Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag afholdt af Martinus i Instituttets Foredragssal
Søndag den 28. April 1946
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig

(fortsat)

Med Hensyn til "Kundskabens Træ" er vi altsaa blevet orienteret. Denne Nydelse er det samme som Nydelsen eller Tilfredsstillelsen af alle forskellige materielle, egoistiske Begær. Disse Begær efter fordelagtigt Materie (Penge, Gods og Guld) og den heraf affødte behagelige Tilværelse er blevet saa stærk, at det levende Væsen eller "Næsten" overfor samme Væsen efterhaanden kun kom til at spille Rollen som en Biting. Denne Næste blev saaledes tilsidst udelukkende kun et Middel, ved hvilket det eventuelt kunde opnaa Besiddelsen af den ønskede Materie eller Livsgoderne, ganske ligegyldigt hvordan denne Næstes Liv derved maatte komme til at forme sig. At denne Næste blev til en skjult eller camoufleret Slave eller Træl der, hvor denne Udnyttelse af Næsten ikke kunde ske aabenlyst, er selvfølgeligt. Hvordan skulde Materien ellers paa en behagelig Maade blive omdannet til det egoistiske Væsens Fordel? – Selv at gøre det var jo ikke nær saa behageligt som dette, at "Næsten" gjorde det. Den store Faktor i Tilegnelsen af Livets Goder blev saaledes mere og mere dette, at "Næsten" kunde bringes til at tage Stødene, kunde bringes til at overtage alle Besværlighederne, medens de ved disse Besværligheder udvundne Goder kunde tilfalde det magtoverlegne egoistiske Væsen. Derved blev Jordmennesketilværelsen efterhaanden fremtrædende i to Former, nemlig "Herretilstanden" og "Slavetilstanden". Ingen af disse to materielle Tilværelsesformer var naturlige frie Former for Oplevelse af Livet. "Herretilværelsen var ligesaa bundet som "Slavetilværelsen", selve om den tilsyneladende kunde give sit Ophav midlertidige materielle Fordele. Men da intet mindre end disse Fordele kunde være Tilfredsstillelsen af Egoistens Begær, og disse Fordele igen udelukkende kun kunde opretholdes ved Hjælp af "Slaver", blev "Herretilværelsen"s Væsener saaledes helt afhængige af disse "Slaver". Et Væsen, der har udviklet sig saa stærke Begær eller en saa overdreven Appetit paa Livet, at denne kun kan tilfredsstilles ved Hjælp af et større eller mindre Antal andre Menneskers Arbejdskraft eller Kunnen, er jo fængslet i denne Kunnen. Den Form for Tilværelse, der for ham betyder Liv og Velvære, kan han altsaa ikke tilegne sig uden ved med sin Magt at holde sine Medvæsener nede, holde dem magtesløse, saaledes at han kan tilegne sig Produktet af deres Frembringelser. Disse er saaledes for ham forlængst ophørt med at være hans virkelige "Næste", være jævnbyrdige Medvæsener. De er for ham kun en Slags Væsener, han nødvendigvis maa holde, eftersom han har vænnet sig til en Appetit paa Livet, han ved sin egen personlige Kraft ikke kan faa tilfredsstillet. De er saaledes bare en Slags "Husdyr", der igen kun er at betragte som en Slags højere "Inventar". Men i samme Grad som "Næsten" saaledes kun opfattes eller sanses som et Stykke Inventar, som "Materie", er vedkommende Væsen jo ophørt med at kunne "se menneskeligt". Det har saaledes mistet sit normale kosmiske Syn, igennem hvilket det ellers skulde se "Næsten" som et "levende Medvæsen" og ikke som et blot og bart "Redskab", et Stykke Inventar, det kan udnytte alt efter Behag. Men saaledes kun at kunne se det levende Liv som noget underordnet dødt Materie, man kan spille Bold med eller sparke til, hvis det passer en, er jo det samme som ikke mere at kunne opleve det virkeligt "levende" eller det virkelige Liv. Men naar man har mistet noget af sit Syn eller sin Sanseevne, er man jo uundgaaeligt "fængslet" i den "Blindhed", som nævnte Tab af Oplevelsesevne afstedkommer. Det egoistiske Væsen "Herrevæsenet", hvis Appetit paa Livet er saa stærk, at den kun kan tilfredsstilles igennem Udnyttelse af Næsten som "Husdyr" eller Materie, er saaledes i tilsvarende Grad mentalt "fængslet". Det er her let at se, hvordan Verdensgenløserens Ord er "Videnskab" der, hvor han siger, at "Det er ligesaa umuligt for en rig Mand at komme i Himlen som for en Kamel at gaa igennem et Naaleøje. At "komme i Himlen" er jo det samme som at se "Næsten", ikke som et "Husdyr", ikke som en Bylt Materie, men som et "levende Væsen", man elsker, som man elsker sig selv, og i Kraft af hvilket Livets Oplevelse derved ikke kan undgaa at være en permanent Fryd og Glæde.

