Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Når folk begynder at drikke, siger man, at de er kommet ud på skråplanet. Det er et godt udtryk, for det fortæller lidt om de kræfter, der ligesom af sig selv påvirker de stakkels mennesker i en ugunstig retning. Noget af det samme kan man observere med børn, som er kommet for godt i gang med at pjatte eller fortælle løgnehistorier. Det er som om en usynlig magnet trækker dem længere og længere ud. At komme ud på sådan et skråplan har noget med evner, optræning, sult og mættelse at gøre. Det forklarer Martinus på de følgende sider.

At bevæge sig ned ad skråplanet er en manøvre, som vi alle har set eller hørt om. Men at bevæge sig tilbage igen, det hører man ikke så meget om. Det kan være et livslangt forløb, og det behøver ikke at have spor med alkohol eller narkotika at gøre. I denne kommentar vil jeg gerne give et eksempel på det. Det drejer sig om en lærer, som gennem en menneskealder underviste på Frederiksberg Gymnasium. Han var frygtet af alle elever for sin usædvanlige kulde og sin hårde, militæriske facon. I 4. mellem (9. klasse) fik jeg ham i latin. Da han fungerede som "gårdhund", måtte man altid vente på ham. Omsider trådte han ind i klassen. Vi fór op fra stolene i retstilling, mens han ildevarslende skred op mod katederet. I timen og alle hans øvrige timer var der altid dyster ro, og alle kunne deres ting. Var der alligevel lidt slinger i valsen, blev den uheldige sat på plads med en isnende, metallisk røst og en hånende ironi, som også kunne komme til udløsning over helt uskyldige hoveder. Det fortæller Palle Lauring om i sin erindringsbog fra skoleårene i 1920'erne. Mine erindringer stammer fra 1950'erne. Lauring prøver at se noget positivt ved denne lærer, men det lykkes ikke. Måske skyldes det forskel i temperamenter, måske de 30 år mellem vore iagttagelser, men faktisk ser og så jeg en ældre mand, som gentagne gange forsøgte at arbejde sig op imod sin egen strøm af kynisk kulde. Det har næppe været nogen lykke i alle disse år at blive mødt med frygt og had. I 1935 skete det, at en elev gav denne lærer en lussing i skolegården. Alle dukkede sig skrækslagne, men frydefulde, og gamle elever ærgrede sig over, at det ikke var dem, der havde turdet gøre det.

Jeg så den pågældende lærer forsøge at være venlig. Jeg så ham forsøge at undskylde en uheldig elevs præstation ved eksamensbordet, jeg så ham smile et lille anstrengt smil, der ikke fik hans kolde øjne til at smile med, men det var dog et smil. Jeg så i denne lærer en stakkels person, som kæmpede med årtiers optrænet misbrug af egen magt og position.

Jeg har senere hørt, at han som pensioneret forsøgte sig som hyggeonkel på skolen. Det kan ikke have været med succes, men det viser lidt om, hvad der sætter grænsen for et menneskes vej ud ad et skråplan. Det vil altid været savnet af andres kærlighed og trangen til at vinde den.