Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag afholdt af Martinus i Instituttets Foredragssal
Søndag den 28. April 1946
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig.

(fortsat)

Det har sin højt udviklede Intelligens eller Tænkeevne. Dets Evne til at ræsonnere har forøget dets Evne saaledes, at det er i Stand til at kunne praktisere en hel anden langt fuldkomnere Maade at leve paa. Det er ikke som Dyret henvist til hovedsageligt at skulle leve paa sit Instinkt, men kan med sin vaagne klare Dagsbevidsthed leve sig ind i sine Omgivelsers Væremaade, deres naturlige og uundgaaelige Krav. Ved ikke at forstaa disse Krav til en, som noget, der i Virkeligheden er berettiget, er man tilbøjelig til at mene, at disse er uberettigede. Heraf kommer Sætningen "Enhver er sig selv nærmest". Medens denne Livsform for Dyret er den absolut fuldkomneste, bliver den for det tænkende eller intellektuelle Menneske den Lænke, hvormed det totalt binder sig selv til den mest ulykkelige Form for Skæbne, der overhovedet kan opleves. Hos Dyret eksisterer der, udover dets Parringsdrift eller Mageprincip, ikke andet end Magtprincippet. Her gælder endnu kun den Stærkeres Ret. Derfor gælder det her udelukkende kun om paa en eller anden Maade at blive den stærkeste. Kan det ikke blive paa det rent fysiske eller kropslige saa dog paa det rent mentale, hvilket her igen vil sige med hensyn til at camouflere, til at narre sine stærkere Omgivelser, saa man ved List kan overvinde dem. Og da disse Kræfter ligger i Dyret som en altbeherskende Vanebevidsthed, og det ikke endnu har nogen Evne til at kunne tænke eller reflektere sig til en anden Tilværelsesform, kan samme Livsform saaledes udelukkende kun være Dyrets ellerhøjeste Dyd. Og den eneste Form for Frihed, Dyret er i Stand til at opleve, vil altsaa udelukkende kun være den, det med sin Magtoverlegenhed enten paa det kropslige eller paa det bedrageriske Omraade er i Stand til at garantere sig. Men da det er en stadig Kamp om Magtomraadet, og denne er en ufravigelig Livsbetingelse for Dyret, er samme Væsen saaledes absolut fængslet eller bundet af denne Kamp. Det er ikke noget frit Væsen. Det maa stadig være paa Vagt og saaledes leve i en permanent Kamp med Omgivelserne. Men en paatvungen permanent Kamp kan udelukkende kun være et mentalt og fysisk Baand, ja være en Slags psykiske Haandjern. Det er Bekæmpelsen af denne fysiske og psykiske Fængsling, der forvandler "Dyret" til "Menneske".

Et fuldkomment eller færdigudviklet "Menneske" er altsaa et Væsen, der er frigjort af denne dyriske Livsform eller Levemetode. Det er naaet saa langt frem i Bekæmpelsen af nævnte Livsform eller Levemetode, at den er totalt overvundet. Dets Liv eller Fremtræden er ikke mere noget, det skal kæmpe med andre Væsener om at faa Lov til at bevare. Det er ikke mere opfyldt af Tendensen til at praktisere Princippet "Enhver er sig selv nærmest", men er derimod totalt opfyldt af denne Livsforms totale Modsætnings "Enhver er sin Næste nærmest". Da denne Livsform udelukkende kun kan udløses eller manifesteres igennem Glæden ved "Hellere at give end at tage", og denne Livsform altid vil forekomme Omgivelserne særdeles behagelig eller kærkommen, vil disse Omgivelser efterhaanden fornemme et saadant Væsen som deres absolut sande Ven. De vil begynde at elske ham. Og dem man elsker, tjener man. Omgivelserne bliver saaledes dette Væsens Tjener. Det, nævnte Væsen har saaet, begynder det saaledes at høste. Kan man tænke sig et fuldkomnere Forhold end dette, at et Væsen elsker sine Omgivelser og bliver genelsket af disse? – Og hvordan tror man, at Livet paa nogen som helst anden Maade skulde kunne opleves som absolut lykkeligt og dermed absolut fuldkomment? – Individets Skæbne kan jo udelukkende kun bestemmes af to Faktorer, nemlig: dets eget Selv og dets Næste, der igen henholdsvis er det samme som dets Fremtræden som "Individ" og dets Omgivelser, alt og alle uden Undtagelse. Derfor findes der i Virkeligheden saaledes ogsaa kun to Former for Skæbne. Individet kan enten hade sine Omgivelser, eller det kan "elske" disse, hvilket altsaa igen er det samme som, at det kan "hade" eller "elske" sin "Næste". "Hader" det "Næsten", er det Udtryk for, at det er i Strid eller Konflikt med Livet og dermed med "Lykken" og tror, at "Næsten" er Aarsagen til denne Konflikt og den heraf følgende Hæmning af dets Lykke. Dets Mentalitet er dermed fængslet eller bastet og bundet i en tilsvarende Grad af Begæret efter eller Trangen til at udrydde eller udslette denne Næste, idet det tror, at denne Udslettelse er dets Lykkes Redning. Dets Jag efter Frigørelse viser, at det er et "bundet" Væsen.

