Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag afholdt af Martinus i Instituttets Foredragssal
Søndag den 28. April 1946
Bearbejdet for Korrespondanceafdelingen af Martinus personlig.

(fortsat)

Det levende Væsen er saaledes totalt bundet i sin egen Forestilling om Livet. Det dømmer alt ud fra denne Forestilling. Men da nævnte Forestilling altsaa kan være falsk, kan være Usandhed, ligesaavel som den kan være Sandhed, kan være Udtryk for Livets virkelige Analyse, vil det være totalt afhængigt af denne Individets Forestilling, om det er i Kontakt med Livet, med Virkeligheden, eller det er besjælet af Usandhed, besjælet af ganske fejlagtige Forestillinger om Livet og dermed om dets egen virkelige, udødelige Identitet. Er dets Forestilling om Livet absolut rigtig eller hundrede Procents i Kontakt med Virkeligheden, med Sandheden, og denne Kontakt saaledes er blevet Fundamentet for dets Tilværelse, vil det fornemme alle Livets virkelige sjælelige eller aandelige Goder og Behageligheder, saasom Frigørelse fra al Sorg, Bekymring, Livslede, Hævntørst eller Fornemmelse af Vrede overfor Næsten, Brødnid, Slagsmaal eller Kamp for det daglige Brød. Ja, det er helt frigjort af den saakaldte "Forbandelse", som betingede, at "Adam" skulde "æde sit Brød i sit Ansigts Sved". Væsenet nærer saaledes ikke mere noget som helst Begær af Ejendomsret af nogen Art. Det fornemmer nemlig den allerhøjeste Lykke, den allerhøjeste Glæde ved helt at give sit Liv for Næsten. Og en større Opfyldelse af de guddommelige Love forekommer ikke. Er det ikke netop blevet sagt af Verdensgenløseren at "Ingen har større Kærlighed end denne, at han sætter sit Liv til for sine Venner"? – Er det ikke det samme, der er blevet bekræftet af den samme store "Menneskenes Søn" der, hvor han siger: "..... Du skal elske din Næste som dig selv" og tilføjer, at dette er Opfyldelsen af Loven og Profeterne. Og er vi ikke i den bibelske Overlevering yderligere blevet gjort bekendt med, hvad Guddommen eller Forsynet selv mente om dette Kærlighedens praktiserende og forkyndende Væsen i Ordene: "Denne er min Søn, den Elskelige, i hvem jeg har Velbehag"? –

