Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Som der findes Perioder i ens Tilværelse, hvor hver Dag udgør skarpt adskilte Eenheder, findes der Perioder, hvor de i den Grad gaar direkte over i hinanden, saaledes at de samlet kommer til at udtrykke et Tidsafsnit indenfor hvilket dette eller hint skete. En saadan Periode oplever vi heroppe i denne Tid. Vi har en given Tid, indenfor hvilken den Opgave, vi er blevet stillet overfor, skal løses. Det er dette "skal", der ophæver Grænsen mellem Døgnene for os. Det omskaber paa een og samme Tid vor Tilværelse til en lysende Glæde over det, at faa Lov til at være med i en saa intens Skabelse, og saa et Mareridt. For det er lidt af et Mareridt at bygge idag! Gang paa Gang flyver Tankerne tilbage til den Tid, hvor man bare tog Telefonen og bad om de og de Varer. Idag beder man ikke, gør man endelig noget, saa nærmest tigger man, uden at det derfor hjælper synderligt. Men netop fordi Forholdene paa praktisk taget samtlige Omraader er saa unormale, som Tilfældet er, bliver det noget i Retning af en Sport at løse de Knuder, der opstaar med en næsten usandsynlig Præcision.

Men som allerede bemærket er dette kun "Mareridtssiden" af vor Tilværelse, og den eksisterer vist paa enhver Byggeplads idag. Livet heroppe byder derudover paa en "Lysside", som desværre er nægtet saa mange. Vi ikke alene bygger i Træ og Beton, vi fuldbyrder ogsaa en Ide; langt mere end det rent fysiske Arbejde udstraaler denne Ide en saadan Kraft, at det her føles som noget naturligt, at Tingene ikke alene løses, men løses i Fællesskab! Jeg kom en Dag til at tale med en Arbejderformand paa Byggepladsen om Begrebet "Arbejdsglæde". Aarsagen til Samtalen var den Energi, han havde iagttaget hos alle os, der her har hvert et Omraade at tumle, enten dette Omraade saa er tilsyneladende lille eller stort. Vi kom ind paa det tragiske i, at kun de færreste idag glæder sig over det, de foretager sig. "Hos os" sagde han, "hedder det kun: hvor meget faar jeg for det, og hvor lang Tid varer det?" Denne Mand var ganske klar over, at Udviklingen her gik i en helt forkert Retning, og jeg kunde ikke undgaa at føle, at han, med store Dele af sin Aand, var langt mere hjemmehørende indenfor vort Omraade end indenfor det andet. Livet er blevet en Jagt efter Penge, fordi Penge stadig af de fleste opfattes som den eneste virkelige Magt. Bevares, jeg vil ogsaa gerne have Penge, mange endda, men det, der interesserer mig ved Penge er udelukkende det, jeg kan udføre for dem. Som Maal i sig selv er Penge vel det fattigste, der findes. Naar jeg tænker paa, hvor mange velstillede Mennesker jeg i mit Liv har truffet, der intet har Raad til, kan jeg ikke lade være med at tænke paa, at Pengene netop for disse Mennesker blev Bomme, der standsede deres Sjæls Trafik. Mere end de fleste har jeg Ret til at vende Billedet om og pege paa den Maade, Martinus som Leder af sin egen Sag har formaaet at faa Pengene til at blive Tjenere for Mennesket. Det, der sker heroppe, ejer jo sit eget Modstykke i det, der lige har været. Naar De nu en Dag "kigger indenom" og ser det hele færdigt, hvilket vil sige: ser en af Landets allerskønneste Feriepensioner med et myldrende Liv af Mennesker, der midlertidigt er blevet "spændt ud" af deres daglige Trummerum, saa tænk blot et Øjeblik paa, at alt dette kun er blevet til ved et enkelt Menneskes Vilje til at skabe Liv og Skønhed for andre. Jeg ved, at stod det til Martinus, kom alt dette kun til at koste en Brøkdel af det, det nu maa koste, men jeg ved ogsaa, at han langsomt, men sikkert, vil lade hele dette nye Omraade gennemtrænge af sin egen Aand paa en saadan Maade, at enhver en Dag vil føle, at alt dette ikke skabtes for Fortjenestens Skyld, men derimod for den Hjertets Kulturs Skyld, uden hvilket Livet blot bliver en ulidelig gold og følelsesløs Proces.