Hvis det derimod "elsker" sin "Næste", er det Udtryk for, at det lever i Kontakt med Livet. Det staar i Kraft af sin Næstekærlighed ikke overfor noget Væsen, det ønsker udryddet eller udslettet. Da dets Ønske eller Begær udelukkende kun gaar i Næstens Favør, møder det tilsidst ingen Gene eller Hæmning i sin Livsudfoldelse fra Næstens Side, idet denne jo under normale Forhold ikke er interesseret i at underminere det, der er i hans eget Favør. At faa sin Mentalitet omformet saaledes, at ens højeste Lykke og Tilfredsstillelse af Begær udelukkende er dette ene, at være i "Næsten"s Favør, er saaledes det absolut eneste, der kan garantere det levende Væsen Oplevelsen af den allerhøjeste Kontakt med Livet, en Kontakt der betyder den absolut totale Suverænitet. Den ene af de to førnævnte Bevidsthedsfaktorer fører altsaa til total mental Fængsling, til Slave af Materien, hvilket igen vil sige: til "Slave" af materielle Fordele eller tilsyneladende Goder, medens den anden Faktor derimod fører til total Frigørelse af Begæret efter disse Goder til Fordel for Kærligheden til "Næsten", hvilket som allerede bekendt er det samme som Kærligheden til Medvæsenerne i Individets Omgivelser. Men saaledes at elske sin "Næste" er jo det samme som at udløse den Manifestationsform, der er Livets Mening. Men at være i Kontakt med Livets Mening er jo det samme som at være immun overfor en hvilken som helst Konflikt med denne Mening. Og denne Immunitet er jo det absolut eneste, der kan garantere den absolut fuldkomne eller allerhøjeste Lykke og den heraf følgende tilsvarende Glæde ved at være til. At naa til denne Bevidsthedstilstand eller Manifestationsform er altsaa det samme som at være eet med Livet, der igen er det samme som at være "eet med Faderen".

