Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag afholdt af Martinus i Instituttets Foredragssal
Søndag den 28. April 1946
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig.

(fortsat)

I dette Kredsløb befinder Jordmennesket sig altsaa i "Dødszonen". Det har ikke mere nogen Dagsbevidsthed paa det kosmiske Plan. "Naturmennesket" har endnu nogle Rester af denne fortidige "kosmiske Bevidsthed" i Form af dets "Instinkt". Igennem dette "Instinkt" føler det endnu, at der maa være noget levende og styrende bag ved alle Bevægelser, bag Stormen, bag Brændingen, bag Træers Vækst, bag de levende Væseners Skæbner, bag Solen og Stjernerne eller bag Universet. Et saadant "Naturmenneske" kan umuligt tænke sig, at dette ikke skulde være Tilfældet. Det har bare ikke mere saa megen Intelligens eller Intellektualitet, at det kan danne sig rent videnskabelige, dagsbevidste Analyser af selve Livets kosmiske Side. Men igennem sit Instinkt og endnu kun lidet udviklede Forstand kan det dog igennem fysiske Forestillinger holde de Kernefacitter fast, der er analoge med dets eget midlertidige Væsen. Ligesom det selv bliver vred, mener det ogsaa, at Forsynet bliver vred og straffer eller hævner sig paa sine Fjender, ligesom dette Forsyn naturligvis ogsaa formodes at belønne og favorisere sine Venner, akkurat som det selv straffer og belønner. Kun paa denne ufuldkomne Maade kan Naturmennesket opfatte og udtrykke sig selve "Karmaloven".

Selv om det ikke paa anden Maade kan gøre sig de daglige Oplevelser begribelige, saa viser det dog, at det udelukkende kun kan opfatte Naturen som "et levende Væsen"s Handlinger eller Udtryk for Liv. Hvad er da mere naturligt, end at det netop maa opfatte dette Liv analogt med sit eget Liv, blot i en langt større og mere magtfuld eller altbeherskende Fremtræden. Det maa selvfølgeligt paa dette Stadium danne Guddommen i sit eget Billede. Men dette Guddomsbillede lever det paa. Det danner Grundlaget for dets Idealer, Moral og Væremaade, idet det jo netop er umuligt for Væsenet at mene, at dette levende Væsen med sin langt større Magt og Indflydelse kan begaa de Fejltagelser, det selv ligger under for. Vildmarkens eller Urskovens Naturmennesker lever saaledes fundamentalt paa et uundværligt "Gudsbegreb", tror paa usynlige Væsener, Aander eller Guders Eksistens bag Livet og dets Energi- eller Bevægelsesarter. Det er igennem dette dets store Instinkt saaledes uadskilleligt knyttet til dette sit "Gudsbegreb". Om det under dette sit "Gudsbegreb" opfatter een Gud eller flere Guder, om det tror, at denne Gud eller disse Guder ser saaledes eller saaledes ud, eller de fremtræder paa den eller den Maade, forandrer ikke Princippet. Et saadant Væsen lever mere i en bevidst Kontakt eller i et vaagent dagsbevidst Samliv med Guddommen end det meget længere fremme i Spiralkredsløbet fremtrædende moderne "Kulturmenneske", der er kolossalt vidende om "Materien", hvilket vil sige vidende om Bevægelsesarter, Hastigheder, Maal og Vægt, Tid og Rum, men totalt benægter Liv eller Forsyn og dermed en bevidst intellektuel Styrelse bag alle disse Bevægelsesarter eller logiske Skabelsesarter, som Naturen udgør et Ocean af.

