Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag afholdt af Martinus i Kosmos Feriebys Foredragssal
Fredag den 5. Juli 1946
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

(fortsat)

Og det er denne Mangel paa "Kristendom", der i Dag griber ind i alle Jordmenneskers Skæbne. Som vi allerede har nævnt, er sand "Kristendom" udelukkende det samme som sand "Næstekærlighed", ligesom sand "Næstekærlighed" er "al Lovens Fylde". Hvad er da "Lovens Fylde"? – I denne Forbindelse er "al Lovens Fylde" det samme som Opfyldelsen eller Overholdelsen af alle de Betingelser, der kræves, for at et Menneske virkeligt kan opleve at være "Menneske". Kan et "Menneske" da leve og eksistere i den daglige Tilværelse uden at opleve en virkelig "menneskelig" Tilværelse? – Nej, det fuldkomne eller færdigudviklede Menneske kan naturligvis ikke leve, uden at dets Liv bliver Oplevelsen af virkelig "menneskelig" Tilværelse, men det ufærdige Menneske, hvilket vil sige, "det jordiske Menneske", lever endnu sit daglige Liv uden nogen Sinde at have oplevet virkelig "menneskelig" Tilværelse. Det har endnu kun naaet at have faaet den fysiske Organisme, der er beregnet til at skulle blive Bolig og Redskab for den virkelige "menneskelige" Mentalitet. Og det er i Kraft af, at det nu besidder en saadan Organisme, at det i Dag kalder sig "Menneske". Men der behøves ikke engang nogen særligt dybtgaaende Forskning for at kunne iagttage, at Væsenet i den jordmenneskelige Organisme har saa meget tilfælles med "Dyret" eller er saa lig "Dyret" i sin mentale Indstilling til Medvæsenerne, at der i stor Udstrækning overhovedet slet ikke eksisterer nogen som helst Forskel paa det jordiske "Menneske" og "Dyret". I alle Situationer, hvor Jordmennesket bliver vred, hadefuld eller hævngærrig og fører Krig, i alle Situationer, hvor det albuer sig frem paa andres Bekostning saavel som i alle Situationer, hvor det lyver, bedrager og stjæler, er dets Bevidsthed fuldstændig identisk med "Dyret"s.

Medens de ovenfor nævnte Situationer for "Dyret" repræsenterer normale Leveformer, idet de er de eneste, igennem hvilke "Dyret" kan hævde sig, er de for det fremskredne Jordmenneske absolut ikke at betragte som normale, idet nævnte Væsen har Adgang til langt fuldkomnere Leveformer, alle baserede paa Krigens eller de dyriske Leveformers totale Modsætning. Forskellen mellem "Dyret" og det jordiske "Menneske" bliver denne, at medens "Dyret" kun kan vælge een eneste bestemt Livsform, nemlig den "dyriske", kan Jordmennesket betjene sig af ikke blot den "dyriske" Livsform, men ogsaa af en Livsform, der er dennes totale Modsætning. Da denne sidstnævnte Form udgør en Modsætning til al Krig, bliver den identisk med "Næstekærlighed". I det jordiske Menneske findes der saaledes Repræsentationen af to store diamentralt modsatte Leveformer. At dette ikke blot danner Grundlaget for Krig imod Næsten, imod Omgivelserne, men ogsaa fører Individet i Krig med sig selv, bliver her synligt som selvfølgeligt.