Endnu en Tid maa vi arbejde med Penge paa omtrent samme Maade som andre, men Dag for Dag nærmer vi os den Tilstand, hvor vi ved egen Kraft paa alle Omraader kan fuldbyrde den Drøm, vi aldrig har sluppet af Syne: den helt ideelle Ferieby. Vi er dette Maal langt nærmere end andre i dette Land, men først naar den Dag kommer, hvor der for Alvor er Plads nok og hvor samtlige materielle Funktioner er absolut fuldkomne, er Maalet naaet.

"Bliver vi færdige til Pinse?" spørger De vel, og jeg maa svare Dem, at vi selv daglig stiller det samme Spørgsmaal. Ærlig Talt, jeg ved det ikke, jeg ved blot, at vi arbejder i et Tempo, som langtfra er almindeligt, men at Tempoet alene desværre ikke kan gøre det. Vore Dage fyldes ind imellem af Bekymringer for Materialer, men saavidt jeg i dette Øjeblik, hvor disse Linier skrives, kan se, staar Tipset for eller imod, lige. Med Held kan vi naa at blive færdige, med lidt Uheld kan der gaa nogle Dage over, men det bliver i saa Tilfælde kun faa. Eet ved jeg, at kan vi gøre noget, bliver det gjort, – og at Tæppet den første Juli vil være gaaet for den største Feriesæson i Sagens Historie!

Efter Regnen har Naturen heroppe klædt sig i sit fejreste Skrud. Hvor er her dog smukt ved Klint, naar Foraaret for Alvor holder sit Indtog. Tro mig, at stryge samtlige Dagens Bekymringer væk og bare gaa i denne stille fredelige Egn, er som at opleve eet stort guddommeligt Kærtegn. For mig er det, som selve Freden bor her, Linierne er store, og man føler sig saa vidunderligt frifor den menneskelige Smaalighed, som Byens Liv er saa overdaadigt fyldt af. Her hænger Lærkerne i usynlige Snore og jubler deres Hjerters Fryd udover et Landskab iklædt alle den frembrydende Sommers skønne Pastelfarver. Ingen Steder har jeg som her følt Glæden ved gennem Martinus Analyser at være blevet fortrolig med det timelige og det evige ved mit eget Væsens Natur. At kunne gaa fra det "lukkede", det af fysiske Illusioner spærrede mentale Rum, vi kalder vor Sanseverden, og lige ind i det "aabne", i Guds eget, vidunderlige Sind, staar for mig som dette Livs store Aabenbaring. Og kan noget tænkes skønnere end det, ved sit eget Liv, sine egne Kræfter at bidrage til, at ogsaa andre kan faa denne Aabenbaring? Jeg tror det ikke! Bag alt det, som Kosmos Ferieby i det rent Ydre fører med sig af Besvær, lever der baade i mit eget og i mange, mange andres Sind den Drøm, at netop denne By skulde blive Stedet, hvor Aand og Materie i den Grad blev en Enhed, at Erkendelsen af Guds Aand som virkeligt eksisterende, her skulde blive uomtvistelig. Derfor kæmper vi og derfor føler vi, at større Kræfter end de, vi selv repræsenterer, hjælper os til at det, vi her tumler med, vil lykkes!

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere!

P. S. En skrækkelig Masse Breve hober sig op paa mit Skrivebord. Jeg ved, at mange venter paa Brev fra mig, – maa jeg med disse Linier sige, at jeg nok skal svare, men at det tager lidt mere Tid end ellers!

P. P. S.   Da vi jo i Øjeblikket befinder os i den Situation ustandseligt at skulle gøre rent efter Haandværkere, og da Pensionatet ikke faar tildelt Sæbemærker, vil vi være Dem meget taknemmelig, saafremt De er i Stand til at hjælpe os her. Ethvert – selv nok saa lille – Kvantum har Interesse for os. Hvis De blot vil lægge de Mærker, De kan afse, i en Kuvert til: Pension "Klintsø", Klint, Nykøbing Sj., skal alle Deres Udgifter til Porto blive Dem refunderet, – blot De vil komme os til Undsætning i vor vanskelige Situation!