At der skulde være en Guddom, et levende, tænkende, gigantisk Væsen bag Materien og med Universet eller Verdensaltet til Organisme, er ufatteligt for et saadant meget stærkt materiel-videnskabeligt indstillet Væsen. Det ser kun Døden. Dets Erkendelse af Liv strækker sig i Mikroverdenen kun til, hvad det med sine fysiske Øjne og med Mikroskopet som Forlængelsesmiddel af disse Øjnes Syn kan iagttage som levende Væsener, ligesom dette Syns Grænse opad imod Makrokosmos allerede standser ved samme Væsens egen Identitet eller Art som selve Livets Kulmination eller højeste Grænse for de levende Væsener. I Sandhed, et meget lille mikroskopisk Livspanorama, naar man tænker paa, hvilke umaadelige Afstande og Rum, der er imellem de synlige Verdener og Solbyer paa den natlige Himmel, og hvor mikroskopisk forsvindende lille et Støvfnug selve Jordkloden er i dette overdaadige eller grænseløse Panorama. At et saadant lille Livsfnug som det jordiske Menneske skulde være den højeste Repræsentation af Liv i dette Panorama, hvor selve den Klode, det befinder sig paa, ved sin Lidenhed forsvinder i Universet som et blot og bart Støvfnug, kan absolut kun være det samme som at se Døden overalt i Universet; det kan kun være at tilbede denne Død i Stedet for Livet. Det er ikke saa mærkeligt, at Verdensgenløseren udtrykte: "Salige er de fattige i Aanden, thi Himmeriges Rige er deres". "Naturmennesket" kender intet til Lysets Hastighed, det kender intet til at binde Elementerne i Kraftmaskiner og derved gøre sig til disse Elementers Herre. Det kan ikke veje Solen eller videnskabeligt maale Stjernernes Gang. De kan ikke manøvrere med Atomkraften eller sætte sig ind i Molekylers og Cellers Liv eller paa fuldkommen Maade jonglere med andre af alle de materielle Foreteelser, som "Kulturmennesket" er blevet Ekspert i, men det lever endnu i en Tilstand, hvor det kan gaa til en "Guddom" eller et levende Forsyn med dets Bekymringer, ligesom det lader samme Forsyn bestemme Moral og Karakter, samtidigt med at det bøjer sig dybt i Støvet for dette Livets absolutte Fundament. Det kender derfor slet ikke til den Haabløshedens og Nervesammenbruddets Sfære, "Kulturmennesket" i en kolossal Udstrækning vaander sig i. I "Naturmennesket" og "Kulturmennesket" ser vi en Bekræftelse paa de Virkninger, der skulde blive Resultatet af "Nydelsen af Kundskabens Træ". Vi bliver her Vidne til, hvordan Væsenerne nyder af "Kundskabens Træ" og "dør Døden". "Naturmennesket" er ikke "kosmisk bevidst", men lever altsaa i en instinktmæssig Fornemmelse af Forsynets eller Guddommens Eksistens indtil en saadan Grad, at denne Guddom endnu bestemmer dets Moral og Væremaade. Det er altsaa ikke helt "kosmisk levende", men er heller ikke helt "kosmisk død". "Kulturmennesket" ser vi derimod som et Væsen, der er totalt "kosmisk dødt". Og da det igennem dets dyriske Tilbøjeligheder og Anlæg afsløres, at det til en vis Grad endnu er et "Naturmenneske", og at det kun adskiller sig fra dette ved sin stærkt udviklede Interesse og Begavelse med Hensyn til – ikke Livet – men til Døden, hvilket vil sige Materien eller de døde Ting, og sin totale Mangel paa Evne til at tro paa en Guddom samtidig med, at der ikke eksisterer nogen særligt bestemt afstukket Grænse, men at der findes en meget haarfin, trinmæssig Overgang saa fin, at det slet ikke er til at sige, hvor "Naturmennesket" slutter, og hvor Kulturmennesket begynder, bliver det hermed en Kendsgerning, at "Kulturmennesket" blot er et i det kosmiske Spiralkredsløb længere fremskredent "Naturmenneske". "Naturmennesket" er altsaa i Dag paa Vej til at blive "Kulturmenneske", hvilket vil sige, at det ganske gradvis er i Færd med at miste sin Evne til at tro paa en Guddom, sin Evne til at tro paa, at alt er levende. Det er saaledes i Færd med at tabe sit kosmiske Terræn, sin kosmiske Fornemmelse eller instinktmæssige Følelse af sit eget udødelige Liv eller evige Eksistens. Det begynder mere og mere at tro paa Døden, paa sit eget endelige totale Ophør, ligesom det mere og mere tror, at det engang er blevet "skabt" paa samme Maade som enhver anden skabt Ting og derfor kun vil være at identificere som en midlertidig Materiekombination, der igen skal opløses.