Saaledes forkynder altsaa Guddommen sin Tilfredshed med og Glæde over et Væsen, der elsker sin Næste. Men Guddommen er jo Forsynet, Forsynet er Naturen, og Naturen er Livets fundamentale Kræfter eller Væsenets daglige Omgivelser. At elske sin Næste vil altsaa betyde, at man med denne Kærlighed sætter disse Kræfter i en for sig selv allerhøjeste gunstig Svingning eller Bevægelse, der sluttelig faar Guddommen, hvilket altsaa vil sige Omgivelserne, til at aabenbare den guddommelige Stadfæstelse af ens egen virkelige gudesønlige Identitet i de førnævnte ophøjede Ord: "Denne er min Søn den Elskelige, i hvem jeg har Velbehag". Kan det levende Væsen times en højere, skønnere og fuldkomnere Oplevelse? – Er det ikke den største "Indvielse", der kan times det levende Væsen, at Naturen, at Omgivelserne, at det daglige Liv fundamentalt former sig som en guddommelig Røst, der paa alle Maader fortæller samme Væsen, at det er en elsket Gudesøn, en Aandens Fyrste, en Visdommens eller Helligaandens Konge? – Har ikke Millioner af Mennesker nu i Aarhundreder erkendt, at "Jesus Christus er Herre, til Gud Faders Ære". Ja, endog hos ham, der forraadte ham, aner vi den guddommelige Lovprisning. Hvorfor tog han ellers sit eget Liv? – Ser vi ikke ligeledes, at Millioner af Mennesker i Aarhundreder har lovpriset "Buddha" som et himmelsk eller overjordisk Væsen, hvilket vil sige: et Væsen i hvem Guddommen har Velbehag? – Og er der ikke paa samme Maade Millioner af Mennesker, der i Dag liver i Lovprisningen og Tilbedelsen af Muhamed som en Himlens Søn? – Hvad er det, vi saaledes her ser eller oplever? – Er disse Millioner af Menneskers Lovprisning eller Erkendelse af Væsener som "guddommelige", som "fuldkomne" ikke Guddommens Røst? – Hvordan skulde Guddommen ellers forkynde eller gøre bekendt, at det eller det Væsen er en "elskelig Søn, i hvem han har Velbehag"? – Tror man ikke, der nødvendigvis maa have været "noget" i disse nævnte Væseners Mentalitet og Væremaade, der behagede Menneskene og var af en saadan betagende Storhed, at Menneskene faldt paa Knæ eller bøjede sig i Støvet for dette "noget" hos disse Væsener? – Og var dette "noget" ikke netop "Næstekærlighed"? – Og var denne "Næstekærlighed" ikke igen det samme som Resultatet af en totalt overlegen mental Suverænitet hos nævnte Væsener? – Deres Manifestationer var ikke en Eftersnakken, en Kopiering eller Efterabning af andre forudgaaende eller samtidige Væsener. Hele deres Fremtræden, deres Viden og Paabud, Raad og Vejledning var absolut selvstændige og dermed suveræne, fyrstelige eller "kongelige" i Ordets allerdybeste bogstaveligste Forstand. Nævnte Væsener var bevidste "Gudesønner" i Renkultur. Der var ikke andre over disse Væsener end Guddommen. De talede saaledes direkte med Guddommen og ud fra Guddommen. Og i Kontakt hermed ofrede de deres Liv for Jordmenneskeheden. En større Udfoldelse af Kærlighed kan ikke manifesteres. De ofrede sig helt for deres "Næste". Jordmenneskeheden var altsaa i dette Tilfælde denne "Næste". Og selv om dette i første Instans for Jesus af Nazarets Vedkommende betød Korsfæstelse, blev Jordmenneskehedens fundamentale Gensvar paa denne Verdensgenløsernes "Næstekærlighed" den største Hyldest, Lovprisning og Hengivenhed, der overhovedet nogen Sinde er manifesteret paa Jorden. Vil man se, hvad "Næstekærligheden" bringer sit Ophav, behøver man kun at studere disse tre store Verdensgenløseres jordiske Livsbane og vil da her faa det mest urokkelige straalende Bevis for, hvad et Liv i "Næstekærlighed" sluttelig bringer sit Ophav. Er disse tre store hellige Væseners Liv paa det jordiske Plan ikke hver for sig et Eventyr saa stort, guddommeligt og altoverstraalende, at det umuligt kan overtrumfes af noget som helst. Det udgør altsaa den allerhøjeste Form for Oplevelse af Liv, ja er selve Livets Kulmination. Fra at være født i en Stald af fysisk fattige og uanselige Forældre, ja endog udenfor Ægteskab, altsaa som et saakaldt "uægte" Barn, og lagt i en Krybbe og dermed hørende til Samfundets laveste sociale Lag, blev Haandværker, omgikkes "Syndere og Toldere" og andre af de af Samfundets Store eller Mægtige ignorerede Væsener, fattige Fiskere, Skøgen Marie Magdalene, ja, var i det hele taget betragtet som en Person, man kun i dybeste Hemmelighed kunde have med at gøre, naar man hørte til Samfundets "dannede" eller "intellektuelle" Klasse saaledes som f.Eks. "Nikodemus", – voksede denne af Samfundets herskende eller bedrestillede Kredse opfattede tarvelige Person til at blive erkendt og tilbedt af Millioner af Mennesker igennem Aarhundreder som en Guddom. Disse Tilbedelsesskarer rummer saavel Konger og Kejsere som almindelige borgerlige, rige og fattige indenfor sit Omraade. Kan man tænke sig et mere straalende Eventyr? – Hvordan skulde et saadan mon manifesteres for at kunne være større? –