Da Individet saaledes i sig har Mulighed for at kunne benytte to Leveformer, hvoraf den ene er fuldkommen og giver en fuldkommen Livsoplevelse, og den anden er ufuldkommen og derfor giver en tilsvarende ufuldkommen Livsoplevelse, vil det, hver Gang det har benyttet sig af den ufuldkomne Leveform (den dyriske) og derved erfarer den ufuldkomne Livsoplevelse, blive utilfreds med sig selv eller ulykkelig. Det er denne Misfornøjelse, vi kalder "Samvittighedsnag". For det fremskredne Kulturmenneske vil Samvittighedsnag saaledes altid betyde Afsløring af, at det har benyttet sig af den "dyriske" i Stedet for den virkelig "menneskelige" Leveform. Det faar derved ikke blot de rent fysiske Ubehageligheder, som Benyttelsen af den primitive Leveform har medført, men det oplever saaledes ogsaa det mentale Ubehag, det er at opdage, at man helt havde kunnet undgaa Ubehagelighederne eller den heraf følgende ulykkelige Skæbne, hvis blot man havde handlet anderledes, havde handlet mere i Næstekærlighedens og mindre i Selviskhedens Favør. Da "Dyret" kun har Adgang til den dyriske Leveform, er denne Leveform som før nævnt normal for samme Væsen. Det kan derfor slet ikke faa nogen som helst Form for virkeligt Samvittighedsnag. Det lever i Kontakt med sin Tilværelse, sin Livsbestemmelse, og er lykkeligt. Det er endnu i stor Udstrækning i "Paradiset". Det fremskredne virkelige Kulturmenneske paa Jorden har derimod begyndt at faa bevidst Selvbestemmelsesret med Hensyn til, om dets Livsoplevelse skal være lykkelig eller ulykkelig. Det har Adgang til at betjene sig af to Leveformer, hvoraf den ene giver det en lykkelig og den anden en ulykkelig Livsoplevelse.

Men hvorfor lever de jordiske Mennesker da i saa stor Ulykke, Krig og Lidelse, som Tilfældet er? – Hvorfor vælger de ikke hundrede Procents den Leveform, der ufejlbarlig giver en lykkelig Livsoplevelse? – Da dette Valg udelukkende er et Spørgsmaal om Viden, kan Individet jo ikke vælge rigtig Leveform, saalænge det ikke ved, hvilken af de to Leveformer, der er den rigtige og fører til Lykken. Da den "dyriske" Leveform er den ældste og bor i Væsenet som Vanebevidsthed, medens den virkelig "menneskelige" Leveform er noget forholdsvis nyt, noget der endnu kun i ringe Udstrækning er indgroet i Væsenet som Vanebevidsthed, er det rigeligt, at denne nye Leveform i Virkeligheden endnu kun forsøgsvis bliver anvendt, stimuleret af de humane Verdensreligioners Kirker, Forskrifter og Idealer. Den ny eller fuldkomne "menneskelige" Leveform er altsaa noget, der skal tillæres, noget, der er i sin Vorden. Jordmennesket er Elev i denne ny Leveform, medens det derimod er en rutineret Mester i Anvendelsen af den "dyriske" Leveform.

At der under disse Omstændigheder ikke kan være Fred i Verden er en Selvfølge. Den virkelige "varige Fred", som Jordmennesket hungrer efter, kan naturligvis ikke være en fuldkommen Realitet, saalænge de Væsener, der skal skabe den, endnu kun er begyndende Lærlinge i Udviklingen af den Leveform, paa hvilken den udelukkende er baseret. At Jordmenneskene derfor i en tilsvarende Grad endnu regeres af Fordomme, baserede paa "dyrisk" Mentalitet, saasom krigsforherligende Idealer, "hellig Vrede" og "retfærdig Harme" eller i stor Udstrækning blot tænker i et Moralprincip, der kun er en Blanding af selviske Vikinge- og Forretningsidealer indhyllede i Etiketten "Kristendom" eller en anden af de store Verdensreligionbetegnelser, er foreløbig ganske naturligt. Den moderne Civilisation eller Verdenskultur er saaledes i Dag kun en paa Teknik og Videnskab raffineret Manifestation af denne Blandingsmoral, autoriseret gennem juridiske Love fra samme mentale Niveau.