"Kulturmennesket" er saaledes et "døende" Væsen. Og det er denne totale Døds Kulmination, der her gør Væsenet til en iskold, gudsfornægtende Egoist eller til et hundrede Procents materialistisk Væsen. Og hvad er det, der har skabt denne Omskabelse af "Naturmennesket" til "Kulturmenneske" eller det "levende" Væsen til et "dødt" Væsen? – Er det ikke den saakaldte "moderne Civilisation"? – Er det ikke den, der trænger ind paa fredelige Sydhavsøer og Jungleterræner med sine raffinerede moderne "Goder" og "Onder", sine tekniske Foreteelser samtidigt med sine dødbringende, uhyggelige Laster og Sygdomme. Har ikke disse Laster og Sygdomme forgiftet og undermineret den indfødte Befolknings til Dels endnu bevarede "paradisiske" Atmosfære? – Og bliver disse Mennesker ikke til Gengæld betaget og interesseret i "Kulturmennesket"s tekniske og kemiske Kunnen? – Er det ikke dette moderne Trolleri, Kraftmaskiner, Biler, Flyvemaskiner, Film, Radio, elektrisk Lys og øvrige Resultater af den materielle Viden og Kunnen, der sætter vældige Længselsspirer i disse Folks unge Generationer? Kan disse med saadanne Længselsspirer i Sindet blive ved med at være de samme Mennesker som hidtil? – Og hvad er det saa, de længes imod? – Hvad er det for en Appetit, Mødet med Civilisationen afføder i Naturmenneskets Sind? – Er det ikke netop "Nydelsen af Kundskabens Træ"? – Er det "Kulturmenneskets" vældige Kunnen, der efterhaanden bliver Idealet og Maalet for Urskovenes og Vildmarkernes unge Sønner og Døtre? – Og hvad er denne vældige Kunnen baseret paa andet end paa Kundskaber om "Materien"? – Og hvordan faar man disse Kundskaber uden ved at give sig helt hen til Materien, til et Liv fuldstændigt begravet i Tanker angaaende Bevægelser, Vibrationer, Bølgelængder, Hastigheder, Tid og Rum, Maal og Vægt. Den døde Materie udgør saaledes det totale eller altoverskyggende Objekt for Livsinteressen. Og er det ene Natursamfund efter det andet ikke efterhaanden kommet ind i den moderne Civilisations Sfære? – Og tror man ikke, det vil gaa ligesaadan med alle de Natursamfund, der endnu lever i Skovene og Vildmarkerne? – Og er det ikke netop en Kendsgerning, at med Berigelsen af den materielle Kundskab eller den rent materialistiske Videnskab dør Trosevnen i Væsenerne? – De sidste Tendenser til at tro paa det kirkelige Forsyn eller Guddomsbegreb er jo forlængst døde hos de akademiske eller videnskabelige Kapaciteter paa det materielle Plan. Det er ikke saa meget de kirkelige Kristnes Religion, som det er deres materielle Kunnen, de Indfødte i overvejende Grad hungrer efter eller bliver smittede af, selv om de naturligvis ogsaa i nogen Udstrækning midlertidig kan finde Behag i Civilisationens religiøse Trosobjekter som Erstatning for deres endnu ikke helt døde religiøse Instinkt.

Som vi her har set, gaar Jordmenneskets mentale Vej eller aandelige Udvikling udelukkende fra "Natur-" til "Kulturmennesketilstand", der igen bevidsthedsmæssigt gaar fra Instinkt- til Intelligens. Da "Instinkt" er Resterne af fortidig "kosmisk Bevidsthed", "kosmisk Klarsyn" eller en Sanseevne, der giver "Livets Facitter", vil den blotte "Intelligens" derimod kun give "Materiens Facitter", der i sig selv kun udtrykker Maal og Vægt eller kolde Tal. Vi bliver saaledes Vidne til de to store Livsprincipper eller Livsnydelsesprincipper, som i "Bibelen" er udtrykt som "Livets Træ" og "Kundskabens Træ".