At "Slavetilværelsen" ogsaa er en bunden fysisk Tilstand og derved bliver et tilsvarende mentalt Fængsel turde vel være en aabenlys Kendsgerning for de fleste. Her er Væsenet jo berøvet en overordentlig stor Del af Frugten af sit eget Arbejde, nemlig den Del, som røves af dets Herre. Men at miste noget af Frugten af sit Arbejde er at miste noget af sin Ret, hvilket igen vil sige: noget af sin Frihed. Og et Væsen, der har mistet noget af sin Frihed, er jo i tilsvarende Grad fængslet. Saavel "Herren" som "Slaven" er begge to mentale "Livsfanger". De har ikke nogen som helst bevidsthedsmæssig Suverænitet. De er begge en Slave af Materien. "Herren" er saa afhængig og optaget af Materien, at han ikke mere kan skelne imellem Materien og Medvæsenet. For ham er Medvæsenet blot et Middel eller et Redskab til Opfyldelsen af hans Begær, Og for Slaven er "Herren" ogsaa i Virkeligheden ophørt med at være "Næste", være et "Medvæsen". Han er blevet en Slags "Naturkraft", en Skæbne, som man nødvendigvis maa være undergiven for at faa det daglige Brød. "Herren" saavel som "Slaven" er saaledes gensidigt for hinanden et "nødvendigt Onde". Men et Væsen, der er et "nødvendigt Onde", er altsaa kun et "Middel" for Livets Oplevelse. Men kun at fornemme et "levende Væsen" som et Middel, som et blot og bart uundværligt Redskab i det daglige Liv, er ikke at opfatte det som "levende", som et "Medvæsen" og dermed heller ikke som sin "Næste". Denne Indstilling til det levende Medvæsen eller "Næsten" kan absolut aldrig realistisk set blive andet end en slet og ret Oplevelse af "Materie". Og da et saadant Væsen kun elsker sin Ægtemage og Afkom, der igen paa en Maade er dets eget Kød og Blod, og denne Kærlighed derved kun bliver en Sympati for det selv, bliver alt levende omkring dette Væsen saaledes kun "Materie". Men da dette, ikke blot at opleve "Materien" som "Materie", men ogsaa dette, at opleve det levende eller selve Livet, de levende Væsener som "Materie", er det samme som kun at opleve "Døden" eller "det Døde", bliver det levende Væsen paa dette Stadium kosmisk set kun et "dødt Væsen". Men at leve Livet som et "dødt Væsen" er jo det samme som at leve i et mentalt Fængsel. En saadan Tilværelsesmaade udgør igen Kulminationen af Kontrasten til Oplevelsen af Mentalitetens eller Bevidsthedens Suverænitet, der igen er det samme som at opleve Livet som et virkeligt "levende Væsen"s, en Guddoms Manifestationer.