Ser vi paa Verdensgenløseren Buddhas jordiske Liv, bliver vi Vidne til det samme guddommelige Eventyr, men blot i nogle faa andre Nuancer eller Farver. Her ser vi en jordisk Kongesøn, født i rige og kostbare Omgivelser saa langt fra Fattigdommen som overhovedet muligt, men dog være saa besjælet af en altbeherskende "Næstekærlighed", at den blev ganske uforenelig med den unge Kongesøns fyrstelige Privilegier eller favoriserede Adkomst til alle Samfundsgoder i et Land eller i en Verden, hvor Tusinder og atter Tusinder af Væsener henslæbte deres Liv i stor Trældom, Armod og Elendighed, at han sluttelig gav Afkald paa alle disse Goder for at kunne være blandt de lidende og sorgfulde, de hjælpeløse og fortabte og med sin Forstand og sit Hjerte være deres Hjælp i Nøden, deres aandelige Lys i Mørket. Og hvordan gik det dette Væsen? – Ser vi ikke ogsaa her, hvordan Eventyret hæver denne jordiske Kongesøn, der gav sine kongelige Privilegier, sin Fyrstetitel, sit Privatliv, sine Paladser og Rigdomme, op til en ny Kongeværdighed som en Aandens Hersker over et Rige, der i Dag tæller omkring 500 Millioner Sjæle, Fyrster og Borgere, Rige og Fattige og af denne vældige Skare bliver æret, lovpriset og dyrket som en Guddom. Kan Eventyret her være større? –

Med Hensyn til Muhamed, er det da ikke netop det samme guddommelige Eventyr, men ligesom de andre to fremtrædende i sin egen særlige Variation eller Nuancering, vi møder. Er ikke ogsaa han igennem sin Bevidsthedsindstilling til Guddommen og derigennem til Omsorgen for sine Medmenneskers Lykke ligeledes i Dag blevet en Aandens Fyrste, lovpriset, tilbedt og beundret af en millionfoldig Hærskare for hvem hans særlige Intuition og Opfattelse betød Vejen til Lyset og dermed til en højere Form for Oplevelse af Livet? –

Da "Næstekærligheden var det urokkelige Fundament for disse Væseners Liv og Tilværelse, har vi i disse Væseners Historie, Liv og Skæbne de mest fundamentale og dermed de mest uomstødelige Beviser for, at "Næstekærligheden" er den absolutte Manifestationsform, der fører sin Udøver til den allerhøjeste Form for Oplevelse af Livet eller til det mest guddommelige Eventyr, der overhovedet kan manifesteres som virkelig realistisk Kendsgerning. Næstekærlighedens totale Væremaade gav altsaa Verdensgenløserne fuldstændig mental Suverænitet, hvilket vil sige; total bevidsthedsmæssig Selvstændighed og den heraf følgende aandelige og fysiske Frihed og Uafhængighed plus en Verdens Hyldest, Lovprisning og Tilbedelse eller Kærlighed igennem Aartusinder. Hvilke andre bevidsthedsmæssige Manifestationer eller Former for Væremaade kan paavises at have bibragt deres Ophav og Udøvere et saa straalende Resultat? –

Det er rigtigt, at der har været Mennesker, der med andre og fra Næstekærligheden afvigende Former for Manifestationer, hvilket altsaa mere eller mindre vil sige: ukærlige og dermed krigerske, har betaget Menneskene og bragt dem til at dyrke sig, men hvor er disse Væseners Herredømme henne i Dag? – Er ikke alle fortidige Personers Historie totalt blegnet ved Siden af Verdensgenløsernes? – Hvad betyder en flot Kongekaabe plus Krone og Scepter og et eller andet stort Folks Hyldest, naar hele denne Herlighed kun kan opretholdes – ikke ved Næstekærlighed – men ved Hjælp af brutal Magt eller Undertrykkelse, ved Hjælp af Soldater, Mordredskaber, Fængsler, Tortur og Dødsstraf? – Hvem af de fortidige store uindviede Faraoner, Konger eller Kejsere eller andre uindviede Store har kunnet efterlade sig en saadan Autoritet, at de kunde blive ved med at regere Folk og Rige saaledes, at det voksede og voksede gennem Aartusinder paa samme Maade som Verdensgenløsernes Riger? –

Er Verdensgenløsernes Rige ikke Jordens største Kongerige af i Dag, og dog er der henrundet Aartusinder siden disse Fyrster forlod det fysiske Plan. Hvilken materiel Konge, hvis Magt er baseret paa Vaaben, paa Soldater og Mordredskaber, kan opvise noget blot tilnærmelsesvis lignende? – Er de ikke alle gaaet al Kødets Gang? –