Rummer denne lille Fortælling ikke Nøglen til Bønnens Mysterium? For mig selv betyder Bøn en Koncentration paa det, der i Øjeblikket optager mig. Et Forsøg paa, saa langt mine Evner rækker, at se Virkningen af det, jeg maa foretage mig. Anvendt blot et kort Stykke Tid, bliver denne Form for Bøn noget helt uundværligt, thi det sker uundgaaeligt under en saadan Koncentration, at Tanken ledes længere frem, end det ellers vilde være Tilfældet, den ledes nemlig hyppigt til Kontakt med den større Plan, vort eget Liv altid er indfattet i. Vi er altfor tilbøjelige til at tro, at vi lever "vort eget Liv". Ingen Illusion er større. Før vi blev "dannede i Moders Liv", var vi allerede indbyggede i en Plan, det muligvis ikke skulde blive os forundt at se eller komme i bevidst Kontakt med. En Hitler og en Mussolini havde næppe megen Ide om, hvilken Plan eller hvilke Dele af en Plan de skulde fuldbyrde. Som de fleste af os, har disse to Mænd sikkert troet, at de spillede deres eget Spil. Men læg her Mærke til Forskellen mellem de her nævnte Heroer og saa Verdensgenløserne eller de kosmisk bevidste. Spiller de nogen Sinde deres eget Spil? Aldrig! Tværtimod ser vi atter og atter, hvorledes hele deres Liv former sig som et koncentreret Ønske om at gaa "Guds Veje" eller gøre "hans Vilje", kort sagt, de giver saa aabent, det overhovedet er dem muligt, Udtryk for, at de kun er besjælede af eet eneste brændende Ønske: at fuldbyrde den Del af Verdensplanen, der er blevet dem betroet. Stammer Udtrykket "en Mission" ikke herfra? Hvordan kan man fuldbyrde en Mission, hvis den ikke er blevet givet af et levende Væsen? Kan en død Ting lægge en Mission paa ens Skuldre? Nej!

Bøn er saaledes noget meget vigtigt. Det er det Middel, ved hvis Hjælp man kan hindre sin egen medfødte Frygtagtighed i at faa Overherredømmet over ens Liv. Det er i de Stunder, hvor man ligesom "fortætter" sin Sjælskraft, at man faar Mod til at gaa de Veje, der for andre ser baade haabløse og taabelige ud. Ejer man ikke i sig Evnen til at bede paa den rigtige Maade, skal man ikke regne med at være i Besiddelse af Kræfter til at løfte nævneværdige Opgaver. Da maa man hellere koncentrere sig om sin egen Bankkonto og i Troen paa den søge den Sikkerhed for Liv og Død, ingen kan leve foruden.

Kosmisk set befinder vi os, som før nævnt, i et Grænseomraade. Det primitive, religiøse Liv, inkarneret i uintellektuelle Trosforestillinger, har mistet sin Magt over det mere fremskredne Menneske. Men derfra og saa til at tro, at det, disse primitive Forestillinger dækker over, er forkert, er et baade langt og farligt Skridt. Vi har det i vor Magt at lade være at bede, ja ydermere at smile lidt overlegent ad dem, der gør det. Men Livet er stærkere end vi er, og den Dag vil komme i ethvert Menneskes Liv, hvor det simpelthen ikke har Mod til at leve uden igennem Bønnen at holde sig i Kontakt med den Guddom, det fandt ved Hjælp af det Intellekt, det først misforstod, men senere lærte at se som et endnu skønnere Middel til guddommelig Kontakt end Junglemenneskets primitive, men derfor ikke mindre sande, Instinktfunktioner. Vil vi hjælpe Verden frem, gives der ingen anden Vej end den, igennem Bøn eller Tankekoncentration at holde sig i ubrudt Kontakt med den virkelige og kærlige Verdensplan, vi fandt igennem vor Søgen efter Sandheden, den Verdensplan som er selve Guds egen levende Bevidsthed!