Set ud fra dette Synspunkt, har det almindelige jordiske Menneske meget tilbage at ønske. Det er endnu meget, meget langt fra at have mental Suverænitet. Ja, man kan i Virkeligheden sige, at det endog kulminerer i det modsatte. Det lever i allerhøjeste Grad mentalt fængslet. Dette Fængsel udgør altsaa alt, hvad der hører ind under de Materier eller materielle Ting det begærer i en saadan Grad, at Medvæsenerne, det levende Liv omkring det, i Virkeligheden kun opfattes som en Biting, som Redskaber eller Midler ved hvilket, det kan faa sine materielle Ønsker opfyldt. Midt i al denne Materie eller Fornemmelse af Materie ser det i Virkeligheden kun sit eget "Jeg". Alt drejer sig om dette "Jeg", alt ønsker det at underlægge sig dette. Og her er det, at det kommer i Konflikt med Livslovene. Ifølge disse Love maa det levende Væsen kun underlægge sig "Materien", men ikke de levende Medvæsener. Jordmennesket staar saaledes overfor to store Realiteter: "Medvæsenerne" og "Materien". Hele dets Skæbne, dets Livsoplevelse, dets fuldstændige mentale Frihed eller dets mentale Fængsling er totalt afhængigt af dets Forhold til disse to, dets Omgivelser dannende Foreteelser. Livslovene paabyder, at Individet eller Jeg'et skal gøre sig til "Herre over Materien", men til "Tjener for Medvæsenerne". Maalet med det levende Væsens Udvikling, Erfaringsdannelse, alle dets Oplevelser, saavel ubehagelige som behagelige, har udelukkende kun til Opgave at gøre Individet til de levende Medvæseners "Tjener". Men da de levende Medvæsener jo er det samme som "Livet", og Livet igen i Realiteten er det samme som "Forsynet" eller "Guddommen", vil det altsaa sige, at det levende Væsen skal "tjene" Guddommen. Det maa udvikle sig til at se Guddommen i en hvilken som helst Form for Liv og dermed "tjene" denne Form for Liv.

Men for at blive en fuldkommen "Tjener" for Livet, maa det først blive en fuldkommen "Herre" over Materien. "Materien" er nemlig det eneste eksisterende Middel, ved hvilket man kan tjene sin "Næste", Medvæsenerne eller Guddommen. Men for at blive en virkelig "Herre" over Materien maa det levende Væsen først gøre sig til eet med Materien. Det maa lære at elske Materien ligesaa højt, som det elsker sig selv. Og det er denne Kærlighed til "Materien", der aabenbarer sig under Begrebet "Ejendomsretten". Naar Væsenet saaledes ønsker eller begærer at eje en Bil, en Flyvemaskine, et Palads, et Slot, en Formue, Tjenere, Slaver etc. udelukkende for sit eget Behags Skyld eller udelukkende kun for at tjene sig selv med disse Foreteelser, besidder det en total eller absolut fuldkommen Kærlighed til Materien, men har ingen Kærlighed til "Næsten" eller til Medvæsenerne. Det opfylder ikke Livslovene eller de Betingelser, der kræves, for at Individet kan være eet med Naturen, eet med Livet, hvilket vil sige: besidde "Kosmisk Bevidsthed" og dermed fornemme Verdensaltets, Guddommens eller det allerhøjeste Livs Pulsslag. Men naar det ikke opfylder Livslovene, forringer det i tilsvarende Grad sin virkelige Livsoplevelse. I samme Grad som det elsker Materien til Fordel for sig selv mere end til Fordel for Medvæsenerne eller Næsten, skaber det altsaa Disharmoni omkring sig. Det formørker Livet. Det er denne "Formørkelse", vi kalder "Primitivitet", "ulykkelige Skæbner", "Synd", "Helvede" eller "det Onde". Disse nævnte Foreteelser udgør de absolut uundgaaelige Virkninger af Begæret efter eller Kærligheden til Materien og den heraf følgende Fremtræden som Materiens "Herre" uden at være Medvæsenernes eller "Livets" "Tjener".

