Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Da jeg den første Aften i 1937 sad og rettede Blikket frem imod det Aar, vi da gik i Møde, var hele mit Sind behersket af Ønsket om, at det maatte komme til at betyde Fremgang for hele den Sag, der er blevet Livet for saa mange af os. Dette brændende Ønske bestod naturligvis af forskellige Detailler, og øverst paa Ønskesedlen stod Haabet om, at de forskellige Udvidelser i Kosmos Feriekoloni, som netop da var blevet besluttet, maatte blive som tænkt.

Der var paa daværende Tidspunkt tale om to betydningsfulde Udvidelser, nemlig for det første: Installering af Kakkelovne i alle de store Huse, saa at baade Paaske og Pinse kunde blive udnyttede til Ophold paa Kolonien, og for det andet: Skabelse af et Gartneri med tilhørende Frugtplantage, saa Kolonien kunde blive selvforsynende med Grøntsager. Af disse to Opgaver løste den første omtrent sig selv, idet den skulde udføres af fremmed Arbejdskraft, hvorimod Løsningen af den anden var noget mere problematisk.

Imidlertid, begge Opgaver blev løst. Idag har Koloniens syv største Huse de dejligste Kakkelovne, der nu til enhver Tid gør Opholdet deroppe behageligt, og den har et Gartneri, der, i Aaret der nu stunder til, vil evne at tilfredsstille alle rimelige Krav indenfor Grøntsagsbranchen, – og lidt til.

Men under Arbejdet paa Løsningen af de første to Opgaver, eller Ønsker, dukkede et tredie Ønske op med en Styrke og Vedholdenhed, der ikke var saadan at komme udenom. Kolonien var, med de allerede nævnte Udvidelser, med et Slag bragt frem til at være et helt lille Samfund, men et Samfund uden noget rigtigt Mødested. Med andre Ord: Ønsket om en Sal, hvor vi kunde samles, hvor, Martinus kunde holde Foredrag for os, tog en endog meget fast Form. Der blev regnet, talt efter og regnet paany, og takket være Skyndingen, Tiden gik jo, blev der talt en lille Smule galt, hvad der i dette Tilfælde kom til at betyde, at Beslutningen om Bygningen af en Foredragssal blev bestemt. Jeg skal ikke her komme ind paa det Tempo, i hvilket den blev opført, det er allerede skildret, men kun nævne, at da Gæsterne fra hele Landet første Pinsedag stævnede til Klint, var alle tre Opgaver løst og Kolonien med et Slag ført frem til en Afrundethed, vi alle med Rette kan være stolte af. Med sine sytten Tønder Land, alle sine Huse, Foredragssal og Gartneri, udgør den i fysisk Materie et levende Bevis for, hvad en samlet Vilje formaar at skabe, uden at have en overdaadig Pengekasse at øse af. Kun faa aner, at her ligger en Plet regeret af Love, som endnu er utopiske for den øvrige Verden. At her i Sommertiden leves et Liv saa fjernt fra det almindelige, at det for sin Erkendelse maa opleves, en Plet hvis Fredhellighed hele Martinus' stærke Vilje borger for vil forblive beskyttet.

Men Udviklingen standses ikke, fordi vore Ønsker bliver opfyldt. Blandt de Drømme, der af Viljen var blevet returneret til Underbevidstheden som indtil videre aldeles urealisable, var Erhvervelsen af Forfatteren og Journalisten Holger Rosenbergs skønne Ejendom, hvis Beliggenhed i Nærheden af Kolonien, gjorde den til en naturlig ønsket Administrationsbygning. Ifølge Planer vi andre kun faar Indblik i, i samme Grad som de afsløres for os her, skulde Kolonien aabenbart fuldføres i det nu svundne Aar. Hr. Rosenberg, hvis stærke Sympati for vort Arbejde ikke var os ubekendt, ønskede at sælge sin Ejendom og ønskede helst at sælge til os, som han var kommet til at kende og synes om. Kort sagt, paa Vilkaar vi ikke kunne afslaa, erhvervede vi denne Ejendom, hvis største fremtidige Betydning vil blive den, at "Livets Bog"s kommende Dele her vil blive fuldbyrdede. Martinus har her et Sted saa skønt og fredfyldt at arbejde, et Sted i en saa inderlig Kontakt med Aanden i hans Værk, at hans Glæde over denne Nyerhvervelse ogsaa maa blive vor.