Og med denne Livsform begynder altsaa en helt ny Tilværelse. Fra at være et "Dyr", der kun kan opretholde sin Tilværelse eller sit Liv i Kraft af at myrde, dræbe eller lemlæste sin "Næste" og saaledes udelukkende opretholde sin Tilværelse ved Hjælp af Omgivelsernes Lig, er man blevet til et Væsen, der udelukkende opretholder sin Tilværelse ved at give Liv, hvilket igen vil sige: udstraale Kærlighed til alt og alle og derved blive befordrende, stimulerende eller inspirerende sine Omgivelsers højeste Glæde ved at være til. Men herved bliver ens Manifestationsprincip jo fuldstændigt analogt eller identisk med selve Solens Princip. Solprincippet er jo det allerhøjeste fysiske Energiudfoldelsesprincip, der overhovedet eksisterer. Det er jo dette, der er Fundamentet for hele Jordens Skabelse eller Udformning til den Pragtklode, den igennem sine forskellige millionaarige Udviklingsepoker efterhaanden er blevet til. Da Solprincippet saaledes har bevirket, at Jorden i Dag fremtræder som en fuldkommen "Paradisets Have" med alle mulige Betingelser for med sine skønne Marker og Skove, Oceaner og Himmel at kunne give Menneskeheden et overdaadigt Livslyst- og glædesbefordrende Tilværelsesplan, naar samme Menneskehed er blevet færdig med at myrde, dræbe eller paa anden Maade at sabotere sin Evne til at tage dette guddommelige Tilværelsesplan i Besiddelse i Kontakt med Forsynets Villie, bliver det dermed en Kendsgerning, at Solprincippet er det mest guddommelige Energi-udfoldelsesprincip, der eksisterer. Men naar det saaledes er den fuldkomneste Energiudfoldelsesform eller Skabelsesmetode, der eksisterer, er det jo samtidigt det absolut fuldkomneste Forbillede eller den mest guddommelige Model for Udviklingen af vor egen Energiudfoldelse eller den vort eget Jeg underlagte Villieføring eller Manifestation. Solen, denne guddommelige, højeste Lys- og Varmekilde og Aarsag til at jordisk Pragt og paradisisk Livsmulighed skinner, varmer og lyser for den saakaldte "Onde" saavel som for den saakaldte "Gode". Den udstraaler aldrig i noget Tilfælde noget som helst Mørke, ja, den kan end ikke skabe den allerringeste Form for Skygge i eller paa noget som helst. Solen er Lys og Varme og kan kun være Lys og Varme. Skyggerne eller Mørket stammer ikke fra Solen, men kan udelukkende kun stamme fra "mørke" Ting, hvilket vil sige: Ting, der er en Hindring for Solens Lys og Kraft. Overalt hvor der forekommer Mørke, er det ikke Solen, men derimod helt andre Ting, der kaster Slagskygge og indhyller en større eller mindre Del af sine Omgivelser i Mørke. Disse Ting lukker altsaa Solens Lys og Varme ude og hindrer derved med sin Slagskygge andre Væseners Adgang til Livskilden. De har Mørket, Natten, Kulden og Døden til Kølvand i deres Livsbane gennem Verdensrummet. Hvor Solens Lys lukkes ude, trives kun Blindhed, Slim og Gift, Skimmel, Mug og Farveløshed. Hvor Solens Lys derimod kommer frem, bliver der Udsigt, Perspektiv og Farve, Smil, Glæde og Livslyst. Hvor findes der et større Udtryk for Moral end det, vi har fundet i Stjernerne? – Siger Gud ikke igennem Solens Lys de samme store Sandheder til os som de, han i Aartusinder igennem Profeterne, de store Vise eller Verdensgenløserne har fortalt Menneskeheden? – Hvad betyder det, at Bøger forgaar, Religioner forældes, Materialisme opstaar, naive og ufuldkomne Menneskepaafund florerer, naar den evige Fader i guddommelig Majestæt fra den mørke Nathimmel evigt aabenbarer sin Villie i Form af Solens Lys og udtrykker sit eget Billedes Struktur og dermed sin Livsform, sin Moral, sit Syn paa Liv og Tilværelse, sin Kærtegnen af de "Onde" saavel som af de "Gode", sin Paavisning af, hvad der giver Liv, og hvad der befordrer Død og saaledes gør Himlen til sit levende Ord.

Igennem Solens Ild forkynder Guddommen sin Plan med det levende Væsen. I Solens Straaler udtrykker den evige Fader sit Kærlighedsbudskab til sin "fortabte Søn" eller alle Sjæle i Mørket saaledes: "Se jeg er Opstandelsen og Livet, hver den, som praktiserer mit Livsprincip, skal opdage sin egen Udødelighed og overleve Tiden og Rummet og være Vidne til, at alt er saare godt. Han er mit udtrykte Billede og er eet med mig i sin Livsbane hen over Jorden, henover Menneskeheden, henover Universet. Han hviler i mig og jeg i ham. Han er dermed blevet "Vejen, Sandheden og Livet". Han er blevet eet med Evigheden, Almagten og Kærligheden.