Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Højsæsonen er endt! Men De forstaar, hvad det vil sige for os? For blot 120 Døgn siden ankom vi til Klint for at overtage Brd. Houlbergs store Ejendom og for at bygge den om til Hotelpension paa nøjagtig det halve af den ovenfor anførte Tid. Vi naaede det, og allerede 24 Timer efter myldrede Gæsterne ind. Vi byggede Sjællands største Hotelpension og oplevede i Løbet af ganske kort Tid at se den belagt langt udover dens Kapacitet. Jeg skal ikke trætte Dem med en detaljeret Beskrivelse af vore Oplevelser i Højsæsonen. Jeg ønsker blot at give Udtryk for min egen Forbavselse over, at det virkelig lykkedes at løse den Opgave, der her blev stillet os.

Maaske finder De ingen Grund til at forbavses. Set udefra kan det jo synes ganske ordinært, at man køber en Ejendom og indretter den til Hotelvirksomhed. Blandt Fagmænd er det muligvis ogsaa ordinært, blandt Amatører næppe. Nej, naar jeg skriver, at jeg ønsker at give Udtryk for min Forbavselse over, at Opgaven virkelig blev løst, dækker mit Ønske noget helt andet end en evt. camoufleret Trang til Ros og Hæder, det dækker den enkle Kendsgerning, at ikke alene jeg selv, men ogsaa alle de af mine Kammerater, som her har været med i denne store Opgaves Løsning, utallige Gange i disse svundne 120 Døgn næsten rent fysisk har oplevet helt andre Kræfters Virke end de, man ellers arbejder med. Hver og en af os har oplevet Timer, hvor Bevidstheden kun var opfyldt af eet Ønske, det, at kunne trække sig tilbage i god Ro og Orden. Men dette Ønske er omgaaende blevet mødt af en modsat rettet Pligtbølge, der paany satte Hjulene i Gang. Vi vidste, at denne Opgave havde to afgørende Faser, som skulde og maatte løses. For det første skulde Værelserne være færdige til Højsæsonen. Det blev de. For det andet skulde Højsæsonens Resultat være det, at vore Gæster forlod os med den Glæde over Opholdet, der betinger et Gensyn. Naaede vi dette Resultat? Ubetinget Ja!

Det vilde være mig umuligt at skrive om disse Døgns Slid uden klart at give Udtryk for ikke alene min egen, men ogsaa mine Kammeraters Fornemmelse af meget stærke psykiske Kræfters Virke i og omkring os i disse nu svundne tre Maaneder. Jeg ved udmærket, at det er dristigt at nævne saadanne Ting, men jeg opfatter det nu som min Pligt overfor Dem at give Udtryk for det, jeg indenfor de aandelige Omraader af Livet har den Lykke at opleve. Og jeg har her virkelig oplevet noget usædvanligt. Thi at jeg selv har følt disse Kræfters Virke kunde muligvis bero paa en vis Træning i at være i Kontakt med disse Kræfter, jeg søger jo dog hele Tiden at samarbejde med en Ideverden, som endnu ikke helt er "af denne Verden". Men mine Kammerater har Gang paa Gang overfor mig givet Udtryk for den samme Fornemmelse. Vi har i Fællesskab set tilsyneladende umulige Knuder blive løste. Gang paa Gang har vi midt i vor egen Træthed følt os gennemstrømmet af en besynderlig Kraft, der ligesom lod os forstaa, at vi hverken stod alene eller var overgivet til haabløse Tilfældigheder. Vi har, sagt i Korthed, haft en meget levende Fornemmelse af, at vi blot var Led i en Plan, som skulde og vilde lykkes.

Jeg nævnte for Dem, at vor Opgave havde to Faser, og at den sidste drejede sig om det ene, at skabe Tilfredshed i vore Gæsters Sind. Prøv at forestille Dem en Invasion paa netop denne Plet af Mennesker, som kommer helt uden Kendskab til vor Tanke- og Ideverden? At vore Sind var fyldt med Spænding, maa ikke forbavse. Vi vidste, at vi var med i en Sprængning af den Provinsidyl, som hidtil havde hvilet over Kolonien. Vi vidste, at Martinus med denne store Udvidelse klart ønskede at tilkendegive sit Arbejdes absolut frie og tolerante Natur. Men vi vidste ogsaa, at denne Sprængningsproces kunde give Anledning til ubehagelige Oplevelser.

