Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Foraaret, denne saa længselsfuldt ventede, men saare flygtige Gæst, er atter iblandt os og fylder vort Liv med Farver og Fest. For en Stund oplever vi lige for vore Øjne Reinkarnationens vidunderlige Princip. Grene, der før stod nøgne og skeletagtige, iklædes med eet de skønneste Farver. Overalt bryder Livet – det skønne, levende, farvemættede Liv, – frem og fortæller os med titusindtunget Røst om den Kraft, der bag alt flygtigt Stof evigt vil bestaa, den Kraft som er selve vor egen Sjæls inderste Kerne.

Paa ingen anden Aarstid udfolder det aandelige Princip i Tilværelsen sig stærkere end i disse Uger, hvor hele Naturen med ubrydelig Kraft stiger imod den Kulmination, der lader Vinterens kolde og mørke Dage fortone sig bagude som noget, vi Gud være lovet ikke behøver at skænke en Tanke. "Liv er Bevidsthed" siger Martinus og giver dermed Udtryk for den vidunderlige Tanke, at som vi selv er en Bevidsthed med alle Universets Muligheder i os, lever vi i og er omgivet af en endnu større Bevidsthed, hvis straalende Nuancer i Form af det, vi kalder "Naturen" ustandseligt beriger vort eget Sind med nye, inspirerende Indtryk. Og blandt et af de største Indtryk denne vidunderlige Korrespondance skænker vor Sjæl finder vi selve Reinkarnationsprincippet, der i Foraarets Skikkelse lader os møde selve den guddommelige Verdens kulminerende Liv i Farver og Form. Overalt møder vore Øjne i denne Tid Beviset for større og skønnere Kræfters Eksistens end de, der fører til Krigens baade skjulte og aabenlyse Heltegrave. Det var aldrig Livets Mening, at Mennesket skulde fødes med rige og skønne Evner for blot at segne, inden disse Evner bar Frugt. Tværtimod. Som vi for vore Øjne ser et Kresløb, der begynder med den spæde Spire og slutter med den modne Frugt, skulde ogsaa vort eget Liv udtrykke et Kresløb, der som noget naturligt og selvfølgeligt fulgte den Lov vi ser komme til Syne overalt i den Natur, der i disse skønne Døgn beruser vore Sanser med Farver og Dufte.

Der er noget dybt tragisk i dette, at det jordiske Menneske nu er kommet saa langt i sin Udvikling, at det baade kan betjene sig af Teleskoper og Mikroskoper, – at det kan se ind i straalende Stjernebyer og ned i vidunderlige Mikroverdener, – uden at begribe det mindste af det, det ser. Det hilser Foraarets og Sommerens Tilbagekomst uden deri at se andet end en "Naturrytme". Det ser ikke det i vidunderlige Former og Farver indpakkede guddommelige Budskab om sin egen Udødelighed. Det forstaar ikke, at den Kraft, der paa en enkelt Nat forvandler en tilsyneladende uanselig Gren til et Eventyr i Farver, ogsaa bor i dets egen Indreverden og der, til sin Tid fuldbyrder det samme Eventyr. Midt i en Verden af straalende Liv, af vidunderlige Udtryk for en altomfattende guddommelig Bevidsthed dyrker det jordiske Menneske Døden og høster herfor Dødens Løn: den bitre forurettede og lidelsesfyldte Ensomhed.

Iagttag Deres Omgivelser, og De vil ikke kunne undgaa at se, at jeg her taler Sandhed. Det jordiske Menneske af idag, lever i en lukket, angst fyldt Verden. Det er næsten kun hos de smaa Børn, at vi stadigt møder det aabne, levende Blik, der fortæller om kosmisk Medvidenhed. Men Børnene ved ikke med deres Forstand. Det er jo netop fordi den er sovende, at deres Sjæl kan give Udtryk for den Evighed, der lyser i deres Øjne. Som Blomsten ikke kan lade være med at aabne sig for Solen, og som Fuglen ikke kan lade være med at synge, naar Morgenrøden fortæller den om en ny Dags Fødsel, kan Barnet ikke lade være med at smile igen, naar det bliver mødt med Smil. Men den Voksne kan. Overalt møder vi Voksne, som forlængst er vokset fra at smile, fordi de synes, det er naivt. Det synes som om de fleste Voksne har dyrket Dødens Tanker saalænge, at dette at smile, er blevet dem fremmed.

Men Livet er ikke bitter Alvor og lidelsesfyldt Mørke alene. Disse Ting eksisterer, det er sandt, men de er kun Virkninger af forvredent Tankeliv. Jeg skrev før, at vi ejer alle Universets Muligheder i os og vil dermed gerne give Udtryk for, at vi dybest set er Fostre til kommende kosmiske Sole. Vi er Gudesønner i Svøb. Som Pinsesolens Varme bringer alt L iv omkring os til at folde sig ud og demonstrere evige kosmiske Kræfters Eksistens, skal ogsaa vi engang med vort eget Væsen naa frem til at blive kosmiske Solvæsener, hvis hele Atmosfære dirrer af guddommeligt Liv og Skønhed. Først i den Time dette sker, er "vort Løb fuldendt og vort Maal naaet".

- - - -

Dagene ved Klint er i dette Foraar næsten gledet i eet, men det er mig en uendelig Glæde at kunne skrive, at vi om kort Tid har naaet de Maal, vi satte os. Omend vi ikke helt naar at blive færdige med Indretningen af Pension Klintsø til Pinse, naar vi saavidt, at vi uden nævneværdige Vanskeligheder kan aabne. At det er fristende for mig at fortælle Dem om denne skønne, nye Skabelse, tror jeg, De forstaar, men jeg renoncerer til næste Gang og slutter dette lille Brev med en kærlig Pinsehilsen til samtlige Læsere i Danmark og Sverige, som med dette Brev modtager vore første Hilsner som direkte Deltagere i den Korrespondanceafdeling, der herhjemme udgør et af vore mest intime Bindeled Sagens Venner imellem. Omend den nyoprettede svenske Afdeling modtager Martinus Foredragsreferater i oversat Stand, bliver det indledende "Brev" paa dansk, hvilket jeg haaber maa blive til gensidig Glæde for begge Parter!

Med de kærligste Pinsehilsner fra Martinus og samtlige Medarbejdere!