Men naar Væsenerne lever uden at gøre sig til Livets Tjenere, hvordan skal det sande Liv da blomstre eller komme til sin sande Bestemmelse, udfylde sit særlige Formaal. Hvem andre skal gøre Livet fuldkomment og dermed Skæbnen lykkelig uden det levende Væsen selv? Hvorfor skulde det ikke ligesaa godt kunne gøre sig til "Livets Tjener", som det har kunnet gøre sig til "Materiens Herre"? – Skulde det være vanskeligere at række sin Næste en tilgivende Haand og et forstaaende og varmende Kærtegn, end det er at flyve over Skyerne og sejle under Vandet? Kan man ikke ligesaa godt udvikle sig til at faa et Par milde og kærlige Øjne at rette mod sin Næste, som man har kunnet udvikle en Hjerne, der kan veje Solen og maale Stjernernes Gang, gennem Mikroskopet skue ned i Mikrokosmos og gennem Teleskopet orientere sig Tusinder af Lysaar ind i Makrokosmos? – Til hvad Nytte denne vældige tekniske Kunnen, denne vældige Begavelse, dette vældige Herredømme over Kræfterne, naar det udelukkende kun er i eget Favør og dermed til Ulykke og Skade for ens Omgivelser? Tror man ikke, at denne vældige Udvikling af den fysiske Forstand og den heraf følgende Kunnen skal være til Gavn for Livet i Stedet for til Gene for dette? – Tror man, at denne vældige mentale Udvikling af Individet kun skal være til Behag for dette selv og til Ødelæggelse af dets Omgivelser, naar det vitterligt kan være til Glæde, ikke alene for det selv men ogsaa for Omgivelserne? – Vil det være logisk at antage, at dette sidste ikke er Livets Mening? – Er det ikke netop derfor, at Jordens mange skønne Byer og Kulturværker i Dag er Ruinhobe, Millioner af Mennesker dræbte eller lemlæstede? – Tror man, det er Livets Mening, at Væsenet i "Guds Billede" skal vralte rundt paa kunstige Ben og give Haandtryk med en kunstig Haand eller omfavne sine Kære med Arme af Metal? Dette, at Jordmennesket er blevet "Herre" over Materien, har ikke bragt det nogen sand eller virkelig Lykke. Midt i dette sit materielle "Herrevælde" raaber det efter en "varig Fred", hvilket igen egentlig vil sige: en virkelig, varig Lykke.

Men naar Individets Fremtræden som Materiens "Herre" ikke har bragt det den virkelige Lykke, men derimod har stillet det i en Situation, hvor det netop raaber paa denne Lykke, bliver det dermed en Kendsgerning, at dets Tilværelse som Materiens "Herre" ikke er det færdige Maal for Jordmenneskets Udvikling. Maalet for denne Udvikling kan saaledes udelukkende kun være denne Fred. Men for at naa denne Fred eller dette Maal, maa dets Liv saaledes nødvendigvis lægges om. Dette, at det er blevet Materiens "Herre", kan ikke være tilstrækkeligt. Hvad er det da, der er forkert i Væsenets Fremtræden? – Ja, er det ikke netop det, som vi allerede før har berørt, nemlig Anvendelsen af dette sit Herredømme? – Væsenet anvender sit Herredømme over Kræfterne eller Materien til Fordel for sig selv. Og i denne sin Iver og Umættelighed i materielt Begær har det ikke kunnet sanse eller se, at al Anvendelse af materiel Kunnen udelukkende til egen Fordel lige saa udelukkende kun kan føre til Ødelæggelse, Gene og Lidelse for Omgivelserne. Det forstaar saaledes ikke, at Maalet med at gøre Individet til Materiens "Herre" udelukkende er dette, at gøre det til en fuldkommen "Tjener" for Medvæsenerne. En Tjener, der ikke er "Herre" over Materien, kan ikke være nogen fuldkommen "Tjener" for sin Næste eller sine Omgivelser. Derfor er der en hel Serie af Stadier i Spiralkredsløbet, der udelukkende er bestemt som Udviklingsplads for Individets Uddannelse i at underlægge sig Materien. Og dertil er Væsenet nu kommer i denne Udvikling, at det er ved at underlægge sig Atomkraften, bag hvilken der eksisterer hidtil uanede kolossale Mængder af Energi, saa Individet med den kan ødelægge al Kultur, al menneskelig Skabelse og foretager stadigt talrige Forsøg paa, hvorledes man bedst kan gøre den altødelæggende og dødbringende for Medvæsenerne. Tror man ikke, det er Meningen, at denne umaadelige Kraftkilde, ligesaavel som de øvrige fabelagtige Former for teknisk og kemisk Kunnen, Jordmenneskene har tilegnet sig, skal bruges til sin Næstes Fordel, hvilket vil sige: til sine Medvæseners og Omgivelsers Fordel. Tror man ikke, den ualmindelige høje Begavelse skal bruges til Fordel for Skabelsen af en lykkelig Tilværelse for alle Medvæsener? –