Sommeren gik og Efteraaret stundede til. Studiekredsarbejdet, der ved Afslutningen i Foraaret stod stærkere end nogen Sinde, nærmede sig paany. Omkring første September skoddede vi Kolonien til og vendte tilbage til København, en Mængde skønne og aandeligt berigende Minder rigere og styrkede til Vinterarbejdet. Da Studiekresene jo er det Sted, hvor "Pulsen" indenfor Martinus Arbejde føles stærkest, er det jo intet Under, at dets Form uafladeligt ligger en paa Sinde. Undervisningen her i København, paabegyndtes dette Efteraar med et Hold saa stort, at Betegnelsen "Kres" ikke længere passede. Da det imidlertid er mit absolutte Ønske, saalænge det overhovedet kan lade sig gøre, at være i Kontakt med hver enkelt Deltager personligt, bestemte jeg mig til at spalte dette store Hold op i tre, nogenlunde inddelt efter den Tid, hver især havde beskæftiget sig med Martinus' Arbejde. Denne Ordning, der nu har fungeret et Par Maaneder, viste sig at være til meget stor Glæde for alle Parter. Arbejdet paa disse Hold er ligesom blevet mere intenst, man mærker overalt en dyb Glæde ved Studiet, som store, stærkt aandeligt sammensvejsede Grupper gaar disse Hold ind i det nye Aar.

Imidlertid medførte den nye Ordning, at det blev mig umuligt at rejse til Jylland. Odense og Roskilde hører derimod med ind under Ordningen. At Jylland saaledes paany blev en Slags Stedbarn er jo ikke saa rart, men af Ugens syv Aftener, er det kun muligt at undervise de fem. Men af det kommende Aars Udvidelser er der ingen, absolut ingen, der i den Grad glæder mig som den, at Mogens Munch nu om kun et Par Uger har sin Ingeniøreksamen og derefter staar fri og klar til at overtage Undervisningen i denne Landsdel, hvor han selv er født. I fem Aar har der nu været Studiekresarbejde over "Livets Bog", og i alle fem Aar har Savnet af en virkelig kvalificeret Medhjælp vel nok været stærkest for mig, der hele Tiden har følt i hvor høj Grad, der har været Brug for den. Med Ingeniør Mogens Munch ved jeg, at Jyderne faar en Mand, de kan være tjent med, og selve Studiekresarbejdet rykker med hans fulde aktive Deltagelse et stort Skridt frem i den rigtige Retning.

Et Aar gik rundt. Imødeset med stor Forventning og nu, da det er svundet, indeholdende Opfyldelsen af Drøm og Haab, som vi ved dets Begyndelse daarligt turde udtale. Og retter vi nu vor Bevidsthed fremefter, mod 1938, hvad kan vi saa vente af det? Ingen ved det. Det vidunderlige ved vort Arbejde er jo netop alle de skønne Muligheder, det indeholder. Vi ved kun eet, det vil vokse saa sandt som den Sæd Martinus i de svundne Aar med saa kærlig Haand har saaet, allerede nu i manges Hjerter har fæstet Rod. Vel hænger Uvejrsskyer lavt over Verden, og vel sporer Mørket sin voldsomme Ganger, – men er det ikke netop i en saadan Stund, at det Lys, Verden gav os, bliver dobbelt værdifuldt. Igennem den Viden om Livet, Martinus gav os, blev det vor Lod at være Lysets Forsvarere, og skal jeg her udtrykke et inderligt Ønske for 1938, maa det være det, at vi i det nye Aar alle maa vokse i Kærlighed og Samhørighed, saaledes at de Opgaver, Forsynet i det nye Aar giver os at løse, maa blive løst i Fællesskab!