Og hvad blev saa Facit? Facit blev noget, ingen af os havde turdet haabe. Det blev nemlig det, at hele den nye Udvidelse i Løbet af disse treds Døgn langsomt men sikkert i den Grad smeltede sammen med det i Forvejen eksisterende, at vi allerede nu kan imødese en følgende Sæson med Sindsro. Glæden over at være Gæst paa Klinsøgaard har været saa stor, at langt de fleste ikke alene har givet Udtryk for Ønsket om at vende tilbage hertil, men ogsaa om at Venner og Bekendte endelig ogsaa skulde komme her.

Men den anden Fase havde to Sider, af hvilke vi i Begyndelsen kun kendte den ene. Vi havde regnet med at den store, nye Udvidelse i Starten vilde leve sit eget Liv. Vi regnede med, at vore Foredrag var reserverede vore egne og tænkte en Overgang paa at gøre dem "lukkede". Vi opgav det imidlertid som stridende imod vor Indstilling. Vi siger intet, som ikke enhver maa høre, og skulde der iblandt alle disse vore nye Gæster være nogle, som havde Lyst til at overvære et Foredrag, vilde det være imod vor Natur at nægte dem dette. Hvad blev saa Resultatet? Det, at Foredragene sandsynligvis for det store Flertal af vore Gæster blev Feriens helt store Oplevelse. Hvad jeg selv og hvad mine Kammerater har hørt af Glædesytringer over de Tanker, der her bliver givet Udtryk for, skal ikke skrives ned, det skal blot noteres som den Overraskelse, der blev os til Del. Her løftede Forsynet en Flig af Sløret over den Plan, hele Martinus Arbejde følger. Her saa vi med egne Øjne, hvorledes Mennesker bliver "dirigeret" hen til et Sted, hvor en ny, livgivende Impuls venter dem. Skjult bag sine ydre, ferieprægede Arrangementer er Kosmos Ferieby en Skole for Aand. Jeg ved udmærket godt, at Mennesker, som ikke kender den egentlige Hensigt med denne store Skabelse, ser paa den som en "mægtig Forretning". Men for det første har jeg hørt disse Betragtninger saa ofte, og for det andet ved jeg, at det, vi under Martinus Ledelse og Ansvar skaber, skabes i langt højere Formaals Tjeneste. Vi hører en ny Tid til, en Tid hvor det aandelige Liv ikke skal leve i "Sæk og Aske". Det er med fuldt Overlæg at Martinus i alle sine fysiske Skabelser søger at omgive den Interesserede i hans Arbejde med saa stor rent fysisk Skønhed, som det er ham muligt. For Martinus er skønne Omgivelser identisk med Kærlighed. Det ved vi, og derfor ved vi ogsaa, at vi fremdeles heroppe vil blive stillet overfor Kravet fra ham selv om at gøre denne Plet endnu skønnere, saasnart det er os muligt.

Men al den fysiske Skønhed vilde jo blot være tom Pral, om ikke den bag Formen levende Aand var endnu skønnere. Og her er det, at den nu svundne Højsæson har efterladt et meget smukt Minde i vort Sind. En fin gammel Ingeniør udtrykte det for mig i disse Ord, som jeg indtil nu har beholdt for mig selv: "Se kære Hr Gerner Larsson, de dejlige Værelser og den virkelig udmærkede Kost betaler vi jo for, saa det behøver jeg jo saadan set ikke at berøre, men hvad vi ikke betaler for, og hvad jeg selv aldrig har oplevet før, er den ualmindelig smukke, ja ligefrem kærlige Maade, hvorpaa Deres Personale omgaas hinanden. Det har i Sandhed været mig en ualmindelig dejlig Oplevelse at se det, og jeg ved, at det er almindeligt Samtaleemne blandt Gæsterne her!"

Sommeren 1946 vil nu snart være Historie. For alle os, der deltog i den store Udvidelse af Kosmos Ferieby, har denne Sommer efterladt Erindringer, vi aldrig vil kunne viske ud af vort Sind. Vi oplevede en Fødsel af noget nyt og meget smukt. Vi fik i rigelig Grad Lov til at opleve Veernes Smerter, men vi fik ogsaa Lov til at se Fuldendelsen. Endnu er vi ikke færdige, og mange mindre Kampe venter endnu paa deres Udfald. Men Hovedslaget er slaaet, og som vi her naaede Vejs Ende paa bedste Vis, vil vi ogsaa i det, vi endnu har tilbage at overvinde, komme igennem, derom kan De trygt være overbevist.

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere!