Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag afholdt af Martinus i Instituttets Foredragssal
Søndag den 28. April 1946
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig.

(fortsat)

Kun nogle Gravmonumenter, nogle mere eller mindre udslettede Hieroglyffer plus soltørrede, forvitrende Ruinhobe i Ørkensandet fortæller i Dag om disse Væseners og deres Rigers store Uholdbarhed eller Forgængelighed. Deres Glans var Illusion. Den udgjorde ikke Sollys, der skinnede paa "Retfærdige" og "Uretfærdige". Deres dominerende Vælde var derimod mørke Skyer paa den jordmenneskelige mentale Himmel, der formørkede Solen og indhyllede alt i Uvejr, Lyn og Torden for derefter at forsvinde sporløst. I Dag er de borte ligesom de Skyer, der jog henover Himlen i Gaar.

Vi ser her paa den jordmenneskelige mentale Himmel, hvordan de store Konger og deres Riger, der er baseret paa Næstekærlighed, udgør et vedvarende Sollys, der stadigt skinner og lyser paa Retfærdige og Uretfærdige og i en hertil svarende Grad bliver ved med at bestaa, medens alle Konger og Riger, der er baserede paa Magt, Mord og Lemlæstelse og ligesom Uvejrsskyer ikke har noget blivende, noget vedvarende eller uforgængeligt i sig. De fortrænger og ødelægger al mental Frihed, og maa selv blive ødelagt. Og saaledes viser Ruinerne i Ørkensandet, at de store Undertrykkere "saaede" Død og Undergang og maatte derfor ligesaa urokkeligt "høste" Død og Undergang. Og har vi ikke lige set det samme Drama udspillet for vore nuværende fysiske Øjne? – Blev vi ikke Vidne til Personer, der flammede næsten den halve Verden op til en fanatisk Dyrkelse af sig og deres Metoder og Principper, som var Undertrykkelse i Renkultur og Udslettelse af anderledes tænkende ved Vold, Magt, Terror med dertil indrettede Torturinstrumenter, Gaskamre og Skydevaaben etc. Deres Riger blev et Folk af Slaver og Slavepiskere, blev et totalt Fængsel, i hvilket al jordmenneskelig Individualitet og Selvstændighed maatte gaa til Grunde eller udslettes. En større Kontrast til Næstekærligheden kan ikke opvises, manifesteres eller "saaes". Og hvordan blev "Høsten"? – Hvor er de henne i Dag de Verdensherredømmet begærende Individer, der i deres egen Selvdyrkelse forvildede sig ud i den Taabelighed at tro, at de kunde skabe en lykkelig Verden, kunde "høste" Glæde og Velsignelse ved at "saa" Død og Undergang, Brutalitet, Lemlæstelse, Tortering og Nedsabling af alt kontrært. De troede at kunne "høste" Frihed og Selvstændighed for dem selv og deres Venner ved at baste og binde andre Folk. De forstod ikke, at de dermed indespandt sig selv i et Spind af Karma, der vilde gøre baade dem selv og deres Folk til de mest ynkelige, de mest bastede og bundne, de mest lemlæstede og torterede Folk i Verden. Ja, ikke engang Livet i en ussel og skummel Fangecelle blev der de før saa fremstormende og tiljublede Verdensherrer beskaaret. Een flygtede rædselsslagen fra den Verden, hvis Herre han næsten troede, han var eller skulde blive, medens en anden indhentedes af den Død han i en Mangfoldighed af Tilfælde havde tildelt sin Næste. Og hvad med deres Haandlangere og Hjælpere? – Sidder de ikke i Dag for deres Dommere som Aspiranter til Krigsforbryderskafottet, medens det øvrige Folk sultende og frysende, pjaltet og nøgent humper rundt i Ruinhobene af deres før saa stolte Byer, Paladser, Kongeborge, Kirker og Katedraler, Universiteter og Læreanstalter, skarpt bevogtet, fængslet og bundet af de Folk, som de selv vilde have bundet? –

Hvad er det, Livet, Naturen eller Guddommen her selv aabenbarer eller siger til Menneskene? – Er det ikke et realistisk manende Alvordsord til alle dem, der i Dag nærer de samme eller beslægtede egoistiske Drømme? – At disse Drømme maaske er mere eller mindre ubevidst, fordi de paagældende Væsener i en altfor frodig Egoisme og Selvdyrkelse har suggereret sig selv til at tro, at hele dette deres Væsen, denne deres Undertrykkelsestrang overfor Næsten, overfor andre Folk og Stater er – Idealisme, er "Verdens Frelse", er Vejen til den absolutte "Fred", forandrer ikke disse Drømmes altødelæggende og ruinhobefrembringende Magt. De vil uundgaaeligt bringe Sorg, Sygdom og Dødskval over saavel deres Ophav, som over disse Ophavs Tilhængere og Haandlangere. Tror man ikke, at de, der ombringer ved "Atombomber", selv vil omkomme ved "Atombomber"? – Er det ikke netop Sværdets Princip i en tusind- eller millionfoldig Forstørrelse, vi her i dette Monstrum har for os? – Tror man, at man kan omgaa Næstekærlighedsloven ved at gøre "Sværdet" mere effektivt? – Tror man, Atombombens Tordenbrøl og Helvedesluer paa Himlen over en Bys ødelagte Folkemasser og Kulturværker kan udlægges som Guds Lovprisning af dens Ophav. Er der noget i denne Helvedesmanifestation, der udtrykker om dens Ophav: "Dette er min Søn, den elskelige i hvem jeg har Velbehag"? – Var ikke Atombombens flammende Støvskyer over Hirochima og Nagazaki Kulminationen af Opfyldelsen af den guddommelige Forjættelse om, at den, der spiser af "Kundskabens Træ", maa "dø Døden"? – Hvor er Visdommen henne i dette "Helvede", der indhyllede de to Byer og maaske endnu usynligt raser paa deres Tomter eller efterladte Terræner? – Var det ikke netop den totale Mangel paa Visdom, der bragte de to Byer til Undergang? – Og var det ikke den samme totale Mangel paa Visdom og den heraf følgende slavebundet Mentalitet, der skabte den Dumdristighed at udløse Atomkraften imod selve Livet og dets Frembringelsesmidler? – Er det ikke den allerhøjeste Form for Primitivitet eller total Uvidenhed mod Hensyn til selve Livets inderste Væsen, samtidigt med en fabelagtig, ja, ligefrem overdimensioneret Kundskab med Hensyn til materiel Energi? – Det jordiske Menneske har forslugt sig saa meget paa Frugterne fra "Kundskabens Træ", at det nu ikke mere er blandt "de virkeligt levende". Og derfor kan det ikke se det virkelige Liv, det virkeligt levende. Det ser kun "Energi", "Energi" og atter "Energi", der igen er det samme som "Materie". Det tror om sig selv at være "Materie". Det tror, at Næsen er "Materie". Det tror, at Universet eller Verdensaltet er blot og bar "Materie". At der skulde være noget andet og mere bag "Materien", der f.Eks. eksisterede som dennes Herre, kan det ikke se. Og det er denne totale sjælelige eller kosmiske Blindhed eller Sansefattigdom, der er det samme som den sande eller virkelige "Død".

"Døden" er saaledes ikke, som Millioner af Mennesker tror, dette, at miste sit fysiske Legeme. Tværtimod. Dette har saa at sige ikke det mindste med den virkelige "Død" at gøre. Den virkelige "Død" kan kun eksistere som Tab af Viden og det heraf følgende Tab af intellektuel Kunnen. Men fordi et Væsen mister sit fysiske Legeme, taber det jo ikke sin Viden eller intellektuelle Kunnen, selv om det midlertidigt er standset i sin fysiske Kunnen. Derfor kan den virkelige "Død" kun være en Situation, i hvilket Væsenets kosmiske Aandsevner degenererer og den heraf følgende Mangel paa Evne til at forstaa behersker Individet. Kun selve Kulminationen af dette Aandsevne- eller Intellektualitetstab kan udtrykke den absolutte "Død". Alle andre forekommende Former for Tab af Sanser og Aandsevner er kun rent midlertidige Læsioner, Skrammer eller Saar frembragte i Kampen for Tilværelsen, og hvis Helbredelse igennem Livene er absolut uundgaaeligt og derfor kun vil være et Tidsspørgsmaal.

Vi har altsaa i den daglige Tilværelse to Slags Tab af Bevidsthed, nemlig det midlertidige eller akutte Tab, der er foraarsaget i Kampen for Tilværelsen, og det i Form af Evnedegenerationen fremtrædende kroniske Tab af Bevidstheden, hvilket her vil sige: et Tab af Aandsevnerne, der ikke er frembragt paa unaturlig Maade ved Lemlæstelse, Misrøgt af Organerne eller nogen anden Form for Overtrædelse af Livslovene. Den første Form for Bevidstheds- eller Evnetab er nærmest at betegne som den "Slidtage" paa Organerne, Nerverne og dermed paa Sanserne som den daglige Selvopholdelsesdrift eller Kamp for Tilværelsen kræver. Beskadigelse af Øjne, Øren, Arme og Ben saavel som indvendige Organer: Mave, Tarme, Lunger, Hjerte og Hjerne etc. ja, hele saakaldte "Dødsfald" eller hele den fysiske Organismes undertiden totale Lædering, saa den ikke mere kan opretholdes af Jeg'et, er saaledes kun midlertidige naturlige Skavanker, som et Liv i det dræbende Princips Zone eller Krigens Hjemstavn absolut uundgaaeligt maa medføre for de Redskaber, som Jeg'et maa benytte i denne Kamp for Tilværelsen. Og da det levende Væsens fysiske Organisme udelukkende er et saadant Redskab, kan Jeg'et umuligt undgaa at faa dette Redskab paavirket af de Materier, de Kræfter og Energiformer, som det ved Hjælp af nævnte Redskab søger at jonglere med. Men da det i Form af Reinkarnationen har Evne til at bygge nye Legemer, alt eftersom de gamle "slides" op, kan ingen Lædering, Slidtage eller total Undergang af Væsenets fysiske Organisme blive andet end en vis midlertidig overfladisk Foreteelse, som det relativt hurtigt erstatter med Opbygningen og Udbedringen af et ganske nyt Legeme eller en ny Organisme og saaledes fremdeles. At dette ikke har med "Døden" at gøre, men derimod i allerhøjeste Grad aabenbarer Livets Uforgængelighed, bliver her til Kendsgerning for den udviklede Forsker.

Den almindelige saakaldte "Død" eller den "Død", der bekendtgøres igennem Bladenes Dødsanoncer, er altsaa kun en rent midlertidig, nødvendig, praktisk Foranstaltning eller et Vedligeholdelsesprincip. Med Hensyn til den virkelige "Død", da er den saa blid og skjult, at den i Virkeligheden kun kan ses og iagttages af den udviklede Forsker. Naar denne "Død" er saa blid og umærkelig i sine Overgange, skyldes det udelukkende den Omstændighed, at den ikke er en Følge af nogen som helst Katastrofe eller Lemlæstelse og ligeledes heller ikke er en Følge af nogen som helst "Slidtage" eller Alderdom. Dens Forekomst skyldes derimod en evigt skiftende Rytme, der udløses igennem Individets "Urbegær" og kommer i det ydre til Syne som en tilsvarende evigt skiftende "Sult" og "Mættelse". Den har sin Oprindelse i Jeg'ets Overbevidsthed, hvilket vil sige i dets "X. 2" og udløser sig som et vældigt tiltagende Begær efter at opleve Modsætningen til den Tilværelse, nævnte Jeg midlertidigt befinder sig i. Dette Begær er altsaa desto stærkere, jo mere udlevet eller mættet Jeg'et eller Væsenet er af denne dets nuværende Tilværelse. Nævnte Begær strækker sig altsaa frem imod sin Kulmination for derefter at tage af og komme paa sit mindste Udfoldelsesstadium der, hvor det begyndte, hvorefter det saa tager til hen imod sin Kulmination igen og saaledes fortsættende. Det er denne rytmiske Bevægelse gennem "Urbegæret", der i mit Hovedværk "Livets Bog" udtrykkes som Udviklingsspiralen eller Kredsløbet.