Men hvordan skabes da en saadan lykkelig Tilværelse, eller den saakaldte "varige Fred", som alle Jordmennesker hungrer efter, og som er bebudet igennem Juleevangeliet? – Ja, har ikke Juleevangeliets Hovedperson netop givet Forskriften herpaa? – Sagde han ikke selv: "Jeg er ikke kommet for at lade mig tjene, men for at tjene". Har han ikke ogsaa sagt, at "Tjeneren er ligesaa stor som Herren"? – Hedder det ikke videre: "Du skal elske din Næste som dig selv, dette er al Lovens Fylde", ligesom han ogsaa har udtrykt: "Derpaa skulle alle kende, at I er mine Disciple, dersom I have indbyrdes Kærlighed", og at "det er bedre at give end at tage", samt at "ingen har større Kærlighed end den, der sætter sit Liv til for at redde sine Venner". Er det ikke ogsaa fra ham, vi har Erklæringen om, at "den, der giver sit Liv, skal komme til at eje det, men den, der ikke giver sit Liv, skal miste det"? –

Er ikke alle disse Sætninger Udtryk for en Paaberaabelse af, at man skal leve og tjene sin Næste, ja leve for ham ligesom man tidligere totalt har levet for sig selv? – Ja, man skal ligefrem elske ham, saaledes som man ellers kun plejer at elske sig selv. Hele Individets Mentalitet skal altsaa være "Kærlighed". Hvad er da "Kærlighed"? – Ja, er "Kærlighed" ikke netop udelukkende Begæret efter at give sin Næste Lykke og Glæde? Og er Tilfredsstillelsen af dette Begær ikke i tilsvarende Grad netop Glæden over at se sine Medvæsener og Omgivelser eller denne "Næste" totalt eller fuldkommen lykkelig.

Og da Jordmennesket nu er naaet frem til at være "Materiens Herre", hvilket vil sige: er Herre over Elementerne, kan bringe disse til at arbejde for sig igennem vældige Kraftmaskiner og endvidere har umaadelig Viden og Begavelse paa det rent fysiske eller materielle Plan, kan bringe Materien til fuldstændigt at lystre sin Tanke, har samme Væsen jo enorme Betingelser eller Muligheder for at kunne elske, hvilket vil sige: tjene sin Næste. De har nu alle mulige Forudsætninger for at kunne være et medvirkende Redskab i Guddommens Omskabelse af Jorden fra at være en "Jammerdal" til at være et virkeligt "Paradis". Som Materiens fuldkomne "Herre" kan det nu blive sin Næstes og dermed Livets absolut fuldkomne "Tjener".

Det, der i Dag hindrer Jordmennesket i at være lykkelige er saaledes udelukkende dette ene, at det endnu ikke har lært, at Lykken absolut kun eksisterer i Form af at leve til Fordel for sin Næste, for Omgivelserne eller Medvæsenerne. Det lever endnu i den fra Dyreriget nedarvede Bevidsthedsindstilling: "Enhver er sig selv nærmest" og praktiserer denne Læresætning med alle til Raadighed staaende Midler og styrter derved ud i Ulykken og Lidelserne. Man kan nemlig kun være til Fordel for sig selv igennem dette at være til Fordel for sin Næste.

Det er rigtigt, at i Dyrerigets Regioner eller Centrumssfære har Dyrene ikke anden Udvej eller Levevis end netop denne, at være til Fordel for sig selv. Den er paabudt af deres medfødte Selvopholdelsesdrift. Men for Jordmenneskets Vedkommende er denne Levevis ikke mere nogen Livsbetingelse.