Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Sommer, – betyder selve Ordet ikke, at man for sit indre Syn oplever at se et solbeskinnet, smilende Landskab, et glitrende dybblaat Hav, straalende Blomster, kort sagt: en kulminerende Kontrast til de triste og mørke Vinterdage, vi i dette Land har saa rigeligt af? En saadan Kontrast omgiver mig i dette Øjeblik. Luften formelig dirrer af Varme, og hele Naturen udfolder for mine Øjne det Sceneri, vi i Maaneder har længtes efter. Overalt vil De i dette Øjeblik møde glade og smilende Ansigter indenfor Feriebyens Omraade, og overalt vil De møde søde Barneansigter i alle Kulører fra de endnu helt blege til de mørkebruneste Nuancer, De kan forestille Dem.

Kosmos Ferieby i Dag og for to Maaneder siden er næsten to helt forskellige Verdener. Naar jeg i Dag gaar disse to Maaneder igennem, er det mig umuligt at lade være med at tænke paa, at det, der her er fuldbyrdet, umuligt kunde have ladet sig gøre, hvis ikke et jernhaardt indbyrdes Kammeratskab havde været det skjulte Fundament. Bevares, der er Masser af Ting, vi endnu skal have naaet, men vi naaede det væsentligste. Otteogtres dejlige, lyse Værelser, monteret langt smukkere end vi havde turdet haabe, stod klar da Gæsterne kom! Der er ingen Grund til at skjule, at der har været Vanskeligheder. Vi lever i en tilsyneladende næsten sindssyg Verden, og det er givet, at enhver stor Skabelse i en saadan Verden er betydeligt vanskeligere end i en normal Verden. Men selv naar Vanskelighederne var størst og syntes mest uovervindelige, blev de overvundet, fordi vi alle inderst inde vidste, at den Opgave, vi her havde taget os paa, skulde løses.

Det haardeste Job ligger nu bag os, og vi kan med lidt større Ro i Sindet give os til at løse de utallige Smaaopgaver, der endnu er tilbage. Kosmos Ferieby, som den fremtræder nu, er en skøn Plet, saa skøn, at adskillige synes, den er fuldkommen. Men saadan ser vi andre ikke paa det. Vi er glade for det, der indtil nu er naaet, men der er mange smaa Ting, vi gerne vil have rettede, og som vil blive rettede, naar Kræfter og Midler er dertil. Jeg ser ingen Grund til at skjule, at vore Øjne forlængst er rettet imod en langt større og bedre indrettet Foredragssal end den, vi nu har, og som i denne Sommer er altfor lille til de Krav, der stilles til den. Men ogsaa andre Omraader vil blive forbedret saasnart Lejlighed gives. Det er Martinus Ønske, at denne Plet skal blive en af de skønneste, der findes, og det Maal skal ogsaa nok til sin Tid blive naaet.

Det er jo i vor Verden uundgaaeligt, at en Virksomhed der, som vor, vokser frem med næsten dynamisk Kraft, bliver Genstand for Omtale. Der er vel intet at sige til, at mange bliver imponerede over det, de rent fysisk er Vidne til her, og det er naturligvis ogsaa en Glæde for os, at saa mange ogsaa udenfor de Krese, vi ellers er i Kontakt med, udtrykker deres Beundring for det, vi her har skabt, men denne Beundring angaar endnu kun det for os selv uvæsentlige. Det er dejligt, at vi har denne Ferieby, og det er dejligt, at den er ved at faa det Format, vi for Aar tilbage drømte om, men den er dog, naar alt kommer til alt, kun et Instrument for det, der er vort Livs egentlige Maal, Martinus Arbejde er et Aandsarbejde, og det er i dette Arbejdes Tjeneste, at alt det, vi her skaber, skal bruges. Verden af i Dag er Træthedens og Desillusioneringens Verden. Uden Kontakt med Tilværelsens inderste Kræfter staar det store Flertal af Mennesker besynderligt hjælpeløse overfor alle de Problemer, denne syge Efterkrigstid har skabt. Menneskeheden ventede Fred ovenpaa det Ragnarok, den maatte igennem, og oplever nu i Stedet, at en aldrig hvilende Frygt for Fremtiden har afløst den Frygt for Nuet, de lange Krigsaar betød. Aandeligt rodløse, som de fleste er, er de gledet lige ind i den Angstpsykose, man i Dag sporer alle Vegne. Det enkelte jordiske Menneske er blevet ensomt, men vel at mærke ensomt paa en meget farlig Maade. Alle mistror alle. Verden er virkelig nu saa effektivt forbandet, at selv den mest aandeligt tykhudede ikke kan undgaa at føle det.

I en saadan Verden er det, at Martinus Arbejde langsomt, men ubrydeligt sikkert begynder at lyse med en stadigt tiltagende Styrke. Vi er Aandsmennesker. Vort hele Liv er bestemt af de Idealer, som er den bærende og drivende Kraft i hele vort Virke. Lad det aldrig blive glemt, at hvad vi saa end skaber, skaber vi det for at herliggøre de Idealer, vi bekender os til. Men vi tilhører en ny Tid og gaar derfor helt andre Veje, end de fleste er fortrolige med. Svundne Tiders religiøse Idealister havde næsten altid som Maal det, at omvende andre. Resultatet af denne Indstilling kender vi. Sekt efter Sekt er Beviset herpaa. Men vi ønsker ikke at skabe Sekt. Vi ønsker at leve frie Menneskers Liv. Lovene er for os ikke noget Udvendigt, men derimod noget, der bor i vore egne Hjerter. Takket være Martinus kosmiske Analyser har vi fundet den Selvovervindelsens Vej, som ene fører frem til en "ny Tid". Mere end nogen anden har denne Mand lært os, at det ikke er "de andre", men derimod "os selv", der er noget i Vejen med. At det er en haard Medicin, han har givet os, er vi mange, der ved, men vi ved ogsaa, at det er det eneste, der virkelig hjælper!

- - - - -

Solen lyser og varmer i Dag paa den vidunderligste Maade nedover os. Rent fysisk har Paradiset for en Stund taget Bopæl iblandt os, og vi nyder det i fulde Drag. Glade Mennesker kommer og gaar nu indenfor det Omraade, vi her har skabt, og giver os derigennem en straalende Chance til i daglig Handle- og Væremaade at demonstrere den Aand, der blev vort Ideal: den ubegrænsede Tolerances varmende og lægende Aand. Fra mange Fremmedes Mund har jeg allerede hørt Lovord om den indbyrdes Harmoni, der her er saa aabenbar. Vore svenske Gæster lovpriser Stedet, og en engelsk Gæst trak mig forsigtig hen i et Hjørne og spurgte mig, om alle Danskere virkelig var saa venlige mod hinanden, naar de var paa Ferie. Hvad skulde jeg svare?

Vi har slidt i det som smaa Bæster i Uger, der til Tider syntes os urimeligt lange. Vi har været stillet overfor Vanskeligheder, der syntes uovervindelige. Vore Nerver har staaet paa Højkant mere end een Gang, og der har været Timer, hvor "Veerne" næsten syntes for urimelige. Men, som Mogens Munch lunt bemærkede en Dag: "Naar Barnet næsten er større end Moderen, saa skal det jo gøre ondt!" Vi naaede igennem, og vi er lykkelige ved det, men vor Lykke har trods alt mindre sin Rod i de store fysiske Værdier, der er blevet os betroet, end i den indre dybe Viden, vi alle har om, at det, vi her har fuldbyrdet, er fuldbyrdet paa det Forsyns B ud, Der evigt var, evigt er og evigt vil være:

NB: Næste Brev kommer 3/8