Midt i dette Kaos har nu i Aarhundreder lydt fra Tusinder af Prædikestole: "Du skal elske din Næste som dig selv", "Vend den højre Kind til naar du bliver slaaet paa den venstre", "Hævner eder ikke selv i elskelige, jeg vil betale, siger den Herre Zebaoth", "Det, et Menneske saar, skal det høste", ligesom "Den, der ombringer ved Sværd, skal selv omkomme ved Sværd". Som man ser, er alle disse Udtryk Læresætninger for Udvikling af den rent "menneskelige" Leveform. De kan ikke i nogen som helst Retning tages til Indtægt for den "dyriske" Leveform, ja, ikke engang for hverken "hellig Vrede" eller "retfærdig Harme". Og da Udøvelsen af den "dyriske" Leveform eller den Leveform, der ikke respekterer ovennævnte Paabud, netop atter og atter kun har ført til Krig, Lemlæstelse, Tortur, Ruin, Nedværdigelse, Undertrykkelse, Gudløshed og Livslede, bliver det mere og mere til Kendsgerning, at Lykken for Jordmennesket ikke mere findes i den dyriske Leveform. Men naar den ikke findes i den "dyriske" Leveform, kan den kun findes i dens Modsætning: den "menneskelige" Leveform. Og hvad er da mere naturligt end dette, at Jordmennesket, der er et Væsen, der har faaet "menneskelig" Krop eller Organisme, ogsaa skal have "menneskelig" Mentalitet? – Dette er altsaa Naturens Mening og dermed Guds Villie med det jordiske Menneske. At det fremskredent udviklede jordiske Menneske i sit Indre begynder at forstaa dette, bliver altsaa til Kendsgerning igennem den Omstændighed, at det netop faar Samvittighedsnag, hver Gang det handler i Kontakt med Dyrerigets Traditioner og overtræder Næstekærlighedens Love. "Det Gode, det vil, gør det ikke, det Onde, det ikke vil, det gør det." Er det ikke netop denne Omstændighed, der ligger til Grund for al Jordmenneskets Ulykke? – Og er disse Ord ikke det sande Udtryk for ethvert Samvittighedsnag hos det intellektuelle eller fremskredent udviklede Jordmenneske? –

Men naar Jordmennesket ikke gør det Gode, det vil, men derimod gør det Onde, det ikke vil, bliver det dermed til Kendsgerning, at det ikke er et frit Væsen, der kan gøre det, det vil. Men naar det ikke er et frit Væsen, kan det kun være et "fængslet" Væsen. Det er "fængslet" i det, der forhindrer det i at gøre det Gode, som det saa gerne vil. Og dette "Fængsel" vil saaledes altid uden Undtagelse bestaa i en eller anden "dyrisk" Tradition, som det endnu ikke har overvundet, og som det derfor ligger under for. De "dyriske" Traditioner, Vaner eller Tilbøjeligheder er saaledes mentale Fængsler, indenfor hvilke Individet paafører sig selv en større eller mindre fysisk Tortur eller Lemlæstelse, alt eftersom det i større eller mindre Grad ligger under for disse "dyriske" Vaner eller Tilbøjeligheder. At det her ikke drejer sig om blot nogle enkelte Individer, men at det derimod er hele Jordmenneskeheden, der i et stort Omraade endnu er fængslet i den "dyriske" Livsform, bliver jo til Kendsgerning igennem de store Verdenskrige, de politiske og religiøse Kampe og det store Profitjageri under Begrebet "Forretning", der nu i en længere Periode har martret hele Jordmenneskeheden. Det er ikke saa mærkeligt, at flere og flere Jordmennesker kommer til at se og forstaa, at den kristne Børnelærdom eller de bibelske Facitter angaaende Næstekærligheden ikke blot er for de enfoldige eller naive, men ogsaa i allerhøjeste Grad har Bud til alle Jordens Mennesker, ja, er det saa at sige absolut "eneste Fornødne", hvis Jordmenneskehedens saavel som det enkelte Individs Skæbne virkeligt skal drejes ind i Muligheden for Skabelsen af en virkelig "menneskelig" Mentalitet i den fysiske "menneskelige" Organisme, Jordmennesket allerede er i Besiddelse af. I Sandhed, tror man ikke Tilegnelsen af Næstekærlighedens Videnskab er nok saa nødvendig og virksom i Verdensfredens Skabelse end – "Atombomben" – Tror man, at denne Bombe eller andre saakaldte "hemmelige Vaaben" eller Døds- og Ødelæggelsesmaskiner kan fjerne den "dyriske" Mentalitet fra Jordmenneskets "menneskelige" fysiske Legeme eller Organisme?